I 1754 stillede akademiet i Dijon i Frankrig et spørgsmål til skriftlig besvarelse: Hvad er oprindelsen til ulighed blandt menneskene, og er denne ulighed berettiget ifølge naturloven?
En af besvarelserne kom fra en godt 30-årig franskmand, der i en stor del af sin levetid havde boet i Genève. Han skulle vise sig at blive en af den franske og europæiske oplysningstids helt store skikkelser og inspirationskilde til Den Franske Revolution: Jean-Jacques Rousseau (1712-1778).
Hans ’Afhandling om ulighedens oprindelse og grundlæggelse blandt menneskene’ regnes i dag for et af de vigtigste tidlige værker om ulighed i europæisk idéhistorie.
Afhandlingen var en filosofisk og historisk spekulativ refleksion over ulighedens opståen og udvikling gennem historien; blandt andet baseret på europæiske rejseberetninger om ’de vilde’ filosoferede Rousseau over, hvilken ulighed der mon havde været i menneskehedens ’naturtilstand’– et nøglebegreb i datidens politiske tænkning i især Frankrig og England – sammenholdt med den nuværende ’samfundstilstand’.
De mange opgør i slutningen af 1700-tallet med den gamle orden og feudalsamfundet var også opgør med de mest dominerende begrundelser for ulighed
Naturtilstanden var kendetegnet ved frie og spontane individer, der fokuserede på selvopretholdelse, men også besad evnen til at føle medlidenhed. Uligheden mellem disse uskyldige væsner, der strejfede frit rundt i skoven efter mad, var af ringe omfang. Den havde sin grund i, hvad Rousseau foreslog at kalde fysisk eller naturlig ulighed, som er »indstiftet af naturen«, og som »består i aldersforskelle, helbred, legemskræfter og åndelige eller sjælelige egenskaber«.
Frankrig anno 1754 stod som samfund i stærk kontrast til naturtilstanden. Dette feudale førborgerlige og monarkiske samfund var målt på flere af vores nutidige parametre stærkt ulige: økonomisk (indkomst, formue), socialt (lagdelt, standsbaseret), politisk (monarkisk), juridisk (rettigheder) og kulturelt (adgang til luksusgoder og storbyliv).
Rousseau mente, at opkomsten af den private ejendomsret havde været helt central for overgangen fra natur- til samfundstilstand. Det gjaldt ikke mindst retten til at eje frugten af andres arbejde eller andre som sådan, som man så det i datidens slaveri og tilnærmelsesvis i feudalsamfundets fæstebondesystem. I samfundstilstanden eller ’den sociale tilstand’ var der opstået nye afhængigheds- og underordningsforhold, og den eksisterende ret udgjorde det juridiske fundament for et stærkt ulige hierarkisk samfund.
Jean-Jacques Rousseaus radikale ideer om ulighed blev en slags ouverture til den revolutionsbølge, der forandrede verden.
Den ’naturlige’ ulighed var blevet til det, Rousseau kaldte »moralsk eller politisk ulighed«, der »afhænger af en slags vedtægt« og »består i forskellige privilegier, som nogen nyder godt af til skade for andre, som at være rigere, mere agtet, mere magtfuld end dem, eller endda at kunne afkræve dem lydighed«.
Han så et samfund, hvor mennesket var indskrænket, når det gjaldt valg af arbejde, ret til frugten af arbejdet, politisk deltagelse, religionsudøvelse etc. Og oven over det hele befandt sig en minoritet bestående af kongen, de gejstlige og adelen, der bestemte over den store masse af arbejdende folk.
Men ikke nok med det. Overgangen til samfundstilstanden havde også konsekvenser på et individuelt menneskeligt plan, og den enkelte risikerede at lide af overdreven egenkærlighed, hovmod og skinsyge og var i fare for at gøre sig afhængig af unødig luksus og en lang række andre dårligdomme.
