Historien begyndte igen 11. september

De fleste voksne i den vestlige verden husker billedet af præsident George W. Bush, som fem minutter over ni om formiddagen tirsdag 11. september 2001 blev afbrudt af sin stabschef, Andrew Card, under en oplæsning for skolebørn på Booker Elementary School i Sarasota, Florida.

Bush var allerede blevet orienteret om, at et fly klokken 8.46 ramte et højhus i New York City. Stabschefen hviskede til præsidenten, at endnu et fly netop havde ramt World Trade Center på det sydlige Manhattan. Til denne kendsgerning føjede stabschefen efter eget udsagn: »Amerika er under angreb«.

Analysen var klar: Ét fly kunne være en ulykke. To fly måtte være en bevidst handling. Samtidig var to andre kaprede fly på vej mod deres mål. Det ene ramte en halv time senere Pentagon i regeringsbyen Washington, mens det fjerde fly styrtede ned på en mark i Pennsylvania efter kamp mellem passagererne og kaprerne. Terrorangrebene på USA 11. september 2001 var uomtvisteligt nogle af de mest markante og afgørende øjeblikke i nyere verdenshistorie. Men kunne de være undgået? Og hvordan ville verden have set ud, hvis de var blevet forhindret?

I JULI 2001 mødtes CIA-chefen George Tenet med den ansvarlige for USA’s antiterrorberedskab, som fremlagde en vifte af indikationer på, at Al-Qaeda-lederen Osama bin Laden planlagde at udføre et terrorangreb i selve USA inden for kort tid.

Det er karakteristisk for efterretningsarbejde, at det store billede mangler. I stedet forsøger man at drage konklusioner på baggrund af et utal af ofte ufuldstændige og modstridende stumper af information. F.eks. var det en afgørende ledetråd, som de amerikanske myndigheder overså, at Khalid Sheik Mohammed, hovedplanlæggeren bag 11. september, ikke blot var endnu en freelanceterrorist, men i virkeligheden tæt forbundet med Osama bin Laden og hans Al-Qaeda-netværk.

Denne vigtige brik i puslespillet gik tabt, fordi overvågningen af Mohammed, som man havde holdt øje med siden 1996, i 1997 overgik til en ikkeanalytisk enhed i CIA, hvorefter vigtige efterretninger ikke blev videregivet internt i systemet.

ALLIGEVEL FØLTE TENET SIG så overbevist om, at et angreb på selve USA var umiddelbart forestående, at han straks drog til Det Hvide Hus for at tale med den nationale sikkerhedsrådgiver, Condoleezza Rice. Det var angiveligt Tenets forhåbning, at han ved at gennemtvinge et hastemøde ville kunne ryste Rice nok til, at måneders diskussion frem og tilbage mellem sikkerhedsrådet, CIA og forsvarsministeriet endelig ville udmønte sig i en klar strategi for den præventive indsats mod bin Laden, f.eks. i form af droneangreb på terrornetværkets ledere.

Men til Tenets store fortrydelse talte Rice udenom på mødet. Hun og resten af Bush-regeringen prioriterede andre opgaver højere, bl.a. det planlagte missilforsvar. Det var endda meningen, at missilprojektet skulle offentliggøres af Condoleezza Rice netop 11. september 2001. Den tale kom sikkerhedsrådgiveren aldrig til at holde. På det tidspunkt sad hun nemlig i en bunker under Washington midt i USA’s største sikkerhedsmæssige krise i årtier.

PRÆSIDENT BUSH LETTEDE med Air Force One fra Sarasota kl. 9.55, men blev frarådet at returnere til Washington som planlagt. Efter en mellemlanding på Barksdale Air Force Base endte Bush lidt før kl. tre om eftermiddagen på Offutt Air Force Base i Nebraska, hvor han indledte en telekonference med bl.a. sikkerhedsrådgiver Rice med ordene: »Vi er i krig«.

Men eftersom det jo ikke var en fjendtlig flåde, som nærmede sig USA’s kyster, eller faldskærmssoldater på vej ned fra himlen, var det en sikkerheds- og indenrigspolitisk dagsorden, ikke en militær, som Bush vendte hjem til, da han ud på aftenen besluttede at flyve tilbage til Washington.

Det var her i timerne og dagene umiddelbart efter angrebene 11. september, at historiens åbenhed viste sig. Allerede 14. september foreslog og anbefalede vicepræsident Dick Cheney et tiltag, som skulle sikre Det Hvide Hus kontrol med koordineringen af den fremtidige overvågning inden for USA’s grænser: oprettelsen af Department of Homeland Security.

Blot seks dage senere udpegede Bush guvernør Tom Ridge som den første leder af dette nye agentur. Denne udvikling fortsatte med vedtagelsen 26. oktober 2001 af den såkaldte Patriot Act, et lovkompleks, som gav de amerikanske myndigheder hidtil usete beføjelser til at overvåge befolkningen og gribe ind over for mistænkte terrorister med præventive anholdelser, ransagninger og andre indgreb.

KURSEN FOR DISSE STRAMNINGER blev udstukket i dagene umiddelbart efter 11. september, mens det nye Department of Homeland Security blev en realitet året efter ved en sammenlægning af mere end 20 forbundsmyndigheder med sikkerhedsansvar.

