I 1402 indtraf en begivenhed, som blev et tragisk efterspil til den unge kong Olufs pludselige død 15 år tidligere. Dengang havde rygterne svirret om hans uforklarlige forsvinden, og særlig i Norge nægtede man at tro på, at han var død. Helt til Preussen nåede rygterne, og en samtidig forfatter, Johan von Posilge, har udførligt berettet om de mærkværdige følger, der samtidig greb ind i striden om Gotland:
»I dette år (dvs. 1402) skete en mærkelig historie i landet Preussen. Der var en fattig, sygelig mand, som var kommet ind i landet og befandt sig i en landsby ved Grudentz. Her fandt nogle købmænd ham og spurgte, om han ikke var kendt i Danmark, for han lignede kong Oluf meget. Han sagde, at han ikke var denne. Så drog de bort fra ham, men bragte andre med sig tilbage og tiltalte ham som deres herre, kongen af Danmark og Norge. Nu var det sket ca. 16 år tidligere, at dronning Margrete havde en søn, som hun havde ladet forgive. På grund af denne historie opstod det rygte, at denne mand var kong Oluf, der havde skjult sig, og at en anden var blevet forgivet i hans sted, og han altså var sluppet derfra.
Det hørte en borger fra Grudentz, kaldet Tyme von der Nelow, og han hentede ham og behandlede ham godt. Nogle købmænd fra Danmark og Norge kom også og førte ham til Danzig, for at alle folk kunne hylde ham som en konge, og viste ham stor ære og gav ham alt det i hånden, han ville have. Og en herold kom til ham og lod et segl gravere til ham, hvorefter han skrev og sendte bud til dronningen, at han var hendes søn, der var kommet her til landet og gerne ville være blevet i sin fattigdom, hvis ikke paven havde tvunget ham til at fordre sine lande og riger tilbage.
Så sendte dronningen agtværdige bud til Preussen og anmodede om, at man sendte ham til hende; var han hendes søn, ville hun gerne holde ham derfor. Højmesteren sendte ham da med nogle ordensherrer over til dronningen i Kalmar, og her blev han fundet falsk i alle sager, eftersom han hverken var født i landet eller kunne sproget. Han bekendte offentligt, at han var født ved Eger i en landsby, og hans far havde heddet Wolff og hans mor Margrete, men når disse købmænd og danzigere antog ham for at være konge efter heroldens anvisninger og gav ham alt, hvad han behøvede, så måtte han jo også regne sig som en sådan.
Så lod dronningen ham føre til Skåne, hvor købmændene mødes fra mange lande, og efter sin egen bekendelse blev han dømt til døden. Der blev lavet et stort, mægtigt bål, og han blev behængt med alle de breve, som han havde sendt dronningen som hendes søn, og fik en krone sat på hovedet og blev sat op foran alle folk og kastet på ilden og brændt.
Alle de klenodier, han havde haft på sig, blev givet til et kloster. Dronningen ville ikke have nogen af hans ting, undtagen seglet, som han havde ladet udfærdige. Det tog hun og lod det slå itu og ødelægge«.
Margrete 1. pompøse sarkofag fra 1423 har en central placering i Roskilde Domkirke.
Det ser ud til, at Johan von Posilges beretning i alt det væsentlige er korrekt. Vi har nemlig bevaret flere originalbreve i denne mærkelige sag, som uden tvivl har oprevet sindene i samtiden.
17. juni 1402 sendte en række danske og svenske rigsråder en længere skrivelse til højmesteren for Den Tyske Orden, hvor de udførligt redegjorde for omstændighederne omkring kong Olufs død den 3. august 1387.
Brevet var naturligvis foranlediget af, at det var kommet rigsråderne for øre, at »en slyngel, bedrager og forræder, som kalder sig Oluf«, førte sig frem i Preussen og var til »stor hån for vor nådige frue dronningen og hendes tre kongeriger«.
Rigsråderne kunne imidlertid bevise og bevidne, at den sande kong Oluf havde udåndet på Falsterbo Slot i armene på sin kammerherre Folmer Jacobsen og i nærværelse af flere fra hans personlige tjenerstab, nemlig hofmesteren, køgemesteren, kapellanen og mundskænken.
