Napoleon kuppede sig til enden på den første franske republik

DIREKTORIET, DER VAR en modreaktion på Robespierres terrorregime (1793-94), blev indført med forfatningen af år III (1795) efter den nye revolutionære kalender. Direktoriet bestod overordnet set af en regering med fem direktører, der blev valgt for en femårig periode. Direktørerne blev udpeget og valgt af de lovgivende forsamlinger: De 500’s Råd indstillede kandidaterne, og De Ældres Råd valgte dem.

Direktoriet viste sig at være en politisk ustabil konstruktion, der blev truet af flere kup – bl.a. afværgede general Bonaparte et kupforsøg anført af kongetro i Paris i oktober 1795 – samt af uforsonlighed og magtkampe mellem de politiske fløje. Dertil kom, at Direktoriet ikke var i stand til at tackle de større samfundsmæssige udfordringer, såsom den galoperende økonomiske krise. Direktoriets politiske konstruktion og situation var ganske enkelt uholdbar.

Napoleon Bonapartes indtræden på den franske revolutionsscene fandt sted under belejringen i 1793 af sydfranske havneby Toulon, der var blevet indtaget af britisk-spanske styrker. I forbindelse med belejringen avancerede han først til artillerioberst, og som belønning for sin afgørende indsats i tilbageerobringen af den strategisk vigtige havneby blev han forfremmet til general.

På grund af bedrifterne ved Toulon sørgede Paul Barras, medlem af Direktoriet 1795-99, for, at Bonaparte blev udnævnt til næstkommanderende for indenrigshæren. Det var i denne funktion, general Bonaparte nedkæmpede det royalistiske kupforsøg mod Direktoriet i begyndelsen af oktober 1795. Herefter blev han udnævnt til chef for indenrigshæren, og han blev dermed også toprådgiver for Direktoriet i militære anliggender. Bonaparte var nu kommet helt tæt på den politiske beslutningsproces.

I MARTS 1796 blev general Bonaparte udpeget til at lede den dårligt uddannede og dårligt udrustede franske Italien-hær. Med den sikrede han sig stik mod alle odds sejren i en række afgørende slag mod den østrigske hær. Men den unge general holdt sig ikke kun til de rent militære anliggender. Bonaparte dristede sig nemlig også til at proklamere en række nye italienske søsterrepublikker, hvilket skabte stor opmærksomhed i Paris og uro i resten af Europa.

Under Italien-felttoget mod østrigerne blev Bonaparte bekymret over royalisternes fremgang ved valget til Direktoriet i foråret 1797. Han sendte derfor en af sine betroede generaler, Pierre Augereau, til Paris for at minimere den royalistiske indflydelse. 18. fructidor efter den ny kalender (4. september) blev der gennemført et kup, der eliminerede royalisterne i den franske regering – hvilket Bonaparte blev krediteret for.

General Bonapartes generelle popularitet fik endnu et nøk opad, da han i oktober 1797 – på egen hånd – indgik Campo Formio-freden med Østrig. Herefter blev han udpeget til at lede en invasion af England. Hans tilbagemelding til Direktoriet var, at det ikke lod sig gøre uden fransk søherredømme. Men han havde et andet forslag, der kunne skade briterne: En erobring af Ægypten kunne blokere for deres adgang til Indien.

Direktoriet, som gerne så, at den ambitiøse unge general kom på afstand af magtcentret i Paris, accepterede ideen. Napoleon drog derpå med hæren til Mellemøsten.

Alt imens Bonaparte var i Mellemøsten, blev der lagt nyt pres på Frankrigs grænser. Der var dannet en ny koalition vendt mod Frankrig, og Italien-hæren blev i løbet af foråret 1799 slået af østrigerne. Nederlagene skabte stor politisk usikkerhed i Frankrig, der i forvejen var stærkt forarmet, og hvor sult og kriminalitet hørte til dagens orden. Endnu et kup mod Direktoriet blev gennemført 18. juni 1799.

