Skilsmisse har til alle tider været et emne for diskussion. Så sent som i 2019 blev der ændret i skilsmisse- og separationslovgivningen, og eksperter spår en stigning i antallet af skilsmisser efter måneders coronaisolation.
I lange perioder var det svært at blive skilt, siden blev det lettere, og i slutningen af 1800-tallet ændrede det sig langt hurtigere, end den danske kirkestand brød sig om.
»Hvorfor beholdt du ikke fru Olsen?«, spørger Musse Skjold Hansen sin datter, Iben, i en scene i ’Matador’, hvor forældrene er på besøg i datterens og svigersønnen Kristen Skjerns hjem.
»Gemytternes uoverensstemmelse«, svarer hun køligt sin mor.
Da Skilsmisse er en forholdsvis ny Form i det sociale Samkvem, eksisterer der endnu ikke fæstnede Begreber om, hvordan man har at forholde sig over for Fraskilte
Emma Gad
Bemærkningen henviser til den term, det blev mere almindeligt at anføre som årsag til skilsmisse, da kong Christian 7. i 1790 åbnede for en vej uden om retsvæsnet i skilsmissesager. Havde et par levet separeret i en række år, kunne de ved at sende en ansøgning til kongen, en såkaldt skilsmissesupplik, blive skilt alene på den baggrund, at de som ægtepar ikke længere kunne få det til at fungere.
De skandinaviske lande liberaliserede skilsmisselovgivningen længe før andre europæiske lande. Norge var frontløber med en liberalisering i 1909, Sverige fulgte efter i 1915, og i 1922 og 1925 tilsluttede Danmark sig også den ny lovgivning, som landene havde udarbejdet i fællesskab. At det var stærke konservative kræfter, de liberale og mere frisindede i den skandinaviske familieretskommission var oppe imod, vidner modtagelsen af Henrik Ibsens ’Et Dukkehjem’ fra 1879 om. Stykket vakte diskussion i konservative og religiøse kredse i slutningen af århundredet, fordi Henrik Ibsen (1828-1906) præsenterede ideen om et friere kvindeliv og muligheden for skilsmisse, hvis den ene part ikke var tilfreds med ægteskabet.
Mandens ’udstyr’ skulle for eksempel være i orden. Tamperretten opererede efter sigende med et mindstemål i tommer
Men selv om det i begyndelsen af det ny århundrede var fuldt ud lovligt at anmode om skilsmisse, var det som gængs praksis endnu et nyere fænomen. Emma Gad (1852-1921) dedikerede et helt kapitel i sin etikettebog ’Takt og Tone’ (1918) til emnet, som et voksende mindretal stiftede personligt bekendtskab med. Om skilsmisse skrev hun:
»Da Skilsmisse er en forholdsvis ny Form i det sociale Samkvem, eksisterer der endnu ikke fæstnede Begreber om, hvordan man har at forholde sig over for Fraskilte, i ens Slægt og Vennekreds. Det afhænger nu alene af Taktfølelsen hos den Enkelte«.
Sådan har det ikke altid været. Og selv om skilsmisseraten i begyndelsen af det 20. århundrede var stigende, var skilsmisse stadig noget, godtfolk ordnede i diskretion.
I midten af 900-tallet besøgte den jødiske købmand Ibrahim Ibn Ya ’qub at Turtushi fra Sydspanien den vigtige handelsplads Hedeby ved vore dages Slesvig. Og ud over at fortælle, at indbyggerne tilbad Sirius, at nogle få var kristne, at de ernærede sig med fisk og gik med sminke på øjnene, kunne den rejsende berette, at både mænd og kvinder havde ret til at lade sig skille fra deres ægtefælle.
Under stor pressebevågenhed blev den amerikanske rigmandsdatter Anna Gould i 1906 skilt fra sin mand, den franske politiker og adelsmand Paul Ernest Boniface de Castellane, der havde brugt en stor del af hendes arv.
Med kristendommens legalisering i det 4. århundrede, anført af den romerske kejser Konstantin den Store (272-337), blev ægteskabet et løfte, ægtefolk gav til Gud, og skilsmisse blev følgelig forbudt i praksis. Eliten var dog undtaget. Et kendt eksempel er den frankiske konge og romerske kejser Karl den Store (742-814), der giftede sig ni gange.
I anden halvdel af 1100-tallet blev ægteskabet i stadig højere grad betragtet som en hellig rituel handling, et sakramente. Både i landskabslove som Sjællandske Lov og Jyske Lov og i kirkelovene Skånske og Sjællandske Kirkelov, alle nedskrevet mellem 1170’erne og midten af det 13. århundrede, understreges det, at en kirkelig ret og dommer skulle tage sig af skilsmisser og andre ægteskabelige sager.
Den første egentlige ægteskabslov i Danmark kom først i 1582 under Frederik 2. og blev kaldt ’Frederik 2.s Ægteskabsordinans af 19. Juni 1582’. Den bygger i store dele på ideerne i den danske teolog og professor ved Københavns Universitet Niels Hemmingsens (1513-1600) ægteskabsbog, ’Libellus de conjugio, repudio et divortio’, på dansk ’En lille bog om ægteskab, hævet forlovelse og skilsmisse’, der udkom i 1572.
Niels Hemmingsen var kongens politisk-teologiske rådgiver og inspireret af den tyske reformator Martin Luther (1483-1546). Ifølge Niels Hemmingsen var almindelige skilsmissegrunde følgende: hor, ondsindet rømning, legemernes uskikkethed til ægteskabelig brug, fejltagelse, vold og ugudelighed.
Reformationen i 1536 blev i det hele taget et vendepunkt for ægtefolks mulighed for skilsmisse.