Præsident Bush og hans rådgivere udnyttede altså den åbne situation til at skubbe udviklingen i en retning, som det uden terrorangrebet på USA ville have været uhyre vanskeligt at få gennemtrumfet. Mange af Patriot Acts skærpelser på hjemmefronten havde dog været på justitsminister John Ashcrofts ønskeseddel længe før 11. september, som først og fremmest fungerede som en ’god undskyldning’ for at indføre den stramme lovgivning.

Havde det ikke været for terrorangrebet, ville USA’s retssystem formentlig have fokuseret mere på kulturelle end på sikkerhedsrelaterede emner i det første årti i det nye årtusinde, f.eks. diskussionen om fri abort og adskillelse af kirke og stat.

UMIDDELBART FØR 11. SEPTEMBER havde præsident Bush faktisk allerede opnået sit primære politiske mål, nemlig drastiske skattelettelser, og derfor var han primo september rimelig blank – og med nedadgående meningsmålinger. 11. september og den fornyede patriotisme og opbakning til præsidenten i befolkningen, som terrorangrebene udløste, gav imidlertid Bushs seniorrådgiver og vicestabschef, superhøgen Karl Rove, mulighed for at sikre præsidenten opbakning i spørgsmålene om abort, stamcelleforskning, prævention og homoseksualitet.

Indenrigspolitisk var der altså i høj grad tale om en åben situation i USA i tiden lige efter 11. september. Men hvad med økonomien? Ifølge journalisten og analytikeren John Heilemann er det en myte, at terrorangrebene i sig selv udløste den økonomiske lavkonjunktur og sprængningen af it-boblen. DowJones og Nasdaq havde allerede toppet i 2000, og der er således grund til at antage, at krisen i begyndelsen af 00’erne og opsvinget fra efteråret 2003 og frem også havde fandtes i en alternativ verden uden 11. september. Det er nærmere i udenrigspolitikken, de mest oplagte kontrafaktiske scenarier skal findes.

HELT KONKRET ville den amerikanskledede invasion af Irak i 2003 næppe have fundet sted uden terrorangrebene 11. september 2001. Da den daværende amerikanske udenrigsminister, Colin Powell, i februar 2003 fremlagde ’beviser’ for tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben i Irak, cementeredes det, at sandheden faktisk er krigens første offer.

Kilden, med dæknavnet ’Curveball’, var nemlig kendt som notorisk løgner af forsvarsministeriets efterretningstjeneste, men denne viden blev ikke givet videre til udenrigsministeriet inden Powells afgørende tale. Stærke kræfter i Bush-regeringen ønskede, at USA skulle gå ind i Irak, og det lykkedes at koble ’krigen mod terror’ i Afghanistan til Mellemøsten, selv om Saddam Husseins regime ikke stod bag 11. september.

Under en senatshøring i anledning af seksårsdagen for terrorangrebene kritiserede den daværende demokratiske senator Barack Obama da også Bush-regeringen for at have foretaget en for direkte sammenkobling af 11. september og invasionen af Irak. Påstanden underbyggedes af en republikansk tv-kampagne, som i de samme dage viste en amerikansk soldat, hjemvendt fra Irak uden ben, udtale: »De angreb os. Og de vil gøre det igen. De stopper ikke i Irak« – til billederne af de brændende tvillingetårne.

HVIS IKKE USA havde været engageret i krigene i Irak og Afghanistan i 00’erne, ville det udenrigs- og sikkerhedspolitiske fokus i stedet have rettet sig mod Stillehavsregionen – ikke mindst Kina. Uden distraktioner, som krævede udvikling af en helt ny doktrin for oprørsbekæmpelse, kunne det amerikanske militær have koncentreret sig om at inddæmme den voksende drage både konventionelt og i cyberdomænet.

Det kunne også have rustet USA bedre til den øgede spænding i forholdet til Rusland, hvor hybridkrig er blevet den nye slagmark. Samtidig ville katastrofeagenturet Fema forhåbentlig have klaret indsatsen under og efter orkanen Katrina i New Orleans i 2005 bedre, hvis ikke store dele af myndighedens midler til forebyggelse og afhjælpning var blevet kanaliseret over i terrorbekæmpelse og samfundssikkerhed i årene forinden.

IFØLGE DEN AMERIKANSKE POLITOLOG FRANCIS FUKUYAMA ophørte historien i november 1989, da Muren faldt, og de vestlige liberale demokratier dermed sejrede i det, der ifølge Fukuyama var den sidste store kamp mellem ideologier. Over for ham står Samuel P. Huntingtons påstand om, at årsagen til konflikt i tiden efter Den Kolde Krig ville blive ’The Clash of Civilizations’ i form af religiøst eller kulturelt betingede modsætninger.

Den franske filosof og debattør Bernard-Henri Lévy har påpeget, at havde det ikke været for 11. september-angrebet, ville Fukuyamas idé om historiens afslutning formentlig have været en mere passende beskrivelse af verdens udvikling i begyndelsen af det 21. århundrede end Huntingtons tese om civilisationernes sammenstød.

MAN KAN MED ANDRE ORD SIGE, at historien begyndte igen 11. september 2001, 22 år efter Murens fald, da islamistiske terrorister angreb USA og kastede verden ud i en ny ideologisk konflikt, nu ikke mellem demokrati og diktatur, men mellem den sekulære modernitet og religiøs fundamentalisme og antimodernitet.