Zanzig'erne blev verdensberømte for deres evner som tankelæsere

DE DANSKE BARNDOMSKÆRESTER Julius Jørgensen og Agnes Clausen havde efter hver for sig at være udvandret genfundet hinanden i USA og sammen skabt et show, der fyldte teatersale verden over og betog konger, kejsere og tidens kulturelite.

De fik anerkendelse fra verdens nok mest berømte tryllekunstner, Harry Houdini, og skaberen af den moderne klart tænkende detektiv, Arthur Conan Doyle, så i dem beviset på sand telepati og budskaber fra åndeverdenen.

De to sandsigere blev født i henholdsvis 1857 og 1859. Hvor de blev født, er usikkert. Som regel angav de København, men i sine erindringer skriver Julius Jørgensen om en village, en landsby. Sikkert er det dog, at Julius Zancig som ung arbejdede på et jernstøberi i København, og at han og Agnes indgår i statistikken over de godt 300.000 danskere, der fra 1860’erne og frem til Første Verdenskrig rejste til USA.

De blev gift, og med det intime samliv fulgte en åndelig åbenbaring:

»Når jeg kom hjem fra støberiet om natten, plejede hun at spørge mig: »Har du lyst til det og det?« som forslag til et måltid. Ni ud af ti gange svarede jeg: »Det er meget mærkeligt, min kære, men jeg sad lige og tænkte på netop dét. Hvordan kunne du vide det?«. »Jeg så det«, svarede hun«.

Sådan mindedes Julius det mange år senere i sine erindringer med titlen ’Adventures in Many Lands’.

Nogle ville måske have set det som et udtryk for kærlig opmærksomhed, fælles interesser og den slags.

ÆGTEPARRET JØRGENSEN TÆNKTE STØRRE. De havde allerede én gang risikeret økonomi og tilværelse, da de hver for sig forlod Danmark på jagt efter et nyt liv i det forjættede USA, og efter en tid som selskabsunderholdning kunne de i 1880’ernes Chicago præsentere deres første store show.

Ikke uden grund kaldte de showet ’Two Minds with but a Single Thought’ – to sjæle, en tanke.

Zancig’ernes numre omfattede som sagt variationer over samme tema: Julius modtog en genstand, en tegning eller et ord – og Agnes gættede, hvad det var, selv om det burde være fuldstændig umuligt for hende at se eller høre, hvad det drejede sig om.

I begyndelsen var Zancig’erne et navn blandt mange optrædende håndlæsere, astrologer, udbryderkonger og lignende i USA og Europa. Men ret hurtigt skilte de sig ud fra det store flertal og kom til at tilhøre en eksklusiv elite, som bl.a. talte illusionisten Harry Houdini, der også var indvandrer, født i Ungarn og indledte sin kometagtige karriere få år efter Julius og Agnes.

Houdini har endnu i dag et mytisk ry for sine ikoniske numre, hvor han brød fri af lænker og kasser under livsfarlige omstændigheder eller tilsyneladende blev brændt levende. Så var tankelæsning mindre spektakulært, men det var dog anerkendelsesværdigt, mente illusionisten selv og engagerede Zancig-parret til sit show omkring 1906.

DET VAR DE STORE SHOWS’ TID. Urbaniseringen og industrialiseringen havde skabt forudsætningerne for en kraftig vækst i markedet for offentlig underholdning. Med faste arbejdstider og elektrisk lys åbnede aftnerne sig for tusinder af byboere, der hverken behøvede at bruge denne fritid til husflid eller til ekstra søvn. Det var tiden før fjernsyn og radio, biografen var i sin tidlige vorden, og i de nye storbyer valfartede folk til shows med ægte levende mennesker.

Store underholdningsbygninger blev opført hen over USA og Europa, og turnerende tryllekunstnere, gøglere og oplæsere rejste rundt til forsamlingshuse og kroer.

Aviserne bragte fyldige resumeer, og plakater i gadebilledet præsenterede tidens største artister.

I tråd med tidens fremskridtstro – verdenskrigens teknologiske ødelæggelser lå stadig ude i horisonten – var nogle af de mest populære shows dem, der i hvert fald på papiret indeholdt et element af opdragelse og videnskabelighed. Hvor mærkeligt det end kan lyde, omfattede det sidste også Zancig’ernes show. I USA havde ægteparret primært været showmennesker, men da de i London i 1906 betrådte nyt land, landede de midt i en omfattende debat om videnskabens grænser.

