Danske Laurits endte midt i en handelskrig mellem USA og Kina

MEN HVORDAN ENDTE DANSKE Andersen som succesrig erhvervsmand midt i en handelskonflikt mellem Kina og USA? Det var et spørgsmål om timing og muligheden for at gribe den store enestående chance, som alle iværksættere drømmer om. For Laurits Andersen havde den chance vist sig i Shanghai i februar 1890. Han udnyttede muligheden, og tilværelsen blev aldrig den samme igen, hverken for ham selv eller for Kina.

Muligheden, som Andersen så før de fleste andre den vinter i Kinas mest internationale by, var en ny maskine, der kunne fremstille cigaretter i et helt andet tempo end med den manuelle metode, som indtil da havde været brugt overalt. Bonsack-maskinen hed den, og Andersen købte sammen med to forretningspartnere efter kort betænkningstid rettighederne til brugen i Kina, som også dengang var verdens folkerigeste land.

»De (to kompagnoner, red.) kunne ikke se andet, end her måtte være en enorm jordbund for sådan et nydelsesmiddel – og de fik jo ret«, sagde Andersen mange år senere til den danske journalist Olaf Linck, som besøgte ham i Kina. »Jeg gik straks ind på forslaget og tog en tredjedel af risikoen, endskønt jeg ikke kunne lade være med at tænke på, at her kom jeg igen ind i noget, som jeg ikke havde spor forstand på«.

Maskinen, udviklet få år tidligere af den amerikanske maskiningeniør James A. Bonsack, var en anordning af en konstruktion, der var den franske science fiction-forfatter Jules Verne værdig. Den effektiviserede drastisk produktionen af cigaretter på et tidspunkt, hvor hele verden var begyndt at blive afhængig. Mens en trænet tobaksarbejder allerhøjst kunne rulle 3.000 cigaretter om dagen, fremstillede Bonsacks maskine uden besvær 120.000. Potentialet var enormt.

FÅ MÅNEDER EFTER AT Andersen og hans kolleger havde investeret i maskinen, begyndte de første maskinfremstillede cigaretter at dukke op i Shanghai. Det var begyndelsen på en industri, som i dag, 130 år senere, er blevet en gigantisk forretning. Cigaretmarkedet i Kina er nu verdens største. Der er 350 millioner kinesiske rygere, som tilsammen sørger for, at hver tredje cigaret på jordkloden bliver røget i Kina. Og det har dystre konsekvenser: Ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, dør der hvert eneste år cirka 1 million kinesere som følge af rygning.

At det var Laurits Andersen, som på den måde skulle ende med at skrive sig ind i kinesisk erhvervs- og sundhedshistorie, var slet ikke givet på forhånd. Han blev født i 1849 i landsbyen Ømosen mellem Tikøb og Helsingør og voksede op i København i forholdsvis beskedne kår. Efter at have været i lære som maskinarbejder på Eickhoffs Maskinfabrik på Vesterbrogade var han ikke i tvivl om, hvad der nu skulle ske: Han ville se verden, og et liv som sømand var en af de få måder, man kunne gøre det på.

I 1870 sejlede han gennem den nyåbnede Suezkanal til Singapore om bord på damperen ’Sri Sarawak’, og senere samme år fik han skibslejlighed videre til Hongkong. Her kunne hele historien have fundet en brat og sørgelig afslutning. Andersen havde vanskeligt ved at få hyre, og hans penge var ved at slippe op. Han kunne være endt som en af de mange vesterlændinge, der gik til grunde i Østen og bare forsvandt.

Han blev reddet i sidste øjeblik af et utrolig heldigt sammentræf. En morgen sad han på en bænk i havnen i Hongkong og faldt i snak med en anden sømand. Efter nogle få bemærkninger fandt de ud af, at de faktisk var i familie med hinanden. Sømanden hed Rasmus Johansen og var bror til Andersens stedfar. Han havde sejlet langs Kina-kysten i flere år og havde utallige forbindelser. Alle kendte ham. Fra da af havde Laurits Andersen ingen problemer med at finde beskæftigelse. Også dengang betød netværk noget.

DET BLEV INDLEDNINGEN TIL en dramatisk periode i Laurits Andersens liv, hvor han sejlede de østasiatiske farvande tynde med forskellige fartøjer. Blandt hans opgaver var at bjærge skibe, der var blevet ofre for kinesiske pirater. Da den amerikanske flåde gennemførte en straffeekspedition mod det koreanske kongerige, deltog han på et transportskib, og senere sejlede han forsyninger til den japanske hær under et felttog på Taiwan.

»Hvert skib, som kom derned, vendte tilbage ladet med febersyge, og hele masser døde på rejsen«, skrev Andersen senere om sine oplevelser i den japanske flåde. »Ligene blev (...) sat i tønder for begravelse i Nagasaki. En rejse var nok for mig, så gik jeg i land, og omsider rejste [jeg] tilbage til Kina«.