I øvrigt var det netop Folmer Jacobsen, der sammen med den stralsundske borgmester, Wulf Wulfram, overbragte brevet til højmesteren.
Dronningen havde ikke selv været til stede ved dødslejet, for hun opholdt sig da i Ystad. Endvidere kunne rigsråderne bevidne, »at han blev skåret op og balsameret, som en konge plejer at blive det, og lagt i kirken i Falsterbo med ubedækket ansigt«. Indvoldene blev ført til domkirken i Lund og begravet der, medens liget bragtes til Sorø Kloster, »hvor flere konger og dronninger ligger begravet«.
Efter denne udførlige redegørelse anmodede man højmesteren om at sende denne bedrager og slyngel, »som således har forhånet, vanæret og løjet for vor nådige frue og os«.
De frygtede, at sagen ellers kunne blive til stor skade for rigerne. Brevet er bevaret i original med 12 hængende segl (af oprindelig 13), så der er ingen tvivl om ægtheden. Højmesteren lovede da også kort efter i et brev af 21. juli til dronning Margrete, at han ville sende »den mand, der kalder sig en konge af Danmark«, til Kalmar med nogle ordensbrødre og sendebud.
Her var der nemlig til Skt. Jacobs dag (= den 25. juli) berammet et forhandlingsmøde om Gotland. For dronning Margrete var sagen en smertelig påmindelse om sønnens død, og hun har uden tvivl ønsket den bragt til afslutning hurtigst muligt. For at standse de svirrende rygter har hun tydeligvis også lagt vægt på, at retshandlingen blev så åben som muligt, og hvilket sted kunne da være bedre for henrettelsen end det store sildemarked i Falsterbo, hvor købmænd og folk fra en mængde lande mødtes?
Den dramatiske historie og henrettelsen på bålet har vakt opsigt overalt, og den omtales i flere samtidige krøniker. Den Lübske Krønike beretter, at dronningen havde ladet en mand brænde ved Falsterbo, og: »Han kunne sige mange hemmeligheder, som kun dronningen vidste om hendes søn. Og han havde nogle mærker på sin krop, som man sagde lignede de, som hendes søn Oluf havde haft. Derfor mente mange folk, at han var hendes rigtige søn«.
En anden krønike (’Chronica Novella’) kunne berette, at de hemmelige oplysninger kom fra en kvinde, der i sin tid havde ammet den unge konge. Den historie levede også videre, og man møder den gang på gang i 1500-tallets historiske værker.
Nu blev den falske Oluf kaldt for ammens søn, og den danske historiker Arild Huitfeldt fremførte som bevis, at den rigtige kong Oluf havde haft en vorte, som bedrageren ikke kunne fremvise. Anderledes så det ud i svensk historieskrivning, hvor Danmark blev betragtet som den gamle arvefjende.
Her blev dronning Margrete fremstillet som en ond kvinde, der havde myrdet sin egen søn for at få magten.
Manden, der påstår at være være Margrete 1.s afdøde søn Oluf, spilles af Jakob Oftebro.
Helt til Italien nåede rygterne, og i Perugia verserede senere en forvansket historie om en mand, der var død i byen i 1415. Denne mand ved navn Erik (en forveksling af kong Oluf og Erik af Pommern) skulle være en søn af kong Haakon og dronning Margrete.
På grund af sin store fromhed nægtede han at lade sig hylde til konge i sit hjemland og flygtede dernæst til Italien, hvor han blev franciskanermunk. Senere vendte han tilbage, blev pågrebet som en bedrager og kastet på bålet. Ved et mirakel forblev han uskadt, og folket hyldede ham. Han rejste tilbage til Perugia, hvor han døde i 1415 efter at have røbet sin kongelige herkomst.
Som det er påvist andetsteds, er denne besynderlige historie et resultat af misforståelser og historisk manipulation, som går tilbage til 1500-tallet, hvor historien om den falske kong Oluf blev blandet sammen med en temmelig ukendt helgen i Perugia, der skulle være af kongelig herkomst.
