Overblik over Afghanistans nyere historie: Taliban er tilbage i Kabul efter Vestens kaotiske retræte

FOLDER MAN ET LANDKORT ud, vil man se, at Afghanistan ligger klemt inde mellem det, der var Sovjetunionen, Iran, Kina og Pakistan, der i begyndelsen af 1900-tallet var under britisk kontrol. Det er et udsat område, hvor mange stærke kræfter altid har haft interesser, og derfor har den ene krig erstattet den anden.

Landet blev stødpude under ’The Great Game’, rivaliseringen mellem Storbritannien og tsartidens Rusland om dominansen i området, men efter de tre såkaldte anglo-afghanske krige – den sidste i 1919 – fik afghanerne deres selvstændighed.

Det gav dem dog ikke fred. Siden er et væld af landets overhoveder væltet, henrettet eller afsat, og de stabile perioder har været korte.

Det var da også via et kup, at det afghanske kommunistparti kom til magten i 1978, og, som man nok kunne forvente, vakte kommunisternes syn på religion modstand i den afghanske befolkning.

USA var ikke overraskende også imod udviklingen og støttede igennem den pakistanske efterretningstjeneste oprørsgruppen Mujahedin, der hurtigt blev en stærk og betydelig militsgruppe, som gjorde livet svært for de nye kommunistiske magthavere.

Regeringen stod svagt og søgte hjælp hos Sovjetunionen, den store nabo og ideologisk brodernation, og 25. december 1979 ankom de første sovjetiske tropper. USA og store dele af vesten så det dog som en besættelse og støttede Mujahedin.

Det var for eksempel i den forbindelse, at Lars Løkke Rasmussen som ung VU-formand i 1988 kunne ses posere for kameraet med en Kalasjnikov forbindelse med et besøg hos de afghanske oprørere, der endte med at få penge fra landsindsamlingen ’SPA 88 - Skoleprojekt Afghanistan’.

Det menes, at 90.000 afghanere fik militær træning af den pakistanske efterretningstjeneste med amerikanske midler, og som bekendt blev krigen en stor fiasko for Sovjetunionen, der efter 10 års kamp i 1989 måtte trække sig ud af landet og efter et tab på cirka 15.000 døde soldater.

NOK HOLDT AFGHANISTANS kommunistiske regering sig fortsat oven vande ved hjælp af økonomisk støtte og våben fra Sovjet, men da unionen et par år senere gik i opløsning, stod den afghanske regering svagt, og det endte med en islamisk statsdannelse. Internt i Mujahedin opstod der hurtigt splittelse, og magtkampene skabte nye væbnede grupper, heriblandt Taleban, der fik støtte af den pakistanske efterretningstjeneste.

I den borgerkrig, der fulgte i kølvandet på Mujahedins splittelse, kom Taleban tættere på hovedstaden Kabul, og i 1996 vandt gruppen magten i størstedelen af landet.

Nu skulle den islamistiske organisation forandres fra religiøs oprørsbevægelse og milits til at stå med det politiske ansvar i det hærgede og forarmede land. Børnedødeligheden var blandt de højeste i verden, og der var udbredt mangel på medicin og mad. Dertil kom, at Talebans Afghanistan også var et totalt isoleret land, og kun Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Pakistan anerkendte landets nye regering, der indførte sharialov i de Taleban-kontrollerede områder.

Den manglende sikkerhed fik mange ngo’er til at trække sig ud af landet, og Afghanistan gled efterhånden ud i glemslen og fik mere eller mindre lov til at passe sig selv. Blandingen af mangel på opmærksomhed fra omverden og det radikale islamistiske styre gjorde også Talebans Afghanistan til et perfekt gemmested for en mand som Osama Bin Laden og andre af terrororganisationen Al-Qaidas topfolk.

I MARTS 2001 KOM Afghanistan igen i mediernes søgelys. En grynet video viste en lysebrun bjergside, og før øjet for alvor kunne nå at danne sig et overblik, eksploderede midten af billedet, og en stor sky af røg og støv gjorde det umuligt at se noget som helst.

I det øjeblik mistede verden et stykke kulturhistorie fra Unesco’s verdensarvsliste.

Videoen viste ødelæggelsen af de såkaldte Bamiyam-buddhaer – to statuer på henholdsvis 35 og 53 meter, som var hugget ind i bjergsiden.

De to Buddha-statuer havde i 2001 længe været en torn i øjet på Talebans leder Mullah Omar, der ikke brød sig om afbildninger af de vantros guder i sin islamistiske stat, og derfor dødsdømte han de gamle statuer. Et slags forvarsel til omverdenen om de kræfter, der nu sad på magten i Afghanistan.

Mulla Omar formåede på samme tid at være Talebans leder og Afghanistans regeringsoverhoved fra 1996 til 2001, men også en mand omgærdet af mystik. Chefarkitekten bag Talebans succes, som udadtil havde et karismatisk og bryskt udseende, en stor og fyldig turban, et langt og vildt fuldskæg og blot et enkelt et øje, har givet anledning til legender og myter, og detaljer om både hans fødsel og død ligger hen i det uvisse.

