Reporter i Afghanistan: USA’s slagsmål med Taleban var fra begyndelsen dømt til fiasko

Mindre end to måneder efter at USA invaderede Afghanistan for at straffe Al-Qaeda for angrebet 11. september 2001, overgav fjenden sig.

Men det var ikke Al-Qaeda-terrorister, der gav op, fordi de blev presset af den amerikanske supermagt. Det var et Taleban, der ikke havde nogen andel i 11. september-angrebet ud over at give Al-Qaeda et tilflugtssted i Afghanistan.

Mens Osama bin Laden og andre Al-Qaeda-ledere flygtede til Pakistan, erklærede Talebans talsmand, Abdul Salam Zaeef, 11. december 2001, at Taleban var færdig som politisk bevægelse i Afghanistan:

»I morgen begynder Taleban at aflevere sine våben. Jeg synes, vi skal tage hjem«.

I det øjeblik havde præsident George W. Bushs regering et valg: at forfølge og ødelægge toppen af Al-Qaeda i Pakistan. Eller at fortsætte en krig i Afghanistan, der allerede havde bragt Taleban-styret – som havde regeret i det meste af Afghanistan siden 1996 – til fald.

Elementer i Talebans ledelse ønskede at blive indlemmet i Afghanistans nye pro-vestlige regering. Men de neokonservative, der dominerede Bushregeringen, troede, at deres ’globale krig mod terror’ kunne forvandle lovløse lande til blomstrende demokratier gennem forebyggende krige.

Deres beslutning om at lade Al-Qaeda-lederne overleve og i stedet starte et slagsmål med Taleban dømte USA til fiasko i Afghanistan.

TYVE ÅR SENERE FORSØGER USA at få Taleban til at forhandle med den amerikansk støttede afghanske regering om en efterkrigsaftale om delingen af magten. Men mens den ineffektive og korrupte regering vakler, og USA’s og Nato’s soldater rejser hjem, har Taleban afslået at forhandle og går i stedet efter en fuldstændig militær sejr.

De afghanske sikkerhedsstyrker, der er bygget op med milliarder af dollars gennem uddannelse og våben leveret af USA og Nato, er samtidig ved at miste modet. Dusinvis af regeringens forposter og baser er kollapset eller har overgivet sig, når de dårligt udrustede soldater er blevet rendt over ende.

Den globale krig mod terror førte Bushregeringen ind i endnu en krig, der var dømt til at slå fejl: nemlig Irak i 2003. De neokonservative hævdede, anført af vicepræsident Dick Cheney, fejlagtigt, at Iraks præsident, Saddam Hussein, havde masseødelæggelsesvåben samt forbindelser til Al-Qaeda.

Den fejlslagne krig bidrog i stedet til at etablere en pro-iransk regering i Bagdad, støttet af shiamuslimske militser, der var loyale over for Iran. Og i stedet for at få et demokratisk styre, som Bush-regeringen lovede (vicepræsident Cheney sagde, at de amerikanske tropper ville blive hilst velkommen som »befriere«), er Irak stadig en ustabil, korrupt og dysfunktionel nation.

I mellemtiden tabte det amerikanske militær sit fokus i Afghanistan, da ressourcerne blev flyttet til krigen i Irak fra 2003. Det udnyttede Taleban, der genopbyggede sin militære styrke og dannede ’skygge-regeringer’ i de områder, de havde kontrollen over.

Tyve år efter 11. september-angrebet er de neokonservative forvist til tænketanke og lejlighedsvise optrædener på højreorienterede tv-kanaler. Men deres globale krig mod terror kostede 6,4 billioner dollars (40.000 milliarder kr.) og mere end 2.400 amerikanske soldater livet i Afghanistan og 4.500 i Irak – samt 43 danske soldater dræbt i Afghanistan og 7 i Irak. Mere end 250.000 civile er omkommet i Irak, Afghanistan og Pakistan.

DE FEJLSLAGNE INVASIONER og krige har også bidraget til at destabilisere andre lande i regionen og dermed til den flodbølge af migranter, der forsøger at komme ind i Europa.

Det bidrog så igen til at udløse den højreorienterede bevægelse, der siden da har floreret i mange europæiske lande og i USA med valget af præsident Donald Trump og angrebet på kongresbygningen 6. januar.

Og snarere end at indvarsle en æra med udbredt demokrati bidrog den neokonservative strategi i sidste ende til at underminere demokratiske institutioner i mange lande, inklusive USA, og opkomsten af højreorienterede autoritære skikkelser i lande fra Brasilien og Filippinerne til Polen og Ungarn.

Talebans aktuelle offensiv i Afghanistan er det forudsigelige resultat af en aftale, Trumps regering indgik i februar 2020. Efter at have kapituleret over for Talebans krav om, at Afghanistans regering skulle udelukkes fra forhandlingerne, lovede USA at begynde at trække sine sidste tropper ud af Afghanistan 1. maj 2021.

