Fra spejl til selfie – årtusinders narcissisme

Den berømte hotelarving og realitystjerne Paris Hilton (født 1981) delte i 2017 et billede på Twitter af sig selv med den jævnaldrende popsanger Britney Spears (født 1981). Fotoet er fra 2006, og dets billedtekst lød triumferende: »For 11 år siden opfandt vi, mig og Britney, selfien«.

Netop 2006 var året, hvor Time Magazine udnævnte ’you’, altså ’dig’, til Person of the Year. Nu var det ikke kun de magtfulde og berømte, der kunne blive kåret til årets person og sætte sig spor i historien. I internettets tidsalder kunne alle bidrage, og magasinet bragte blandt andet et billede af en kvinde, der tog et billede af sig selv.

Britney Spears og Paris Hilton inkarnerede 00’erne. Det var det forgyldte årti, hvor penge var hurtige, der var reality i fjernsynet, og selvoptagetheden nåede nye højder: »USA lider lige nu under en narcissisme-epidemi«, erklærede forfatterne til bogen ’The Narcissism Epidemic: Living in the Age of Entitlement’ i 2009.

Siden har udbredelsen af smartphones og sociale medier kun gjort det nemmere at fastfryse sit spejlbillede og dele det med verden, hvilket bestemt ikke har fået narcissisme-alarmklokkerne til at holde op med at kime.

Men Paris Hilton opfandt ikke selfien. Faktisk går det fotograferede selvportræt lige så langt tilbage som fotografiet selv.

Foto: Library of Congress

De første selfies fra midten af 1800-tallet faldt oftest i en af to kategorier. I den ene fotograferede fotograferne sig selv omgivet af deres grej, så potentielle kunder kunne se, at de var professionelle håndværkere, der kunne tage vellignende og pæne portrætter. I den anden kategori handlede det tilsyneladende mindre om at vise, hvordan kameraet kunne virke som spejl, og mere om at eksperimentere og promovere fotografiet, så det fik status af kunst.

Da 1800-tallet lakkede mod enden, havde kameraet nået større udbredelse. Glade amatører knipsede løs, mens spejlet allerede var allestedsnærværende i de buldrende storbyer, der opstod i perioden. Der var spejle på cafeer, i teatre og stormagasiner. Spejlbilledet, både det flygtige og det fotograferede, blev en del af det moderne liv.

Hvad angår narcissismen, kom den heller ikke til verden med Paris Hilton. Den tragiske myte om den skønne Narcissus, der forelskede sig i det billede, han så af sig selv i en søs blanke overflade, stammer muligvis fra en oldgammel græsk overtro om, at det bragte ulykke, måske endda var dødbringende, at se sit eget spejlbillede. Den skepsis levede siden videre, hvilket folkeeventyret om Snehvide med den onde stedmor, der kun lever for spejlets smigrende dom, vidner om.

Illustration: C.W. Eckersberg. ’Kvinde foran et spejl’. Den Hirschsprungske Samling

Foto: The Metropolitan Museum of Art

Foto: Joseph Byron/Byron Company

Trods advarslerne har mennesket altid været optaget af sit spejlbillede. De gamle middelhavscivilisationer var besat af skønhed, og egypterne, grækerne og romerne fremstillede spejle af metal, der oftest var blandet af kobber og tin.

Bronze var også en mulighed, mens de finere spejle blev lavet af sølv og en sjælden gang imellem af guld. Glasspejlet omtales i enkelte skriftlige kilder fra det 3. århundrede efter vores tidsregning, og arkæologerne har fundet bittesmå glasspejle, der stammer fra den samme periode. De er dog så små, at de sandsynligvis snarere er blevet brugt som amuletter og smykker end som spejle, man kan nette sig ved.

Spejlet havde desuden overnaturlige evner: Trykkekunstens fader, Johann Gutenberg (1394-1468), fremstillede glasspejle, som han solgte til de pilgrimme, der var på vej til katedralen i tyske Aachen. Pilgrimmene fæstnede spejlene til deres hatte ud fra den overbevisning, at de på trods af de store menneskemængder kunne tiltrække og indfange den nåde, der strålede fra kirkens hellige relikvier. Spejlet tjente altså andre formål end selvbeskuelse.

Foto: Paris Hiltons Twitter-profil

I 1600-tallet blev den franske adels private gemakker med inspiration fra Venedig til spejlsale, og spejlene dinglede fra kvindernes bælter og kæder af sølv. Spejlmoden bredte sig efterhånden til de lavere klasser og blev tiltagende populær i den franske hovedstads bourgeoisi. Efter 1650 var der angivet spejle på to ud af tre parisiske inventarlister.

Det var også helt i orden for en ’honnête homme’, den ærlige, kultiverede verdensmand, at tage sig god tid foran spejlet hjemme i de private gemakker. Han var sat i verden for at vise den sin charme, han havde sin ære, et godt ry at leve op til: Han var ikke noget, hvis ikke han blev anerkendt. Hans beklædning afslørede hans høje rang, og det smukke tøj afspejlede en smuk sjæl. Derfor var det også mere end okay at være forfængelig. En gentleman indgik i et socialt system, som krævede, at han virkede som et spejl for andre af sin egen slags. Denne øvelse er blevet kaldt kollektiv narcissisme, for gamle Narcissus’ sande synd var den forrang, han gav sit eget særpræg. For ham var spejlet en boble, et sted, der var for fint til virkeligheden og andre mennesker. Det var ikke tilfældet for den franske honnête homme, der betragtede sig selv i spejlet for at leve op til tidens krav.

I slutningen af 1700-tallet mente en parisisk spejlmager desuden, at spejlet havde en civiliserende effekt, at det var tydeligt at mærke forskel på dem, der opholdt sig inden for henholdsvis uden for dets rækkevidde: »Hvorfor er folk mere poli (polerede, høflige, red.) i Paris end i provinserne?«, spurgte han og svarede selv: »Fordi spejlene er mindre almindelige der, end de er i Paris«.

Det er nemt at se selfien som det nyeste udtryk for menneskets iboende selvoptagethed. Men kan den virke formildende? Kan den slibe kanter, gøre os mere ’poli’? Eller sidder vi bare i vores ensomme, virkelighedsfjerne bobler og poserer for vores telefoner?

Den amerikanske skuespiller James Franco (født 1978) ser på selfien med et udpræget positivt blik. I 2013 skrev han i hvert fald i New York Times, at han betragtede selvfotografering som et kommunikationsmiddel, en måde, hvorpå man kan vise verden, hvordan vi egentlig går og har det: »I denne sociale netværkstid er selfien en ny måde at se et andet menneske i øjnene på og sige: »Hej, det er mig«.