Netop 2006 var året, hvor Time Magazine udnævnte ’you’, altså ’dig’, til Person of the Year. Nu var det ikke kun de magtfulde og berømte, der kunne blive kåret til årets person og sætte sig spor i historien. I internettets tidsalder kunne alle bidrage, og magasinet bragte blandt andet et billede af en kvinde, der tog et billede af sig selv.
Britney Spears og Paris Hilton inkarnerede 00’erne. Det var det forgyldte årti, hvor penge var hurtige, der var reality i fjernsynet, og selvoptagetheden nåede nye højder: »USA lider lige nu under en narcissisme-epidemi«, erklærede forfatterne til bogen ’The Narcissism Epidemic: Living in the Age of Entitlement’ i 2009.
Siden har udbredelsen af smartphones og sociale medier kun gjort det nemmere at fastfryse sit spejlbillede og dele det med verden, hvilket bestemt ikke har fået narcissisme-alarmklokkerne til at holde op med at kime.
Men Paris Hilton opfandt ikke selfien. Faktisk går det fotograferede selvportræt lige så langt tilbage som fotografiet selv.
De første selfies fra midten af 1800-tallet faldt oftest i en af to kategorier. I den ene fotograferede fotograferne sig selv omgivet af deres grej, så potentielle kunder kunne se, at de var professionelle håndværkere, der kunne tage vellignende og pæne portrætter. I den anden kategori handlede det tilsyneladende mindre om at vise, hvordan kameraet kunne virke som spejl, og mere om at eksperimentere og promovere fotografiet, så det fik status af kunst.
Da 1800-tallet lakkede mod enden, havde kameraet nået større udbredelse. Glade amatører knipsede løs, mens spejlet allerede var allestedsnærværende i de buldrende storbyer, der opstod i perioden. Der var spejle på cafeer, i teatre og stormagasiner. Spejlbilledet, både det flygtige og det fotograferede, blev en del af det moderne liv.
Bliv abonnent på Politiken Historie
...og få adgang til hele artiklen og meget mere!
Læs mereAllerede abonnent? Log ind her
