Tjenestepigerne var blandt landets mindst respekterede - nu gjorde de oprør
Afskaffelsen af tyendeloven var en stor sejr for de danske tjenestepiger. Magtforholdet mellem tjenestefolk og arbejdsgiver blev dog aldrig lige.
Marie Christensen var toneangivende i forsøget på at forene Københavns tjenestepiger i en fagforening. Foto: Det Kongelige Biblioteks Billedsamling
Lyt
Lyt til artiklen: Tjenestepigerne gjorde oprør (Læst op af Charlotte Schultz)
Lyt til artiklen: Tjenestepigerne gjorde oprør (Læst op af Charlotte Schultz)
Når Rosa Berg og de andre tjenestepiger i præstens hjem spiste aftensmad, var det under et fint indrammet bibelcitat med ordlyden ’Min Naade er eder nok’. En ydmygelse, kommenterede hun, for hos pastoren var maden så ussel, at Rosa Berg og tyendet gik sultne i seng.
Den unge tjenestepige fandt i stedet hyre hos en varietéstjerne i en villa på Strandvejen. Her kom ofte mandlige besøgende, og ifølge Rosa Berg var det ved de lejligheder »ikke altid let at opfylde sin pligt som adstadig og dog imødekommende stuepige«. Mændenes opførsel betød til sidst, at hun måtte opgive stillingen.
Rosa Bergs erindringer udkom i 1916 under pseudonym. Her beskriver hun en hverdag, der var virkelighed for mange af Københavns tusindvis af unge tjenestepiger. De blev talt ned til, underbetalt og i nogle tilfælde udsat for seksuelle overgreb af deres arbejdsgiver, husbonden. For knap 100 år siden kulminerede de danske tjenestepigers kamp for at gøre op med arbejdsforhold, de betragtede som helt urimelige.
Efteråret 2020 bar i Danmark præg af et opgør med sexisme i det, man populært kalder anden bølge af #MeToo-bevægelsen. Store grupper af kvinder er stået frem med deres oplevelser af uretfærdig behandling og krænkelser i hverdagen for at legitimere et fælles krav om at blive mødt med respekt og i ligeværdighed på arbejdsmarkedet.
En lignende dagsorden havde unge kvinder som Rosa Berg omkring 1900, og i Gothersgade en novemberaften i 1899 stiftede en lille gruppe kvinder Københavns Tjenestepigeforening.
Mødets initiativtager var 28-årige Marie Christensen fra Kregme i Nordsjælland. Hun havde selv arbejdet som tjenestepige, siden hun var 14, og fandt forholdene så dårlige, at hun besluttede at gøre noget ved det. Forinden havde hun omdelt 200 invitationer til mødet. Disse ville, regnede hun med, udbrede oplysningen om mødet til omkring 800 af byens tjenestepiger.
På selve aftenen, da Marie Christensen klokken 20 skulle tale til forsamlingen, var der imidlertid kun mødt 32 kvinder op. Et nederlag, der fik hende til at tvivle på, om projektet overhovedet var levedygtigt. Men da en kokkepige indvendte, at hverken hun eller de andre på rækkerne kunne gøre for, at der ikke var kommet flere, besluttede Marie Christensen at holde sin tale.
I malende beskrivelser lagde den 28-årige kvinde ud med at portrættere en tjenestepiges dagligdag. En tilværelse, hvor både kost og logi ofte var af dårligere standard end det, man tilbød en hund. Hvor man arbejdede dagen lang uden fritid, og hvor det stod husets herre og frue frit for at være så meget på nakken af en, som deres svingende humør gav anledning til.De fremmødte genkendte Marie Christensens beskrivelser.
TJENESTEPIGEERHVERVET VAR I slutningen af 1800-tallet blandt landets mindst respekterede. Døgnet rundt skulle de forklædeklædte kvinder stå til rådighed, mens de blev set ned på af hjemmets andre beboere og omtalt som uduelige og dovne, og de måtte også navigere i en hverdag, hvor overgreb og vold var en reel risiko.