ABBED EMMANUEL SIEYÈS, der var Direktoriets ledende direktør, mente, at der måtte gøres endeligt op med Direktoriets politiske ustabilitet, og at der måtte indføres en ny forfatning og dermed en ny regering i Frankrig. Men Sieyès manglede ’et sværd’, altså en general, der støttede ham, da et kup ikke kunne gennemføres uden støtte fra hæren. Flere generaler blev vurderet, men en del afslog. Andre var for upålidelige. Desuden faldt general Joubert, der var Sieyès’ førstevalg, i slaget ved Novi i Italien i august 1799.

Napoleon Bonaparte, der havde fortsat sit felttog, selv om den franske Ægypten-hær var blevet afskåret i Mellemøsten efter den totale britiske sejr i søslaget ved Abukir i august 1798, måtte reagere på den ustabile politiske situation i Frankrig. Sidst i august 1799 forlod han Ægypten-hæren, og midt i oktober dukkede Sieyès’ længe ventede ’sværd’ op i Paris.

Den politiske situation havde imidlertid ændret sig. Franske militære sejre havde lettet trykket på grænserne, og Frankrig var derfor udadtil ikke helt så truet længere. Men indadtil var situationen for mange franskmænd stadig mere desperat, og kontakten mellem Sieyès og general Bonaparte blev etableret.

BONAPARTE VAR DET helt rette valg, da han efter sine sejre på slagmarken nød stor anseelse i hæren og ikke mindst i den brede offentlighed. Han havde også selv påvirket den brede offentlighed ved at udgive og distribuere en avis i Frankrig for at formidle sin version af indsatsen uden for landets grænser. Sieyès og den særdeles populære general konspirerede. Den 9. november 1799 (kendt som 18. brumaire efter den franske revolutionskalender, hvilket har givet navn til kuppet) blev bestemt som kupdag.

9. november/18. brumaire forløb helt efter kupplanerne. Under påskud af at en trussel lurede mod Direktoriet, lykkedes det at overtale De Ældres Råd og De 500’s Råd til midlertidigt at flytte deres sæde til Saint-Cloud-slottet, lidt uden for Paris, den efterfølgende dag samt at give general Bonaparte kommandoen over de militære styrker i Paris. Senere på aftenen sørgede en anden kupgeneral, general Moreau, for at true Direktoriets øvrige direktører til at opgive deres embeder og dermed ikke modsætte sig kupforsøget.

Den anden kupdag skulle imidlertid udvikle sig mere kaotisk. Mødet om situationen i De Ældres Råd, hvor Napoleons bror Lucien Bonaparte var formand, trak så længe ud, at Bonaparte mistede tålmodigheden. Han bad om at få lov til at tale for rådet. I sin tale, som måske ikke var så heldigt formuleret, gjorde Bonaparte det klart, at det var nødvendigt med en forfatnings- og regeringsændring for at »redde republikken«, der med fire ud af fem direktørers afgang reelt var uden ledelse.

Reaktionen blev den stik modsatte af den forventede – nemlig den, at De Ældres Råd aflagde den gældende forfatning troskabsed. Reaktionerne var endnu værre i De 500’s Råd, hvor Napoleon efterfølgende ville tale til de folkevalgte. Her blev han mødt af udråb som ’Ned med diktatoren’ og ’Ned med tyrannen’ og med kravet om hans arrestation. Stemningen blev særdeles ophidset, og end ikke Napoleons bror kunne dæmpe gemytterne. General Bonaparte måtte hjælpes ud af soldater.

Lucien, der fornemmede, hvor det bar hen, reddede kuppet ved under påskud af en opstået trussel mod de folkevalgte at beordre soldater til at rydde salen. Senere på dagen lykkedes det at få en del af De Ældres Råd til at vedtage en provisorisk regering under ledelse af Sieyès, Ducros og Bonaparte. De Ældres Råd gav således en vis legitimitet til kuppet, der ikke blev mødt af folkelige protester. Det ublodige kup mod Direktoriet var nu gennemført, og ganske kort tid senere blev Napoleon Bonaparte udnævnt til første konsul og dermed de facto Frankrigs nye leder.