I løbet af 1870’ernes anden halvdel opgav Andersen livet til søs og fik fast grund under fødderne. Med udgangspunkt i sin baggrund som maskinarbejder slog han sig ned som entreprenør og rådgiver, først i storbyen Tianjin nær kejserstaden Beijing og siden i Shanghai. En overgang arbejdede han tæt sammen med Li Hongzhang (1823-1901), en af Kinas vigtigste skikkelser i perioden, og han var en af hovedmændene bag et nyt orlogsværft, der skulle forsyne den kinesiske flåde med moderne skibe.

Både Tianjin og Shanghai havde store vestlige enklaver, hvor europæere og amerikanere forsøgte at leve livet som hjemme. Men det andet Kina skinnede igennem overalt. Det var en radikalt fremmed verden, hvor mænd gik med meterlange hårpiske, og mange kvinder fik i en ung alder deres fødder snøret ind, så de blev invalideret på livstid, men ’smukkere’ at se på ifølge tidens skønhedsidealer.

MEN OGSÅ HER GJORDE DEN moderne teknologi sit indtog – blandt andet gennem Bonsack-maskinen. »En vidunderlig maskine«, skrev en journalist i Shanghai-avisen North China Herald: »Den får tilført tobak i den ene ende, og perfekte cigaretter bliver spyttet ud af den anden, klar til at blive pakket«.

Tobak havde på det tidspunkt allerede været en del af kinesisk kultur i mere end tre århundreder. Produktet var kommet til Kina fra Den Nye Verden med forbløffende hast i løbet af 1500-tallet, i takt med at europæiske, indiske og arabiske søfolk og handlende havde introduceret det i deres kreds af kinesiske kontakter. Piberygning havde bredt sig med stor hast til alle egne af Kina. Snus var også en populær vare.

Til gengæld var kineserne længere tid om at kaste sig over cigaretterne. I år 1800 blev der produceret cigaretter i den spanske koloni Filippinerne, og i løbet af århundredet fandt de vej til Kina i begrænsede mængder. Første gang, cigaretter nævnes i Kinas engelsksprogede presse, var i 1863, da et dagblad beretter som noget nyt og kuriøst, at kinesiske løsarbejdere ryger dem, og at de opbevarer dem i deres hårpisk.

Endnu da Laurits Andersen gav sig i kast med Bonsack-maskinen i århundredets sidste årti, var cigaretter et nicheprodukt, og for den danske forretningsmand blev de næste 25 år den mest aktive, men også den mest frustrerende del af et langt arbejdsliv.

»Nu kender ethvert barn vore verdenskendte mærker, så det er ikke mere nogen kunst at sælge dem«, sagde Laurits Andersen til Olaf Linck i 1920’erne. »Men dengang skulle der hænges i! Vi ofrede en masse penge på reklame, og for altid at være forud for nyopdukkende konkurrenter rejste jeg selv rundt og indarbejdede cigaretterne, først på det kinesiske marked, så i Japan, så i Manchuriet«.

UDVIKLINGEN TOG FOR ALVOR fart, da Laurits Andersens forholdsvis beskedne Shanghai-forretning i 1904 var blevet opslugt af tobaksgiganten British American Tobacco, eller BAT. Nu blev han en del af en verdensomspændende og grænseoverskridende kapitalisme meget lig den, vi kender i dag.

BAT, der især var kendt for mærkerne Pirate og Pinhead, var resultatet af en sammenlægning af USA’s og Storbritanniens vigtigste cigaretproducenter. Det var et af verdens første egentlige multinationale selskaber, og som næsten alle andre multinationale selskaber senere opdagede, fandt BAT det tvingende nødvendigt med en tilstedeværelse i Kina, hvilket ikke nødvendigvis var til kinesernes udelte begejstring.

Laurits Andersen var med sin Bonsack-maskine og specielt sit detaljerede kendskab til det kinesiske marked enten en farlig rival, som BAT måtte skaffe sig af med, eller en potentielt værdifuld allieret. De snu engelske og amerikanske forretningsfolk valgte den sidste løsning og gjorde ham til en af deres ledende repræsentanter i det kinesiske kejserrige.

Andersen kunne ikke undgå at være imponeret over de ressourcer, som de pengestærke folk fra BAT bragte med sig. »Sidste måned solgte vi 178 million cigaretter. Hvad siger du til det?« , skrev han til en bekendt i august 1904. Og i et senere brev til en anden ven berettede han om et nyt hovedkvarter for BAT, der var under opførelse i Shanghai: »På hjørnet skal vi bygge 107 gange 152 fod til kontor og lagerplads. Der bliver fire etager og to elevatorer. Det er højt, hva’?«.BAT benyttede sig af et tæt samarbejde med lokale kinesiske købmænd, som sørgede for distribution af cigaretter langt ud i alle provinser, men samtidig lagde virksomheden også stor vægt på at sende sine egne folk ud i marken. Et godt kendskab til kinesisk – et sprog, Andersen aldrig selv lærte ud over det helt grundlæggende – blev en betingelse for ansættelse.

