Vaccinations- modstanderne erklærede krig mod landets læger

»De skal bare se, i nær Fremtid vil der i Kjøbenhavn udbryde en Koppeepidemi – det er Lægernes Modtræk!«

Det var en bleg, men kampberedt mand, der fra sin have i Frederikssund erklærede krig mod landets læger og de myndigheder, der forsvarede dem. Dengang var vaccination mod kopper obligatorisk for alle børn i Danmark, og Martin Bjørner var leder af den danske antivaccinationsbevægelse. Netop nu i 1928 havde den fået sit store landsdækkende gennembrud og udbredt sympati – ikke mindst på grund af den sultestrejke, som Bjørner netop havde afsluttet.

Den lille gruppe, der talte mod myndighederne på vaccinationsområdet, havde fået medvind i offentligheden og blev nu en slagkraftig bevægelse.

De var ikke alene. Allerede i slutningen af 1800-tallet havde London og andre engelske byer været scene for store demonstrationer. Vaccinationsmodstandere i titusindvis havde krævet stop for den obligatoriske koppevaccination og stillet lægerne til ansvar for de sygdomme og infektioner, de mente fulgte i sporet på den.

Og de vandt.

I 1898 stillede parlamentet til de medicinske autoriteters ærgrelse folk fri – og satte dermed et indirekte spørgsmålstegn ved værdien af al vaccination.

Det var nogle år, før den kamp kom til Danmark.

Vaccinationsmodstanden herhjemme havde rod i det sundhedssyn, man bl.a. kalder naturhelbredelse. Ifølge denne tankegang opstår sygdom, fordi kroppens naturlige balance er blevet ødelagt og lader bakterier og virus brede sig, eller ubalancen kan i sig selv føre til sygdom.

Derfor skyldes sygdom groft sagt alt det, kroppen ikke er forudbestemt til. Det kan f.eks. være kødmad, byliv, rygning, alkohol eller mangel på bevægelse, sol, luft eller vand. Den etablerede lægelig behandling, der forsøger at bekæmpe sygdommen udefra med ’unaturlig’ medicin, kan i bedste fald kun skjule symptomerne; i værste fald er den direkte skyld i sygdommen.

Derfor var man fra starten skeptisk over for den etablerede lægestand - og det kan måske ikke overraske, at nogle begyndte at se skeptisk på noget så indgribende som vaccination, »medicinsk indpodning med sygdom«.

Formand for Dansk vegetarisk Forening Oluf Egerod var en venlig mand og blev senere i livet inspektør på Bellahøj Skole i Brønshøj i København. Men han var også gennemført idealist med ledelsesposter i Den Internationale Vegetarunion i 42 år, og i 1917, mens verdenskrigen gik ind i sit sidste år, indledte han kampen mod »den Autoritet, som Lægerne desværre endnu sidder inde med i det brede Lags Øjne«.

Med den offensive bogtitel ’Lægernes Vildfarelser’ formulerede Egerod den første sammenhængende danske vaccinationsmodstand:

»Vaccinationen staar som en af det 20. Aarhundredes største Skampletter, er der blevet sagt. Utallige er de Lidelser, den har paaført Menneskeheden, utrolig sej er alligevel den Kamp, Lægerne fører for dette Middel, trods det Faktum, at det ikke formaar at beskytte mod Kopperne, men nok at fremkalde andre Sygdomme«.

Danske læger havde sjældent meget andet end et skuldertræk til overs for Egerods påstande, og størstedelen af de danske naturhelbredelsesaktivister var nok stadig tilhængere af vaccination.

Det gjaldt i særdeleshed koryfæer som Carl Ottosen, leder af Skodsborg Badesanatorium, der anvendte naturhelbredelsesprincipper, og ’flexitaren’ Mikkel Hindhede, der var internationalt kendt for at have bevist mange af vegetarismens teser.

Men for Egerod og hans meningsfæller var kampen mod lægerne kun lige begyndt.