Kort sagt skabte uligheden individuel forfængelighed, og folk var fanget i et mellemmenneskeligt spejlkabinet, hvor de forfængeligt spejlede sig i hinandens blikke i evig jagt på anerkendelse. Autonomi, vores stræben efter at være dydige og realisere det gode samfund i fællesskab med andre var ikke muligt.
Mennesket som frit væsen stod i et stærkt modsætningsforhold til samfundstilstandens undertrykkelse, og den enkeltes frihed og dyd led ifølge Rousseau under en forholden sig passivt til andres ufrihed.
Menneskene fødes og forbliver lige og fri i rettigheder. De sociale skel kan kun være begrundet i den fælles nytte
Den Franske Revolutions menneskerettighedserklæring fra 1789
Med den stærke betoning af autonomi og selvbestemmelse (frihed) kunne det næsten lyde, som om Rousseau var liberalist. Det var han dog ikke. Rousseau betonede fællesskabet, og liberalismen vandt først i løbet af 1800-tallet navn og udbredelse som politisk ideologi.
Det er mere præcist at karakterisere ham som republikaner. Som Rousseau i 1762 skulle udfolde i sit hovedværk, ’Samfundspagten’, kunne en ny og højere form for menneskelig autonomi på det nuværende kulturstadie kun indløses ved en kollektiv politisk selvbestemmelse inden for rammerne af et (nationalt) fællesskab.
Selvbestemmelse uden politisk medbestemmelse over de love, der regulerer vores samfund, var for Rousseau helt igennem selvmodsigende. Han var dog heller ikke, hvad vi med en nyere term kunne kalde egalitarist på alle livets områder.
Hans ideal var politisk set radikalt demokratisk, og på det økonomiske plan skulle det arbejdende folk blive små selvejende håndværkere og landbrugere – han skriver før den industrielle revolution – men han havde ringe blik for lighed mellem køn og hudfarver.
Under sloganet ’No Taxation without Representation’ gjorde de britiske kolonier i Amerika oprør mod kongen og erklærede i 1776 uafhængighed. Her væltes en statue af Georg 3. i New York.
Rousseaus tanker kan ikke desto mindre stå som udtryk for, hvad der er blevet betegnet som karakteristisk for ’det moderne’: ulighed som en politisk og moralsk skandale og oprøret mod den.
Uanset om vi ser på Den Franske Revolution og dennes menneskerettighedserklæring i 1789 eller på Den Amerikanske Uafhængighedserklæring og proklamationen fra 1776 om alles lige ret til at søge lykken, har vi at gøre med forsøg på at sætte en ny lighed mellem mennesker i værk. På Haiti, tidligere kaldt Saint-Domingue efter sine franske koloniherrer, indledte den sorte og slavegjorte befolkning faktisk i 1791 en succesrig uafhængighedskamp mod Frankrig.
De mange opgør i slutningen af 1700-tallet med den gamle orden og feudalsamfundet var også opgør med de mest dominerende begrundelser for ulighed. Det gjaldt dels de religiøse begrundelser, der hævdede, at inddelingen i tre stænder – adelen, gejstligheden og det arbejdende folk – afspejlede en guddommelig og funktionalistisk orden. Også filosofisk begrundet ulighed stod for skud, idet Rousseau og andre brugte begreber om naturtilstand og naturret til at argumentere for, at tanken om, at det var nødvendigt med en suveræn despot eller monark, var illegitim.
De nye tanker fik altomfattende betydning. Som den tyske historiker Reinhart Koselleck (1923-2006) har gjort opmærksom på, ændrede den basale begrebsverden sig grundlæggende i perioden fra omkring 1750 til 1850, hvor begreber som lighed, suverænitet og demokrati fik nye betydninger.
Det blev simpelthen vanskeligere at begrunde ulighed ud fra tradition, naturlighed og nødvendighed.
Slavekolonien Saint-Domingue gjorde i 1891 oprør mod de franske koloniherrer og opnåede i 1804 selvstændighed under navnet Haiti.
Nye politiske ideologier, ikke mindst forskellige varianter af liberalisme og socialisme, kunne på hver sin måde mobilisere lighedsbegrebet mod forskellige former for ulighed.
