Direktoriet viste sig at være en politisk ustabil konstruktion, der blev truet af flere kup – bl.a. afværgede general Bonaparte et kupforsøg anført af kongetro i Paris i oktober 1795 – samt af uforsonlighed og magtkampe mellem de politiske fløje. Dertil kom, at Direktoriet ikke var i stand til at tackle de større samfundsmæssige udfordringer, såsom den galoperende økonomiske krise. Direktoriets politiske konstruktion og situation var ganske enkelt uholdbar.
Napoleon Bonapartes indtræden på den franske revolutionsscene fandt sted under belejringen i 1793 af sydfranske havneby Toulon, der var blevet indtaget af britisk-spanske styrker. I forbindelse med belejringen avancerede han først til artillerioberst, og som belønning for sin afgørende indsats i tilbageerobringen af den strategisk vigtige havneby blev han forfremmet til general.
På grund af bedrifterne ved Toulon sørgede Paul Barras, medlem af Direktoriet 1795-99, for, at Bonaparte blev udnævnt til næstkommanderende for indenrigshæren. Det var i denne funktion, general Bonaparte nedkæmpede det royalistiske kupforsøg mod Direktoriet i begyndelsen af oktober 1795. Herefter blev han udnævnt til chef for indenrigshæren, og han blev dermed også toprådgiver for Direktoriet i militære anliggender. Bonaparte var nu kommet helt tæt på den politiske beslutningsproces.
I MARTS 1796 blev general Bonaparte udpeget til at lede den dårligt uddannede og dårligt udrustede franske Italien-hær. Med den sikrede han sig stik mod alle odds sejren i en række afgørende slag mod den østrigske hær. Men den unge general holdt sig ikke kun til de rent militære anliggender. Bonaparte dristede sig nemlig også til at proklamere en række nye italienske søsterrepublikker, hvilket skabte stor opmærksomhed i Paris og uro i resten af Europa.
Under Italien-felttoget mod østrigerne blev Bonaparte bekymret over royalisternes fremgang ved valget til Direktoriet i foråret 1797. Han sendte derfor en af sine betroede generaler, Pierre Augereau, til Paris for at minimere den royalistiske indflydelse. 18. fructidor efter den ny kalender (4. september) blev der gennemført et kup, der eliminerede royalisterne i den franske regering – hvilket Bonaparte blev krediteret for.
General Bonapartes generelle popularitet fik endnu et nøk opad, da han i oktober 1797 – på egen hånd – indgik Campo Formio-freden med Østrig. Herefter blev han udpeget til at lede en invasion af England. Hans tilbagemelding til Direktoriet var, at det ikke lod sig gøre uden fransk søherredømme. Men han havde et andet forslag, der kunne skade briterne: En erobring af Ægypten kunne blokere for deres adgang til Indien.
Undgå juleskuffelser:
Giv et gaveabonnement på Politiken Historie
Læs mereAllerede abonnent? Log ind her