Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
ALLEREDE INDEN FREDSAFTALEN mellem Rusland og Tyskland i marts 1918 udråbte Ukraine sig 10. juni 1917 som selvstændig republik, og det følgende par års uafhængighed indgår også i den historiefortælling, ukrainerne begrunder landets eksistens med.
Det var et brud med mange års politiske krav om selvstændig status i et ellers samlet Rusland, men til gengæld påberåbte ’Centralrada’ (det centrale råd, der var dannet lige efter februarrevolutionen i Skt. Petersborg/Petrograd) sig selvstændigheden under kosakstyret som historisk begrundelse. I en henvendelse til ’ hele det ukrainske folk’ lød det bl.a. ’Ukraine er frit! Ukrainske folk. Din skæbne hviler i din hånd!’.
Det førte straks til spændinger mellem Centralrada og den provisoriske regering i Petersborg, der ønskede at holde sammen med det russiske imperium.
Men udviklingen i landdistrikterne overhalede snart de intellektuelle i Centralrada. Bønderne gjorde oprør og besatte adelens store godser og delte jorden mellem sig. Bønderne ville ikke vente på de lovede reformer, og bondepartiet ’Ukraines Socialrevolutionære Parti’ blev den stærkeste kraft i landet.
7. NOVEMBER 1917 ERKLÆREDE CENTRALRADA ’Den Ukrainske Folkerepublik’ som en del af en russisk forbundsstat (føderation), men det brød Lenin og den bolsjevikiske ledelse sig ikke om. Klassekampen var vigtigere end den nationale kamp. Basta.
Den ukrainske uafhængighedsbevægelse i Galicien var bedre organiseret og havde politisk erfaring bag sig, da den forsøgte at skabe et selvstændigt Ukraine i Galicien. Men de efterfølgende militære og politiske opgør om Ukraine bølgede frem og tilbage uden at tage hensyn til landegrænser.
I de efterfølgende opgør og borgerkrige skiftede magten i Kyiv ni gange på to og et halvt år. Der var ganske enkelt et militært, økonomisk og politisk anarki, der tilsyneladende ingen ende ville tage.
Ved flere lejligheder kom det til jødeprogromer. Jøderne blev angrebet fra alle sider: De hvide, de røde, ukrainske hære og soldaterbander. Omkring 30.000 jøder mistede livet.
EN AF DE CENTRALE PERSONER i de mange opgør var Simon Petljura (1879-1926). Han var egentlig journalist og politiker, men viste sig under de militære opgør som en glimrende strateg. Således nåede han både at blive den ukrainske hærs øverstbefalende og præsident for Den Ukrainske Folkerepublik.
Selv om han i sidste ende tabte, er han stadig en af Ukraines folkehelte, men til gengæld hadet af Kreml.
Bolsjevikkerne erobrede Kyiv tre gange, og 13. juni 1920 var det alvor og dermed slut med den ukrainske uafhængighed. Det krævede en ændring af bolsjevikkernes politik, idet de tidligere under borgerkrigen havde pådraget sig ukrainske bønders vrede ved en skånselsløs indsamling af korn og andre fødevarer. Men Lenin greb ind og lagde en dæmper på sine partifæller. Også Ukraine nød godt af hans ’nye økonomiske politik’, der tillod en vis privat foretagsomhed.
Hvorfor lykkedes det ikke Ukraine at holde fast ved uafhængigheden?
FOR DET FØRSTE var de ret løse ukrainske partier under voldsomt pres udefra. I de ukrainske områder var der kampe mellem De Røde og De Hvide, vestmagterne intervenerede til fordel for De Hvide, og polakkerne så ikke bare til fra sidelinjen. Alt dette svækkede skiftende regeringer i Kyiv.
For det andet var ukrainerne indbyrdes uenige og havde ikke en regering, der kunne handle beslutsomt – især ikke militært. De to historikere Andreas Kappler og Serhii Plokhy, hvoraf sidstnævnte er født og opvokset i Ukraine, fremhæver, at der simpelthen ikke var tilstrækkelig politisk erfaring. Det var nye bevægelser, der først og fremmest prioriterede deres egne mål og slet ikke var opmærksomme på det helt store billede.
Om denne kaotiske periode er der skrevet fremragende litteratur. Den jødiske forfatter Isaak Babel (1894-1940) deltog selv i borgerkrigene og beskriver sine erfaringer i ’Rytterarmeen og andre fortællinger’. Mikhail Bulgakov (1891-1940), der ellers er mest kendt for ’Mesteren og Margarita’ fortæller i ’Den hvide garde’ om livet i Kyiv under den korte uafhængighed.