DANMARK – ELLER DANMARK-NORGE – havde fra den franske revolutions begyndelse i 1789 haft en særlig gunstig position i forholdet til Frankrig. Årsagen var, at man fra dansk side så muligheden for, at der i kølvandet på det ulmende og siden flammende forhold mellem Frankrig og de øvrige europæiske monarkier kunne komme en florissant handelsperiode for den danske handelsflåde. Den unge franske republik havde nemlig brug for alt fra levnedsmidler til krudt og kugler.

Det kunne de dansk-norske købmænd og redere levere i store mængder. Konfliktens økonomiske potentiale måtte ikke ødelægges af en politisk og mere ideologisk agenda. Denne tilgang til Frankrig medførte, at det ellers enevældige Danmark var det eneste land, der opretholdt en diplomatisk repræsentation i det republikanske Paris – under hele den franske revolutions forløb.

I 1796 havde man fra dansk side anerkendt Direktoriet, og den danske gesandt Christopher Vilhelm Dreyer blev officielt akkrediteret. Men forholdet mellem Danmark og Frankrig var sidst i 1790’erne gradvist blevet mere anspændt. Direktoriet havde bragt sig på kollisionskurs med de neutrale lande i bestræbelserne på at intensivere krigsførelsen mod Storbritannien.

Der var bl.a. indført en række ændringer i kaperlovgivningen, som tilgodeså økonomisk krigsførelse vendt mod England. Franske kapere opbragte flere og flere danske og norske handelsskibe, som de franske prisedomstole udviste stor ivrighed efter at prisedømme (det vil sige, at den franske regering lovligt kunne beslaglægge skibet og dets ladning). Dette bragte det fransk-danske forhold ned på frysepunktet.

I LØBET AF EFTERÅRET 1799 blev det for meget for de danske beslutningstagere, og den danske gesandt i Paris blev beordret til at forlade sin post. Men Dreyer, der var informeret om, at noget var i gære, trodsede ordren fra København og blev på sin post. Brumaire-kuppet, som Dreyer havde været vidende om, viste sig at tø den dansk-franske konflikt op.

Bonaparte forsøgte nemlig at rette op på forholdet til den danske regering umiddelbart efter magtovertagelsen. Der blev f.eks. udvist imødekommenhed, ved at man frigav et stort antal danske og norske handelsskibe, som var blevet tilbageholdt på ordre af Direktoriet. Derudover blev der ændret i kaperlovgivningen og i prisedomstolenes bemyndigelse og organisation.

Ændringerne blev hilst velkommen af den daværende danske udenrigsminister, Christian Bernstorff. Derudover vakte det også tilfredshed, at Bonaparte havde påtaget sig den noget prætentiøse rolle som den frie handels beskytter. Denne ædle strategi var et bevidst forsøg på at miskreditere Storbritannien. Englænderne, der ville forhindre forsyningen af Frankrig, var nemlig slået ind på en hårdere linje over for den neutrale skibsfart. Men hvad Bonaparte ikke selv fremhævede i det handelsmæssige opgør med England, var Frankrigs forsyningsbehov.

Frankrig kunne kun vanskeligt klare sig uden den neutrale skibsfart. Man var fra fransk side helt afhængig af et særdeles godt forhold til de neutrale lande, herunder i særdeleshed Danmark og de dansk-norske redere og købmænd. Konsulatets – og Napoleon Bonapartes – succes var med andre ord i særlig grad betinget af gode fransk-danske relationer, der tilsvarende svækkede de dansk-britiske relationer.

Den danske neutralitetsudnyttelse kom dog efter Bonapartes magtovertagelse til at gå svære tider i møde, og det kulminerede med Slaget på Reden i 1801 og Englandskrigene 1807-14. Begivenhederne i Frankrig endte med på sigt at få store konsekvenser for det dansk-norske monarki. Efter Napoleonskrigene blev Norge underlagt Sverige, Den danske konge stod nu tilbage med et forarmet, magtesløst rige.