Troens geografi forandrede sig

TROENS GEOGRAFI FORANDREDE SIG GENNEM det første årtusind i vores tidsregning. De to største aktører, islam og kristendommen, havde begge deres rødder i Mellemøsten. I form af en jødisk sekt udbredtes kristendommen efter Jesu død. De første kristne blev mødt med mistro og foragt, og de blev udsat for forfølgelser. Romerske forfattere kaldte dem overtroiske og onde.

Den græske filosof Celsus, der levede i 2. århundrede, beskrev hånligt de kristne: »De tilbeder helt overdrevet en mand, der levede for ikke længe siden. De sidder som frøer og holder møde omkring en pøl, mens de skændes om, hvem af dem der har syndet mest«.

300 år senere var Celsus’ skrifter forbudt. Vendepunktet kom under den romerske kejser Konstantin den Store (ca. 280-337), hvis rige strakte sig fra England i nord gennem Europa og rundt om Middelhavet til Mesopotamien i øst. I begyndelsen af 300-tallet anerkendte Konstantin kristendommen, brugte den i rigets interesse og banede hermed vejen for den lange alliance mellem fyrster og kirke i Europas historie.

På næsten ingen tid havde kristendommen udviklet sig fra at være en forhadt og forfulgt minoritetskult til en statsreligion i et imperium.

ISLAM BLEV ÅBENBARET FOR PROFETEN MUHAMMED først i det 7. århundrede. Muhammed var en politisk leder såvel som en religiøs guide, og efter hans død i 632 etablerede hans efterfølgere et stort imperium. Ved erobring og omvendelse bredte den nye religion sig hurtigt vestpå gennem det byzantinske imperium.

I 640’erne rykkede muslimske styrker ud over Nordafrika, erobrede Sicilien i 652 og Den Iberiske Halvø i 711. I begyndelsen af det 8. århundrede omkransede de islamiske territorier størstedelen af Middelhavet. Islam var det banner, hvorunder stammer og grupper af forskellige folk, der havde dyrket vidt forskellige religioner, samlede sig og skabte det største imperium siden kejsertidens Romerrige (27 f.Kr.-ca. 250 e.Kr.).

Efter at Romerriget i vest efterhånden var gået i opløsning, kæmpede forskellige kræfter om dominansen i Vesteuropa. Det blev nogle forenede germanske stammer ved Rhinen, kaldet frankerne, der løb af med sejren. Frankerne havde antaget kristendommen i 500-tallet, mens mange af de andre germanske stammer beholdt deres gamle tro.

Det frankiske rige kulminerede under Karl den Store, der herskede fra 768 til sin død i 814. Da han i 800 lod sig krone til kejser (og to år efter fik sin elefant), havde han gennem erobringer skabt et rige, der spændte over det nuværende Frankrig, Schweiz, Belgien, Holland, store dele af Italien og Tyskland og en god del af Østrig og Spanien.

MEN KARL DEN STORE STRÆBTE IKKE ALENE EFTER MILITÆR dominans. Han brugte også sine usædvanlige organisatoriske evner til at forene og kristne de folk under sit styre, som endnu dyrkede den gamle tro. Karl var dybt inspireret af Augustins skrift ’Guds stad’, der indeholdt en beskrivelse af den ideelle kristne hersker og i manges øjne også en skildring af den ideelle kristne stat.

Karls regeringstid var kendetegnet ved kontinuerlig krigsførelse – hans hære kæmpede i Sydvestfrankrig, Italien og syd for Pyrenæerne, hvor muslimerne herskede. Sin vanskeligste og mest udmattende krig førte han mod nord mod sakserne i det, der nu er det nordvestlige Tyskland. Karls mål var både at erobre nyt land og at kristne sakserne. I 772 var hans hær trængt dybt ind Sakserland, hvor soldaterne plyndrede og tog fanger.

