Den store danske filosof, du aldrig har hørt om

PAVEN VAR BEKYMRET. Han havde hørt rygter om, at filosofferne ved universitetet i Paris spredte kætterske og ukristelige tanker blandt de studerende.

Så 18. januar 1277 skrev pave Johannes 21. (ca. 1215-1277) derfor et brev til biskoppen i Paris, Étienne Tempier (d. 1279), hvori han bad biskoppen om at undersøge sagen med det samme.

Det gjorde Tempier gerne. Striden mellem teologerne og filosofferne i Paris havde ulmet i flere år, og selv om paven egentlig kun havde bedt Tempier om at afklare, hvorvidt rygterne var sande, var biskoppens reaktion hurtig og hård. 7. marts samme år udgav Tempier en liste med 219 teser, som det ikke længere var tilladt at forfægte.

Alle, der fortsatte med at udbrede disse teser, havde syv dage til at melde sig hos biskoppen og modtage deres straf. Ellers ville de blive ekskommunikeret.

BISKOP TEMPIERS LISTE var den mest vidtgående og indflydelsesrige fordømmelse af forbudte tanker i middelalderens filosofi. Og kernen i hele denne strid var en dansk mand ved navn Bo.

Blandt de 219 forbudte teser er der flere, der helt åbenlyst stred mod kirkens lære, som for eksempel nummer 205: »Hor er ikke en synd«. Men fordømmelsen var først og fremmest et angreb på en række filosofiske argumenter, som ifølge Tempier cirkulerede blandt underviserne i logik og grammatik ved universitetet i Paris: At verden ikke var blevet skabt af Gud, men altid havde eksisteret. At genopstandelse var umuligt. At hedenske filosoffer som Aristoteles og den arabiske Ibn Rushd var mere pålidelige end den kristne bibel.

Mange af de 219 teser var forvrængede versioner af argumenter fra den virkelige verden, som især to filosoffer havde fremsat: Siger af Brabant og Boethius af Dacia. Sidstnævnte, hvis navn på latin betyder ’Bo af Danmark’, var en af de allerstørste filosoffer i sin tid. Han var en radikal tænker, der satte spørgsmålstegn ved kristne dogmer og forsvarede filosofiens ret til selvstændighed over for teologien.

BOETHIUS’ GRUNDTANKE VAR, at hver form for videnskab har sine spilleregler og sine grundantagelser. Hvis en videnskab beviser, at noget er sandt, er det derfor kun sandt inden for den videnskabs ramme. Logik var én ramme, og teologi var en anden, derfor skulle de holdes adskilt. Så hvis filosoffernes konklusioner virkede kætterske, skulle teologerne bare blande sig udenom.

Det var ikke i sig selv usædvanligt, at ’Danske Bo’ havde fundet vej til Paris. Ved universitetet i Paris (som senere fik tilnavnet Sorbonne) var der i middelalderen en række kollegier, hvor udenlandske studerende kunne bo. Det ældste af dem var Collegium Danicum, som blev stiftet i 1257 for at huse danske studerende.

I begyndelsen af århundredet havde universiteterne i Bologna, Paris og Oxford overtaget klostrenes rolle som de vigtigste centre for lærdom og uddannelse, men der fandtes endnu ikke noget tilsvarende i Danmark, hvor Københavns Universitet først blev stiftet i 1479. Indtil da måtte unge danske mænd, der ville være jurister eller teologer, til udlandet, og et godt sted var Paris.

Middelalderens universitet var opdelt i en række fakulteter. De studerende begyndte på artes-fakultetet, der inkludere de syv grundlæggende videnskaber: først grammatik, logik og retorik, derefter aritmetik, geometri, astronomi og musikteori.

Når de syv grundfag var gennemført, kunne man bevæge sig videre til et af de andre fakulteter, jura, medicin eller teologi – hvad meget få dog gjorde.

Foto: Public Domain

DENNE OPDELING BETØD, at filosofi og teologi blev placeret på to forskellige fakulteter, modsat i klostrene, hvor de var blevet set som værende en naturlig forlængelse af hinanden. Universitetets struktur lagde altså kimen til den konflikt mellem teologi og filosofi, som Boethius blev hvirvlet ud i.

Boethius var en blandt flere danske studerende, der fandt vej til Collegium Danicum. Han var dog ikke helt som de andre. Vi ved nærmest ingenting om hans liv, men hans skrifter viser, at der var tale om et usædvanligt intellekt. Boethius gennemførte ikke bare grunduddannelsen, han blev også selv magister, altså underviser, ved artes-fakultetet i Paris.

