De dekadente romere

Når man besøger Musée d’Orsay i Paris og bevæger sig ned ad museets centrale gade, passerer man til højre et enormt figurmaleri. Der er tale om historiemaleren Thomas Coutures (1815-1879) indiskutable hovedværk, ’Forfaldstidens romere’ (’Les Romains de la décadence’), som under stor bevågenhed blev udstillet på Salonen i 1847.

Salonen var en årlig udstilling, hvor et censureret udvalg af nye kunstværker kunne bedømmes af offentligheden i Louvres Salon Carré. Udstillingen kunne være politisk tendentiøs – som i revolutionsåret 1789, hvor historiemaleren J.-L. David (1748-1825) udstillede et maleri af den romerske konsul Brutus, som netop har ladet sin sønner henrette for at have konspireret mod republikken med henblik på at genindføre monarkiet.

Det er omdiskuteret, om Coutures maleri har haft tilsvarende kontroversielle undertoner i 1847, på tærsklen til julikongedømmets fald og den anden republiks opståen ved februarrevolutionen i 1848. Allerede før færdiggørelsen havde maleriet været genstand for opmærksomhed, både blandt kunstinteresserede og fra kulturpolitisk hold, og på udstillingstidspunktet var det blevet erhvervet af den franske stat.

’FORFALDSTIDENS ROMERE’ FREMSTILLER den romerske historie, nærmere betegnet et eller andet tidspunkt i årtierne omkring år 100 e.Kr., hvor republikken var blevet afløst af kejserdømme, og hvor Rom allerede havde haft notorisk udsvævende kejsere som Caligula (12-41 e.Kr.) og Nero (37-68 e.Kr.).

Den romerske digter Juvenal (ca. 65-135 e.Kr.) udleverede i en række satirer netop denne samtid, og i Salon-kataloget citerede Couture to vers fra hans 6. satire: »Vi lider nu af onderne fra en lang fred, et ødselt levned mere brutalt end våben tynger os og hævner den besejrede verden«. Pointen var, at dekadent livsstil havde svækket romerne og undergravede deres verdensherredømme.

Couture har fremstillet et romersk orgie, som i symbolsk forstand lakker mod enden. Et par af figurerne synker sammen af træthed – eller kaster op. Den centrale kvindeskikkelse ser livstræt frem for sig, men drikkeriet og de øvrige hæmningsløse udskejelser fortsætter uanfægtet omkring hende.

RUMMET SKAL FORESTILLE et romersk festlokale, et triclinium, og statuerne omkring de festende er fremstillinger af forbilledlige hærførere og republikanske forfædre. Couture har selvfølgelig understreget kontrasten mellem de stående idealfigurer på den ene side og de slappe, henslængte festaber på den anden, der nyder frugten af fortidens bedrifter og har erstattet sværdet og mandig heltedåd med drikkebægeret og et selskab af kurtisaner.

I forgrunden skåler en rygvendt bakkant (en dyrker af vinguden Bacchus) uforskammet med marmorstatuen af hærføreren Germanicus bag den udslukte kvinde. De eneste, der ikke fester med, er de to stående mørkklædte mænd til højre, som publikum identificerede som to filosoffer, der tager moralsk afstand fra det hedonistiske pløre, og den laurbærkransede figur til venstre – en digterfigur (Juvenal?), som kigger medviderisk ud på maleriets betragter.

Denne kontakt mellem de optrædende og beskueren, som gentages af et par af de andre figurer, blev betragtet som teatralske træk ved billeder, og Couture har tilmed udbygget det teatralske element ved billedrummets sceniske opbygning og festarkitekturens kulisselignende udseende. Derved har han opnået at tale direkte til publikum, at lade det se sig selv som publikum på linje med de to filosoffer og digteren.

Foto: Étienne Carjat, ca. 1860

I DAG HUSKES Couture vist kun af kunsthistorikere og mest for sin rolle som førimpressionisten Édouard Manets (1832-83) lærer. Han anses ikke for at være på fremskridtets hold i det 19. århundredes kunsthistorie, som i Frankrig indbefattede realisme og friluftsmaleri. I den forstand er værket bagstræberisk og repræsenterer et forfald, selv om Couture har forsøgt at forene elementer fra kunstens kanoniserede tradition.

Der er tale om et historiemaleri, sådan som det var blevet defineret ved det franske kunstakademi siden 1600-tallet. Her opstillede man et hierarki over genrer, hvor historiemaleriet var det fineste, og de øvrige rangerede under det. I modsætning til inferiøre genrer som f.eks. landskaber var historiemaleriet fremstilling af historie, mytologi eller allegori og forudsatte derfor solid dannelse hos maleren. Genrehierarkiet afspejlede selvfølgelig et stands- eller klassesamfund med sociale hierarkier, og på Salonen hang historiemalerierne over eksemplerne på de laverestående genrer.

Franskmændene var ikke i tvivl om, at billedet handlede om dem selv. Det bifald, som det vakte på Salonen, har været forbundet med en erkendelse af, at der her er tale om kritik af samtiden, hvad enten den havde form af generel civilisationskritik eller specifik samfundskritik. Samtidige franske historikere fremstillede tiden efter republikken i Roms historie som en forfaldstid, der var uløseligt bundet til kejserdømmet som styreform.

DET ER BLEVET FORESLÅET, at den nådesløse udstilling af forfaldet i Coutures maleri skal forstås på baggrund af de politiske spændinger i julikongedømmet (1830-1848), hvor langt størstedelen af befolkningen var sat uden for politisk indflydelse under et konstitutionelt monarki, som tilgodeså en lille, men stadig rigere borgerklasse, et produktions- og handelsaristokrati.

På denne baggrund har det været nærliggende at se dekadencen under en autokratisk styreform som en henvisning til det igangværende moralske forfald under julikongedømmets monark, Ludvig Filip – selv om maleriet blev erhvervet af den stat, hvis styreform altså indirekte hænges ud på billedet. Orgiet med dets druk og hor kunne minde en del om det, som foregik i landets rige overklasse, f.eks. når den gjorde brug af kurtisaner i sit eget selskabsliv.

Det teatralske maleri havde imidlertid ikke fremtiden for sig. Det afløstes i 1850’erne af nye fremstillingsformer, som blev anset for mere autentiske, og historiemaleriet forsvandt, efterhånden som billedkunsten favoriserede nye genrer. Med denne forsvinden ophørte genrehierarkiet også med at give mening. Julikongedømmet ophørte brat, da folket i 1848 gik på barrikaderne og fortrængte den herskende klasses monark, borgerkongen Ludvig Filip – til forskel fra det romerske riges langsomme forfald.

Begge disse processer er registreret i metaforisk og indirekte form i ’Forfaldstidens romere’. Couture siger ikke eksplicit farvel til historiemaleriet og kongedømmet. Dramaet er underspillet, men det er tydeligt, at festen er ved at være forbi.