Brudflader mellem modernitet og tradition: Kvinders kamp for frigørelse og forandring i 1920erne

Sådan skrev den 37-årige forfatter Karen Blixen (1885-1962) i januar 1923 fra kaffeplantagen i Østafrika i et brev til sin mor.

Blixens egen frigørelsesproces fra en opvækst i det øvre danske borgerskab og et kuldsejlet ægteskab til livet som forretningskvinde i en fremmed kultur og en vild natur får her en nærmest fysisk manifestation i hendes opråb til kvinder om at skaffe sig mere frihed og selvstændighed: Bliv korthåret, og lær at køre bil!

De to ting indrammer på næsten symbolsk vis de nye muligheder og livsscenarier, der for en del kvinders vedkommende opstod i 1920’erne. Strikse normer for udseende, påklædning, kropsbeherskelse og fysisk udfoldelse var under forandring, og samtidig blev mobiliteten – både i fysisk og overført forstand – udvidet.

Det kom ikke ud af det blå. Der havde i årtierne op til ’de brølende 20’ere’ været en voksende bevægelse for mere ligestilling mellem mænd og kvinder. Fra slutningen af 1800-tallet drejede det sig især om, at kvinder skulle have stemme- og valgret på linje med mænd. Valgretten blev gradvist indført ved menighedsrådsvalg i 1903, kommunale valg i 1908 og endelig ved rigsdagsvalg med den nye grundlov i 1915.

Adgangen til uddannelse var også blevet mere jævnbyrdig. Kvinder havde fået adgang til universitetet og mellem- og realskole samt gymnasieskolen, selv om kun ganske få fik studentereksamen og dermed adgang til universitetet.

Der havde også i de foregående årtier været heftig debat om de forskellige normer, der blev pålagt kvinder og mænd i forhold til sex før og uden for ægteskabet.

Trods den begyndende frigørelse var de fleste kvinder omkring Første Verdenskrig underlagt normer og regler, der havde betydning for deres deltagelse i samfundslivet.

Kvindens krop havde på grund af kulturelle og religiøse selvfølgeligheder i mange århundreder været tildækket. Ve den, der blottede en ankel eller havde for dyb en halsudskæring, der kunne sætte mændenes drifter i gang! Tildækningen antog unaturlige former, hvor kvinden befandt sig kraftesløst i centrum af et stift korset (som Karen Blixen også nævner), store skørter med stativer under, tournure på bagdelen og stramt snørede og upraktiske støvletter.

Den ideale korsettalje var på 47 centimeter. Fra kvinderne var helt unge, svækkedes deres ryg- og mavemuskulatur derfor, de havde svært ved at bøje i ryggen, ribbenene blev deforme, og der var endda en medicinsk diagnose – snørelivslever – for de konsekvenser, indsnøringen havde for de indre organer.

Mode- og skønhedsidealerne fastholdt kvinderne i et liv præget af kontrol og passivitet, men blev samtidig latent seksualiseret, fordi al staffagen fremhævede barm, talje, hofter og bagdel på en måde, der svarede til tidens kvindeideal.

Kvinder i landhusholdningerne og i arbejderklassen kunne selvfølgelig ikke arbejde i en sådan mundering, så de gik i hverdagen mere praktisk klædt. Men man kan se, at det var et ideal og en norm for alle samfundslag, når fabriksarbejdersken eller tjenestepigen stillede op til datidens vigtige selvfremstilling: et portrætfoto fra et fotografstudie, som hun kunne give kæresten og måske sende til forældrene derhjemme, langt fra hendes arbejdsplads.

Håret var et kapitel for sig. Alle kvinder havde langt hår, men at lade det hænge løst blev anset for sjuskeri og manglende ærbarhed. Det skulle være sat op i en stram eller flettet knold eller i overklassen og ude i verden i mere kunstfærdige frisurer, der forårsagede forstyrret nattesøvn med papillotter og stramme fletninger og krævede svidende krøllejern opvarmet i kakkelovnen samt alskens miksturer, spænder, hårnåle og pynt.