Liberalismen kunne kritisere den ud fra meritokratiprincippet (at ens position i samfundet skal tildeles efter evne og ikke efter arvede privilegier), mens socialismens kritik blev rettet mod kapitalismen.
Der indfandt sig i perioden en forventning om en fremtid præget af større ligestilling. Da franskmanden Alexis de Tocqueville (1805-1859) i 1830’erne rejste rundt i Nordamerika, så han verdens ældste demokrati som et Guds tegn – eller rettere advarsel – til europæiske magthavere om, at lighed, demokrati og antislaveri var stærkt på vej til at blive de naturlige idealer.
På en lang række områder forsvandt uligheden dog ikke i løbet af 1800-tallet, hverken på det økonomiske, politiske, juridiske eller køns- og racemæssige plan. Men ulighed måtte begrundes på nye måder.
Den hollandske idéhistoriker Siep Stuurman (1946-) har gjort opmærksom på fire centrale vokabularer, der siden Rousseaus tid er blevet brugt til at begrunde ulighed. Det drejer sig om ulighed baseret på ’videnskabelig’ racisme, ’naturlige’ forskelle på kønnenes evner, ’nyttige’ forskelle i den politiske økonomi og endelig en vestlig historiefilosofi, som har abonneret på en opfattelse af, at Europa befandt sig på et højere udviklingstrin end resten af verden.
Som bekendt er det ikke gået de tre ud af disse fire vokabularer så godt siden midten af det 20. århundrede, og det er blevet langt vanskeligere at finde gyldige grunde til køns- og raceulighed. Men det fjerde af Stuurmans moderne ulighedsvokabularer, politisk økonomi, er endnu gyldigt, og debatten om den økonomiske ulighed lever i bedste velgående.
Faktisk er forsvaret for økonomisk ulighed i dag væsentligt styrket i sammenligning med på Rousseaus oplysningstid såvel som med tiden i midten af det 20. århundrede.
Økonomisk ulighed kan selvfølgelig begrundes med, at den er naturlig og altid har eksisteret. Dette naturlighedsargument er dog – som alle andre af samme klasse – et meget svagt argument. Sygdom er f.eks. også ’naturligt’, men bekæmpes alligevel. Og at begrunde økonomisk ulighed med, at indtægts- og formueforskel er et resultat af hårdt og langvarigt arbejde (eller mangel på samme), harmonerer skidt med det faktum, at de mindst velstillede mennesker til alle tider har knoklet for at få mad på bordet.
Den franske økonom Thomas Piketty gør blandt andet brug af Den Franske Revolutions menneskerettighedserklæring fra 1789 i sin kritik af nutidens økonomiske ulighed.
Lad os derfor se nærmere på nogle af de mere seriøse begrundelser for økonomisk ulighed fra den moderne periode.
En påstand er, at ulighed er retfærdigt, fordi tilstanden er resultatet af frie individers transaktioner på et marked, og at markedet grundlæggende fordeler midlerne optimalt i forhold til den samlede nytte. Dette argument kendes helt tilbage fra den tidlige politiske økonomi og den klassiske liberalisme (som dog havde visse forbehold over for både ulighed og marked), men det blev raffineret især fra slutningen af 1800-tallet. Samme idé er så blevet diskrediteret gennem dele af det 20. århundrede, men har haft en renæssance fra sidst i 1970’erne til i dag.
En anden og beslægtet påstand er, at et individs indkomst er en fair og eksakt aflønning for dets værdiskabelse. Den idé blev især udviklet i slutningen af 1800-tallet sammen med læren om, at hver enkelt faktor i produktionsprocessen aflønnes med den eksakte markedspris, som faktoren bidrager med.
Forestillingen om ’retfærdig fortjeneste’ anvendes ofte i den offentlige debat, som når det hævdes, at hvis den ene eller den anden topdirektør har fået en bestemt løn, så må det være, fordi vedkommendes indsats er det værd. En tredje væsentlig påstand er, at ulighed skaber dynamik, vækst og velstand. Det er nødvendigt med ulighed, fordi der skal være kapital til rådighed for geninvestering. Dette synspunkt blev fremført af både klassiske økonomer og udviklingsøkonomer midt i det 20. århundrede.