Efter Marie Christensens tale begyndte gruppen af tjenestepiger at mødes for at udveksle erfaringer og for at stå sammen om at kræve flere rettigheder, bedre vilkår og højere agtelse i samfundet til de 57 procent af Københavns unge kvinder, der på dette tidspunkt arbejdede som tjenestepiger. De samlede over de følgende 10 år op mod 400 medlemmer i Københavns Tjenestepigeforening med Marie Christensen som foreningens leder.
De begyndte i 1901 at udgive medlemsbladet Tjenestepigernes Blad. Marie Christensen redigerede det. I 1909 oprettede de en fagskole. Marie Christensen var forstander. Foreningen knopskød og fik en landsforening med Marie Christensen i bestyrelsen. Men foreningens umiddelbare hovedfjende, tyendeloven, lykkedes det hverken Marie Christensen eller de øvrige i foreningen at ændre i de første årtier af Københavns Tjenestepigeforenings levetid.
Interiør fra køkkenet på Husassistenternes Fagskole, Rosengården nr. 14, under et madlavningskursus i 1908. Det var kvinder som disse, Marie Christensen ønskede at forene i et fagforbund. Foto: Det Kongelige Bibliotek
TYENDELOVEN STAMMEDE FRA 1854 og gav en husbond ret til at straffe sine tjenestefolk med vold, kvinderne, når de var under 16 år, mændene, når de var under 18, samt til at afskedige en tjenestepige uden varsel, hvis hun blev gravid.Endelig krævede tyendeloven, at der for alle tjenestefolk blev ført en såkaldt skudsmålsbog, hvor deres arbejdsgiver kunne skrive ned, hvordan de opførte sig. Bogen var hadet, fordi den gav arbejdsgiverne fuldstændig kontrol over tjenestefolkenes videre skæbne. Dårlige anmærkninger kunne gøre det umuligt at finde ny ansættelse, hvilket hurtigt kunne betyde, at en ung kvinde gik en dyster fremtid i møde.
Det var de forhold, Københavns Tjenestepigeforening med Marie Christensen i spidsen ville gøre op med. Et arbejde, der på den tid var både ufaglært og ringe respekteret, skulle omformes til en faglært beskæftigelse med anseelse.
Desværre for Marie Christensen og de øvrige foreningsmedlemmer var det sløje fremmøde den novemberaften i 1899 et varsel om foreningens konstante kamp for at finde og fastholde medlemmer.
AT ARBEJDE SOM TJENESTEPIGE var for de fleste en overgangsfase fra barndom til det forjættede ægteskab, og derfor sivede unge kvinder i hvide forklæder konstant ind og ud af de danske hjem. Mens fabriksansatte arbejdede i hold, var tjenestepigerne ansat i hver sin husstand.
Det betød, at medlemmerne af Københavns Tjenestepigeforening skulle opsøge byens køkkentrapper og baggårde for at hverve medlemmerne enkeltvis. Samtidig betød det, at de færreste tjenestepiger på forhånd vidste, at den udnyttelse, så mange af dem oplevede, var en fælles erfaring. Fordi man ikke delte sin historie med nogen, var det svært at gøre utilfredsheden til en forenet sag.
Selv om tjenestepigeforeningerne kæmpede for ligestilling, var der ikke tale om en frisindet forsamling. For Marie Christensen var det huslige arbejde fortsat en oplagt kvindebeskæftigelse. »Gid Tjenestepigestanden ville holde fast i sin Stilling og forstaa, at det er en Æressag for Kvinder at beskæftige sig med Husets Gerning«, sagde hun.