Historien forekommer første gang i et værk om Franciskanerordenens historie fra 1557.
Denne sammenblanding af løse rygter og realiteter fortæller meget om kommunikationen i middelalderen. Når først rygterne var sat i gang, og informationskilderne var ukontrollable, kunne de blive næsten umulige at styre.
Dronning Margrete har udmærket været klar over denne fare, og når hun lod den falske Oluf offentligt bekende, at han var en bedrager, var det en nøje gennemtænkt handling. At han blev brændt på bålet, skyldes sikkert, at han opfattedes som kætter. Man troede, at ilden løste den dømtes sjæl fra pagten med djævelen, og samme straf idømtes eksempelvis tempelherreridderne under ordenens udryddelse mellem 1307 og 1314 og senere den religiøse reformator Johan Hus i 1415.
Hvem den stakkels sindsforvirrede mand egentlig var, får vi aldrig at vide, men måske blev han et uskyldigt offer for pengegriske spekulanter. Domskendelsen kan ikke betragtes som specielt hård. På dronning Margretes tid var henrettelser en almindelig anvendt straf inden for retssystemet, og en dødsstraf for majestætsforbrydelse var selvindlysende.
Margrete 1.s adoptivsøn Erik af Pommern spilles af Morten Hee Andersen
Kigger man tilbage til omstændighederne ved kong Olufs død, er der dog nogle forhold, som bør omtales. Efter hans død i 1387 gik der tilsyneladende meget lang tid, før han kunne begraves i Sorø Klosterkirke, og der blev aldrig opført et egentligt gravmæle, på trods af at han havde været konge for både Danmark og Norge og kunne gøre krav på den svenske trone. Dronning Margrete havde i samme kirke bekostet et kæmpe gravmonument for sin fader, Valdemar Atterdag, så hvorfor rejste hun ikke et tilsvarende for sin søn? I det hele taget udviste dronningen en påfaldende mangel på interesse for sin afdøde søn. Ved de mange sjælemesser, som dronningen indstiftede ved diverse kirker, er Oluf således ikke nævnt. Et godt eksempel er de store godsdonationer i 1393, hvor kirker og klostre blev forpligtet til at afholde sjælemesser »til gavn og støtte for vor faders og vore forfædres og venners sjæle og vor egen«. Citatet er hentet fra donationen af Saltø Gods til Roskilde bispestol.
Den nuværende gravsten i Sorø Klosterkirke blev først udført i begyndelsen af 1500-tallet, og på det ydmyge skriftbånd står blot på latin: »Her ligger Oluf, dronning Margretes søn, som hun avlede med kong Håkon af Norge«.
Hverken hans fødsels- eller dødsår er nævnt, og hans titel af konge over Danmark og Norge er udeladt. Graven blev åbnet i 1857 på foranledning af Frederik 7., men store dele af skelettet og kraniet var ødelagt. Man mente dog, at det havde tilhørt et ungt menneske. Der var ikke spor af kongelig ligklædning eller diverse begravelsestilbehør som våben og smykker.
I 1970 blev graven genåbnet, men her var kun mørnede skeletdele tilbage.
Man kender dog til en gravskrift på latin, forfattet af Iver Bertelsen, der 1572-80 var forstander for Sorø Kloster. Her bliver ordene lagt i munden på Oluf selv og afsluttes således:
»Nu hviler mit, Olufs, legeme her i Sorø mellem min bedstefader og min oldefader, mens min sjæl er badet i himmelens lys. Men den mand, der på grund af en lighed i udseende udgav sig for mig med lumsk og listig hjælp fra min amme, har efterladt sin aske i Falsterbos sand, for at ilden skulle straffe hans falske krop«.
Vivian Ettings bog ’Margrete 1. – en regent og hendes samtid’ er netop udkommet på Gyldendal i en ny, revideret udgave, hvor nye forskningsresultater inden for både historie og arkæologi har givet anledning til uddybninger og opdateringer af teksten.