Fremskridtet førte nemlig ikke kun til oplysning og rationalitet i snæver naturvidenskabelig forstand. Ligesom nutidens kommunikationsrevolution giver grobund for uregerlige ideer om sundhed og samfund, fik det okkulte nye former sideløbende med de teknologiske landvindinger. Spiritismen var i vækst, og rundtomkring fik folk kontakt med for længst afdøde slægtninge, der meddelte detaljer fra et hidtil uopdaget landskab beboet af ånder.

Hvis videnskaben kunne udrede usynlige fænomener som røntgenstråler, bakterier og radiobølger, hvorfor så ikke også telepati og ånder?

SELSKABER, DER VILLE AFDÆKKE de okkulte fænomener på videnskabelig vis, blomstrede frem i årene omkring århundredskiftet, og man skal ikke tro, at det kun drejede sig om tilfældige randeksistenser og konspirationsteoretikere.

I Danmark blev Selskabet for Psykisk Forskning stiftet i 1905 med deltagelse af en række af landets førende videnskabsfolk. Nok var de fleste kritiske, men de ville heller ikke på forhånd afvise fænomener som tankelæsning og kontakt med afdøde – dette skulle derimod underkastes videnskabelige tests.

Og det blev også tilfældet med hr. og fru Zancigs forehavende.

Det engelske Society for Psychical Research indbød dem i 1907 til at underkaste sig en række videnskabelige undersøgelser, som tilsyneladende aldrig er blevet udgivet, men i hvert fald overbeviste en del af medlemmerne.

Endnu mere succes havde de i den tyske afdeling, der blev ledet af de berømte psykologer Max Dessoir og Albert Moll: I Berlin gættede Agnes tilfældige tal, der blev lagt sammen, numre på sporvognsbilletter, farver og mønstre, som Julius fik forelagt. Uden at hun på nogen måde havde været i nærheden af tingene.

Selv et argentinsk frimærke, som man viste hendes mand, kunne hun beskrive: »Argentina, 5 centos med en siddende figur og en tønde«.

Zeitschrift für Parapsychologie skrev: »Alle tilstedeværende var i det mindste forbløffede, i særdeleshed dr. Moll og prof. Dessoir«.

INDEN TRIUMFEN I BERLIN HAVDE Zancig-parret allerede overbevist en række af datidens fremtrædende personligheder om, at deres optræden byggede på særlige evner.

En af de mest engagerede var den britiske avismand William Thomas Stead, en af århundredskiftets foregangsmænd for kritisk journalistik og manden bag ideen om journalistikken som kritisk ’statsmagt’, der skulle tjekke og kritisere magthaverne.

Over for Zancig’erne var han mindre kritisk og forklarede deres telepatiske evner som et rent naturvidenskabeligt fænomen, der »blot kræver, at to meget harmoniske sind tænker den samme tanke på samme måleenhed – det vil sige, hvis elektriske vibrationer er de samme som i Marconi-instrumenterne (radiosendere) – og derefter genererer en tilstrækkelig mængde strøm til at producere en bevidst kommunikation«.

En anden teori, der blev fremsat i dagspressen, var næsten mere spektakulær end telepatien: Julius skulle kunne bruge en avanceret bugtalerteknik til at ’kaste’ sin stemme gennem rummet, hvor den blev ekkoet tilbage af hustruens læber – det var altså ham, der talte.

Eller hvad med den teori, der blev fremført, om, at en del af denne effekt bundede i en tyk dansk udtale, som tilskuerne blot opfattede som uartikulerede halslyde?

ÆGTEPARRET UNDGIK SELV AT LEVERE en kategorisk forklaring. I interviews beskrev Agnes og Julius med karakteristisk tvetydighed deres evner, som at de måske hidrørte fra ægteskabelig harmoni, måske fra tankeoverførsel – at der også kunne ligge øvelse og kodesprog bag, skal man læse mellem linjerne.

Det var fuldt forståeligt af flere grunde, men irriterede dem, der forsøgte at udrydde irrationelle tankemønstre og overtro. Blandt dem var Houdini, der så det som en af sine opgaver at bevise, at de tricks, der blev udført rundtomkring på datidens scener, var dygtigt håndværk og ikke magi – og ikke ringere af den grund.

