Oprørsdronningen fra Sankt Croix

1. oktober 1878 var det skiftedag på øen St. Croix i Dansk Vestindien. På denne ene dag om året var det muligt at skifte arbejdsplads eller forlænge sin allerede eksisterende kontrakt for øens arbejdere, og på grund af skiftedagen var øens arbejdere samlet i byen Frederiksted, der stadig i dag udgør hovedbyen på øens vestlige kyst. Mary Thomas havde ansættelse på plantagen Sprat Hall, der lå nord for byen, og hun var én af mange arbejdere, der havde fundet vej til byen i forbindelse med skiftedagen.

I Frederiksted var stemningen høj. Arbejderne kunne for en kort stund føle sig som frie mennesker, og det blev fejret med fest og druk. Sådan var det hvert år, men dette år udviklede festdagen sig dramatisk. Under overfladen ulmede utilfredsheden over forholdene for øens landarbejdere, og selv om der var gået 30 år siden slaveriets ophævelse i 1848, havde de tidligere slavegjorte ikke mærket stort til de forandringer, man havde drømt om. Festen udviklede sig til en opstand.

Mary Thomas havde boet på St. Croix i en lang årrække i 1878, men var egentlig født og opvokset på øen Antigua, der var en britisk koloni. Hun havde aldrig selv oplevet slaveriet, men som landarbejder kendte hun udmærket de hårde vilkår i plantagerne.

Når plantagearbejderne mødtes denne ene gang om året, trak det en direkte linje tilbage til slaveriets ophævelse, for sammen med en række øvrige arbejdsregulativer blev skiftedagen bestemt ved lov i 1849 året efter slaverne blev frigivet. Arbejdsregulativerne skulle sikre produktionen og arbejdsforholdene på øerne, nu hvor slaverne var blevet frie. Ikke mindst til gavn for plantageejerne. De forhenværende slavegjorte fik ansættelse som arbejdere på de samme plantager, hvor de havde knoklet som slaver.

NU KUNNE DE KNOKLE som arbejdere. På papiret frie, men stadig underlagt hårde forhold – og friheden lå reelt set stadig på et meget lille sted, hvilket skiftedagen var et tydeligt eksempel på. Dagslønnen var presset helt i bund, og mens de tidligere slaveejere havde være ansvarlige for at pleje og passe syge, gamle og uarbejdsdygtige slaver, havde plantageejerne som arbejdsgivere ikke disse forpligtelser. Og med den lave løn kunne en arbejder med familie dårligt forsørge alle medlemmer af familien.

På skiftedagen i 1878 opstod der tumult i gaderne, og politiet måtte træde til for at få styr på situationen. Det udviklede sig, og snart måtte en arbejder sendes på hospitalet på grund af sine skader. Og så begyndte rygterne. At han var død på grund af politiets hårde behandling af ham. Det viste sig senere ikke at være rigtigt, men da var det for sent. Opstanden var i gang.

Mary Thomas stod i spidsen for oprøret på den nordvestlige del af St. Croix, hvor hendes arbejdsplads, plantagen Sprat Hall, også lå. Det var hér, hun skrev sig ind i historien.

FØR HUN STILLEDE SIG FORREST i opstanden, var hun allerede et kendt navn fra retsprotokollerne fra øen. Det er de samme protokoller, der giver os den meget sparsomme information, vi har om hende: Hun var enlig mor til tre børn og havde en dom for mishandling af et af børnene. Hun havde også siddet inde for tyveri. Men om hun egentlig havde mishandlet sit ene barn eller for så vidt stjålet noget, ligger hen i det uvisse. På samme måde kender vi også kun hendes rolle i Fireburn-opstanden fra de retsprotokoller, der bliver til i den efterfølgende domsproces.

»Det var Dronningen, der var den egentlige befalende (…) Tingene gik for sig paa omtrent samme Vis, alle de Steder hun var med; først brød Banden ind i Vaaningshuset, slog i stykker, hvad de traf paa, saavidt de gav sig Tid dertil, plyndrede hvad der var i Kælderen, afbrændte saa Huset og satte Ild paa Værkerne«

Med en stok med et rødt påsyet tørklæde ledte Mary Thomas en gruppe arbejdere fra plantage til plantage. Den opstand, der begyndte inde i Frederiksted, havde sat byen i flammer, og nu fortsatte flammerne deres rasen rundt om på øen. ’Burn level down’, lød det fra Mary Thomas ifølge vidner. Det fortælles efterfølgende, at hun beordrede, at de der ikke ville gå med i oprøret, skulle have hovedet hugget af.

Da opstanden i løbet af få dage var nedkæmpet, var det meste af Frederiksted blevet brændt ned. Det samme var omkring 50 plantager rundt om på St. Croix, og det var sådan, oprøret senere fik sit navn. Omkring 100 personer mistede livet under opstanden. Tre europæere – to soldater og en plantageejer – var blandt de faldne, mens resten var fra den sorte del af befolkningen. Langt de fleste blev skudt af militæret.

Foto: Peter Elfelt

MARY THOMAS OVERLEVEDE FIREBURN, og i 1882 ankom hun til Christianshavns Straffeanstalt i København sammen med to andre kvinder, der også var blevet navngivet ’queens’ efter opstanden: Axeline Elizabeth Salomon, der blev kaldt Agnes, og Mathilda McBean. Anstalten var bedre kendt som Kvindefængslet på Christianshavn. I hendes papirer noterede man, at hun var dømt for ’Delagtighed i Plyndring og Ildspaasættelse under Opstanden paa St. Croix i 1878’.

Umiddelbart efter Fireburn kom hun for en domstol på St. Croix og blev dømt til døden for sin rolle i oprøret. Og hun var ikke alene. 39 personer – herunder Queen Mary og de to andre queens – blev dømt til døden, men skulle først sendes til København, mens yderligere 12 personer blev henrettet ved skydning straks efter domsafsigelsen. I 1881 blev dødsstraffen ændret til straffearbejde i tugthus på livstid. Men det blev ikke livstid i kvindefængslet i København. Efter fem år blev hun i december 1887 sendt tilbage til St. Croix for at afsone resten af sin straf, inden hun døde i 1905.

Besøger man Jomfruøerne i dag, kan man på St. Thomas se en statue af Queen Mary i følgeskab med de to andre dronninger fra Fireburn-opstanden, Mathilda og Agnes. Statuen er rejst som et mindesmærke for oprørskvinderne og oprøret og står foran en lille borg ved navn Blackbeard’s Castle i hovedbyen Charlotte Amalie.

BORGEN ER BLANDT EN håndfuld nationalhistoriske landemærker på Jomfruøerne, hvilket også understreger oprørets historiske betydning for øernes identitet. For mens man først for nylig har stiftet bekendtskab med historien om oprørsdronningen Queen Mary herhjemme, er alle indbyggere på Jomfruøerne bekendte med historien.

Statuen af Queen Mary i København er også blevet beskrevet som et symbol, dels fordi hun i Danmark vidner om den manglende historieskrivning, dels markerer Danmarks tid som kolonimagt i den danske hovedstad. Statuen er den første af sin slags – det første mindesmærke over Danmarks tid som kolonimagt.

Alligevel er der tvivl om Mary Thomas får lov at blive siddende med et spejdende blik ud over den københavnske inderhavn. For statuen, der er skabt af Jeanette Ehlers fra Danmark og La Vaughn Belle fra Jomfruøerne, er udført i forgængelig flamingo. Om der kan rejses penge til en bronzestøbning, er endnu uvist.

Men for nu sidder Queen Mary og spejder ud over havnen. Som lige dele myte og historie.