Og så skrev han bøger. Mange bøger. Det er kun en mindre del af Boethius’ skrifter, der har overlevet til i dag, men fra kataloger over hans værker ved vi, at hans samlede produktion var enorm.

Han skrev om logik, grammatik, fysik og metafysik, mineralogi, søvn og drømme, etik og lykke og mere endnu. De tilbageværende værker fylder omkring 1.300 sider, og de tabte værker har fyldt endnu mere.

Boethius er bedst kendt for tre småskrifter, hvori han udlægger den mest modne version af sin filosofi: ’Verdens evighed’, ’Det højeste gode’ og ’Drømme’. De tre skrifter er ganske korte – i Niels Green-Pedersens danske oversættelse fylder de henholdsvis 32, 9 og 10 sider. Til gengæld er de ekstremt tætpakkede og kløgtigt konstrueret. Alle tre skrifter kredser om det samme spørgsmål, nemlig den uløselige konflikt mellem tro og tænkning.

Foto: Det Kongelige Biblioteks billedsamling

I ’Verdens evighed’ tager Boethius fat i spørgsmålet om, hvorvidt verden altid har fandtes, eller den blev skabt på et bestemt tidspunkt, sådan som man kan læse i Det Gamle Testamente.

DEN MIDDELALDERLIGE FILOSOFI KALDET SKOLASTIKKEN baserede sig i stor udstrækning på Aristoteles’ tanker, og den gamle græker mente, at verden ikke kan have haft et startpunkt – den må have eksisteret evigt. Alle de naturlige processer, vi kan se omkring os, består nemlig i, at et stof forvandles til et andet, mens intet skabes ud af det blå. Altså er ren skabelse umuligt: Verdenshistorien må bestå af en ubrudt kæde af evige forandringer.

Boethius’ skrift består af en række argumenter for og imod verdens evighed. For eksempel: Hvis Gud er evig, men verden ikke er evig, må Gud have ventet en rum tid, før han skabte verden. Men tid er en del af verden. Så hvordan kan Gud have ventet, hvis den tid, han ventede i, ikke fandtes endnu? Og hvis Gud besluttede sig for at skabe verden på et tidspunkt, men ikke tidligere, må der være skete en forandring i hans vilje. Men hvordan kan der ske forandringer, uden at der findes tid?

Og så videre, og så videre. Tankerækken kan i dag virke snørklet og abstrakt, ganske som middelalderens filosofi generelt. Men hele diskussionen om verdens evighed var blot en skueplads for den egentlige konflikt, Boethius forsøgte at løse: forholdet mellem filosofi og kristen dogmatik.

Spørgsmålet var på grund af en ny bølge af oversættelser fra arabisk yderst aktuelt i Boethius’ tid.

DE LÆRDE VED UNIVERSITETET I PARIS kunne ikke oldgræsk, men var afhængige af latinske oversættelser af Aristoteles’ værker – det var ikke alle hans værker, der havde overlevet tidens tand. Men i det 12. århundrede kom der en bølge af nye Aristoteles-oversættelser, ansporet af de gunstige kulturelle og økonomiske forhold i Europa.

Samtidig begyndte man at hente inspiration hos arabiske filosoffer, der ligesom deres europæiske kollegaer nærstuderede Aristoteles’ tanker og forsøgte at forene dem med deres religiøse tradition. Den førende tænker iblandt dem var filosoffen Ibn Rushd fra det arabiske Andalusien, der på latin blev kaldt Averroës.

Foto: Bibliothèque Nationale de France

DE NYE OVERSÆTTELSER OG INDFLYDELSEN fra de arabiske tænkere havde en enorm effekt på europæisk filosofi. Det var, som om det filosofiske flygel havde fået fordoblet antallet af tangenter: Pludselig kunne man bedrive helt nye former for argumentation. Denne nye bølge af tanker blev af de mere konservative dogmatiske filosoffer stemplet som ’radikal aristotelisme’ og ’averroisme’, og selv om Boethius ikke var så ekstrem, som hans modstandere gjorde ham til, var hans inspirationskilde tydelig nok.