Efter at have rost Zancig som »hurtig, sikker og tavs« og »til fuldkommenhed ferm« inden for sin del af den mystiske underholdningsbranche understregede han: »Jeg har med et vidne fået hans ord for, at telepati ikke er en del af det«.

På det tidspunkt var Julius Zancigs evner ved at ødelægge Houdinis venskab med en tredje af tidens berømtheder, forfatteren Arthur Conan Doyle – det vender vi tilbage til.

MED BERØMMELSEN VAR ZANZIG’ERNE blevet mere og mere uafhængige af underholdningsstedernes faste rammer. Ikke bare parapsykologerne havde bud efter dem. De fik invitationer fra tidens rige og kendte. I julen 1906 optrådte de for den britiske kongefamilie på slottet Sandringham, og til kong Edwards og den øvrige kongefamilies begejstring kunne Agnes i et tilstødende lokale fremsige teksten på de sedler, som ægtefællen fik overrakt.

Størst begejstring vakte det, da Agnes efter en overrasket pause fremsagde ordlyden på en seddel, som den danskfødte dronning Alexandra, datter af Christian 9., havde skrevet på dansk: »En glædelig jul«.

Sådan er det i hvert fald gengivet i Julius Zancigs erindringsbog.

I 1916 døde Agnes, og sjæleparret var halveret.

Overraskende nok var Julius i stand til at fortsætte med nye makkere, i første omgang med sin nye kone, Ada. At hun var en egnet tvillingesjæl, blåstemplede han senere ved at fortælle om deres første møde, hvor han var i stand til at gætte hendes navn, som jo også mindede lidt om hans første kones.

Alligevel holdt deres sceneshow ikke helt, og Ada kom til at indtage en mere tilbagetrukken rolle, mens Julius havde kortere og længere perioder med skiftende partnere.

TRODS MODGANGEN VAR DET I DE ÅR, Arthur Conan Doyle blev optaget af Zancig.

30. april 1922 opsøgte den verdensberømte brite Julius Zancig i USA og gennemførte nogle forsøg, som han senere offentliggjorde.

Forfatteren var bjergtaget. »Jeg er fuldstændig sikker på, at deres bemærkelsesværdige optræden, sådan som jeg så det, skyldes psykiske virkemidler (gennem overførsel) og ikke bedrag«.

Og Doyle var jo forfatter til bøgerne om Sherlock Holmes, manden, der med sin knivskarpe empiriske intelligens skærer ind til den håndgribelige sandhed bag løgne og tilsyneladende tilfældigheder.

Det skal dog tilføjes, at Doyles udsagn måske ikke havde helt samme empiriske forankring som hans romanfigurs virke: Han var aktiv spiritist, og i de år kæmpede han f.eks. ivrigt for at overbevise offentligheden om, at en serie fotografier taget i en engelsk have virkelig forestillede alfer.

HOUDINI HAVDE HAN KENDT I FLERE ÅR, men Julius Zancig blev en af grundene til, at venskabet mellem de to verdensberømtheder smuldrede. En resigneret Houdini kommenterede i New York Times: »Det er med beklagelse, jeg beretter om, hvordan sir Arthur er blevet overbevist af Zancig«.

Trods Doyles opbakning gik Zancigs karriere gradvist i stå.

Han opgav scenelivet, og i 1924 gik han så langt, at han solgte det, der angiveligt var en del af den hemmelige kode, som havde gjort Agnes og ham i stand til at udføre deres tankelæsernumre. Det er dog kun et udsnit af et system, som ingen andre er kommet til at mestre på samme niveau.

Den dag i dag kan man købe forskellige bud på ’The Zancig Code’ på nettet.

Det var besynderligt nok på samme tid, Zancig åbent erklærede, at han var en ægte magiker, og tilsyneladende opgav det tvetydige skær, som havde omgivet ham og konerne. Han påstod for eksempel at have forudset Første Verdenskrig ved sit møde med den tyske kejser Wilhelm 2. i Potsdam flere år før krigsudbruddet i 1914.

Zancig døde 28. juli 1929. Nogle år før havde han opsummeret sit livsformål sådan:

»Det mystiske er altid dragende, og så længe jeg er i stand til at give mine medmennesker nogle timers adspredelse – interessant, underholdende og altid mystificerende – vil jeg altid, uanset hvad jeg får igen, føle, at jeg har været i stand til at bidrage til livets glæder«.