De danske vaccinationsmodstandere kunne spejle sig i fremgang ude i verden. Hos broderfolket i Sverige blev den obligatoriske vaccination afskaffet i 1916. I forbrugssamfundet USA kunne man fra 1915 glæde sine børn med dukken Raggedy Ann, skabt af illustratoren Johnny Gruelle, hvis datter angivelig var død på grund af en vaccination. Og med et salg på flere tusinde blev tøjdukken med de stirrende øjne og det stive smil ambassadør for budskabet om, at vaccination ikke kun var en vildfarelse, det var blodig alvor.

I Danmark var det stadig et meget lille minoritetssynspunkt, men i 1921 kom mediegennembruddet takket være én, der i hvert fald formelt havde noget at have sine holdninger i. Lægen Regine Grønberg-Petersen startede en landsdækkende debat, ikke mindst baseret på de sygdomme, der i hendes øjne kunne påføres ved vaccination:

»Øjensygdomme, Ørensygdomme, Hududsletsygdomme, Spedalskhed, Gangræn (koldbrand, red.), Bronchitis, Hjærnehindebetændelse, Stivkrampe, almen Svækkelse« – og så satte hun trumf på ved at henvise til tidens nok mest frygtede sygdom: Vaccination kunne endda vække en slumrende tuberkulose til udbrud.

Selv anviste Grønberg-Petersen normalt »Aandedrætsøvelser«, vegetarisk kost og massage som behandling, og hun var hverken hæmmet af kollegiale hensyn eller frygt for autoriteter: I 1920 havde hun ført en indædt debat med den ellers ærefrygtindgydende August Krogh. Den banebrydende forskning, som han fik nobelprisen for, mente hun at kunne afvise, da den var baseret på dyreforsøg.

Pludselig var vaccinationsmodstanderne her og der og alle vegne i dagspressen og ugebladene og angreb de almindelige lægers medicinske forståelse. Og pressen elskede det: Regine Grønberg-Petersen var altid klar med en skarp bemærkning, som kunne provokere og more læserne, og hendes meningsfæller forstod at holde gryden i kog.

Sundhedsstyrelsens formand dr. Tryde og andre læger måtte tilsvarende rykke ud i offentligheden med forsvar for vaccinationen.

Omtalen gav vaccinationsmodstanderne mod på mere, og i 1924 lagde KFUK København i Lille Kanikestræde lokaler til stiftelsen af Landsforeningen mod Tvangsvaccination. Med den symbolske placering et stenkast fra Københavns Universitet, der i næsten 450 år havde dikteret hvilke redskaber, der kunne bruges i sundhedens tjeneste, gik tæppet op for anden akt af vaccinationsmodstanden – slut var tiden med holdningsmageri, nu gjaldt det organiseret kamp.

I forbindelse med et foredrag i Aarhus kom Landsforeningens nye formand Martin Bjørner med en antydning med store perspektiver:

»Mig undrede det f. eks., at den sidste Epidemi i København udsprang 2 Dage efter, at vi havde dannet vor Organisation. Den saa mere ud til at være en Vakcinationsepidemi end en Koppeepidemi. I det mindste kom den Lægerne meget belejligt til at skræmme Folk med«.

»Belejligt«.

Mente Bjørner virkelig, at lægerne selv i al hemmelighed lå inde med lagre af koppevirus, som de var parat til at slippe løs med menneskelige omkostninger?

Bizart måske, men også i dag med vores endnu bedre uddannede befolkning og en lægelig succesrate, der er vokset på langt de fleste områder, kan man finde konspirationstanken i fuldstændig samme form.

Faktisk var der en måde at undgå den obligatoriske vaccination på: Straffen for ikke at lade sine børn vaccinere var nemlig bøder. Så den, der betalte sine bøder, kunne i princippet se det som en slags abonnementsordning på at have uvaccinerede børn. Sådan havde de vaccinationsmodstandere, der havde råd, gjort til nu.

Men Martin Bjørner bekendtgjorde, at han ville nægte at betale sin bøde, indtil den lokale læge gav ham en attest på, at vaccinen var uskadelig.

Det hverken kunne eller ville lægen, og efter nogen nølen fra myndighedernes side blev Bjørner afhentet til afsoning i Frederikssund Arrest, hvor han næsten med det samme indledte sin sultestrejke.

