0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Hossein Sehatlou
Foto: Hossein Sehatlou

Sundhedsbevægelsen i begyndelsen af 1900-tallet dyrkede den rene, ubesmittede krops frie udfoldelse. Her J.F. Willumsens maleri ’Sol og ungdom’ fra 1910, som findes på Göteborgs Konstmuseum.

Kampen om den indre idealkrop

Bevægelsen for en sundere og mere naturlig livsstil var allerede omkring århundredskiftet splittet mellem pragmatiske realister og radikale idealister.

Politiken Historie

Levealderen forkortes ved Brugen af al Slags Stimulans. Det, der er bestemt til vor Føde, er Frugterne og intet andet. Levede vi udelukkende af Frugter, ja, saa kunde vi sige Farvel til alle Sygdommene og dermed til Lægerne«.

Lyder det bekendt? Sandsynligvis.

I dag myldrer det med anvisninger til, hvordan man kan få kroppen i bedre balance. Vi skal afholde os fra det hvide sukker, det hvide brød og en række andre fødemidler, lyder helserådene.

1980’ernes og 1990’ernes sundhedsideal var lig med ydre aktiviteter som fitness og yoga og kunne suppleres med kunstige frembringelser som kosttilskud og vitaminpiller. Men i det nye årtusind er vhs-bånd med ’Balder af stål’ veget for YouTube-kanaler med råd om udrensning og afgiftning – ofte til eksperternes frustration, for der findes ikke altid lægelig evidens for de vidtgående kostråd, men kun personlige erfaringer med at vende en række fødevarer ryggen. Den omdiskuterede bog ’Kernesund familie’ fra 2007 blev f.eks. solgt i hele 180.000 eksemplarer.

Målet er blevet den rene indre idealkrop, og her må den sundhedsfaglige evidens nogle gange vige for mindre videnskabeligt underbyggede forestillinger om kost og livsstil.

Dermed ser vi genkomsten af et ideal og en debat, der også tidligere har haft tag i offentligheden. For det indledende citat har intet at gøre med moderne storbyfamilier. Det blev leveret i 1903 af lærer Hans Sønderup fra Lemvig (1870-1954) til 700-800 afholdsaktivister en sommerdag i vestjyske Vemb.

Lærer Sønderups holdninger fandtes ikke kun i Vestjylland. I den populære bog ’Naturhelbredelsen’ (1901) viste lægen Michael Larsen, der i 1896 havde været en af initiativtagerne til Dansk Vegetarisk Forening, vejen frem – eller tilbage, ville nogen givetvis mene – til det naturlige menneske.

Det menneske var i det væsentlige defineret ved sit indre, eftersom »sygdom ikke er noget, der kommer udefra [...] den første og eneste hovedårsag er i legemet selv forud for alle sygdomssymptomer, og den skyldes mangelfuldt stofskifte«.

Forestillingen om, at kroppens indre skulle holdes i balance og skærmes mod unaturlig påvirkning, var vokset i løbet af det foregående århundrede, hvor den industrielle revolution ændrede både arbejdslivet, boformerne og kosten. Kødmad blev ikke bare tilgængeligt i meget større mængder for mange flere, den blev ligefrem anbefalet af førende ernæringsforskere.

Samtidig så man nervøsitet og fysisk svaghed brede sig i de nye storbyer. Måske var der i virkeligheden en sammenhæng med de ydre (tilsyneladende) fremskridt?

For tilhængerne af den såkaldte livsreform var svaret et kropsideal, hvis ydre solbrændte og atletiske side i vidt omfang var resultatet af et naturligt indre. Ideerne kom især fra de tysktalende områder, hvor tilhængerne af Naturheilkunde angreb den moderne medicin for at fylde kroppen med kemikalier – kun det, som kroppen var skabt til, kunne helbrede den.

Første nummer af Vegetarianeren (Dansk Vegetarisk Forenings blad) slog i 1899 fast, at man ville kæmpe for kroppens naturlige mål som »Frugtæder – ikke Altæder eller Kødæder«:

»Kun ved at følge sin Naturs Love er der Mulighed for, at Mennesket kan naa sin legemlige og sjælelige Udvikling«.

Ukendt fotograf/Det Kgl. Biblioteks billedsamling
Foto: Ukendt fotograf/Det Kgl. Biblioteks billedsamling

Michael Larsen (1845-1922) var en af vegetarismens pionerer i Danmark og var blandt stifterne af Dansk Vegetarisk Forening.

En af de mest indflydelsesrige grupper i de danske sundhedsmiljøer, Syvendedagsadventisterne, mente ligefrem, at Adam og Eva havde været vegetarer – der fandtes jo ikke død i Edens Have – og så kødmad som en del af syndefaldet. I slutningen af 1800-tallet satte de en professionel dagsorden med det vegetariske Skodsborg Sanatorium, det nuværende Nutana (oprindelig Den Sanitære Fødevarefabrik) og Sundhedsbladet, der udtrykte de nye kropsidealer.

