De fleste voksne i den vestlige verden husker billedet af præsident George W. Bush, som fem minutter over ni om formiddagen tirsdag 11. september 2001 blev afbrudt af sin stabschef, Andrew Card, under en oplæsning for skolebørn på Booker Elementary School i Sarasota, Florida.
Bush var allerede blevet orienteret om, at et fly klokken 8.46 ramte et højhus i New York City. Stabschefen hviskede til præsidenten, at endnu et fly netop havde ramt World Trade Center på det sydlige Manhattan. Til denne kendsgerning føjede stabschefen efter eget udsagn: »Amerika er under angreb«.
Analysen var klar: Ét fly kunne være en ulykke. To fly måtte være en bevidst handling. Samtidig var to andre kaprede fly på vej mod deres mål. Det ene ramte en halv time senere Pentagon i regeringsbyen Washington, mens det fjerde fly styrtede ned på en mark i Pennsylvania efter kamp mellem passagererne og kaprerne. Terrorangrebene på USA 11. september 2001 var uomtvisteligt nogle af de mest markante og afgørende øjeblikke i nyere verdenshistorie. Men kunne de være undgået? Og hvordan ville verden have set ud, hvis de var blevet forhindret?
I JULI 2001 mødtes CIA-chefen George Tenet med den ansvarlige for USA’s antiterrorberedskab, som fremlagde en vifte af indikationer på, at Al-Qaeda-lederen Osama bin Laden planlagde at udføre et terrorangreb i selve USA inden for kort tid.
Det er karakteristisk for efterretningsarbejde, at det store billede mangler. I stedet forsøger man at drage konklusioner på baggrund af et utal af ofte ufuldstændige og modstridende stumper af information. F.eks. var det en afgørende ledetråd, som de amerikanske myndigheder overså, at Khalid Sheik Mohammed, hovedplanlæggeren bag 11. september, ikke blot var endnu en freelanceterrorist, men i virkeligheden tæt forbundet med Osama bin Laden og hans Al-Qaeda-netværk.
Denne vigtige brik i puslespillet gik tabt, fordi overvågningen af Mohammed, som man havde holdt øje med siden 1996, i 1997 overgik til en ikkeanalytisk enhed i CIA, hvorefter vigtige efterretninger ikke blev videregivet internt i systemet.
ALLIGEVEL FØLTE TENET SIG så overbevist om, at et angreb på selve USA var umiddelbart forestående, at han straks drog til Det Hvide Hus for at tale med den nationale sikkerhedsrådgiver, Condoleezza Rice. Det var angiveligt Tenets forhåbning, at han ved at gennemtvinge et hastemøde ville kunne ryste Rice nok til, at måneders diskussion frem og tilbage mellem sikkerhedsrådet, CIA og forsvarsministeriet endelig ville udmønte sig i en klar strategi for den præventive indsats mod bin Laden, f.eks. i form af droneangreb på terrornetværkets ledere.
Bliv abonnent på Politiken Historie
...og få adgang til hele artiklen og meget mere!
Læs mereAllerede abonnent? Log ind her
