Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Mens disse linjer skrives, er der fredsforhandlinger i Istanbul, hvor Tyrkiet har tilbudt sig som mægler. Den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj har på forhånd meddelt, at ukrainsk neutralitet ligger på forhandlingsbordet. Så for Ruslands præsident Vladimir Putin kan komme ud af krigen med skindet på næsen: Så holder Ukraine sig fra Nato.
Problemet er, at Ukraine til gengæld for at holde sig fra militært samarbejde med Vesten skal have garantier for sin sikkerhed, altså sine grænser. Hvem kan garantere det?
Der bliver sikkert også problemer med, hvor Ukraines grænser går. Med eller uden Krim? Med eller uden Donbas – altså de to oprørsregioner Donetsk og Luhansk.
Men der er en hel del, vi ved med sikkerhed:
Krigens første og største offer er naturligvis Ukraine og de godt 40 millioner ukrainere. Deres land er i krig. Tusindvis af både civile og soldater er blevet dræbt, hele byer skydes i grus, og 10 millioner er på flugt. Ingen kan efter godt en måneds krig sige, hvor længe den varer, og hvor ødelagt de ukrainske byer bliver. Men de materielle skader ser ud til at blive store. Verdensbanken regner med, at genopbygning vil koste ufattelige beløb.
Krigens andet offer ligger også allerede fast: De menige russere. Olga og Ivan kan efter ’specialoperationen’ og økonomiske sanktioner fra Vesten se frem til yderligere udhuling af deres realløn, mere censur, mere manipulation af den offentlige mening og endnu mere statsstyring af økonomien. Ingen Coca Cola og ingen burgere på McDonald’s.
Ugemagasinet The Economist kalder det ’genstalinisering’, og det dækker nok meget godt.
Straffen for at brokke sig offentligt er op til 15 års fængsel. Det er meget voldsomt, og man skal tilbage til Stalin og de værste tsarer for at finde noget lignende.
VI KAN OGSÅ SLÅ FAST, at krigens tredje offer er borgerne i Vesteuropa. Regningen for de økonomiske sanktioner betales af borgerne og ikke af regeringerne, der dog overvejer tilskud. De stigende energipriser og andre økonomiske konsekvenser af krigen i Ukraine rammer alle helt almindelige husholdninger i Europa og i mindre grad i USA. En dansk familie med to voksne og to børn skal årligt finde næsten 30.000 kr. mere i budgettet for at holde trit med prisstigningerne, der næsten alle skyldes krigen.
For kvinden og manden på gaden i både øst og vest vil virkningerne af det nye økonomiske jerntæppe kunne ses uanset en fredsaftale. Uanset en fredsaftale vil EU nemlig holde op at importere russisk olie og gas. Samarbejde og folkelig forståelse er noget, der tilhørte verden af i går.
Det private erhvervsliv er også ramt. Investeringer for milliarder går tabt i Rusland, der også truer med at nationalisere udenlandske datterselskaber.
Krigens fjerde offer er den økonomiske bistand til den fattige del af verden. Når Vesteuropas regning til flygtning og militær vokser, så er der mindre at dele ud af til andre kriseramte områder i verden.
Femte offer er den grønne omstilling. Den går næppe ram forbi, selv om den bebudede uafhængighed af russisk olie og gas også er en chance for vedvarende energiformer.
Mit gæt er, at der vil gå mindst 10-20 år, inden Rusland og Vesteuropa finder tilbage til afspænding og samarbejde. Våbenhvile og fredsaftale for Ukraine er ikke nok. I dag hader de fleste ukrainere russerne, og det er et holdningsskift, vi vil se og høre mere til.
DET ER STADIG HELT UKLART, hvad krigen kommer til at betyde for Ukraine. Ruslands præsident Vladimir Putin vil ’afnazificere’ og ’demilitarisere’ landet. Ingen uden for Kreml ved, hvad det betyder. Ingen uden for Kreml ved heller ikke, om invasionen af Ukraine kun er et mål på vejen til genoprettelse af det gamle russiske imperium.
Det mest usandsynlige er, at Ukraine får smidt russerne ud. Omvendt ser det heller ikke ud til, at Putin kan nå sine krigsmål. Krigen ser ud til at trække ud i ugevis, og det vil alt andet lige være til ukrainernes fordel i eventuelle fredsforhandlinger. I disse dage ligner det nærmest uafgjort, men russerne henter nye styrker og forsyninger.
