Kolerabakterien satte lægerne skakmat

DE STORE KOLERAEPIDEMIER kom dog først til Europa i 1830’erne fra Indien over Rusland.

Epidemierne hærgede især i byerne. Deres indbyggertal var eksploderet, og hverken bygningsmasse eller renovation kunne følge med.

Gaderne sejlede i bogstaveligste forstand i affald og afføring, som ofte blev hældt direkte derud. Latrinerne var for få og små, og indholdet skvulpede ud.

Som vi kender det fra vores egen epidemiplagede dagligdag anno 2021, blev det ivrigt diskuteret, hvordan samfundet skulle håndtere både renligheden og den truende epidemi. Hvordan skulle man holde den ude af landet?

Senere diskuterede man, hvordan man skulle holde den stangen og holde de angrebne i live. Og hvorledes kunne hensynet til handel og økonomi afvejes mod befolkningens sikkerhed, specielt i forhold til karantæne for handelsskibe?

ALLE VAR ENIGE OM, AT DET VAR vigtigt at klarlægge sygdommens årsag, men der stoppede enigheden også.

To videnskabelige paradigmer stod over for hinanden. På den ene side de såkaldte miasmatikere, som tilskrev sygdommens opståen usunde vinde fra øst, der udløste sygdomsanlæg i usund jord. På den anden side kontagionisterne, som mente, at sygdommen smittede fra person til person.

Den kontagionistiske anskuelse ligger nærmest vores nutidige forståelse af infektionssygdomme, men det er værd ikke uden videre at feje miasmatikernes tilsyneladende fremmedartede ideer af banen.

Begge føjede de centrale brikker til forståelsen og bekæmpelsen af sygdommen, og vi er i dag blevet mere opmærksomme på sammenhænge mellem miljø og sygdom. Tilslutningen til de to teorier skiftede, som regeringer skiftede farve og som epidemiernes ebbe og flod gennem århundredet.

Kontagionisterne dominerede, da koleraen først hærgede uden for Danmark i 1830’erne.

For at undgå smitte blev ankomne skibe og varer sat i karantæne. En plan for, hvordan en eventuel epidemi skulle håndteres, der blev udfærdiget af læger og politidirektøren i 1831, var også baseret på ideer om smitte mellem personer.

HER BRUGTE MAN PESTEPIDEMIERNES KONTAGIONISTISKE drejebog fra 1700-tallet, hvis tiltag samtidig virker mærkeligt velkendte her under coronaepidemien.

De syge skulle isoleres, og huse med syge skulle markeres med en seddel med teksten ’Cholera’, ganske som man tidligere havde brugt pestkors.

Offentlige steder, »endog kirker og skoler«, skulle lukkes, og forsamlinger forbydes. For at dyr ikke skulle sprede smitte, skulle fjerkræ stækkes, og hunde og katte slås ned. – En senere formildende tilføjelse gav folk mulighed for at vaske deres hund med en kloropløsning, hvis de var meget glade for den.

Ideen om miasmer, den syge luft, begyndte dog også at gøre sig bemærket i et øget fokus på renlighed.

Og 20 år senere, midt i 1800-tallet, var de lægefaglige vinde vendt.

Ideen om, at sygdom smittede fra person til person, blev anset for gammeldags og uoplyst. Nu mente man, at sygdommen kom med vinden og udviklede sig i sumpet jord, skidt og usunde konstitutioner. Men på trods af at læger som Emil Hornemann ivrigt agiterede for bedre hygiejne, gik det trægt. Til gengæld blev karantænerne løftet, da de fremstod nytteløse og skadelige for handlen.

Om det skyldtes de løftede karantæner, at planerne om kloakering kun lige var vedtaget, men ikke gennemført, eller sort uheld, vides ikke, men i juni 1853 kom koleraen til København.

SUNDHEDSKOLLEGIET, SOM STYREDE TILTAG MOD EPIDEMIEN, publicerede en bekendtgørelse om, at koleraen var ankommet. Når man, skrev de, ikke kunne vise, at sygdommen kom udefra, måtte den være forårsaget af vejrforhold, levemåde og hygiejne.