SEKSUALMORALEN I KØBENHAVNS Tjenestepigeforening kunne bedst betegnes som puritansk. Foreningen advarede sine medlemmer, der for de flestes vedkommende var flyttet til fra landet for at arbejde, mod at falde for storbyens fristelser. Fordi en tjenestepiges fremtidsdrømme kunne krakelere, hvis hendes mave begyndte at vokse, udvekslede de københavnske tjenestepiger en lang række råd til at fremprovokere de aborter, som det på den tid var ulovligt at få foretaget. I sine erindringer noterede en tjenestepige, som var ansat i København, i 1916:
»Det var utroligt, hvad de bildte en ind. Det eneste, de ikke kunne få mig med på, var alligevel grøn sæbe. Men ellers, hvad fandt de på? Rødvin med safran i, springe ned fra køkkenbordet, varme og kolde fodbade, og jeg ved ikke hvad – og der var ikke spor af det, der hjalp«.
Selv snørede kvinden livet ind med et korset for at skjule sin graviditet for husets frue. Først efter barn nummer 4 fik hun pessar hos lægen. Dræbte spædbørn var intet særsyn. Fra 1893 til 1920 blev der i 13 tilfælde afsagt dom i sager om barnemord.
I foreningens bibliotek i Rosengaarden i København fandt man værker af forfattere som Bjørnstjerne Bjørnson, en kendt fortaler for streng seksualmoral hos både mænd og kvinder. Det var altså ikke i forbundet, de unge tjenestepiger skulle lede efter frisind og forståelse, hvis de for eksempel blev gravide. Men Marie Christensen kæmpede for beskyttelse i bred forstand, deriblandt for retten til at blive fri for befamling og tilnærmelser fra arbejdsgiverens side.
OGSÅ SPROGBRUG VAR – dengang som i dag – et element i debatten om kvindernes vilkår på arbejdsmarkedet. Mange unge kvinder i tjeneste måtte acceptere at blive kaldt tøs, taske og kamel af herskabsfamilierne, men sådanne øgenavne ville Christensen og hendes forbundsfæller ikke finde sig i. Tjenestepigerne skulle tiltales ordentligt.
Efter to årtier kom den store sejr i 1921. Københavns Tjenestepigeforenings medlemmer havde marcheret under faner med slagord, deltaget i kampen for kvinders stemmeret og vundet Socialdemokratiets opbakning til deres sag. På baggrund af anbefalinger fra en nedsat tyendekommission – som Marie Christensen (selvfølgelig) var medlem af – afskaffede Rigsdagen til sidst tyendeloven.
Selv om den nye medhjælperlov ikke levede op til Marie Christensens forventninger, blev tjenestepigerne fri for skudsmålsbogen. De fik en række rettigheder, hvad angik boligforhold og kost, og ikke mindst fik de mulighed for at bryde deres arbejdskontrakt, hvis de fandt ud af, at husbonden havde forledt andre ansatte til »forbryderiske eller usædelige handlinger«. Hvis altså denne forledelse kunne bevises.
Også Rosa Bergs erindringer fik en plads i biblioteket i Rosengaarden. Den unge tjenestepige skrev aldrig om at lade hverken ydmygelser eller tilnærmelser få konsekvenser. Kilder fortæller, at tjenestepiger advarede hinanden om en bestemt husstand, men sex og erotik var ikke noget, man talte højt om, og da slet ikke noget, man skrev om. Derfor ved vi ikke, hvor mange tjenestepiger der blev udsat for seksuelle overgreb.
Men selv om loven gav tjenestepigerne ret til at gå fra posten, hvis de fik den slags problemer, er der grund til at tvivle på, at modstand mod de udtryk for sexisme og seksuel chikane, som der så sjældent er egentlige beviser for i dag, dengang kunne løftes af en tjenestepige.
Emilie Maarbjerg Mørk er kulturjournalist på Politiken
Skribenten anbefaler:
Dorthe Chakravarty: ’Tjenestepigerne – 100 års historie om stemmeret og ligestilling’. Informations Forlag, 2015
Birgitte Possing: ’Arbejderkvinder og kvindearbejde i København ca. 1870-1906’. Aalborg Universitetscenter, 2018
Tinne Vammen: ’Rent og urent. Hovedstadens piger og fruer 1880-1920’. Gyldendal, 1986
Rosa Berg: ’En tjenestepiges erindringer’