DOG VED VI, AT HAN VAR født i slutningen af 1950’erne i en fattig pashtunsk familie uden tradition for politik i Afghanistans sydlige Kandahar-region. Efter faderens død voksede han op i onklens hjem og kom siden som ung mand i religiøs skole i Pakistan.

Under kampen mod den afghanske regering og Sovjetunionens tropper meldte han sig under Mujahedins faner i og steg hurtigt i hierarkiet. Rygterne vil vide, at han var en frygtløs soldat med en særlig evne til at uskadeliggøre kampvogne. Det var også i kampene mod sovjetsoldaterne, at Mullah Omar mistede sit ene øje, da han blev ramt af en metalsplint efter en eksplosion.

Når han ikke var på slagmarken, underviste han på religiøse skoler i Pakistan og bevægede sig i islamistiske kredse i landet, og det er her, han menes at have mødt Osama Bin Laden, som også kæmpede mod russerne og senere skjulte sig i Omars Afghanistan, hvorfra orkestrerede en række terrorangreb, heriblandt angrebet på tvillingetårnene i New York i 2001.

Da Sovjetunionen trak deres tropper ud af Afghanistan, vendte Mullah Omar tilbage til Pakistan. Men hjemlandet blev fastholdt i en borgerkrigslignende tilstand mellem de forskellige fraktioner i Mujahedin. Da var det, i hvert fald ifølge legenden, at en kvinde i en drøm henvendte sig til Mullah Omar og kaldte ham til kamp for Allah og det afghanske folk.

Derpå samlede han 50 bevæbnede mænd fra religiøse skoler og afghanske flygtningelejre i Pakistan og vendte tilbage til sit fødeland.

Efter blot få måneder rådede Taleban over 15.000 mænd.

MULLAH OMAR OG HANS TALEBANERE tog kontrol over det sydlige Afghanistan ved grænsen til Pakistan, og da de formåede at levere sikkerhed i de besatte områder, gav det mulighed for at hverve flere mænd.

I 1996 sad Taleban på magten i stort set hele landet. Eneste undtagelse var Panjshir i nord, hvor den tidligere vicepræsident og guerillaleder Ahmad Shah Massoud, som også havde holdt stand mod Sovjetunionen, formåede at holde Taleban ude – muligvis med støtte fra Iran.

Massoud var imod Talebans strenge fortolkning af islam, men nåede aldrig at se deres fald. Han blev myrdet 9. september 2001 af to marokkanere, der udgav sig for at være belgiske journalister.

Fordi han døde to dage før angrebet på tvillingetårnene i New York, der ledte til de sidste 20 års krig i Afghanistan, og fordi han kunne have været et oplagt bud på en ny afghansk præsident efter krigen, har hans død ledt til mange konspirationsteorier. I dag er 9. september en helligdag i Afghanistan og bliver kaldt ’Massoud-dag’.

EFTER Al-QAIDAS ANGREB 11. september 2001, besluttede en amerikanskledet koalition som bekendt at invadere Afghanistan. Men selvom Mullah Omar og talebanerne nok officielt mistede magten over landet under invasionen af Afghanistan, lever organisationen endnu videre og har aldrig mistet sit tag i landet.

Heller ikke landets massive opiumsproduktion har man fået bugt med, selvom man fra amerikansk side fra 2002 til 2017 brugte næsten ni milliarder dollars på bekæmpelsen, og produktionen er kun steget siden Talebans velmagtsdage.

Den har sammen med private donationer fra især saudiske rigmænd holdt hjulene i gang for Taleban.

I 2015 kom det frem, at Mullah Omar havde været død i to år, men hans død blev hemmeligholdt for ikke at skabe splid internt i resterne af Taleban. I dag menes det, at Hibatullah Akhundzada er den fungerende leder og siden 2016 har styret Taleban fra provinshovedstaden Quetta i det vestlige Pakistan.

Gruppen har altid kun fokuseret på Afghanistan og i modsætning til mange andre islamistiske organisationer, har de aldrig haft globale ambitioner eller interesser.

I DAG ER TALEBAN tilbage i Kabul.

Afghanske politikere så sig allerede for længe siden nødsaget til at invitere talebanerne med til forhandlingerne om landets fremtid. Afghanerne ikke vide sig sikre på den islamistiske bevægelses motiver og allerede kort efter amerikanernes annoncering af troppernes afrejse fra Afghanistan, meldte Taleban afbud til en international fredskonference i Istanbul.

Da forsvarsminister Trine Bramsen (S) 18. april var i DR2 Deadline sagde hun, at »Taleban har udviklet sig«, men at det bliver svært at forudse, hvordan Afghanistan vil se ud i fremtiden med et stærkt Taleban.

Intet tyder på, at de internationale troppers afrejse vil få freden til at sænke sig over det krigshærgede land. Krigen mod Taliban, som har kostet 43 danske soldater livet og sønderrev Afghanistan, må nu erklæres tabt.