Forbud eller ej: Tørklædet skaber fortsat splittelse i Tyrkiet

EFTER DET OSMANNISKE RIGES sammenbrud lagde den tyrkiske hær under ledelse af Mustafa Kemal Atatürk i 1923 grundstenene til den nye tyrkiske republik. Første Verdenskrig gav det endelige dødsstød til Osmannerriget, der især i 1800-tallet havde måttet kæmpe for at holde sammen på det enorme rige, som strakte sig fra Balkan og Grækenland til Marokko i Nordafrika, Den Arabiske Halvø i syd samt vestlige dele af Iran.

Atatürk lagde sig i selen for at reformere det tyrkiske samfund, og det i en hast! I løbet af 1920’erne ledte han tyrkerne gennem en række reformer for at gøre Tyrkiet til en ’moderne’ vestlig stat.

Selv om der blev plads til tilsyneladende demokratiske institutioner, var Atatürk reelt en diktator, som legitimerede sine reformer ved at efterligne praksisser i Vesten. I udformningen af en ny vestligt orienteret tyrkisk identitet brugte han undertrykkelse, når han fandt det nødvendigt.

Som grundlag for den nye republik lå en streng adskillelse af stat og religion. Her kom det muslimske tørklæde til at betyde meget. I 1925 blev det forbudt at bære den mørkerøde cylinderformede hovedbeklædning til mænd, fezen, da den blev anset som et levn fra den osmanniske fortid. Helt så enkelt var det ikke med kvindernes tørklæde.

I eliten i byerne blev kvinderne i republikkens første år opfordret til ikke at bære tørklæde i det offentlige rum for at bevare ideen om det sekulære Tyrkiet.

Det blev i adskillige år ikke anset som nødvendigt at indføre et reelt forbud, som man i sin tid havde gjort det med fezen.

I 1980’ERNE MIGREREDE TYRKERE fra Den Anatolske Højslette til de vestlige storbyer Istanbul, Ankara og Izmir for at finde arbejde. Med sig bragte de konservative værdier og kvinderne deres hijab.

Siden Atatürks ledelse har militæret grebet ind, hvis en regering skulle bevæge sig bort fra sekulære principper, og de demografiske ændringer gjorde militæret ekstra agtpågivende. I samme periode spredtes en frygt for politisk islam, særligt efter den iranske revolution i 1979.

Det tyrkiske militær gennemførte et kup i 1980, og overgangslederen Kenan Evren forbød tørklæde på offentlige institutioner.

Som led i en ny forfatning af 1982 blev der oprettet et særligt råd for videregående uddannelser: YÖK. Rådet skulle bl.a. sikre, at ekstreme synspunkter – politiske, men især religiøse – blev forhindret i at vinde frem. YÖK kom på mange måder til at håndhæve landets tørklædepolitik.

Tørklædedebatten nåede i 1980’erne højt op på dagsorden og skabte splittelse mellem muslimske og sekulariserede tyrkere.

I årtier var det hverken socialt acceptabelt eller forbudt at bære tørklæde, hvilket skabte grobund for stor splittelse mellem land og by, elite og arbejderklasse. For at der ikke længere skulle være nogen tvivl, forsøgte regeringen i 1988 sig med at tilføje følgende ordlyd til en lov vedrørende de videregående uddannelser: »Det er ikke forbudt at dække hals og hår af religiøse årsager«.

Året efter blev tilføjelsen fjernet af forfatningsdomstolen.

KRITIKERE MENTE IKKE, at domstolen havde ret til at blande sig i love, der blev vedtaget af parlamentet. Men forfatningsdomstolens beslutning kom til at danne præcedens for fremtidige sager om tørklædet. Nogle forskere siger ligefrem, at dommere i mange år blev presset af militæret til konsekvent at dømme for et fortsat forbud.

Igen i 1997 så militæret sig nødsaget til at gribe ind. For første gang i Tyrkiets republikanske historie stod et proislamisk parti i spidsen for regeringen, nemlig Refah Partisi, Velfærdspartiet, som Erdogan i øvrigt var medlem af, før han i 2001 grundlagde sit eget parti, AKP.

Militæret anså Velfærdspartiet for at være en trussel mod den sekulære republik, demokratiet og generel stabilitet og indledte endnu et kup, og i januar 1998 blev Velfærdspartiet erklæret forbudt af forfatningsdomstolen.

»Vi har besluttet at lukke Velfærdspartiet på grund af dets handlinger imod den sekulære republiks principper«, udtalte højesteretsdommeren Ahmet Necdet Sezer.

Og så er vi tilbage, hvor vi begyndte. Måneden efter, i februar 1998, kunne den tørklædebærende medicinstuderende Leyla Sahin ikke fortsætte sine studier ved universitetet i Istanbul.

Hun gjorde i stedet studierne færdige i Wien, men følte sig stadig uretfærdigt behandlet, og i 2004 blev sagen taget op af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Her argumenterede hun for, at den tyrkiske stat havde krænket religionsfriheden (artikel 9), og at hun var blevet diskrimineret på baggrund af sin religion (artikel 14).

Sahin tabte sagen. Menneskerettighedsdomstolen vurderede, at forbuddet stemte overens med Tyrkiets forfatning om at adskille stat og religion.

PÅ PARADOKSAL VIS HAVDE det moderne Tyrkiet i bestræbelserne på at bevare et sekulariseret samfund med ligestilling mellem kvinder og mænd indført regler og love, der reelt afskar tørklædebærende kvinder fra uddannelse og arbejde ved offentlige institutioner. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er blevet kritiseret for ikke at tage det hensyn med i sin dom. Og ville den have accepteret et forbud mod at bære jødisk kalot eller et kors om halsen?

Selv om Leyla Sahin forlod Tyrkiet for at færdiggøre sine studier, blev hun ikke glemt i hjemlandet. I dag er hun nemlig næstformand i Erdogans parti.

Siden retssagen i Strasbourg er der sket en hel del i Tyrkiet. Efter at Erdogan i spidsen for sit nystiftede parti, AKP, i 2002 blev premierminister, blev partiet trods sit religiøse værdigrundlag anset som moderne og endda sekulært. Erdogan bejlede til Vesten og blev set som en moderne leder. Økonomien blev stabil. Og for første gang var landet tæt på at opfylde Københavns-kriterierne, som er en række krav til de lande, der gerne vil være medlem af EU.

Mange tyrkiske vælgere forventede, at den nye regering ville ophæve tørklædeforbuddet, men først i 2008 gjorde den et reelt forsøg, og her lagde forfatningsdomstolen sig igen imellem.

Tørklædeforbuddet blev endeligt ophævet i 2013, og vi har desuden siden været vidne til en mere religiøs og konservativ retning i tyrkisk politik, mens militæret løbende har mistet sin rolle som det sekulære samfunds vogter.

Ophævelsen af tørklædeforbuddet blev af nogle sekulære røster set som et knæfald for islamistiske værdier, mens mange tyrkere generelt så det som en sejr for demokrati og kvinders frie valg.

Men 2013 skulle på mange måder blive begyndelsen på en ny æra i Tyrkiet. Det år slog regeringen ekstremt hårdt ned på demonstranter, der protesterede mod planer om at bygge i Gezi-parken ved Taksim-pladsen i det centrale Istanbul. Siden er det tyrkiske demokrati langsomt blevet reduceret, i takt med at præsidenten har øget sit enerådige greb om magten.

På mange måder var Erdogan profetisk, da han som nyvalgt borgmester i Istanbul i 1994 sagde, at demokrati er som en sporvogn:

»Når man når sit stoppested, står man af«.