Et andet aspekt er, at ulighed hævdes at skabe incitament. Dels gør eksistensen af store formuer det værd at stræbe efter rigdom, dels er det nødvendigt med fattigdom, fordi den udgør et incitament til at arbejde.
Derudover lyder det ofte, at uligheden i sig selv på sigt vil komme de brede masser til gode (den såkaldte trickle down-påstand). Det er bedre at være fattig i et ulige og velstående samfund end at være endnu fattigere i et mindre velstående samfund med ligestilling.
Denne påstand fremføres ofte i konteksten af den økonomiske globalisering og udbredelsen af liberal markedsøkonomi siden 1970’erne og især 1990’erne. Her lyder det, at selv om uligheden nok er stor, lever færre i ekstrem fattigdom.
Er øget ulighed årsag til den amerikanske arbejderklasses opbakning til Donald Trump? Her spiller en Trump-tilhænger med musklerne i 2015.
Ideerne om markedets retfærdige fordeling af goderne understøttes af en række argumenter. Et af dem er, at indgreb i markedets naturlige fordeling af ressourcer, f.eks. offentlige investeringer, ikke i længden skaber velstand og produktivitetsforøgelse, men blot offentlig gæld. Et andet argument er, at indgreb stik mod hensigten vil gøre de fattige fattigere, fordi man hæmmer samfundets økonomiske dynamik.
Endelig er der et argument af mere principiel karakter: den individuelle ejendomsret. Et angreb på ejendomsretten er et angreb på samfundets fundamentale lov og orden og medfører et potentielt skred i retning af tyranni, hvad enten det er en konge eller et socialistisk eller kommunistisk styre, som står bag.
Her viser sig også en anden pointe, nemlig at argumenterne for økonomisk ulighed ikke udelukkende handler om økonomiske principper, men også om filosofiske og politiske. Krænkelse af privat ejendomsret anses som en krænkelse af fundamentale individuelle rettigheder.
Ovenstående argumenter er naturligvis blevet kritiseret fra flere sider. Ét kritikpunkt er, at ulighed kun kan begrundes, for så vidt som den er til samlet social gavn, især for de ringest stillede.
Et sådant princip – der ikke er helt let at definere præcist – har bl.a. den franske økonom Thomas Piketty gjort sig til talsmand for i ’Kapitalen i det 21. århundrede’ fra 2013.
Her henviser han dels til Den Franske Revolutions menneskerettighedserklæring fra 1789, hvis første artikel lyder, at »Menneskene fødes og forbliver lige og fri i rettigheder. De sociale skel kan kun være begrundet i den fælles nytte«, dels til den amerikanske politiske filosof og (social)liberalist John Rawls (1921-2002). Denne argumenterede i 1971 i konteksten af bl.a. midten af århundredets opbygning af velfærdsstaten for, at »alle sociale primære goder – frihed og mulighed, indkomst og formue og kilderne til selvrespekt – skal fordeles lige, medmindre en ulige fordeling af en eller alle disse goder er til de mindst begunstigedes fordel«.
Her kombineres et socialliberalt forsvar for den enkeltes rettigheder med en grundlæggende utilitaristisk og velfærdsøkonomisk tanke om, at uligheden skal være betydelig nok til at skabe økonomisk incitament og vækst til alles fordel samt belønne og respektere individuel fortjeneste, men heller ikke større end det.
Piketty mener, at det aktuelle ulighedsniveau er kommet ud af trit med princippet om, at det skal komme de mindst begunstigede til gode. Han deler liberale principper om meritokrati og individuel fortjeneste, men argumenterer for, at den faktisk eksisterende fordeling i alt for høj grad beror på arv og på pengeskabelse gennem renteindtægt – en i hans øjne mindre legitim indtægtskilde.