1920’erne blev et vendepunkt. Mange kvinder begyndte at ændre på deres fysiske fremtoning, så deres kropslige udtryk og deres færden i verden blev anderledes. Og Karen Blixen var ikke den eneste, der blev klippet korthåret.

Især unge kvinder gik til frisøren og fik det nye ’Garçonne-Haar’, der enten var en kort pagefrisure eller en decideret korthårsklipning i stil med mænds. Eller også tog de selv køkkensaksen og klippede fletningerne af.

I en annonce for Riises Haarpræparater i Politiken i september 1924 skriver firmaet, at »Drenge-Haar er ikke blot et Modelune; mange Damer erklærer oprigtigt, at de har anlagt den korthaarede Frisure, fordi de havde en evig Kamp med at vedligeholde det lange Haar. Page- eller Garçonne-Frisuren tager ingen Tid«.

I begyndelsen var det et chok og vakte stor forargelse, da man i Danmark fra omkring 1920 hørte om den nye hårmode fra udlandet. Kort hår til kvinder blev opfattet som grimt, uklædeligt og ikke mindst ukvindeligt. Kvinder, der havde kort hår, var enten nonner, havde tabt håret på grund af sygdom eller havde måttet ty til en klipning efter et voldsomt angreb af lus.

I april 1924 var der på Damernes Side i Politiken en omtale af »det korte Haars Sejrsgang« i især Frankrig, Storbritannien og USA, men »dog er endnu ingen kendt Dame af Kjøbenhavns Highlife optraadt med Drengehoved«.

Det ændrede sig dog hurtigt. I løbet af 1924-25 slog frisuren for alvor igennem i Danmark, og aviserne bugnede af annoncer, der ligesom Riises Haarpræparater fangede modetrenden, forsvarede den og gav både opbakning og vejledning. Parallelt hermed opstod der dog også et behov for hjælp til dem, der fortrød.

Damernes Side var i februar 1925 klar med tips til udfordringen med »at give Afkald paa Drengehaaret og atter ’vende tilbage til Naturen’«, nemlig »Overgangsfrisurer«, der blev formet ved hjælp af spænder, kamme og påsat hår.

Også på tøjfronten dukkede helt nye tendenser op, der havde rødder i reformkjolerne fra slutningen af 1800-tallet.

Nu krøb kjolelængden op til omkring knæet, og samtidig blev en løs silhuet med tyndt og blødt stof, der faldt løst omkring kroppen, moderne. Det var et farvel til korsetter og mamelukker. Lange ærmer var heller ikke længere et must, så blottede underben, skuldre, nakker og halse blev et almindeligt syn.

Spadseredragten – introduceret af den franske modeskaber Coco Chanel (1883-1971) i 1923 – var med sin kombination af en kort nederdel, en kort jakke og en bluse i blødt stof en helt ny måde at klæde kvinder på, endda skiftede enkelte modige kvinder nederdelen ud med bukser og tilføjede et slips.

Det var derfor ikke overraskende, at medier og reklamer snart døbte de nye tendenser »den maskuline Mode«.

De fashionable stormagasiner Magasin du Nord og Fonnesbech var de første, der præsenterede den nye mode for en købekraftig målgruppe i København.

Da Fonnesbech i 1919 for første gang havde et udstillingsvindue med de nye korte, nedringede selskabskjoler, blev de af nogle kaldt ’Skøgedragter’. Daells Varehus, hvis kunder var den mere jævne befolkning, og som desuden nåede ud i alle afkroge af landet ved et omfattende postordresalg, havde i sit katalog for 1920-21 udelukkende den gamle mode præsenteret på modeller med opsat hår, men året efter var der sideløbende også korthårede modeller og annoncer for det moderne tøjsnit.