Rådene til befolkningen gik derfor på at undgå ophold i indesluttet, fordærvet og fugtig luft, at lufte ud og holde sengetøjet rent. Derudover anbefaledes varmt tøj og uldne mavebælter. Kroppen skulle også holdes sund, og myndighederne anbefalede en kost, hvor man undgik frisk frugt, kål, roer, flæsk og fed fisk, men lidt brændevin ville ikke skade dem, der var vant til det.

Også sindet skulle holdes i ro, og borgerne skulle vogte sig for uafbrudt åndelig anstrengelse, ængstelse, frygt og mangel på søvn – hvilket måske var lettere sagt end gjort.

Ligesom lægerne mente, at folks temperament og mentale forhold kunne give grobund for sygdom, så bandt de miasmatiske teorier moralsk dårligdom og sygdom sammen mere generelt. Dette kunne dog også udgøre en ganske konkret forbindelse. For få toiletter – der kunne, skrev lægen Hornemann i 1852, være 40-60 mennesker om et enkelt sæde – hvilket betød, at børn og andet godtfolk besørgede udenfor på gader og stræder. Det var skidt for både renlighed og sædelighed.

Selv om miasmeteorierne var mest inde i varmen, var der både tvivl og magtesløshed.

Læger og øvrighed førte til protokols og beskrev boligforhold og vaner hos de syge for at blive klogere på årsagerne. Det er takket være de teoretiske disputter, at vi har et stort kildemateriale, som beskriver de syges og fattiges kår, fordi man søgte at finde forklaringer i bolig, renlighed og sovevaner.

EN LÆGE PÅ SKAGEN BERETTER OM EN DRIKFÆLDIG TOLDASSISTENT, som boede fugtigt, smudsigt og i indeklemt luft og fik kolera. Konen havde frygtet smitten og sygdommen, men hun lå hele det døgn, han var syg, »bøjet over den syge, kyssede og klappede ham og indåndede hans ekshalationer«.

Derefter klamrede hun sig til koleraliget en hel nat i en kvalm alkove, kyssede det og »indsugede med munden uddunstningerne fra ligets mund«. I næsten otte dage lå hun ude af sig selv med hans hovedpude, som hun blev ved med at bruge. Beretningen bevidner rædslen, lægens blik og vanskelighederne ved at forstå sygdommen. Mand og kone boede i samme miljø, og hun var så tæt på, som man kunne være. Men hun blev ikke syg. Beretningerne kunne ikke gøre en ende på debatten.

De behandlende læger stod stort set magtesløse ved patienternes side. Åreladning var en af hovedbehandlingerne, og selv om det ikke giver mening at gå i rette med historien, er det svært ikke i bakspejlet at gyse over, hvad patienterne blev udsat for.

De åreladende læger brokkede sig over, at de ramte patienters blod var så tyktflydende, at de ikke kunne få det til at løbe ud. Fra vores synsvinkel var det en naturlig konsekvens af patienternes desperate væskemangel og gjorde blot ondt værre.

Lægerne forsøgte også uden held at justere kropstemperaturen – kolde bade for feberen og gnubben med den stærkt lugtende kamfer og alkohol til de marmorkolde kroppe i de sidste faser.

HJÆLPELØSHEDEN FREMGÅR AF FØLGENDE BERETNING fra en bedstemor i Tyskland, som mistede sine børnebørn i en af de første epidemier i 1831.

Vi har kun få kilder til, hvordan sygdommen ramte borgerskabet. Hun skriver i et brev, hvordan børnene søndag eftermiddag var ude og »må have modtaget den skrækkelige gift fra luften«. Mandag morgen begyndte lille Louise at kaste op og fik diarré. Lægerne kom, men »trods al tænkelig omsorg var Louise et lig ved 2-tiden«.

Derpå blev den mindste, Rosa, syg, men fik det lidt bedre efter noget andet medicin, som lægen skønnede var bedre. Så blev Emmi, som var munter og overmodig ved sengetid, syg klokken 22.30 om aftenen. Skønt hun fik dråber og blev gnedet ind i kamferspiritus, og selv om lægerne »anvendte alt i nøje overensstemmelse med forskrifterne«, hjalp intet, og Emmi sov stille ind ved 4-tiden om morgenen tirsdag.