Piketty anerkender altså entreprenøren, men vrænger på næsen ad rentieren. Her er han på linje med flere klassiske liberale, bl.a. John Stuart Mill (1806-1873), der i 1848 i det, der skulle blive datidens mest anvendte økonomilærebog, kritisk observerede, at ejendomsbesiddere (de engelske landlords) »bliver rigere, som var det i deres søvn, uden at arbejde, risikere noget eller at økonomisere«, og satte spørgsmålstegn ved deres ret til rigdomsforøgelse i forhold til »det generelle princip om social retfærdighed«.
Interessant nok var flere af de klassiske liberale faktisk som Mill på flere punkter skeptiske over for økonomisk ulighed. For mens de anerkendte principper om individuel fortjeneste og ideen om ’det frie marked’, så var eksempelvis skotten Adam Smith (1723-1790) optaget af, at ingen måtte være så ringe stillet, at deres blotte fysiske fremtræden i det offentlige rum ville bringe dem skam.
Han advarede også om, at ulighed ville få folk til at efterligne og hylde de rige, mens de ville miste empati for de fattige. Faktisk skriver Smith et sted, at disponeringen for nærmest at tilbede de rige var »den største og mest universelle årsag til korrumperingen af vores moralske følelser«. Folk risikerede simpelthen at blive ulykkelige i deres tomme, forfængelige og besværlige – det er ikke let at blive rig uden arv – stræben efter rigdom.
Kritikken af ideen om retfærdig fortjeneste eller en ukrænkelig privat ejendomsret kommer idéhistorisk og aktuelt til udtryk i forskellige varianter af marxismen, der hævder, at kapitalismen indebærer en ulige relation mellem arbejdsgiver og arbejdstager, og derfor også bruger begrebet udbytning. Set fra dette perspektiv sættes princippet om retfærdig fortjeneste ud af spil, fordi det ikke anerkender den systemiske ulighed, der kendetegner en kapitalistisk økonomi. For det andet har den marxistiske analyse fremhævet, at en hel del rigdom beror på en oprindelig og illegitim akkumulation, hvad enten det drejer sig om f.eks. sortes ringere stilling end hvides i det amerikanske samfund grundet slaveriet eller om det postkommunistiske Ruslands foræring af naturressourcer til oligarker.
Tilsvarende kommer et mere strukturelt perspektiv til udtryk inden for visse strømninger af feministisk teori, der har gjort opmærksom på, at samfundets traditionelle placering af kvinden i hjemmet er en dybt uretfærdig struktur, som har hæmmet kvindens mulighed for at opnå lighed med manden.
Endelig henviser kritikken af økonomisk ulighed desuden til det, man med en lidt misvisende metafor kan kalde samfundets ’sammenhængskraft’. Den amerikanske politiske filosof Michael Sandel (1953-) har argumenteret for, at markant økonomisk ulighed er med til at erodere forestillingen om et egentligt menneskeligt fællesskab. Når vi lever, bor, arbejder, uddannes og underholdes adskilt fra hinanden, svækkes selve forestillingen om et ’vi’ i både politisk, kulturel og menneskelig forstand.
Dermed er vi fremme ved et af de andre nutidige kritikpunkter, nemlig at den markante historiske økonomiske ulighed i vor tid er en af de direkte årsager til, hvad nogle har kaldt fremvæksten af ’populisme’ og øget polarisering i f.eks. Storbritannien og USA i de senere år.
Mens begrebet populisme med rette kan diskuteres, er pointen her, at det især er de mindre bemidlede, der gør oprør imod politiske systemer, som ikke har leveret muligheder for et bedre liv.
Så hvad kan historien lære os? Den kan minde os om forskellige tiders argumenter for og imod forskellige typer ulighed og de kontekster, disse oprindeligt blev begrundet i. Den kan dermed være en kvalificeret samtalepartner i spørgsmål om aktuel ulighed.
Det er nemlig spørgsmål, der i dag – som på Rousseaus tid – ikke kun må afgøres ud fra økonomiske, men også politiske og moralske overvejelser om, hvilke principper vores samfund skal bygges på.