BERLINGSKE TIDENDE BESKREV i sin nekrolog over Laurits Andersen næsten et halvt århundrede senere de metoder, som han og andre BAT-sælgere anvendte for at skaffe nye kunder: »Ved at forære [cigaretterne] væk og smide halvfulde æsker på gaderne var han til dels skyld i, at kineserne kom til at holde af cigaretten Pirate, hvis salg gjorde Laurits Andersen til millionær«.

Promoveringen af cigaretterne bestod ofte i at stille sig op på et gadehjørne og begynde at råbe, mens gratis prøver blev delt ud. Det var en hårfin balance, som BAT’s udsendinge skulle finde, for aggressiv markedsføring kunne føre til voldelige reaktioner. Adskillige af BAT’s ansatte blev dræbt i embeds medfør, ofte fordi lunefulde og letpåvirkelige menneskemængder uden varsel blev fjendtligtsindede, og en lynchstemning bredte sig.

Selv om det Kina, som Laurits Andersen opererede i, på overfladen var helt forskelligt fra den moderne folkerepublik, kom han igen og igen ud for udfordringer, som moderne forretningsfolk vil kunne nikke genkendende til. Piratkopiering var et problem i Kina dengang som i dag.

BAT var i en konstant ’katten efter musen’-jagt på kinesiske konkurrenter, som forsøgte at lukrere på det omdømme, de udenlandske cigaretmærker efterhånden havde opbygget. Det var ikke bare et spørgsmål om tabt fortjeneste, men handlede også om at beskytte BAT’s brand, fordi kvaliteten af de kopierede cigaretter typisk var helt i bund.

Andersen og hans kolleger købte rutinemæssigt de papkartoner tilbage, som cigaretpakkerne var blevet sendt til forhandlerne i, fordi kartonerne ellers ofte endte på det sorte marked for kopierede cigaretter. Det var en dyr affære, fordi forhandlerne som regel kunne regne med en god pris for at videresælge kartonerne til fabrikanter af kopivarer.

DOMSTOLENE I SHANGHAI gik ofte brutalt frem for at komme kopieringen til livs. Det vidner en retssag fra foråret 1905 om. En kinesisk gadesælger blev arresteret og sigtet for salg af cigaretter kopieret efter mærker tilhørende BAT. Han blev kendt skyldig og idømt 300 stokkeslag. To uger efter var samme gadesælger igen i retten, for samme forseelse. Og igen blev han idømt 300 stokkeslag.

Selv om Laurits Andersen opnåede al den succes, han havde drømt om, og endda kom på besøg i Det Hvide Hus, tyder meget på, at han ikke var glad. Hans breve fra perioden med BAT, som først sluttede med hans pension i de tidlige 1920’ere, efterlader indtrykket af en mand, der ikke elskede sit job og allerhelst ville være fri.

»Det arbejde og den opmærksomhed, som jeg må bruge på de aktiviteter, suger al fornøjelse ud af mig og giver mig lyst til at strejke. Gid pokker havde det!« , skrev han til en bekendt. I et andet brev lød han endnu mere fortvivlet: »Et liv fyldt med arbejde og ingen tid til fritidsfornøjelser er ikke værd at leve ... Jeg føler mig ikke særlig godt tilpas og kunne godt tænke mig en tur hjem, men jeg er en slave, og jeg er lænket«.

Det var helt andre ting, han brændte for. Historie var en lidenskab, og de besøg, han havde aflagt på Nationalmuseet som barn, forblev hos ham skarpe erindringer til langt ind i alderdommen. »Som dreng var det en af mine største oplevelser at komme ind på Oldnordisk og Etnografisk Museum og se de gamle sager, som har tilhørt vores forfædre eller har hvilet i mange århundreder i Danmarks jord«, fortalte han Linck.

DERFOR VAR DET INGEN overraskelse, at han i 1920’erne, et godt stykke inde i sit otium, besluttede sig for at testamentere en del af sin betragtelige formue til Nationalmuseet, der netop søgte bidrag til en gennemgribende renovering. En landsdækkende indsamling havde ikke givet det ønskede resultat.

Andersen betalte 1 million danske kroner – svarende til cirka 35 millioner kroner i dag – og projektet var reddet.

Han døde i 1928 som en ensom skikkelse omgivet af stumme eksempler på sin rigdom i sin villa i Shanghai, betjent af kinesere, som han knap kunne snakke med.

Alligevel gik han ikke ukendt i graven. Gaven til Nationalmuseet indbragte ham pludselig berømmelse hjemme i det Danmark, som han kun havde besøgt tre gange, siden han var udvandret. Samtidig gav det ham en anerkendelse, han måske havde savnet , og i 1926 blev han kommandør af 1. grad af Dannebrog.

Overrækkelsen er foreviget på et fotografi taget på konsulatet i Shanghai. På billedet står Laurits Andersen med en cigar i venstre hånd. At det ikke er en cigaret, er ikke tilfældigt, som han fortalte Olaf Linck: »Bagerbørn bryder sig jo sjældent om hvedebrød. Næ, må jeg bede om en god cigar!«.