Endnu mere usandsynligt er et kup i Kreml mod Putin. Den russiske præsident har sørget for, at alle hans nærmeste rådgivere offentligt har godkendt ’specialoperationen’. Der slås hårdt ned på alle protester, som modige russere dog fortsatte i krigens tredje uge. Opbakningen er ifølge meningsmålinger, der nok overdriver, foreløbig pæn – halvdelen af russerne mener, at det er Nato’s skyld.
LAD OS SE PÅ SCENARIERNE:
Man kan forestille sig, at Ukraine overlever som selvstændig stat. Betalingen bliver formentlig farvel til Krim, de oprørske regioner, drømmen om optagelse i Nato og en hel del mere. Uvist om Ukraine også må opgive tanken om medlemskab af EU. Til gengæld får Putin ophævet sanktionerne.
Det er i skrivende stund det mest sandsynlige.
Fortsætter krigen til den bitre ende, vinder Rusland. Man kan så forestille sig, at Ukraine bliver en lydstat direkte styret fra Moskva. Putin kan genindsætte Viktor Janukovitj som præsident – Rusland har aldrig anerkendt ’kuppet’ i 2014, da den ukrainske præsident flygtede over hals og hoved. Til en begyndelse har russerne indsat en lokal prorussisk politker, Halina (russisk Galina) Daniltjenko som borgmester i den erobrede by Melitopol efter at have bortført den valgte borgmester, Ivan Fidoriv.
Det bliver svært, nærmest umuligt, at gennemføre i virkeligheden. Det overvældende flertal af ukrainerne vil yde enten passiv eller aktiv modstand. De russiske politifolk og soldater må være forberedt på vejsidebomber og partisanangreb døgnet rundt. Modstanden vil blive støttet af ukrainere i eksil og Nato.
Man kan forestille sig, at Rusland vil skabe en stor forbundsstat af Rusland, Hviderusland (Belarus) og Ukraine med noget selvstyre. Sådan nogenlunde som de faktiske magtforhold er i dag mellem Moskva og Minsk. Det vil også blive mødt af massiv modstand fra det store flertal af ukrainerne.
Tredje mulighed er direkte indlemmelse i Rusland. Det vil ikke blive meget nemmere end de to første.
Under alle omstændigheder skal Rusland indsætte betydelige styrker (soldater, politifolk og hemmelige agenter) for at holde Ukraine i ro. Det er svært at se, hvordan det kan komme til at fungere.
DET ER ALT SAMMEN RESULTATET af en fejlvurdering i Kreml. Her har man åbenbart troet, at den almindelige sociale utilfredshed i Ukraine (lave pensioner, stigende energipriser og korruption) var ensbetydende med et ønske om at ’komme tilbage til Rusland’.
Men efter en russisk sejr er Putin nødt til at finde ud af, hvad han vil bruge den til.
Nu ligner det efter godt en måneds krig ikke en russisk sejr, men noget mere uafgjort. De løbende forhandlinger mellem Rusland og Ukraine ser ud til at have blødt de oprindelige krav fra begge sider op, men Putin mener stadig, at ’alt går efter planen’.
Foreløbig afgør udviklingen på slagmarken, hvad diplomaterne får at arbejde med.
DET STØRSTE PROBLEM for en hvilken som helst fredsaftale er, at Ukraine ikke stoler på Putin og vil forlange vestlig garanti for militær støtte ved en ny invasion.
Men om Putin vil nøjes med blot en luns af Ukraine, tvivler Henrik Kaufholz på. Han er tidligere korrespondent i Rusland for Politiken og har fulgt Putin, siden han kom til magten 1999. Putin ønsker at genoprette et imperium, hvor angrebet på Ukraine bare er et skridt på vejen.
Under alle omstændigheder har krigens forløb nok givet Kreml second thoughts: Hvad kan vi komme igennem med?
Så mange spørgsmål tårner sig op ved en våbenhvile og fredsaftale – og især ved en længerevarende krig:
Hvor mange ukrainere kan Vesteuropa finde plads til? De færreste vil ikke blive i et Ukraine regeret af Rusland. Hvordan får man genforenet de millioner af splittede familier, hvis koner og børn er i EU og manden hjemme i Ukraine?
Hvor længe skal sanktionerne fortsætte? Ophæves straks ved fredsaftale eller hvad? De får jo ikke Putin til at give efter og skader de menige russere og menige vesteuropæere? (Her skal man huske, at den virkelige regning betales af de tusindvis af ukrainere, der allerede er dræbt i krigen). Hvilke betingelser skal russerne gå med til?
Og kan vi virkelig forcere den grønne omstilling og stoppe al import af olie og gas fra Rusland?
Det er blot få af de spørgsmål, der mangler at blive besvaret.