I ’Verdens evighed’ citerer han Ibn Rushds kommentar til Aristoteles’ værk ’Metafysikken’, hvor denne påstår, at alle tings eksistens afhænger af et ’første princip’, som gør den eksistens mulig. For Boethius hed det ’første princip’ Gud, for Ibn Rush hed det Allah, og for Aristoteles var det et rent filosofisk begreb, men de tre mænd kunne ikke desto mindre blive enige om selve det logiske argument.

Men sådan var det ikke alle, der så på det. I Paris løftede øjenbrynene sig over denne åbenlyse inspiration fra ikkekristne tænkere.

TEOLOGERNE OG FILOSOFFERNE VAR NU I ÅBEN KONFLIKT. Spørgsmålet måtte afgøres en gang for alle: Kunne man forene filosofi og dogmatik?

Boethius’ svar er måske kryptisk formuleret, men det er egentlig ret elegant. I ’Verdens evighed’ når han frem til, at både logikkens og troens argumenter var sande, men på to helt forskellige måder.

Problemet er ifølge Boethius, at hele spørgsmålet om, hvordan Guds vilje kan udspille sig i en tid før verdens skabelse, er absurd, fordi det antager, at Guds vilje er noget, som vi mennesker kan tænke os frem til. Hele pointen med den kristne tro er ifølge Boethius, at Guds vilje findes på et plan, vi som mennesker ikke kan begribe, fordi det er ubundet af tid, sted og eksistens.

Boethius skriver, at tanken om, at man kan konkludere noget sikkert om Guds vilje og virke, »ligner ikke blot et frit påfund, men, efter min mening, det rene vanvid. Hvorfra skulle et menneske dog få en sådan fornuft, at han kunne udforske den guddommelige vilje fuldt ud?«. Men det betyder ikke, at logik er nytteløst. Tværtimod er logikken fri til at betvivle Guds skaberværk, netop fordi Guds væsen selv er ulogisk.

Men logikken er nødt til at holde sig til sine egne spilleregler. Alle videnskaber, om det er logik, fysik, sproglære eller teologi, har ifølge Boethius nogle grundlæggende antagelser, og alt, hvad de kommer frem til, er kun sandt inden for de antagelser. Filosofihistorikeren Sten Ebbesen sammenligner Boethius’ videnskab med et brætspil. Man skal holde sig til reglerne. Man skal vide, hvilket spil man er i gang med at spille, og man skal ikke tro, at man kan vinde et andet spil end det, man sidder med.

EN AF DE GRUNDLÆGGENDE ANTAGELSER i naturfilosofien er, at noget nyt kun kan opstå ved, at noget gammelt forgår. Derfor kan naturfilosofien simpelthen ikke udtale sig om, hvorvidt Gud kan skabe noget ud af ingenting. Det er et andet brætspil, et, som teologerne må spille. Filosofien kan kun nå til konklusioner, der er sande inden for dens egen fagramme.

Det betyder, at tro og logik modsiger hinanden, men det er ikke et problem. Boethius skriver: »Vi siger altså, at verden ikke er evig, men skabt som noget nyt, skønt det ikke kan bevises ad rationel vej, som vi har set ovenfor, ligesom i øvrigt visse andre ting, der angår troen« – især menneskets genopstandelse, som Boethius også mente var en logisk umulighed. Og sådan må det nødvendigvis være: »Hvis de nemlig kunne bevises, var der ikke tale om tro, men viden«. Det er en tanke, han vender tilbage til i allersidste afsnit af ’Verdens evighed’, som slutter med ordene: »Tro er ikke viden«.

Når man læser en sådan sætning i dag, er det svært ikke at drage en parallel mellem de to største filosoffer, Danmark har set: Boethius og Søren Kierkegaard. Begge konkluderede, at religiøs tro var ulogisk, men ikke af den grund forkert. De insisterede på, at tro og logik er to helt forskellige, uforenelige størrelser, og at tro krævede mere end det, man kan bevise ad rationel veje. Men de insisterede også på, at filosofien stadig har sin berettigelse.

Det kan virke oplagt at konkludere, at idet logik ikke kan begribe Guds væsen, må man opgive filosofien og i stedet hellige sig kirken.

MEN BOTHIUS’ POINTE var lige omvendt. Mennesket er ikke skabt til at forstå Guds væsen, men til at tænke logisk: Det er det, der ifølge Boethius gør os særlige blandt alle verdens væsener. Med Aristoteles’ ord er vi »dyr, der bærer på fornuft«. Så siden det alligevel ikke er muligt at begribe det, der ligger ud over menneskets intellekt – det vil sige alt det, Gud har gjort – kan man lige så godt lade være med at prøve og i stedet hellige sig den rene fornuft, vi er blevet givet.