Nogenlunde samtidig havde Landsforeningen udgivet et skrift af Mahatma Gandhi, og i det danske forord havde Landsforeningen sidestillet sig selv og vaccinationskampen med inderen i den store kamp for menneskets frihed. Så hvad var mere naturligt end også at bruge de kampmidler, som Gandhi havde gjort til sine: civil ulydighed og gerne sultestrejke.

Med trussel om tvangsfodring var Bjørner pludselig på forsiden af alle aviser, og ikke som underholdende særling. På tværs af det politiske spektrum, delte man den holdning, som Politikens leder udtrykte sådan:

»Det virker uhyggeligt, at Manden skal holdes indespærret og pines for sin personlige Overbevisnings Skyld. […] Vi vilde ikke tro, at det danske Samfund vilde rystes i sin Grundvold, saafremt man vedtog en Ordning, ifølge hvilken Forældre kunde blive fri«.

Bjørner endte med at slutte sultestrejken og blev løsladt mod at betale bøden. Men efter løsladelsen blev han overstrømmet af velvilje fra offentligheden.

Timingen kunne næsten ikke have været mere uheldig for myndighederne, for lige netop på det tidspunkt var vaccinationssystemet udsat for international kritik. Holland og England havde oplevet en række tilfælde af hjernehindebetændelse, der måske, måske ikke kunne skyldes komplikationer med vaccination.

Det betød, at det ikke officielt var Bjørners fortjeneste, da der få måneder efter hans løsladelse blev nedsat en kommission til at revidere den danske vaccinationslov. Men i offentlighedens øjne havde vaccinationsmodstanderne vundet en stor moralsk sejr. De kunne nu trække fulde huse, når de drog rundt i landet og talte om farerne ved at lade sig indpode med smittestof.

Det måtte selv lægerne anerkende med fortrydelse. I Ugeskrift for Læger blev det foreslået, at man i fremtiden skulle foretage udpantninger af ejendelene hos folk, der nægtede at lade sig vaccinere. Fængslingen havde jo givet det helt modsatte resultat – offerstatus og medieopmærksomhed.I oktober 1929 afleverede et optog ledet af Bjørner 6.275 underskrifter mod obligatorisk vaccination til indenrigsministeren. Det var langt flere, end der var aktive i de alternative sundhedsbevægelser. Sagen havde kort sagt vundet folks sympati.

Og politikerne var heller ikke helt så afvisende. Med den nye vaccinationslov i marts 1931 blev det nemmere – godt nok med lægeattest – at få undtagelse for vaccination, hvis det var en trussel mod barnets sundhed.

I bedste fald en delsejr synes vaccinationsmodstanderne at have ment, det var jo stadig de forhadte læger, der skulle godkende det - og der var ikke mulighed for at slippe grundet samvittighed, sådan som man kunne i Sverige.

Kampagnen fortsatte – stadig i traditionen for den passive modstand, men nu med endnu stærkere midler. I efteråret var der indkaldt til vaccination på Statens Serum Institut på Amager. Forventningsfulde mødre med barnevogne var trukket op for at få deres poder stukket – men de kunne ikke komme ind eller følte sig i hvert fald ret utrygge ved det. Foran portene stod en alvorlig flok vaccinationsmodstandere med flyers og plakater. Med høje råb anklagede de SSI og lægerne for alle de forbrydelser, vi kender.

Kort efter kom patruljevognene: Vaccinationsmodstanderne blev arrestereret og slæbt i dommervagten. Her var der ingen martyr-point. Ej heller i pressen og blandt meningsdannerne. Og det satte sit øjeblikkelige aftryk, når den atter en gang løsladte Bjørner og de andre drog rundt til forsamlingshusene: Væk var de nysgerrige og sympatisørerne. Tilbage sad der kun enkelte inkarnerede meningsfæller.

Samtidig havde den nye lov måske beroliget en del. I løbet af få måneder svandt vaccinationsmodstanden ind til sjældne møder i et hjørne af Fælledparken. Og samtidig med de radikale aktioner forsvandt de højtråbende og veltalende aktivister. Oluf Egerod, Martin Bjørner og Regine Grønberg-Petersen kastede sig hver især over andre kampe.

Gassen var gået af ballonen, og vaccinationsmodstandernes konfrontation med myndighederne var slut. I hvert fald for de næste par generationer.