Lige fra de allerældste tider har grænselandet været grænseland på godt og ondt med både rig handel og stridende naboer. Hertugdømmet Slesvigs historie som grænseland rækker nemlig meget længere tilbage i tiden end til dannelsen af hertugdømmet i 1200-tallet. Det er formentlig her, de første tilløb i hele Norden til et decideret rige blev taget. Allerede da Harald Blåtand i 900-tallet på den store sten i Jelling proklamerede, at han havde samlet Danmark og gjort danerne kristne, havde området i århundreder fungeret som både grænseregion og væsentlig magtfaktor.
I tiden omkring Kristi fødsel var området domineret af tre folkestammer. Den romerske historiker Publius Cornelius Tacitus (56-117 e.Kr.) har i bogen ’Germania’ fra år 98 e.Kr. beskrevet disse stammeforhold nord for Elben. I rækkefølge bliver anglere, varinere og eudosere (jyderne) nævnt, og der er god grund til at tro, at disse navne ikke er opfundet af Tacitus, men refererer til virkelige stammer.
Mod syd holdt anglerne til i det østlige Sydslesvig i det område, der også i dag hedder Angeln. Længere mod nord boede jyderne. Mellem anglerne i syd og jyderne mod nord levede varinerne i et område, som blandt arkæologer benævnes Over Jerstal-kredsen. Her blev en gravplads udgravet før Genforeningen, nær den lille stationsby Over Jerstal syd for Vojens.