Omhuen fra lægerne blev nu den lille Rosa til del, men også »dette sidste sarte pant« udåndede tidligt onsdag morgen.

EN STRØM AF MEDIKAMENTER OG TILTAG BLEV AFPRØVET over hele Europa, og man mærker håbløsheden både i en stor artikel i Ugeskrift for Læger, som sammenlignede tiltagene på de store parisiske hospitaler, og i en opsummering af behandlingsresultater efter epidemien i København 20 år senere. Den fornuftige læge når frem til, at nogle enkle præparater måske gør lidt nytte, men når først sygdommen får fat, er det bedste, man kan give patienten, lidt is at sutte på og rent og tørt sengelinned. Der er dårlige odds hele vejen rundt.

Lægevidenskaben var sat skakmat, selv om den ihærdigt beskrev og undersøgte sygdommen. Den nævnte flaske med koleradiarré viser det tydeligt: Man kunne karakterisere, kategorisere og undersøge tarmene på de døde, men kunne ikke redde de syge.

Epidemien i København kostede 5.000 børn og voksne livet, hvilket var cirka en for hver 25 indbyggere.

Bakterien blev isoleret og observeret i mikroskop allerede i 1854, året efter epidemien i København, af den italienske patolog Filippo Pacini (1812-1883) under en epidemi i Firenze.

Han undersøgte tarmene på kvinder, der arbejdede på hospitalets vaskeri, og som var blevet syge og døde af kolera. I deres tarmindhold fandt han en kommaformet mikroorganisme. Men interessen var uhyre begrænset, da han publicerede sine fund. Miasmeteorien, Pacinis eget temperament og vanskeligheden ved at vise årsagssammenhænge var imod ham.

DET VAR FØRST, DA DEN TYSKE STJERNEFORSKER Robert Koch (1843-1910) påviste kolerabakterien, at videnskabsfolk begyndte at se bakterien som sygdommens årsag. Koch havde allerede imponeret ved at isolere miltbrand- og tuberkulosebakterier. I årene derefter skete opdagelserne i en lind strøm: dysenteri-, difteri-, stivkrampe-, pest- og syfilisbakterierne er blot nogle få af dem, som blev isoleret. I noget nær matematisk-logiske sætninger beskrev Koch forholdet mellem bakterie og sygdom.

Men som i alle gennembrud er virkeligheden mere broget, og der var ikke fuld enighed om, at kolerabakterien var roden til alt ondt. Den tyske hygiejneteoretiker Max Pettenkofer (1818-1901) holdt fast ved, at den udløsende årsag findes i forskellige jordtyper og fugt. Og Pettenkofer satte sit helbred og fordøjelsessystem på spil for at få ret. Han nedsvælgede simpelthen en flaske bouillon fyldt med kolerabakterier og skrev triumferende til Koch:

»Hr. doktor Pettenkofer sender sine komplimenter til hr. doktor professor Koch og takker ham for flasken med såkaldte kolera-vibrioer, som han var så venlig at sende. Hr. doktor Pettenkofer har nu drukket hele flaskens indhold og glæder sig over at kunne informere hr. doktor professor Koch om, at han er ved sit vanligt gode helbred«.

PETTENKOFERS SELVEKSPERIMENT RUMMEDE DOG IKKE hele svaret.

Kolera blusser stadig jævnligt op i Bangladesh, Østafrika og under humanitære katastrofer som jordskælvet i Haiti 2010 og krigen i Yemen i 2018. Mod koleraen har de bedste våben vist sig at være forbedrede kloakforhold og boliger – infrastruktur, som byen København da også hastigt begyndte at udvikle efter den frygtelige koleraepidemi i 1853.

Og behandlingsmæssigt? Ja, der kan en salt- og sukkeropløsning hjælpe kroppen med væske, indtil sygdommen er overvundet.

Forskningen søger nu løsninger på de tilbageværende epidemier i genetisk forskning såvel som i observationer af husholdninger og analyser af fortidens koleraepidemier. Epidemier viser til overflod, hvordan forståelsen af dem går på tværs af samfund, naturvidenskab, lægelig omhu og historie.