Hen mod aften 31. oktober 1517 begav universitetslærer, doktor i teologi og forhenværende munk Martin Luther sig hen til slotskirken i Wittenberg. Her havde han besluttet at hænge en liste med 95 punkter op, som han gerne ville diskutere med sine lærde kolleger i kirken og på universitetet. Sådan et opslag var den almindelige måde at annoncere en diskussionsøvelse på – en disputation – blandt lærde. Kirkedøren af træ var den offentlige opslagstavle.
Billedet af Luther med hammer og søm foran kirkedøren har fæstnet sig i den historiske bevidsthed, fordi man siden opfattede hans handling som den første protest, der i de følgende år førte til reformationen. Det hang som motiv i tusindvis af hjem enten som kobberstik eller som billigt olietryk, og det var populært, fordi det viste, at det kunne nytte at gå op mod magten, kapitalisterne, snydepelsene. Luther slog et slag for den almindelige mand, der søgte at svare enhver sit.
Når pengene i kassen klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer
Johann Tetzel, afladskræmmer
Aflad, som Luther stillede til debat, var i 1517 en forretning, der havde vokset sig stor. I middelalderen havde kirken benyttet aflad som betegnelse for en ombytning af vanskelige bodsøvelser med lettere. Det skulle ganske simpelt være lettere gennem bodsgerninger at undgå den evige pine i helvede og opnå saligheden i himlen.
Det var et rent teologisk spørgsmål, der fandt sin form i kirkens bodssakramente. Efter absolutionen, syndsforladelsen, der befriede synderen fra evig straf, var der dog en rest tilbage, nemlig de timelige straffe, som kirken altid kunne pålægge enkeltindividerne. De skulle udstås – enten her på Jorden eller i skærsilden. I skærsilden blev sjælen renset, inden man fik lov at komme i himlen. Hvor store de timelige straffe var, kunne ingen sige, og det var med til at gøre folk urolige. Hvor længe skulle såvel de selv som deres levende og afdøde familiemedlemmer pines i skærsildens flammer? Det var ikke uden grund, at man frygtede regnskabstimen ved døden.
Her kom kirken dog selv til hjælp. Den havde nemlig mulighed for at sælge aflad, der blev udmålt i dage, uger, måneder og år. Betalte man aflad, slap man helt eller delvis for straffen for sine synder – man undgik ikke at stå til ansvar, men der var en chance for en vej ud. På den måde var man sat fri til at gøre noget andet i sit liv end bod og bodsgerninger, man sparede kort sagt vigtig tid. Forudsætningen for, at afladen kunne virke, var dog stadig, at man først havde skriftet sin synd over for præsten og modtaget syndsforladelse. Bodsøvelsen var ikke nødvendigvis stor og voldsom. Den bestod i al enkelhed i, at man vekslede en beskeden del af sin timelige ejendom til en evig.
Hvordan kunne kirken nu gøre dette? Hvad var det, den solgte? Hvad var kirkens kapital? Teologerne i middelalderen havde fostret den idé, at kirken sad inde med et stort overskud af gode gerninger. De stammede fra Kristus og fra helgener, der havde gjort så meget godt, og som var døde uden nogen form for synd. Denne sum af fortjenester, gode gerninger, stod nu så at sige på en konto i den romersk-katolske kirke, der var forholdsvis glad for at kunne bytte sin åndelige kapital med jordisk. Der var generel enighed om, at det måtte være paven, der havde denne skat i forvaring, men hvordan han havde modtaget den, kunne teologerne ikke helt blive enige om.
I den senere del af middelalderen blev aflad og ikke mindst handlen med den mere iøjnefaldende. Skriftemålet og angeren, som jo var forudsætningen for aflad, trådte i baggrunden. Til gengæld kom de såkaldte afladskræmmere frem på scenen. De var rejsende sælgere, der opererede på kirkens – lokalt og konkret på biskoppernes – vegne. De havde tendens til at forbigå al tale om den besværlige bod og anger til fordel for det direkte salg af tilgivelse. Man kunne som sagt aldrig vide, hvor megen aflad man havde brug for, så kræmmerne dvælede i deres agitation og salgstaler netop ved dette delikate spørgsmål. Det var bedre at købe for meget end for lidt. Til gengæld for penge modtog man et fint dokument forsynet med et segl, et afladsbrev, hvorpå kirken forsikrede køberen om, at straffen for vedkommendes jordiske synder ville blive betragteligt reduceret.