Foto: Bibliothèque Nationale de France

Ifølge Boethius vil der altid være en mulighed for, at der er noget, der er større end mennesket, som vi ikke kan forstå. Men derfor kan vi godt studere verden, sådan som den normalt fungerer.

For eksempel forklarer han i ’Drømme’, at de færreste drømme skal forstås som varsler om fremtiden eller guddommelige beskeder, men som hjernespind, skabt af minder fra dagen forinden og kroppens egne processer. Hvis man i en drøm ser kutteklædte djævle, skyldes det ifølge Boethius næppe, at man går en grum fremtid i møde. Man drømmer snarere om dem, fordi der er nogle ildelugtende luftstrømme i det rum, man sover i, som den sovende hjerne omfortolker til djævle.

Men efter således nøje at have gennemgået, hvordan drømmesyn opstår af helt naturlige materielle veje, indrømmer han til allersidst i ’Drømme’, at det selvfølgelig er muligt, at Gud åbenbarer sin vilje i drømme. At tro andet ville være kættersk, fordi Bibelen beretter om mange profetiske drømmesyn. Den konklusion er helt i tråd med Boethius’ verdenssyn generelt. Man kan ad logisk rationel vej opnå viden om næsten alt, så længe man holder sig for øje, at der er større, ulogiske magter, der kan træde til.

SÅ LÆNGE de holder sig inden for deres egne spilleregler, må filosoffer altså godt diskutere alle de spørgsmål, de har lyst til, også selv om deres konklusioner ved første øjekast ser ud til at stride mod kristen lære.

Og ikke nok med at de må diskutere sådanne spørgsmål – det skal de faktisk, hvis de skal være tro over for deres eget indre væsen.

Arven fra Aristoteles er tydelig. Ethvert væsen er ifølge Aristoteles skabt med nogle bestemte evner, og det opnår den størst mulige lykke ved at udnytte de evner bedst muligt. Enhver gave er også en opgave: Dyr bør gøre det, der er dem beskikket, og i menneskets tilfælde er det at reflektere over verden.

Det er Boethius’ konklusion i ’Det højeste gode’. Filosofien er mennesket beskikket og gør mennesket lykkeligt. I Boethius’ samtid var det dybt kontroversielt. For hvis man kunne nå den største lykke kun ved at bedrive filosofi og læse hedenske tænkere, var der ikke noget tilovers til teologerne. Stod de nu under filosofferne på lyksalighedens rangliste?

OPHØJELSEN AF FILOSOFIEN over kirken gjorde skriftet kontroversielt. Derfor var konklusionen i ’Det højeste gode’ netop en af de teser, som biskop Tempier gik til angreb på. Den fordømte tese nummer 40 lyder: »At der ikke findes nogen bedre livssituation end den, hvor man kan hellige sig filosofien«.

Selv om Boethius ikke er nævnt ved navn i Tempiers fordømmelse, er det tydeligt, at denne og en række andre af de 219 teser er møntet direkte på ham.

Men hvad skete der med Boethius efter Tempiers fordømmelse? Forlod han Paris, eller var han måske allerede flygtet på det tidspunkt? Vendte han hjem til Danmark, eller tog han andetsteds hen? Noget tyder på, at han senere i livet trådte ind i den dominikanske orden, der var kendt for at tiltrække intellektuelle, og som var magtfuld nok til at beskytte sine medlemmer mod forfølgelse. Men det er langtfra sikkert. Vi ved ikke andet om Boethius, end at han kom fra Danmark, at han var magister ved universitet i Paris, og at han var en blændende dygtig filosof.

På trods af hvor lidt vi ved om Boethius, er hans livshistorie en vigtig påmindelse om, at den danske middelalder ikke var så dyster og åndsforladt, som mange tror. Boethius viser os, at middelalderen var mere og andet end slagsbrødre og kampkarle.

Det var også filosoffer, der rejste til udlandet for at besøge tidens største centre for viden og tænkning. Boethius indgik i et netværk af vidensudveksling, der strakte sig over hele Europa og endda til den arabiske verden. Han turde kritisere kirkens dogmer og skabte heftig debat. Og han insisterede på, at den kristne religion stred mod al fornuft – og alligevel måtte man tro.

Sophus Helle er ph.d. og kulturhistoriker – og sender også en tak til Sten Ebbesen