Det lykkedes frankerne at tvangsdøbe mange saksere og at ødelægge et af deres helligste steder, det store træ Irminsul. Ti år senere, da Karl nedkæmpede et stort oprør blandt sakserne, gav han de overlevende saksere valget mellem dåben og døden. De frankiske forfattere fortæller, at frankerne den dag i oktober 782 henrettede 4.500 saksere. Saksernes leder, Widukind, var imidlertid undsluppet og havde søgt tilflugt hos saksernes nordlige nabo – i det nuværende Danmark.

Hos hvilken konge i Danmark, Widukind søgte tilflugt, vides ikke. Men han har sikkert fortalt om frankernes fremfærd mod sakserne og de mange henrettelser i 782 – en beretning, der må have vakt stor bekymring blandt danerne. Om frankernes ekspansion syd for Jylland var en medvirkende årsag eller ej, så faldt begivenhederne sammen med en øget udenrigspolitisk aktivitet fra vikingernes side. De første af danernes skibe dukkede op i Sydengland i 789, og få år senere fandt det berømte angreb på klosteret Lindisfarne ved Englands østkyst sted. Det var begyndelsen på vikingernes togter.

NÆSTEN OVERALT, HVOR VIKINGERNE KOM, mødte de ’bogens folk’. Kristne, muslimer og jøder havde alle en særlig bog, hvori Guds ord til mennesket var nedfældet. Hele samfundet var ordnet efter den bog, og reglerne i bogen indrammede menneskets individuelle liv. I disse kulturer var man i de religiøse centre optaget af at skrive, læse og undervise med ord, hvad enten det var på universiteter knyttet til moskeer, i katedralskoler, i synagoger eller i klostre.

Men netop disse lærde centre var særligt sårbare over for vikingernes langdistance-raids. Munke, gejstlige og biskopper blev alle ramt af frygt, og deres optegnelser fortæller om mord og plyndring. ’Hedninger’ og ’djævle’ var betegnelser, de ofte brugte om disse angribere.

Vikingerne kendte ikke til religion, i det mindste ikke i vores forstand. Og de havde heller ikke en bog med regler. Deres samfund hvilede ikke på det nedskrevne, men på, hvad der var blevet overleveret mundtligt i generationer. De havde også en gud, ja endda flere, men guderne var nok ikke det fundamentale i vikingernes forestillingsverden. Ritualer, handlinger og levemåde var det essentielle, og det gamle nordiske begreb, der nok ligger vores opfattelse af religion nærmest, er forn siðr – de gamle skikke.

Uden bogen, det nedskrevne, hører vikingernes tro til det, man tidligere kaldte primitive religioner. Nordboernes tro var den sidste rest af en fællesgermansk religion, der i forskellige former var blevet dyrket i store dele af Europa. Sammen med samerne i nord og de slaviske kulturer omkring Østersøen var vikingerne de sidste nordeuropæere, der endnu ikke havde antaget kristendommen.

KARL DEN STORES UDVIDELSE AF SIT TERRITORIUM ønske om, at alle hans undersåtter blev kristne, havde kostet sakserne deres hellige træ, Irminsul. Også skandinaverne havde deres hellige træ, verdenstræet Yggdrasil, hvis stamme og rødder var det sammenhængende i vikingernes univers. Træet gik gennem alle de ni verdener, også menneskenes verden, Midgård. Modsat islam, kristendommen og den jødiske religion havde vikingerne som nævnt mere end en enkelt gud. Vikingernes betegnelse for en gud var ’as’.

Den mest fremtrædende gud var Odin, alfader, krigs- og visdomsgud. Odin var en kaotisk, uforudsigelig og skræmmende gud, for hvem ingen tilstand var konstant. Køn, skikkelse, sted og tid gled mellem hverandre. Odins mange forfærdende ansigter og navne, hans utilregnelighed og magt over krigslykke og krigernes skæbne gjorde ham til en ideel guddom for en aristokratisk krigerelite, der aktivt i århundrederne op til vikingetidens begyndelse samlede magten hos sig.

Omvendt var det med Thor og Frej, der begge var tilknyttet frugtbarhed. Thor var fysisk fuldendt, men intellektuelt udfordret, en enkel gud, det var nemt at forholde sig til. Det er sigende, at langt flere stednavne i det danske landskab er opkaldt efter Thor end efter Odin, hvis popularitet i den brede befolkning synes at have været forsvindende lille.

