Kan kontinentaleuropa på sigt føre en samlet udenrigspolitik?

Jørn Boisen– Et europæisk trekantsdrama

EU er økonomisk, videnskabeligt og kulturelt en gigant og strategisk set en havenisse. Unionen har ikke kunnet manifestere sig som en stormagt i en eneste af konflikterne i kontinentets nærområder. Hvorfor?

For det første fordi der er store variationer i vilje, mål og værdier alt efter, hvor man befinder sig på kontinentet. For det andet er det europæiske fællesskab gennem sine institutioner designet til at forhindre, at det får en stærk politisk og strategisk styring. For det tredje har vi blandt de større europæiske magter en fastlåst situation. Frankrig ønsker sig strategisk uafhængighed, et mål Tyskland ikke kan opfylde med sit håbløse militær. Briterne kunne måske nok støtte franskmændene, men er som bekendt arge modstandere af en politisk union med resten af Europa.

Det er det moderne Europas trekantsdrama, og det vil ikke ændre sig de næste årtier.

Per Øhrgaard – Omelet af hårdkogte æg

Næppe, skønt det kunne være ønskeligt med i hvert fald lidt større fællesskab. Det er svært at se, hvorledes Frankrigs postkoloniale interesser i Afrika, Tysklands behov for ikke at bryde alle bånd til Rusland, Danmarks følgagtighed over for USA, Italiens og Grækenlands udsatte position ved Middelhavet, dele af Østeuropas åbenlyse flirt med det autoritære skal kunne forenes til en fælles politik. En sådan vil forudsætte, at alle EU’s medlemslande har et fælles ’trusselsbillede’ og er nogenlunde enige om at prioritere problemerne.

Det er tydeligvis ikke tilfældet, selv ikke når det gælder klimaet. Den begyndende europæiske integration efter 1945 var ikke kommet uden Anden Verdenskrig, og man bør ikke ønske den slags konflikter igen, som kunne være motorer i en videreudvikling af det fælles projekt. Det er tilsyneladende, som vistnok de Gaulle skal have sagt: Man kan ikke lave omelet af hårdkogte æg.

Thorsten Borring og Rasmus Mariager – Alternativet bliver værre

Det må man håbe, for det er der brug for. Tag nu blot Rusland, der intimiderer sine nabolande og inden for få år har annekteret dele af både Georgien og Ukraine. Desuden forsøger etpartistaten Kina at opnå indflydelse i Europa gennem opkøb og via diplomatisk pres på de enkelte nationer. Læg dertil at vi ikke kan forvente, at USA fremover vil påtage sig hovedansvaret for den sikkerhedspolitiske situation i Europa.

EU-samarbejdet er imidlertid presset. Herom vidner Brexit, men også de økonomiske forskelle mellem Nord og Syd og anslaget mod den liberale demokratiopfattelse, som Orbán i Ungarn og Lov og Retfærdighedspolakkerne repræsenterer.

Såfremt Europa skal kunne modstå trykket fra autokratiske og repressive regimer, skal regeringerne i EU vise lederskab og evne til at udvikle EU i dialog med borgerne. Det bliver umådeligt svært, men i et historisk perspektiv må EU, ledere som borgere, vise evne til at finde løsninger på tidens udfordringer. Alternativet kan hurtigt komme til at tage sig værre ud.