Den hellige advokat tømte missionens kasser

GUDMON, HVIS FØDENAVN VAR Carl Vilhelm Frederik Gudman Svendsen, blev født i 1877 og voksede op i en moderne villa på Mynstersvej på Frederiksberg, hvor grundene blev bebygget tæt, da Københavns volde faldt, og byen voksede eksplosivt i takt med industrialiseringen.

Faderen Ludvig Bernhard Svendsen var en velhavende jurist og dybt engageret i en af byens stærkeste bevægelser, Indre Mission.

I den hastigt voksende metropol trivedes elendighed og fristelser i bedste velgående, og det gamle samfunds sociale mekanismer var ikke gearet til den nye storby. Indre Mission var blandt de første, der i stor stil tog hånd om problemerne ved hjælp af sociale institutioner som Settlementet og Midnatsmissionen og organisationer for nyttigt og moralsk samvær som KFUK, i en lang periode landets største kvindeorganisation.

Ludvig Svendsen havde berøring med det hele gennem sin stilling som prokurator for Indre Mission og som bestyrelsesmedlem for Kristeligt Dagblad, der fra 1896 bandt bevægelsen sammen og udbredte budskabet. Sønnen blev helt naturligt indrulleret i sagen, og som 17-årig begyndte han på Københavns Universitet, hvor han studerede jura ligesom faderen.

DA FADEREN OMKRING Første Verdenskrig trak sig tilbage, var det en selvfølge, at sønnen blev Indre Missions juridiske konsulent – med kontor i foreningens nye store bygning på Bernstorffsgade 21 mellem Glyptoteket og Københavns Hovedbanegård. Lige så selvfølgeligt synes det at have været, at han efterhånden fik ansvar for en lang række af de sociale initiativer, der kom fra det kristelige Danmark. Han blev blandt andet kasserer for Ensomme Gamles Værn, Studenternes Juleindsamling, Frederiksberg Kirkefond og Kjøbenhavns Arbejdshjem. Og han var det naturlige valg af advokat, når gudfrygtige ældre ønskede at testamentere deres efterladte midler til den store sag.

I næsten to årtier gik det tilsyneladende godt, og Gudmon var vellidt og anerkendt: Om morgenen tog han fra sin egen villa i det nye fashionable Ryvangskvarter nær Hellerup ind til kontoret i Indre Missions Hus, hvor han dagen igennem kunne møde de mennesker, som han og faderen havde kendt det meste af deres liv.

Gudstjenester, søndagsskole, missionsbasarer, kristelige møder og indsamlinger stod i centrum, og KFUM/KFUK organiserede sammen med kristelige foreninger for studenter, lærlinge og folk fra efterhånden en lang række fag, fra jernbanearbejdere til læger, den indremissionske hverdag.

»[Der] er to slags mennesker«, havde Indre Missions leder, Vilhelm Bech (1829-1901), sagt i en tale, »to flokke; verdensbørnenes store vantro flok og gudsbørnenes lille troende flok«.

Carl havde til overflod gjort sig til ét med den lille flok: Sikkert drevet af både ambition og dedikation kastede han ’sen’-navnet af sig og blev Gudmon, ’Guds gave’. Måske var det også en besværgelse? I så fald virkede den ikke.

»Teatergæster, som skyndte sig ind i biler. Glimt af aftentoiletter, nøgne halse med pelsværk, lynende stene, hvide skjortebryst, høje hatte ved indgangen til Wivel. [...] Langsomme kvinder, der gik i siksak gennem færdslen og diskret dæmmede op for den. Et dvælende, vurderende blik. Hvide silkeben i stram profil mod de mørke facader«.

Sådan skrev forfatteren Tom Kristensen (1893-1974) ikke så mange år senere om det landskab, der grænsede op til området ved Indre Missions landskontor i Bernstorffsgade. Det er ikke til at vide, hvornår Carl Gudmon gik over grænsen til denne verden af prangende rigdom, alkohol og erotiske fristelser. Men det var omkring 1920 et rendyrket hedonistisk miljø, som pressen senere beskrev, da skandalen rullede.

DANMARK VAR KOMMET nådigt gennem verdenskrigen, og 30’ernes depression lå ude i en usynlig fremtid. Ved begyndelsen af det, der senere blev kaldt de brølende 20’ere, fandt Gudmon det søde liv på restauranter med dans, alkohol og ekstravagante retter. I kvarteret omkring Hovedbanegården og Tivoli kunne en gæst sidde en hel dag og lade sig opvarte og underholde, og her havde han mange gange spist og drukket for op til 300 kroner. En formidabel sum efter datidens standard.

»Han var den typiske Whiskey-Dranker«, skrev Nationaltidende. Og når han rejste sig fra bordet, om det så var for at tage hjem eller et andet sted hen, der mindre tålte solens lys – så var det med samme luksus:

»Denne meget hellige Mand bevægede sig meget nødig til Fods. Han bilede helst, og Turen gik da gerne til de mondæne Caféer og Hoteller, hvor han indtog kostbare Frokoster og Sjusser med dobbelt Væge«, opsummerede Socialdemokraten, da det hele var endegyldigt forbi.

På otte måneder havde han brugt, hvad der svarer til 80-90.000 kroner i nutidspenge hos en enkelt vognmand. Og sommermånederne havde han ikke altid tilbragt med sin kone og deres to drenge – i stedet var turen gået nordpå i fast selskab med en prostitueret ved navn ’Bondekaren’.

