I 1754 stillede akademiet i Dijon i Frankrig et spørgsmål til skriftlig besvarelse: Hvad er oprindelsen til ulighed blandt menneskene, og er denne ulighed berettiget ifølge naturloven?
En af besvarelserne kom fra en godt 30-årig franskmand, der i en stor del af sin levetid havde boet i Genève. Han skulle vise sig at blive en af den franske og europæiske oplysningstids helt store skikkelser og inspirationskilde til Den Franske Revolution: Jean-Jacques Rousseau (1712-1778).
Hans ’Afhandling om ulighedens oprindelse og grundlæggelse blandt menneskene’ regnes i dag for et af de vigtigste tidlige værker om ulighed i europæisk idéhistorie.
Afhandlingen var en filosofisk og historisk spekulativ refleksion over ulighedens opståen og udvikling gennem historien; blandt andet baseret på europæiske rejseberetninger om ’de vilde’ filosoferede Rousseau over, hvilken ulighed der mon havde været i menneskehedens ’naturtilstand’– et nøglebegreb i datidens politiske tænkning i især Frankrig og England – sammenholdt med den nuværende ’samfundstilstand’.
De mange opgør i slutningen af 1700-tallet med den gamle orden og feudalsamfundet var også opgør med de mest dominerende begrundelser for ulighed
Naturtilstanden var kendetegnet ved frie og spontane individer, der fokuserede på selvopretholdelse, men også besad evnen til at føle medlidenhed. Uligheden mellem disse uskyldige væsner, der strejfede frit rundt i skoven efter mad, var af ringe omfang. Den havde sin grund i, hvad Rousseau foreslog at kalde fysisk eller naturlig ulighed, som er »indstiftet af naturen«, og som »består i aldersforskelle, helbred, legemskræfter og åndelige eller sjælelige egenskaber«.
Frankrig anno 1754 stod som samfund i stærk kontrast til naturtilstanden. Dette feudale førborgerlige og monarkiske samfund var målt på flere af vores nutidige parametre stærkt ulige: økonomisk (indkomst, formue), socialt (lagdelt, standsbaseret), politisk (monarkisk), juridisk (rettigheder) og kulturelt (adgang til luksusgoder og storbyliv).
Rousseau mente, at opkomsten af den private ejendomsret havde været helt central for overgangen fra natur- til samfundstilstand. Det gjaldt ikke mindst retten til at eje frugten af andres arbejde eller andre som sådan, som man så det i datidens slaveri og tilnærmelsesvis i feudalsamfundets fæstebondesystem. I samfundstilstanden eller ’den sociale tilstand’ var der opstået nye afhængigheds- og underordningsforhold, og den eksi