Her blev der ikke bare blæst til kamp mod kød, alkohol og tobak, men mod alle slags ’stimulanser’. For var koffein og tein ikke mindst lige så farlige stoffer?

Nu blev det muligt at leve det sunde, rene liv uden de store afkald. I sundhedsbutikkerne i århundredskiftets København kunne man købe et pund koffeinfri kaffe til 1,60 kr. – og en flaske af den billigste alkoholfri vin til samme pris. Og reklamerne i Sundhedsbladet lokkede med vegetariske koteletter og ’rullemos’ til den populære ret palminstegte ruller af mosede kartofler og/eller bønner.

I de følgende årtier rykkede slaget for den sunde krop så ud i den brede offentlighed.

Aftenbladet/Det Kgl. Biblioteks billedsamling
Foto: Aftenbladet/Det Kgl. Biblioteks billedsamling

Lægen Mikkel Hindhede (1862-1945) fandt videnskabeligt belæg for sine kostråd. Men hans pragmatiske tilgang gjorde ham ugleset i den mere radikale del af sundhedsbevægelsen.

Danmarks Afholdsforening virkede som en magnet for mange af dem, der dyrkede indre sundhed, og den kunne omkring 1900 mønstre ikke færre end 50.000 medlemmer.

I dag bliver afholdsbevægelsen mest forbundet med de religiøse og moralske argumenter mod alkoholisme eller med den sociale kamp for misbrugernes ægtefæller og børn. Men som det fremgår af citatet fra afholdsmødet i Vemb, spillede det bredere begreb om indre sundhed også en rolle.

Enhver vegetar var selvskreven afholdsmand, og i 1903 besluttede vegetarerne, der nu stod uden medlemsblad, at bruge Afholdsforeningens blad, Agitatoren, til deres interne debatter og arrangementer – og de holdt årsmøder i direkte forlængelse af afholdsmøderne.

Dermed blev tilhængerne af afholdssagen i Danmark konfronteret med de mere radikale kropsidealer. En del af de mest aktive afholdsfolk sluttede da også op om dem, bl.a. Agitatorens grundlægger og redaktør, Victor Figgé (1861-1933), og afholdsforeningens senere formand Carl Ottosen (1864-1942), der også var leder af Skodsborg Sanatorium.

Alligevel holdt foreningen sig til den ene sag, og det var de færreste afholdsfolk, der blev vegetarer eller tilhængere af naturhelbredelse. Sundhedsidealisterne måtte søge andre græsgange.

Julie Laurberg & Gad/Medicinsk Museion
Foto: Julie Laurberg & Gad/Medicinsk Museion

Lægen Regine Grønberg-Petersen var aktiv vaccinationsmodstander og udgav blandt andet skrivelsen ’Vaccineringen mod Kopper. En Haan mod Etik, Hygiejne og Intelligens’.

I stedet vandt tilhængerne frem på andre fronter. Michael Larsens ’Naturhelbredelsen’ blev fulgt af en veritabel flodbølge af bøger, der fik ideerne ud i offentligheden. Især en ’Reform af vor Ernæring’ (1906) af lægen Mikkel Hindhede, der anbefalede planterig nøjsom kost, nåede bredt ud.

Hindhede delte nok forestillingen om en naturlig krop, men han var mere pragmatisk, byggede sine holdninger på videnskabelige studier og kunne f.eks. påvise, at de hidtidige standarder for proteinindtag lå alt for højt.

Det var med til at sikre ham gehør i brede kredse, og med støtte fra regeringen blev Hindhede leder af det statslige Ernæringskontoret. I de følgende årtier var det med til at skabe opmærksomhed om sagen, fordi vegetarer og naturhelbredelsestilhængere til forbløffelse for mange danskere fandt videnskabelig dokumentation for bl.a. grøntsagers sundhed og fiberkostens gavnlige virkninger.

Men Hindhede var også for moderat for nogle tilhængere af sundhedskampen, og at Hindhede ikke kunne blåstemple de mere holistiske visioner videnskabeligt, gjorde ham siden ugleset i dele af miljøet.

Fremtiden tegnede ellers lys for bevægelsen. Rationering og økonomisk ustabilitet fik i kølvandet på Første Verdenskrig flere og flere til at slutte op om vegetarismen, og Vegetarisk Forenings medlemstal blev tredoblet under krigen.

Krigens industrielle massemord førte til skepsis over for det etablerede samfund og gav vind i sejlene til budskabet om, at en afgiftet krop var forudsætningen for et bedre liv. Dermed nærmede man sig en mere radikal og offensiv linje, som mange også ser i dele af nutidens sundhedsdebat.

Et af de steder, man kan se konturerne af en radikalisering, er i udviklingen i landsforeningen Bort med Tobakken, som blev stiftet i 1905 med beskedne krav, der bl.a. rettede sig mod misbrugets økonomiske sider og forbud mod salg af tobak til børn.

Det kom til at ændre sig efter verdenskrigen.