Dertil kom noget børsspekulation, ikke i den helt store stil, men stor nok til, at han i 1921 havde mistet ca. 24.000 kroner – heller ikke just velset i kristelige kredse.

MEN DET VÆRSTE AF DET HELE var, at det alt sammen var finansieret af de godgørende foreninger.

Fra et af Gudmons stamsteder, restauranten på Hotel Terminus i Bernstorffsgade 4, kunne man se ned til arbejdspladsen i Indre Missions Hus. Overfor var kontoret tilhørende Studenternes Juleindsamling nabo til Restaurant Wivel, der lagde lokale til andre af Gudmons excesser. Faktisk lå alle de steder, hvor Gudmon indtog den ekstravagante mad og dyre spiritus, i det centrale København og et stenkast fra bevægelsens hovedkontor.

Samtidig virker bedraget som et system, der var dømt til at falde inden for kort tid: Gudmon holdt det stadig fossende tab skjult ved at flytte penge mellem forskellige konti – så når der var revision, kunne han altid fremvise en tilfredsstillende kassebeholdning.

Han havde udskudt bodeling af arvesummer, så han kunne bruge af pengene gennem flere år. Og når nogen gik ham på klingen, optrådte han arrogant og overlegent. Få måneder før anholdelsen havde selveste Sjællands biskop, Harald Ostenfeld (1864-1934), forsøgt at få lov til se regnskabet for boet efter en kvinde med det passende navn frk. From. Men Gudmon afviste biskoppen: Han – og kun han – var eksekutor.

Så i 1921 meldte postmester Einar Holbøll (1865-1927) sig, og den initiativrige opfinder af julemærket krævede at se regnskabet for en godgørende fond. Hårdt presset gav Gudmon efter. Store uregelmæssigheder viste sig, og fremtrædende personer i den kristelige bevægelse så en åbenbart lurende frygt blive til virkelighed. Flere regnskaber dukkede op med samme tragiske resultat.

Ifølge pressen forsøgte Indre Mission at dysse sagen ned, så den ikke kom til at skade hverken indsamlingerne eller sagen i øvrigt. 6. december 1921 blev Gudmon anholdt og hans bestalling som sagfører inddraget.

NU VAR DEN TIDLIGERE selvsikkerhed forsvundet. Man fandt Gudmon i en tilstand, der blev beskrevet som næsten »fuldstændig Aandssløvhed«.

Dobbeltlivet havde taget på ham – med mindst et halvt års forbrug af smertestillende acetylsalicylsyre (aspirin) og det stærkt beroligende stof veronal.

»Jeg er syg – meget syg«, sagde han, da Socialdemokraten som den eneste avis fik ham i tale. »Det er rigtigt, at det er galt fat med mine Pengesager – men jeg får nok en Ordning, skal De se!«.

Også hans kone var i vildrede, hun havde ikke kendt noget til dobbeltlivet og ikke set skyggen af pengene. Kort efter valgte Gudmon selv at lade sig indlægge på Rigshospitalets 6. afdeling med det prosaiske navn Nerve- og Sindssygeafdeling.

Mellem jul og nytår 1921 blev de første egentlige forhør i sagen afholdt. Et legat øremærket trængende præsteenker, i alt på hvad der i dag svarer til en halv million kroner, havde han helt og holdent brugt på fornøjelser. Andre steder havde han kun taget dele af hovedstolen eller af renterne. Der var mange kasser, så omfanget af bedrageriet var svært at afdække, og Gudmon kom aldrig for alvor til at medvirke til opklaringen.

7. marts 1922 faldt dommen: fire års fængsel, tab af sagførerbestalling og krav om 283.827 kroner i erstatning – det svarer til ca. 8,5 millioner kroner i dag. Inden da havde den psykiatriske pionér professor August Wimmer (1872-1937) vurderet det forsvarligt at fængsle den »af Veronal, Udsvævelser og Kassebesvigelser sjæleligt nedbrudte Overretssagfører«.

INDRE MISSION ANMELDTE HAM IKKE og nægtede, at han skulle have haft adgang til foreningens kasser.

På grund af pladsmangel i Vridsløselille fandt afsoningen sted i Vestre Fængsel. Og mens den tidligere overretssagfører afsonede sin dom bag fængselsmurene, forsvandt minderne om ham udenfor. Ikke bare i offentligheden: Hans kone fik skilsmisse, deres børn tog hendes navn, og villaen på Svanemøllevej blev solgt.

Men kan man udslette et menneske helt?

»Det har da præget familien rigtig meget«, fortæller Gudmons nulevende oldebarn, der foretrækker at være anonym, selv om han er født længe efter skandalen i decemberdagene 1921.

»Selvfølgelig især hans børn, som både har oplevet hele sagen i pressen, og hvordan hjemmet blev opløst. Men også generationen efter har skullet vokse op med den her moralske skygge, som man skulle frigøre sig fra. Og det er helt sikkert ikke blevet bedre af, at man ikke har kunnet tale om historien uden for hjemmet«.

Selv gled Gudmon ud af historien efter skandalen. Efter løsladelsen flyttede han hjem til sin bror og mor i barndomshjemmet. 27. januar 1927 faldt på trappen og døde på stedet halvanden måned før sin 50-års fødselsdag.