Den indrømmelse gav Taleban det, de havde kæmpet i to årtier for at opnå – fjernelse af invaderende fremmede magter fra deres islamiske emirat. Det var det 21. århundredes finale efter afghanske guerillaers to tidligere fordrivelser af stormagter – briterne i det 19. århundrede og russerne i det 20.

Talebanerne gav få indrømmelser til gengæld. De lovede at indlede samtaler med den afghanske regering om en efterkrigsaftale om at dele magten samt aldrig igen at lade Afghanistan blive brugt som affyringsrampe for terrorangreb mod USA eller dets allierede.

TALEBAN HAR IFØLGE FN’S og det amerikanske forsvars analyser ikke levet op til nogen af disse forpligtelser. Men nu da USA og Nato ikke længere udgør en militær trussel, har Taleban til gengæld hurtigt vundet terræn i Afghanistans provinser og myrdet fremtrædende tilhængere af regeringen i Kabul.

Siden USA’s og Nato’s tilbagetrækning begyndte 1. maj, er mere end 100 distrikter, der før tilhørte regeringen, faldet i hænderne på Taleban. I mange tilfælde har regeringsstyrkerne foretaget en ’taktisk tilbagetrækning’ uden kamp.

Nu da den militære mission slutter, og tyveåret for 11. september-angrebet nærmer sig, udgør den stadig værre situation i Afghanistan en kraftig advarsel til dem, der tror, USA kan påtvinge lande demokrati gennem forebyggende krige og kostbare ’nations-opbyggende’ foranstaltninger.

Afghanistan har altid været en nation bestående af stammer og har ingen historisk erfaring med en central regering. Alligevel forsøgte USA efter vestlig model at påtvinge landet en regering i Kabul, der skulle udstrække sin kontrol til landets 34 spredte provinser. Men regeringens autoritet har aldrig rakt særlig langt ud over Kabul, og det har affødt vittigheder om, at præsidenten ikke er ret meget andet end borgmester i Kabul.

Indsprøjtningen med milliarder af dollars i bistand nærede korruptionen, som kom til at gennemsyre systemet. Politikere og krigsherrer har ophobet formuer af stjålne amerikanske bistandsmidler. Generalinspektøren for genopbygningen af Afghanistan har i årevis udsendt kvartalsvise rapporter med detaljerede redegørelser for, hvordan penge, der var beregnet til skoler, hospitaler eller veje, er blevet stjålet af regeringens embedsmænd.

Også blandt de afghanske sikkerhedsstyrker trives korruptionen. Chefer har omdirigeret og solgt våben, køretøjer, brændstof og ammunition. De har tjent millioner på ’spøgelser’ – soldater, der ikke eksisterer, men alligevel hæver løn, der så havner i lommen på korrupte chefer.

I årevis lovede ledere i det amerikanske forsvar, at uddannelsesprogrammet til mange milliarder dollars ville resultere i en effektiv og moderne afghansk hær. Men sikkerhedsstyrkerne har ikke formået at gøre landet sikkert eller beskytte civile mod Talebans og Islamisk Stats frygtelige terrorangreb.

Efter at præsident Joe Biden 14. april meddelte, at USA’s sidste tropper ville være ude af Afghanistan 11. september i år, begyndte nogle af de afghanske styrker at overgive sig. Mange soldater og politifolk klagede over, at de ikke fik tilstrækkelige forsyninger af våben, ammunition eller mad, eller at de ikke fik løn i flere måneder i træk. Taleban sendte landsbyernes ældste ud som forhandlere for at overtale hundredvis af politifolk og soldater til at opgive deres poster uden kamp. De afleverede deres våben og køretøjer til gengæld for et løfte om, at de ikke ville lide overlast.

JEG HAR RAPPORTERET FRA AFGHANISTAN i næsten 20 år og dermed været førstehåndsvidne til nytteløsheden i den amerikanske indsats. Dens smertelige aftryk har vist sig igen og igen i interviews med de afghanere, der har måttet bære de største byrder i Afghanistans endeløse krig.

Mange afghanere er stoiske og ukuelige, men også dybt skeptiske over for de amerikanske løfter om demokrati og deres egen regerings løfter om at beskytte deres rettigheder og liv. I årenes løb har afghanerne i deres interviews med mig konstant berørt et bestemt tema: Den amerikanske invasion var bare endnu et mellemspil i en række endeløse krige i Afghanistan.

I september 2019 interviewede jeg efter endnu en bilbombe nogle overlevende på et mørkt og snavset hospital i Kabul. Eksplosionen var sket, mens USA og Taleban var i gang med samtaler direkte med hinanden, og amerikanerne lovede, at en fredelig løsning var inden for rækkevidde.

En mand ved navn Jawad Jawed på 25 år gjorde, hvad han kunne, for at trøste sin 18-årige bror, Momin Rasuli, der havde smerter på grund af et dybt sår i brystet efter Talebans bilbombe. Jawed sagde, at han aldrig havde troet, at samtaler mellem USA og Taleban nogensinde ville resultere i noget, der bare mindede om fred.

»Så længe der er et Afghanistan, vil der altid være kampe og død«, sagde han.

»Det er det eneste, jeg har kendt til i hele mit liv«.