FOLDER MAN ET LANDKORT ud, vil man se, at Afghanistan ligger klemt inde mellem det, der var Sovjetunionen, Iran, Kina og Pakistan, der i begyndelsen af 1900-tallet var under britisk kontrol. Det er et udsat område, hvor mange stærke kræfter altid har haft interesser, og derfor har den ene krig erstattet den anden.
Landet blev stødpude under ’The Great Game’, rivaliseringen mellem Storbritannien og tsartidens Rusland om dominansen i området, men efter de tre såkaldte anglo-afghanske krige – den sidste i 1919 – fik afghanerne deres selvstændighed.
Det gav dem dog ikke fred. Siden er et væld af landets overhoveder væltet, henrettet eller afsat, og de stabile perioder har været korte.
Det var da også via et kup, at det afghanske kommunistparti kom til magten i 1978, og, som man nok kunne forvente, vakte kommunisternes syn på religion modstand i den afghanske befolkning.
USA var ikke overraskende også imod udviklingen og støttede igennem den pakistanske efterretningstjeneste oprørsgruppen Mujahedin, der hurtigt blev en stærk og betydelig militsgruppe, som gjorde livet svært for de nye kommunistiske magthavere.
Regeringen stod svagt og søgte hjælp hos Sovjetunionen, den store nabo og ideologisk brodernation, og 25. december 1979 ankom de første sovjetiske tropper. USA og store dele af vesten så det dog som en besættelse og støttede Mujahedin.
Det var for eksempel i den forbindelse, at Lars Løkke Rasmussen som ung VU-formand i 1988 kunne ses posere for kameraet med en Kalasjnikov forbindelse med et besøg hos de afghanske oprørere, der endte med at få penge fra landsindsamlingen ’SPA 88 - Skoleprojekt Afghanistan’.
Bliv abonnent på Politiken Historie
...og få adgang til hele artiklen og meget mere!
Læs mereAllerede abonnent? Log ind her