Protestantisk løbeseddel fra 1540. Dominikanermunken og afladskræmmeren Johann Tetzel ses ridende på en hund. Luthers tilhængere kaldte hånligt dominikanermunkene ’Domini canes’, latin for ’Herrens hunde’. Nederst står det berømte: ’Sobald der Gülden im Becken klingt, im huy die Seel in Himmel springt’, der på dansk bliver oversat til ’Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer’.
Man kunne også skaffe sig aflad ad mere omstændelige veje, eventuelt ved at tage på pilgrimsrejse til en fjern destination som Jerusalem, men det var besværligt og tog lang tid. Herved opstod et marked for professionelle rejsende, der mod betaling kunne foretage rejsen som stedfortræder for en trængende og pengestærk kunde. I et samfund med en begyndende pengeøkonomi spillede tid en stadig større rolle. Tid er penge, og en virksomhedsleder kunne ikke rykke et eller flere år ud af kalenderen for at begive sig af sted på Europas farefulde landeveje. Aflad var altså et system, der skaffede kunden så vel tid som en vis sikkerhed. Det handlede i sidste ende om at betale sig fri for ansvar og bindinger.
Den katolske kirke nød godt af den store indtjening på afladshandel – selv om pengene ikke altid gik til de helligste formål. Her ses pave Leo 10. og den senere pave Clemens 7. (tv.). De tilhørte begge den rige bankfamilie Medici, der ikke så noget problem i at blande big business og religion.
Tidens store skandale stod Albrecht af Mainz for. Han blev allerede som 23-årig, i 1513, ærkebiskop af Magdeburg og administrator af stiftet Halberstadt. Året efter blev han så også ærkebiskop og kurfyrste af Mainz. Det kostede dyrt. Han skulle erlægge 20.000 guldgylden, og det beløb lånte han af bankvirksomheden Fugger i Augsburg. Sikkerheden for lånet var den aflad, som han over de næste otte år netop havde fået lov til at sælge i sine kirkelige provinser. Det var især afladskræmmer og dominikanermunk Johann Tetzel, der blev berygtet for sin skamløse måde at markedsføre afladen på. Hans slogan var: ’Når pengene i kassen klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer’. Afladen solgtes med henvisning til, at pengene skulle gå til opførelsen af den nye Peterskirke i Rom – man fortalte ikke, at de skulle dække ærkebispens banklån!
Sandheden om denne lyssky forretning kom dog snart for dagen, og det var ikke mindst den, der fik Luther til at reagere med sine afladsteser. Luther slog dem op, dagen før kurfyrst Frederik den Vise (1463-1525) skulle åbne udstillingen af sine fantastiske relikvier for offentligheden. Byen Wittenberg var fuld af fromme tilrejsende, der skulle igennem slottets sale og optjene aflad ved synet af og bønnen foran de kostelige hellige genstande. Det var nu tydeligt for Luther, at afladen var mekaniseret og markedsgjort, kombineret med turistindtægter fra godtroende folk. Luthers opslag af afladsteserne aftenen før den store åbning var et velovervejet mediestunt.
Luther benægtede i sine teser, at paven kunne eftergive synder. Det kunne kun Gud. Pavens magt nåede ifølge Luther slet ikke ind i skærsilden. Hvis den gjorde, kunne han jo bare tømme den for forpinte sjæle. Det eneste middel, der er til rådighed, er den enkeltes omvendelse, bod og bønner. Luther var forsigtig med at kritisere pavens aflad og holdt sig til kritikken af kræmmerne. Havde paven vidst, hvordan aflad blev solgt som metervare i Tyskland, ville han straks have forbudt den. På længere sigt blev kritikken af pavemagten tydeligere. Luther sagde nu åbent, at kirkens rette skat var evangeliet, og at paven som en anden Judas solgte Kristus og helgenernes fortjenester for penge. Kirken var blevet til et afgudstempel, hvor mammon dyrkedes. Satiretegnerne fandt her et godt motiv til deres flyveblade, der som folkets nyhedsmedie gik fra hånd til hånd.
Dette var et vældigt slag for den romerske kirkes afladspraksis, og kirken nedtonede den stærkt i 1500-tallets løb til fordel for den almindelige bod, men afladen levede videre som noget, der kunne forkyndes som en mulighed, en gave ved særlige kirkelige lejligheder. Almindelige mennesker kunne blandt andet optjene aflad ved hjælp af pilgrimsrejser, ikke mindst i et ’Jubelår’, der holdtes hvert 50. år. Da blev der lovet aflad til dem, der besøgte byen Rom, vel at mærke som hvert enkelte individs synlige aktivitet – ikke gennem penge eller stedfortrædere.