Frederikssund Lokalhistoriske Arkiver
Foto: Frederikssund Lokalhistoriske Arkiver

Martin Bjørner sultestrejkede og forsøgte at lave en blokade af Statens Serum Institut i protest mod koppevaccine.

Da foreningen i juli 1920 var vært for den første internationale konference for tobaksmodstandere, blev den åbnet af Michael Larsen, der ligesom de fleste af talerne fremstillede kampen mod tobak som en del af den større kamp for den stimulansfri vegetariske krop. Det var dog en lille kongres, selv om bilkongen Henry Ford (1863-1947) havde betalt billetter og ophold for de amerikanske delegerede.

Men foreningen er også et eksempel på, hvor langt datidens etablerede sundhedssyn var fra nutidens. Vegetarer eller ej, for de fleste var tobaksmodstand simpelthen stadig for mærkeligt.

Hvis det var sandt, at man blev idiot af at ryge, skrev signaturen ’Ærbødigst’ f.eks. i B.T., så var foreningens medlemmer »vistnok alle forhenvær’nde Ry’ere« – illustreret med en karikatur af Bort med Tobakkens formand, Oluf Egerod – der karakteristisk nok også var redaktør for vegetarbladet Solblink og aktiv vaccinationsmodstander.

Det sidste viser, at dele af miljøet med tiden var blevet parat til at konfrontere den lægefaglige ekspertise på de mest grundlæggende felter.

Vaccination blev den nye mærkesag for de allermest radikale tilhængere af den rene krop.

Vaccination var jo ’forurening’ af kroppen med fremmede stoffer, og allerede i slutningen af 1800-tallet havde antivaccinationsdemonstrationer samlet titusinder i England. Herhjemme vejede argumenterne dog i begyndelsen tungest for den gavnlige virkning af den obligatoriske koppevaccination, det gjaldt f.eks. for Carl Ottosen og Mikkel Hindhede. Først i 1921 samlede modstanderne sig i Landsforeningen mod Tvangsvaccination.

Til B.T. havde initiativtageren Regine Grønberg-Petersen (igen en læge) udtalt:

»Det er en Kendsgerning, som end ikke den ortodokse Lægevidenskab tør nægte, at enhver Indsprøjtning af Sygdomsgift, saaledes som det jo sker ved Vakcinationen, er et Angreb paa Livskraften og nedsætter denne«.

I flere interviews antydede hun, at vaccination kunne føre til tuberkulose – igen ikke uden mindelser om nutidens debat, selv om det er andre sygdomme, der advares imod. Hun udgav ovenikøbet publikationen ’Vaccineringen mod Kopper. En Haan mod Etik, Hygiejne og Intelligens’.

Trods et beskedent antal medlemmer var landsforeningen god til at sætte sit præg på offentlighedens dagsorden. Formand Martin Bjørner, der var sløjdlærer på en reformpædagogisk skole, indledte eksempelvis i 1928 en sultestrejke som protest mod den påbudte koppevaccination.

Det fik sagen på avisernes forsider, og en del politikere fattede faktisk sympati for sagen. Godt nok var de ikke enige med vaccinationsmodstanderne, men flere havde respekt for »Ængstelsen for deres Børn«, som den radikale indenrigsminister Bertel Dahlgaard (1887-1972) udtrykte det i forbindelse med en lille formel lempelse af lovgivningen, der blev vedtaget i 1931.

Bjørner var dog ikke tilfreds, og foreningen greb til blokade af Statens Serum Institut. Den blev opløst af politiet, og dermed var det stort set slut både med den offentlige sympati og med foreningen selv, der mere eller mindre faldt fra hinanden.

De alternative strømninger levede videre, men fra slutningen af 1930’erne uden samme slagkraft. I de næste årtier var den etablerede videnskab stort set alene om at komme med anbefalinger til den indre krops bevarelse, og det var herfra og ikke fra græsrodsforeninger, presset mod tobakken begyndte.

I 2007 fik bestselleren ’Kernesund familie’ igen idealerne om naturlighed og afholdenhed tilbage i offentlighedens søgelys, nu i ny form med mange af de efterhånden velkendte anvisninger om gluten, hvidt sukker og mælk. Også antivaccinationsbølgen er tilbage.

Der er dog en lille beroligelse for lægerne: De sundhedsråd, som den brede befolkning for alvor har taget til sig, er dem, der faktisk har vist sig at være evidens for – rygestop, flere grøntsager og fibre.

Annonce

Artiklen er låst – Sådan kommer du videre:
Du er her
Vil du have adgang?
NEJ
JA
Vil du tillade dataindsamling?
NEJ
JA
Køb abonnement

Som abonnent kan du tilpasse hvilken data, der indsamles.

Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Log ind

Læs videre på to måder:

Bliv abonnent
eller

God journalistik er ikke gratis. For at kunne læse denne artikel skal du tillade at dine data bruges til statistik og marketing.

Du kan altid trække dit samtykke tilbage.