Hidtil havde retsreglerne for den romersk-katolske kirke, kanonisk ret, haft væsentlig betydning for ægteskabssager og gjort det tæt på umuligt at blive skilt. Kanonisk ret havde været gældende i de fleste europæiske lande fra den tidlige middelalder og frem til Reformationen, i Danmark fra ca. 1200 til 1536, også i åndelige sager, herunder ægteskabssager, og den gjorde gældende, at ægteskabet var uopløseligt.
’Prospect af Consistorio eller Tamper-Retten i Kiøbenhavn’. Her tog man fire gange årligt stilling til skilsmissesagerne i hvert af de kirkelige stifter.
Efter reformationen var det ikke længere sådan. For de nu protestantiske danskere var ægteskab ikke længere at betragte som et uopløseligt bånd mellem en mand og en kvinde. For med Luther og reformtankerne blev ægteskabet nemlig afsakraliseret. Man kunne nu godt blive skilt, men ikke på et hvilket som helst grundlag. Kirken så stadig ikke med milde øjne på skilsmisse, der skulle være en valid grund til at blive skilt.
Mandens ’udstyr’ skulle for eksempel være i orden, og Tamperretten, der blev etableret i 1542 som en særdomstol for ægteskabelige tvister, opererede efter sigende med et mindstemål i tommer. Hor, hemmeligholdte sygdomme som syfilis, rømning og for nært beslægtede ægtefæller var andre gyldige skilsmissegrunde.
De hyppigste grunde var: horerie, desertio, altså når en af parterne rømmede og var væk i en årrække, samt impotentia: »naar nogen er ubeqvem til Egteskab«. Dog skulle der i tre år søges råd i forsøg på at afhjælpe problemet, der også skulle have været der fra begyndelsen, stod der i Christian 5.s Danske Lov fra 1683. Vold blev i 1500- og 1600-tallet af nogle set som en valid grund, mens Luther ikke selv mente, at vold var grund nok til at lade ægtefolk skilles.
Den franske kong Philippe Auguste (i midten) lod sig skille fra sin danske dronning, Ingeborg, umiddelbart efter bryllupsnatten i 1193. Skilsmissesagen blev en af de mest langstrakte og berygtede i hele middelalderen.
Mellem 1645 og 1797 blev skilsmissesager behandlet i Tamperretten. En møjsommelig affære, da mange var tvunget til at rejse langvejsfra for at få deres sag for retten og i tillæg kun havde mulighed for at blive skilt de fire gange om året, retten var samlet.
I Danske Lov fra 1683 gik man så vidt at indføre dødsstraf for ægteskabsbrud. At paragraffen nogensinde skulle være taget i brug og hoveder være rullet i Danmark, er der ingen kilder, der kan bekræfte. Men i Sverige blev der mellem 1635 og 1644 afsagt dødsdom i 34 ud af 652 sager, blandt andet for sodomi og bigami.
Med Danske Lov fik par, hvad enten de var enige eller uenige, også mulighed for at bede kongen om hjælp til at opnå skilsmisse, ligesom kongen kunne give tilladelse til indgåelse af et nyt ægteskab; den ret fik man først automatisk fra 1969.
Kongens hjælp benyttede blandt andre Peder Andersen sig af i 1786. Af et brev stilet til stiftamtmanden i Randers fremgår det, at kongen tillod skilsmissen, fordi hustruen, Maren, fem år tidligere var bortrømt, blevet besvangret af en anden mand og aldrig siden var vendt hjem igen:
»Fra Christian den Syvende, Christiansborg. Da han under dags dato allernådigst har forundt Peder Andersen af Linnerup By i Silkeborg Amt Beneficium paupertatis [fri proces] udi en sag, til skilsmissedoms erhvervelse over hustruen Maren Pedersdatter som i 1781 skal være bortrømt, og siden være besvangret af en anden«.
Det var også i 1790, det for første gang blev muligt at blive skilt, fordi man, som vi ville sige det i dag, var vokset fra hinanden. Eller på grund af gemytternes uoverensstemmelse, som det hedder i loven. I det hele taget blev skilsmisse i langt højere grad accepteret i løbet af 1700-tallet, men i antal var der stadig tale om få.
I begyndelsen af 1800-tallet var der omkring 100 skilsmissesager årligt. For mange, mente den indflydelsesrige biskop Fr. Münter (1761-1830). Han var overbevist om, at en udbredt »Letsindighedsaand« skulle stoppes. Det førte blandt andet til, at der 18. oktober 1811 indførtes krav om, at ægtefæller, der ønskede skilsmisse, først skulle møde til gejstlig mægling, som oftest hos den lokale sognepræst. Men det ændrede ikke væsentligt på udviklingen. I slutningen af 1800-tallet var skilsmisse blevet et langt mere almindeligt fænomen, og kirken forsøgte igen at minde kommende ægtefolk om vigtigheden af ægteskabet ved at føje ordene ’til døden jer skiller’ til det kirkelige vielsesritual.
I de første år med de liberale ægteskabslove 1922-1925, der gav ægtepar fri ret til at lade sig skille, fik 1.308 bevilget skilsmisse. Og Iben og Kristen? De bliver, som ’Matador’-kendere vil vide det, skilt i 1946 efter en længere årrække med ægteskabelige problemer. Tiden efter Anden Verdenskrig markerede også en periode med flere skilsmisser. Blandt andet foranlediget af ændrede kønsroller med kvinders adgang til arbejdsmarkedet. Men vi skal frem til 60’erne og 70’erne, før skilsmisse bliver endnu mere almindeligt, og fra 80’erne finder skilsmisseraten det leje, som den har ligget stabilt på i de seneste 40 år.