VORES KENDSKAB TIL GUDERNE STAMMER FORTRINSVIS FRA middelalderlige beskrivelser, og de er derfor filtreret gennem en kristen si, og beskrivelserne er nærmest udelukkende fra Island og Norge. Der var utvivlsomt store regionale forskelle inden for det nordiske område. Gudernes hjem var Asgård, hvor de enkelte guder havde egen hal, og hvor livet levedes som i menneskenes verden. Også guderne kunne dø, sådan som det skete for den venlige og milde gud Balder, Odins søn.

Hver dag spiste aserne af kærlighedsgudinden Iduns æbler, og uden æblerne ville de dø af alderdom. Guderne havde også templer, men hvilke guder guderne tilbad, må guderne vide. På mange måder var Asgård en parallelverden til Midgård, menneskeverdenen, og guderne var nok en slags rollemodeller, der viste menneskene, hvordan de skulle leve, og hvilke regler man burde følge – og kunne bryde. For gudernes tilværelse var langtfra problemfri eller uden konflikter, tværtimod.

De nordiske guder var langtfra menneskenes velgørere. Krigerne kunne vinde gudernes gunst på slagmarken, hvor nogle kunne gøre sig fortjent til en plads i Odins eller Frejas sal. En heltemodig død i kamp, så ville Odins kvindelige tjenerinder, valkyrierne, samle liget op og føre det til Valhal, hvor krigeren ville være ved gudernes side i den endelige kamp, Ragnarok. Almindelige mennesker – dem, der døde af sygdom eller alderdom – forsvandt ned til en skummel verden, hvor ligdronningen Hel herskede.

Mens krigeren blev modtaget af valkyrier med drikkehorn foran Valhals port og ført ind i hallen til flæskesteg og mjød, bød Hel sine døde velkommen til en dyster banket, »hvor skålen er sult, og kniven hungersnød«.

ASGÅRDS GUDER VAR IKKE DE ENESTE OVERNATURLIGE MAGTER i vikingernes forestillingsverden. Menneskenes egen verden, Midgård, en af vikingekosmologiens ni verdener, var tæt besat af kræfter, der havde afgørende indflydelse på den enkeltes tilværelse. Det enkelte individs samspil med naturens magter afhang for en stor dels vedkommende af, om man boede i det flade landbrugsland, ved havet eller i det nordlige Skandinaviens bjerglandskab, om man dyrkede jorden, var jæger, fisker eller kriger. Hvor meget kontakt man havde med den omgivende verden, spillede også ind. Højt mod nord betød kontakten med samerne, at disses forestillingsverden smeltede sammen med skandinavernes.

Mod syd var kristendommens påvirkning stor gennem hele vikingetiden, og både kors og torshammer var kraftfulde beskyttende amuletter, der kunne bæres på brystet af en og samme person. Vikingerne var det, der kaldes synkretister, hvilket betød, at nye elementer fra andre religioner frit kunne optages og bruges sammen med den gamle tro. Var en genstand magisk eller hellig for de kristne og for muslimer, så kunne kraften også bruges af nordboerne. Alt kunne rummes under verdenstræet Yggdrasils krone.

Efter at skandinaverne i flere århundreder havde haft kontakt med kristne lande, kan man godt undre sig over, at de holdt fast i deres gamle tro – forn siðr – så længe. Kristen mission havde fundet sted i hvert fald fra omkring år 700, og der har nok været en del kristne blandt danerne før vikingetiden. En kilde fra 900-årene påstår, at danerne var kristne fra gammel tid, men at de mente, at Kristus var en svagere gud end deres andre guder. Udsagnet skal måske forstås sådan, at danerne, der jo var synkretister, anerkendte Kristus som en af de mange guder – men som en gud uden de store kræfter.

