Vaccine på vej?
Gang på gang har vacciner sat en stopper for sygdom. Her er tre vigtige.
Virologen Herdis von Magnus fremviste i 1955 poliovaccinen på Seruminstituttet. Foto: Ritzau Scanpix
Lyt
Lyt til artiklen: Vaccine på vej? (Læst op af Charlotte Schultz)
Lyt til artiklen: Vaccine på vej? (Læst op af Charlotte Schultz)
Podning med kokoppevirus gav immunitet mod en af historiens store dræbere
Kopper er en af historiens allerstørste dræbere og har siden oldtiden har hærget med feber og blærer i ansigtet og på kroppen. Sygdommen anses for årsag til Inkarrigets fald i 1500-tallet, mens Island i begyndelsen af 1700-tallet mistede en fjerdedel af sin befolkning under en epidemi.
I Kina kendte man allerede tidligt til en behandling, hvor koppesekret blev puttet i sår hos raske børn, hvilket skabte immunitet efter mild sygdom.
Sidst i 1700-tallet opdagede den britiske læge Edward Jenner, at sygdomsvarianten kokopper, som havde et meget mildere forløb, kunne give immunitet, og en behandling blev udbredt, ikke mindst i Danmark. Omkring 1800 tog kokoppepodningen fart, og i 1810 blev fremvisning af en vaccinationsattestdet et myndighedskrav for at begynde i skolen.
Vaccinationer mod kopper fortsatte i Danmark indtil 1977, og tre år senere blev sygdommen erklæret udryddet af verdenssundhedsorganisationen WHO.
Danmark var et verdens første lande med poliovaccine
Polio – også kendt som børnelammelse – er en virus, der i visse tilfælde kan angribe rygmarvens nerveceller og afstedkomme lammelser. Desuden kan åndedrætsmuskulaturen blive ramt.
I 1952 blev Danmark ramt af en polioepidemi, hvor ca. 7.000 hovedsageligt børn blev syge. Inden man fandt en effektiv måde at hjælpe med vejrtrækningen døde ca. 5 pct., mens ca. 2.500 fik lammelser.
I 1955 udviklede den amerikanske læge Jonas Salk en effektiv vaccine mod polio, og kort efter tilbød Danmark som et de første lande i verden en poliovaccine til skolens yngste fem årgange, hvilket bevirkede, at en ny bølge i få år senere var mildere end forventet.
Snart var polio fortid i Danmark, og i dag findes sygdommen kun få steder i verden.
MFR-vaccine har udryddet mæslinger
Den såkaldte MFR-vaccine beskytter mod børnesygdommene mæslinger, fåresyge og røde hunde. Selv om sygdommene er relativt harmløse for de fleste børn, har myndighederne alligevel besluttet at skabe flok-immunitet af hensyn til de børn, der på grund af anden sygdom eller et svækket immunforsvar ikke tåler at blive vaccineret, og som derfor risikerer smitte, når vaccinationsgraden blandt alle andre ikke er tilstrækkelig høj.
MFR-vaccinen har delt vandene, siden den engelske læge Andrew Wakefield i det velrenommerede lægetidsskrift The Lancet kritiserede den for at være skyld i autisme. Siden er Wakefield blevet miskrediteret og hans forskning betegnet som bedrag, men alligevel har hans konklusioner tilhængere verden over.
MFR-vaccinen blev indført herhjemme i 1987, og i 2017 vurderede WHO, at mæslinger var elimineret i Danmark.