Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Den ukrainske selvstændighed var dødsstødet for Sovjetunionen. Ukraine var den næststørste republik (delstat) i Sovjetunionen, og hermed var det slut for Mikhail Gorbatjovs forsøg på at holde sammen på landet.
De 30 år, der er gået, har budt på den ene politiske omvæltning efter den anden, og det ukrainske demokrati har vist sig trods 70 års kommunistisk centralstyre at være overordentligt levende.
Landets første præsident Leonid Kravtjuk (1991-94) og hans regering stod med en kæmpe opgave, nemlig omstilling fra en centralistisk styret kommunistisk økonomi til et demokrati med markedsøkonomi. Det fandtes der ingen opskrift på, og konsekvensen var voldsomt fald i levestandarden og en næsten røverisk privatisering af industrien. Resultatet var stort underskud på statsbudgettet og fremkomsten af en ny type kul- og stålbaroner: oligarker.
Den rigeste ukrainer er Rinat Akhmetov, der menes at være god for 50 mia. kr., og hans foretagender stod i 2018 for hele 18 procent af statens indtægter!
Han købte sammen med en anden oligark, Viktor Pintjuk, i 2004 landets største stålværk for en bagatel af 5,3 mia. kr. Efter voldsom kritik og et regeringsskifte gik handlen tilbage og værket blev solgt til den indiske koncern Mittal til noget, der mere lignede markedsprisen, nemlig 32 mia. kr.
Oligarkerne er også yderst aktive, når det kommer til Ukraines største politiske og økonomiske problem: korruptionen. Landet ligger som nr. 122 på Transparency Internationals indeks, hvor Danmark og de skandinaviske lande ligger i top 10.
MAN KAN IKKE SIGE, at den menige ukrainer har affundet sig med den omfattende korruption, der også omfatter hele retssystemet. Hele tre gange har ukrainerne ved præsident- og parlamentsvalg prøvet at sætte korrupte politikere og erhvervsfolk stolen for døren: den orange revolution 2003-04, oprøret på Maidan 2013-14 og valget af den politisk helt uerfarne tv-stjerne Volodymyr Selenskyi til præsident 2019.
Udenrigspolitisk balancerede Ukraine de første år mellem den store nabo Rusland og vesten i skikkelse af EU. EU var især på banen for at sikre den havarerede reaktor i Tjernobyl, der vil udsende radioaktiv stråling de næste mange tusinde år.
Ukraine gik 1994 med til at aflevere alle sine atomvåben til Rusland, og dengang blev der i Budapest indgået en aftale, hvor bl.a. Rusland og USA garanterede landets grænser. Det såkaldte ’Budapest Memorandum’ var dog ikke meget værd, da Ruslands præsident Vladimir Putin for alvor blev utilfreds med udviklingen i nabolandet og i 2014 både besatte Krim og fik startet et væbnet oprør i landets sydøstlige hjørne.
UKRAINERNE HAR SIDEN UAFHÆNGIGHEDEN som nævnt gang på gang forsøgt at sætte oligarker og deres korrupte hjælpere stolen for døren. Så da Viktor Janukvitj i november 2004 vandt præsidentvalget over den mere reformorienterede Viktor Jusjtjenko gik folk på gaden i den såkaldt ’orange revolution’ for at få omvalg. Det blev udskrevet, efter at den ukrainske højesteret havde underkendt valgresultatet. Omvalget 26. december vandt Jusjtjenko, der indsatte den senere meget omstridte populistiske reformpolitiker Julija Timosjenko.
På det tidspunkt var Ukraine begyndt at orientere sig mere mod vesten, der også støttede de ukrainske reformer med massive lån.
Selv om meningsmålingerne viste massiv modstand mod ukrainsk medlemskab af Nato, forsøgte Jusjtjenko også at nærme sig Nato. Det kulminerede i en beslutning på et Nato-topmøde i Bukarest 3. april 2008, hvor Ukraine blev stillet et medlemskab i udsigt – ikke her og nu, men engang i fremtiden.
Janukovitj havde dog ikke opgivet at blive præsident, og vandt i februar 2010 over Timosjenko. Baggrunden var, at Jusjtjenko havde vist sig at være en særdeles ineffektiv præsident, der ikke fik sat fart i kampen mod korruptionen.
Udenrigspolitisk fortsatte Janukovitj først den vestvendte kurs, men i november 2013 afviste han efter russisk pres og løfter om milliardtilskud at skrive under på en aftale med EU, der ellers var blevet forhandlet i årevis.
Det udløste et nyt folkeligt oprør med centrum på Kyivs centrale plads, Maidan. Ukrainerne kalder det selv ’værdighedens revolution’, fordi den både drejede sig om landets orientering mod vest, demokratiske værdier og et nej til Putin og hans allerede dengang autoritære metoder.
DA JANUKOVITJ efter to måneders demonstrationer og gadekampe flygtede fra landet, protesterede Putin mod udviklingen. Han kaldt magtskiftet i Kyiv et kup, selv om der straks efter Maidan blev udskrevet både præsident- og parlamentsvalg.
Det vandt en af landets mindre og mere liberale oligarker, Petro Porosjenko, der ejer chokoladeimperiet ’Roshen’.
Men inden valget havde Putin annekteret halvøen Krim, hvor Rusland har en stor flådebase i havnebyen Sevastopol. Umiddelbart efter orkestrerede Putin et oprør i de østlige regioner med byerne Donetsk og Luhansk.
Det lykkedes ikke ukrainsk politi og militær at slå oprøret ned, og der var i alle årene fra 2014 til den russiske invasion i 2021 kampe og sammenstød ved ’kontaktlinjen’, som fronten hed på diplomatsprog.
Der blev indgået våbenhvile- og fredsaftaler i Minsk, men det lykkedes aldrig at få dem gennemført.
Under de fortsatte mindre sammenstød i Østukraine vandt tv-skuespilleren Volodymyr Selenskyi i 2019 præsidentvalget over Porosjenko med mere end 73 procent af stemmerne, og hans parti, Folkets Tjener, fik ved det efterfølgende parlamentsvalg absolut flertal i parlamentet, Verkhovna Rada.
Også Selenskyi forsøgte at bremse korruptionen, men alt for langsomt efter både antikorruptionsaktivisternes og de menige vælgeres opfattelse. Så i løbet af 2021 faldt hans popularitet.
I EFTERÅRET 2021 begyndte Rusland at trække tropper sammen langs Ukraines grænser og præsident Putin opstillede en række krav til USA og Nato om en garanti for, at Ukraine ikke blev optaget i Nato, og at Europa sikkerhedspolitisk skulle deles op mellem Rusland og USA (Nato).
Det afviste både USA og Ukraine, og 24. februar angreb Rusland så Ukraine fra Krim, fra Belarus og fra Rusland. Den russiske præsident Vladimir Putin begrundede det dels med ’folkemord’ i de russiske oprørsrepublikker Donetsk-Luhansk, dels med russiske ønsker at ’afnazificere’ og demilitarisere Ukraine.
Straks i krigens første uge viste Selenskyi sig som rette mand på rette sted. Han motiverede befolkningen til at kæmpe, og den russiske hær mødte beslutsom ukrainsk modstand.