EN HEL DEL KILDER VIDNER FAKTISK OM DÅB AF VIKINGERNE. Det ser ud til, at nogle af dem, der blev døbt, var drevet af grådighed, idet man sammen med dåben modtog gaver og fik fine dåbsklæder. For at få gaver lod nogle sig døbe flere gange. I et tilfælde berettes det, at en viking, der var blevet døbt mange gange, blev rasende over klædernes kvalitet. De svarede slet ikke til dem, han havde modtaget ved tidligere dåb.

For dem i vikingernes krigerelite, der stræbte efter fyrstetitler og land, var dåben også et redskab. Også fra frankernes side var den et instrument, som man kunne bruge til at skabe alliancer og til at pacificere nordboerne med. Danerkongen Harald Klak, som tilhørte den gren af kongeslægten, der kom til magten efter drabet på Godfred i 810, blev døbt i 826 under kejser Ludvig den Frommes tilstedeværelse og modtog fyrstelige gaver, bl.a. et fornemt sværd.

Frankernes håb var, at Harald Klak kunne blive danernes konge, og at de gennem dåben, løfter og gaver så ville få både fred og forbund nordpå. Da Harald vendte hjemad, havde han Ansgar i sit følge. Ansgar, ’Nordens apostel’, skulle udbrede det kristne budskab blandt vikingerne.

Som konge har Harald Klak ved sin hjemvenden været forpligtet til at forestå de ikke-kristne ritualer og ofringer. Det var en af kongernes og jarlernes roller i vikingesamfundet. Regenternes pligt til at have samme tro som folket er for så vidt bevaret til i dag. Grundloven kræver nemlig, at regenten – i øvrigt den eneste dansker, dette krav stilles til – er medlem af folkekirken.

HARALD KLAK HAR NÆPPE HAFT DE STORE PROBLEMER med at blive døbt, men hans plan om at blive danernes enekonge mislykkedes. I stedet kom han til at leve i landflygtighed i et grevskab i Frisland, som den frankiske kejser forlenede ham med. Kunne man ikke få ham indsat på den danske trone, så kunne han passende være en bekvem buffer mellem danerne og frankerne.

I mellemtiden havde Ansgar fået døbt flere skandinaver.

Derved er Harald Blåtands ord om at have gjort danerne kristne, indhugget ca. 965 på Jellingstenen, delvis tom snak. Der var gået 150 år, siden Karl den Stores elefant var død undervejs med den frankiske hær til kamp mod danerne. Mange af danerne var allerede døbt og kristne. Nogle af dem var blevet døbt uden for Skandinavien, i England, hos frankerne eller på rejserne østover gennem de russiske floder til det kristne Byzans.

I Konstantinopel omgav den kristne byzantinske kejser sig med en livgarde bestående af de kamptrænede nordboer. I 944 skelnede byzantinerne mellem dem af nordboerne, der var kristne og derfor skulle sværge ved korset, og dem, der stadig skulle aflægge eden foran deres våben.

MENS VI IKKE KENDER TIL MUSLIMS MISSION I SKANDINAVIEN, er der nok ingen tvivl om, at nogle af vikingerne lod sig omvende til islam i Centralasien eller Mellemøsten. En ganske vist meget sen arabisk kilde hævder, at nogle tusinde af nordboerne blev omvendt, slog sig ned i Mellemøsten og levede på muslimsk vis – med en enkelt undtagelse: De ville ikke opgive at spise svin!

Dannelsen af Danmark og omvendelsen til en af ’bogens’ religioner hang sammen. I modsætning til næsten alle andre runesten er tekstlinjerne på Jellingstenen arrangeret vandret, som i bøger. Teksten og stenens billeder er en symbiose som i de samtidige europæiske bøger. Med god grund har professor Else Roesdahl kaldt Jellingstenen »en bog i sten«. Med sin runesten forsøgte Harald at forbinde sig med den kristne kultur og Europas politiske arena, hvor fyrste, kirke og stat hang sammen.

Men hvis nu Godfred ikke var blevet snigmyrdet i 810, og Karls felttog – med eller uden elefant – var endt med frankisk sejr? Ja, så havde tilfældighedernes spil måske betydet, at danerne havde været kristne i over 150 år, da Harald Blåtand blev konge.