Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Hvorfor indførte kongen vaccineattest?
Efter en række koppeepidemier indførte Frederik 6. i 1810 en vaccineforordning for Danmark-Norge, som skulle stække den dræbende sygdom.
Ordningen med et vaccinationsinstitut i København, »hvor enhver uden Betaling kan blive indpodet Kokopper«, skulle udbredes til hele riget ved hjælp af lokale læger, der årligt skulle rejse rundt i distrikterne og »vaccinere dem, som dertil frivilligen melde sig«. På rejserne ville lægerne nyde fri befordring og få 24 skilling pr. vaccination.
Men én ting er at have vaccinen klar og tilgængelig. Noget andet er at få skeptiske undersåtter til at lade sig vaccinere.
Forordningen gav derfor folk et klart incitament: For fuldt ud at kunne deltage i samfundslivet skulle man kunne fremvise en attest, som dokumenterede, at man havde ladet sig vaccinere. Dermed blev den ’frivillige’ vaccine reelt et krav for mange, der ikke allerede gennem sygdommen havde opnået immunitet.
Hvad gav attesten adgang til?
Stort set alle aspekter af samfundslivet: uddannelse, understøttelse, arbejde og endda giftermål.
Præster blev fra 1811 forbudt at vie par, der ikke begge kunne fremvise en vaccinationsattest eller fremvise tegn på at have haft kopper. Samtidig skulle præsten formane konfirmander om at få det »for deres Liv og Sundhed vigtige Forebyggelsesmiddel«.
Samme krav gjorde sig gældende i den »Kgl. Krigstieneste til Lands eller Vands«, hvor man skulle medbringe attest eller fremvise »umiskendelige Tegn paa at have haft de naturlige Kopper«. Kunne soldaten ikke det, blev han vaccineret »strax ved hans Ankomst til Tienesten«.
Desuden havde skoler, »som ei henhøre til de ringeste Almue-Skoler«, ansvaret for, at alle optagne enten kunne fremvise vaccineattest eller tegn på allerede overstået sygdom. Det samme gjaldt oldermænd og lavsmestre i forhold til læredrenge, mens »Directeurerer og Bestyrere af offentlige Stiftelser« skulle sørge for det samme, når det gjaldt dem, »der indtages som Lemmer i samme, eller derfra nyde Understøttelse«.
Hvilken effekt havde kravet om vaccineattest?
1810’ernes vaccinestrategi havde to problemer: Man troede fejlagtigt, at vaccinen gav livslang beskyttelse mod kopper, men da man ikke genvaccinerede, dukkede smitten regelmæssigt op i de følgende årtier. Desuden blev kun omkring halvdelen af børnene i København ifølge Ugeskrift for Læger vaccineret.
Det var derfor først med den lovpligtige vaccination i 1871, at man havde held til at få bremset udbredelsen af kopper. Der havde allerede i forordningen fra 1810 været en del tvang, og f.eks. skulle indbyggere i byer, »hvor Kopperne have yttret sig«, lade sig vaccinere. I købstæder dog kun i de huse, hvor smitten havde vist sig. Men med den nye lov gav det bøde ikke at lade sig vaccinere, og det var lovkravet, der endelig fik gjort kopper til en sjældenhed herhjemme. Det var dermed tvang og ikke frivillighed med attest, der gjorde, at man fik slået den frygtede sygdom ned.
Kilder:
Dansk Medicinhistorisk Årbog 2005 og danmarkshistorien.dk
