Det begyndte godt, og tilværelsen tegnede lys for familien Mourier i Kina.
Familiens fader, Peter Mourier (1746-1837), havde hørt Kronborgs kanoner salutere, da skibet ’Dronning Sophia Magdalena’ i begyndelsen af december 1770 skulle lette anker og besvarede kanonhilsenen. Den nygifte 24-årige var om bord på Asiatisk Kompagnis fregat sammen med svigerfaderen Jacques Courtonne, og målet var handelsbyen Canton i Kina – et af den tidlige globaliserings mest internationale handelssteder i 1700-tallet. Ægtefællen Elisabeth Cornelia blev tilbage i København, da han kort efter deres bryllup måtte af sted.
Canton og Macao var ikke kun mødesteder for mennesker. Sygdom var også en del af kulturmødet
Omtrent et halvt år senere nåede skibet Perleflodens munding i det sydlige Kina, og Mourier etablerede sig sammen med svigerfaderen i den portugisiske koloni Macao syd for Canton. Det kinesiske kejserrige tillod ikke fastboende europæere i selve Kina, så den lille portugisiske by blev derfor centrum for tilrejsende købmænd og deres familier.
Her nød de fremgang, og allerede året efter blev Elisabeth Cornelia og hendes stedniece efter en lang sørejse genforenet med familien i Macao. I byens internationale miljø fortsatte Peter Mourier sin handel og blev med tiden supercargo, det vil sige handelschef, i det danske Asiatisk Kompagni, der havde monopol på dansk handel med Asien. Han kunne sende formuer til København, samtidig med at han havde tid til studier af sprog, musik og litteratur – både kinesisk og vestlig.
Elisabeth Cornelia og Peter fik seks børn under opholdet i Kina.
Men Canton og Macao var ikke kun mødesteder for mennesker. Sygdom var også en del af kulturmødet.
En af de farligste, kopper, havde siden oldtiden bevæget sig ad handelsvejene. Den var meget smitsom og gav i første omgang høj feber i nogle dage, hvorefter et stort blæreformet udslæt begyndte at vise sig rundt om på kroppen og i ansigtet. Omkring en tredjedel af de smittede døde, og de overlevende ville være tydeligt mærket af koppear. Mange blev blinde.
En koppeepidemi kunne være voldsom, og i løbet af et udbrud på Island i 1707 døde en fjerdedel af befolkningen. Sygdommen rejste også med de spanske erobrere til den nye verden i 1500-tallet, hvor den var medvirkende årsag til det mægtige Aztekerriges fald. Den ramte høj som lav, og i Europa kunne end ikke tronfølgere vide sig sikre. Det var med rette en frygtet sygdom.
Peter Poul Ferdinand Mourier (1746-1836) fik et langt og begivenhedsrigt liv, men mistede tre børn til de smitsomme kopper.
I Macao blev familien Mourier da også hårdt ramt, da der udbrød en koppeepidemi. Parret måtte begrave tre børn, og også Peter blev smittet. I modsætning til de tre små overlevede han, men blev stærkt mærket i ansigtet af koppearrene.
Ironisk nok var det sandsynligvis i Kina, man allerede i 1500-tallet, måske endnu tidligere, var begyndt at inokulere børn mod den frygtede sygdom. Princippet bag inokulation var at udsætte kroppen for en mild udgave af en sygdom, så den kunne danne antistoffer og dermed være bedre forberedt, når den rigtige sygdom ramte. Med en nål eller en torn dyppet i pulver fremstillet af skorper fra koppesår ridsede man i børns hud, og derefter fik de som regel en let udgave af sygdommen.
Ufarligt var det ikke. Dødeligheden var stadig 1-2 procent, men dog klart at foretrække frem for det fulde koppeangreb.
Familien Mourier kendte til teknikken og besluttede at sende Elisabeth Cornelia og de overlevende børn tilbage til København for at undslippe epidemien og blive inokuleret. ’Dronning Sophia Magdalena’ afgik fra Perleflodens delta i 1780 med mor, børn og guvernante om bord. Desværre for den ulykkelige familie var det ikke slut med katastroferne, for undervejs på den lange og hårde sørejse døde endnu et af børnene, og kun Charles Adolph på 4 år og Elisabeth på 2 var nu tilbage.
Den risikable inokulation blev ifølge sønnen foretaget på Blågård på Nørrebro i København, og det lykkedes at immunisere hele den resterende del af familien. Kopper var nu ikke længere en risiko for dem. Men som mange må sande under epidemier, fortsætter andre sygdomme ufortrødent, mens der er stort fokus på en enkelt smitsom sygdom. Nogen tid efter hjemkomst og inokulation døde den 38-årige Elisabeth Cornelia af vattersot – ophobning af væske i kroppen – og de to børn var herefter overladt til deres slægtninges nåde.
Den portugisiske by Macao fyldte kun et ganske lille areal, men var et vigtigt mødested for kinesisk og vestlig kultur – og dermed et epicenter for smitsomme sygdomme.
De triste nyheder kan ikke have nået Peter Mourier i Kina før et lille år senere, og da var hans eget helbred også medtaget af kopper og andre sygdomme, som fandtes i det subtropiske klima. I begyndelsen af 1785 drog han tilbage til København og sine to børn – økonomisk, sprogligt og litterært meget rigere, men nu som enkemand og med en stærkt decimeret børneflok.
Peter Mourier blev siden gift igen og fik mange flere børn samt et langt liv i Danmark, men forblev stærkt påvirket af tiden i Kina.
Omtrent samtidig opdagede man, at sygdomsvarianten kokopper, som havde et meget mildere forløb, kunne immunisere mod kopper. I eftertiden blev det en med Peter Mourier jævnaldrende britisk læge, Edward Jenner (1749-1823), der kom til at stå som opdageren af teknikken. Det var også ham, der benyttede det latinske ord for ko, vacce, til sin medicin, som herefter blev benævnt vaccine. Vaccinen med kokopper blev en bragende succes, og med tiden sørgede den for, at den frygtede sygdom, der takket være mennesket havde bredt sig til det meste af kloden, kunne udryddes.
I Danmark satte myndighederne tidligt ind mod kopper og vaccinerede mange, og i 1806 var 75.000 af kongerigets ca. 1 million indbyggere blevet vaccineret. Fire år senere blev det et krav at kunne fremvise vaccinationsattest, når man begyndte i skolen eller skulle giftes – derved håbede myndighederne at dæmpe en voksende vaccineskepsis.
Med tiden blev koppevaccinationer udbredt i hele verden. Takket været et fokuseret internationalt samarbejde gennem Verdenssundhedsorganisationen WHO og globale vaccinationsprogrammer kunne sygdommen i 1980 erklæres fuldstændig udryddet. En af de største dræbersygdomme i historien findes i dag kun bevaret på enkelte laboratorier til forskningsbrug, og hverken Kina eller Danmark rammes længere af de frygtede koppeepidemier.
