Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
HELE EUROPA VAR I DET 19. ÅRHUNDREDE præget af nationale vækkelsesbevægelser, hvilket naturligvis var et problem for et stort rige som det russiske. Her boede masser af små og store folk: polakker, litauere, finner, kaukasere, estere og mange andre. Derfor var det vigtigt for tsarstyret at holde den ukrainske vækkelse nede, så der var et massivt russisk flertal. Keine Hexerei: de blev simpelthen set som russere.
Russificeringen og undertrykkelsen af nationale bevægelser gik også forholdsvis godt i den del af Ukraine, der var en del af Rusland. Men en del af Ukraine i regionen Galicien omkring byen Lviv hørte under Østrig, hvor de nationale mindretal havde langt større friheder. Her blev der i 1848 også oprettet den første ukrainske politiske nationale organisation.
Moderniseringsprocessen betød, at ukrainerne i Galicien nød godt af presse- og ytringsfrihed og endda kunne stemme ved valg til et parlamentarisk system. Den brugte de til at markere deres sproglige og kulturelle egenart, og de inspirerede også ukrainerne i Rusland.
Tsarriget var derimod reaktionært, og livegenskabet blev f.eks. først ophævet 1861 – 13 år efter Østrig. Tsarens politiske modstandere blev forfulgt, og mange gik i eksil.
En af nøglepersonerne i den ukrainske nationale vækkelse var maleren, digteren og humanisten Taras Sjevtjenko (1814-61), der gav ukrainerne et skriftsprog. Indtil da havde ukrainske intellektuelle betjent sig af enten russisk eller kirkeslavisk, der er helt anderledes end det talte, folkelige ukrainske sprog.
SJEVTJENKOS LIV ER EVENTYRLIGT. Han blev født i en livegen familie, men blev på grund af sine evner frikøbt som 24-årig, mens han gjorde karriere i den daværende hovedstad, Skt. Petersborg. Det kostede 2.500 rubler, hvilket var en formue på det tidspunkt. Pengene blev rejst ved at bortauktionere et billede af den kendte romantiske maler Karl Brjullov.
1840 offentliggjorde han digtsamlingen Kobzar, der er skrevet på ukrainsk, mens den samtidige ligeledes ukrainsk fødte Nikolaj Gogol skrev på russisk om ukrainske folkeeventyr. I en ny udgave af Kobzar 1847 forklarede Sjevtjenko, at mens der blev tryk bøger og aviser på tjekkisk, serbisk og bulgarsk »hører man ikke et pip fra os«. Men, tilføjede han: »Lad dem skrive, som de vil, og lad os skrive, som vi vil«.
Da Sjevtjenko vendte tilbage til Kyiv i februar 1847 skulle han til bryllup. Lederen af det hemmelige nationale samfund ’Skt. Kyrils og Metodius’ broderskab’, Mykola Kostomarov, skulle giftes, men var lige inden blevet angivet af en student og arresteret. Det blev Sjevtjenko også ved sin ankomst, og da tsaren følte sig personligt forulempet af digterens socialpolitiske kritik, blev han idømt 10 års militærtjeneste og i den tid måtte han hverken male eller skrive.
Den tid gik hårdt ud over Sjevtjenkos helbred, så han døde som 47-årig. Som skaberen af det ukrainske skriftsprog og som forfatter af samfundskritiske digte er han en af de helt store skikkelser i Ukraines historie, og det største statslige universitet i Kyiv er opkaldt efter ham.
UKRAINERNE I ØSTRIG-UNGARN var skarpere i deres politiske og kulturelle krav end ukrainerne i Rusland, bl.a. på grund af undertrykkelsen af alle reformbevægelser. I midten af 1870’erne var der allerede 62 ukrainske aviser og tidsskrifter i Galicien.
Ifølge folketællingerne var der år 1900 cirka 33 millioner ukrainere i de to kejserriger Rusland og Østrig-Ungarn. I Rusland udgjorde de 18 procent af befolkningen. Ukraine var på det tidspunkt ved at blive industrialiseret i det område, vi kender som Donbas, men 87 procent af tsarrigets ukrainere var bønder.
Efter revolutionen i 1905 indførte tsar Nikolaj 2 flere demokratiske reformer, som også kom de folkelige ukrainske bevægelser til gode. Der sad ukrainere i det parlament, dumaen, tsaren gik med til at oprette. Men tsaren trak hurtigt i land, og russificeringen fortsatte.
Under Første Verdenskrig, hvor østfronten krigen igennem lå i Ukraine, kæmpede ukrainere mod hinanden som soldater i henholdsvis den østrigske og den russiske hær.
Ruslands nye bolsjevikiske (kommunistiske) styre, der kom til ved oktoberrevolutionen 1917, var 3. marts 1918 nødt til at indgå en særfred med Tyskland, der derefter besatte Ukraine. Efter krigens slutning 11. november 1918 trak Tyskland og Østrig sig ud af alle de områder, de havde vundet ved fredsaftalen i Brest-Litovsk.
