Foto: Søren M. Osgood
Karin Tybjerg: Nye erfaringer
Covid-19 har givet en ny generation epidemierfaring – en påmindelse om, at vi ikke kan kontrollere biologien, og om, at biologi og sundhed ikke kun er individuelle anliggender. Vores krop og omverdenen hænger uløseligt sammen. Det kræver en ny, mere ydmyg type lederskab.
Arbejdet med at håndtere epidemien har også sat fokus på videnskabens nødvendighed – på tværs af discipliner. I laboratoriet, ved computeren og med historiske kilder. Mange af de erfaringer, vi kunne spejle i, os lå pludselig 50, 150 eller flere år tilbage i tiden.
Og hverdagen? Den kollektive håndhygiejne holder nok ikke evigt. Men udviklingen af online kommunikation har gjort det klart, at vi kan klare meget mere online, samtidig med at det til tider er vigtigt med fysiske møder. Så det bliver nemmere at arbejde hjemmefra og internationalt, men stadig svært at opgive rejserne.
Foto: Lene Vendelbo
Tommy Heisz: Slut med at ignorere verden
I vores del af verden har vi længe kunnet ignorere epidemiudbrud andre steder på kloden. Det svarer lidt til, hvordan det bedre borgerskab tilbage i historien kunne ignorere fattigmandsepidemier.
Men i en globaliseret verden hænger det hele sammen, og det har covid-19 udstillet. Hvis den spanske syge lærte de enkelte lande, at sundhed er et fælles offentligt anliggende, så kan covid-19 i dag lære os, at indsatsen ikke kan isoleres til lande eller regioner.
Konkret tror jeg, at turismekonceptet kommer til at ændre sig. Det er svært at forestille sig, at vi fremover ufortrødent kan fortsætte med at rejse på kryds og tværs af kloden, som vi har lyst til. Da den spanske syge ramte for over 100 år siden, fandtes masseturisme slet ikke.
Det har vist sig at være en kæmpestor udfordring, at folk ser det som en menneskeret at rejse. I samspil med klimakrisen kan pandemien måske være med til at få folk til at rejse mindre og mere bæredygtigt. Mit gæt er, at der bliver flere togrejser gennem Europa og færre krydstogter og forlængede weekender i New York.
Foto: Tariq Mikkel Khan
Poul Duedahl: En lille pandemi
Flagermussygen er i historisk perspektiv en forholdsvis lille pandemi, for vi er slet ikke i nærheden af dødsrater som under Den Sorte Død og den spanske syge. Pandemien bliver derfor en parentes i danmarkshistorien.
Ikke så snart får vaccinen overtaget, før vi mennesker får travlt med at glemme. Ligesom frontsoldaten fortrænger for at opretholde forestillingen om en normalitet, sådan vil glemslen også ramme os.
Men historien viser, at der altid hænger lidt ved. Mest i form af lovgivning og kulturændringer. Pest gav os karantæne, isolation og epidemilovgivning, kopper gav vaccine og kolera kloakering. Tuberkulosen lærte os ikke at spytte på fortovet, og aids lærte os at bruge kondom – og på samme måde har coronaepidemien lært os at afspritte hænder, bære maske og undlade at give hånd.
Hvad der for kort tid siden virkede som stærkt eksotiske indslag, er kommet for at blive.