Den udvikling forstærkedes årtiet ud. Det nye blev mainstream, ikke kun på Strøget i København, men også i handelsgaderne i Varde og Svendborg.

Den nye mode blev ledsaget af et nyt kropsligt kvindeideal: den stærke og slanke krop. Væk var bestræbelserne på at fremhæve barm og hofter. Nu skulle kroppen være uden for mange kvindelige former og ’lige op og ned’. Og man måtte gerne blive solbrændt, hvilket ellers førhen havde været et tegn på underklasse og fattigdom og på, at man var nødt til at arbejde udendørs.

Den nye kropsopfattelse var præget af, at fysisk udfoldelse og friluftsliv slog igennem som fritidsaktivitet i årene efter 1900, i takt med at mange fik kortere arbejdstid og mere ferie.

Mange forskellige sportsforeninger væltede frem, og især gymnastik blev en folkelig sport – i første omgang for mænd, men senere også for kvinder. Dog i en feminiseret udgave: Hvor mænds øvelser fokuserede på styrke og udholdenhed med f.eks. armbøjninger og kraftspring, handlede kvindernes mere om ynde og smidighed ved indøvelse af svingserier og med rekvisitter som bånd og ringe. En ny scene blev også danse- og musiksteder i byerne, hvor det moderne look kunne vises frem til tonerne af den nye improviserede musikform, jazzen, og på dansegulvet i en hurtig og energisk charleston-dans. Begge fænomener kom fra USA og var inspireret af afroamerikansk kultur, og i en tid med store racefordomme vakte de opsigt.

Nogle så det som smart og nyskabende, for andre var det forargeligt og provokerende, at hvide ’dannede’ mennesker hoppede rundt på dansegulvet til synkoperede rytmer og uden mandens faste førergreb om kvindens nu knap så markerede talje.

Det korte hår og løsere gevandter var med til at gøre hverdagens rutiner med hår og tøj nemmere.

Men der dukkede skønhedsnormer op på et nyt felt: kosmetikkens. I Europa og USA havde den slags tidligere mest været for prostituerede og måske også lidt for kunstnere og teaterfolk. Inspirationen kom i høj grad fra filmen, der for alvor slog igennem omkring Første Verdenskrig. Stumfilmenes divaer var ofte stærkt sminkede, så ansigtsudtrykkene og den dramatiske nerve kunne finde vej og brænde igennem fra den grynede sort-hvide celluloidfilmstrimmel til publikum i de mørke biografsale. Så den fik ikke for lidt med ansigtspudder, dramatisk øjenskygge, smægtende kunstige vipper, klistertung mascara, markeret kindrødt, mørk læbestift og lange lakerede negle.

Filmstjernerne var de første medieskabte popkulturelle idoler, og de blev genstand for mange drømme – og gav altså også inspiration til eksperimenter i frisørsalonerne og foran spejlene i pigeværelserne.

Filmstjernerne overskred desuden mange af de gamle seksuelle normer. Og netop seksualiteten blev i 1920’erne et omdebatteret emne på flere områder. For det første gik en lidt spredt græsrodsbevægelse bestående af fremtrædende kvinder og læger i gang med at påpege behovet for seksualoplysning for at undgå uønsket graviditet og give kvinder mere selvbestemmelse. Mange – især unge kvinder – manglede basal viden om f.eks. menstruation, samleje, kønssygdomme og graviditet, og området var omgærdet af myter og fejlagtige forestillinger.

Desuden var reklamer for prævention forbudt (det blev først tilladt i 1967), og udvalget begrænsede sig til særlige udskylningsapparater, pessarer og kondomer. De forretningsdrivende i branchen omgik dog forbuddet ved at kalde udskylningsapparatet ’Modersprøjte’ eller ’Moderbeskytter’, pessarer for ’Moderringe’ og kondomer ’franske Artikler’, ’Gummivarer’ og lignende.

Lægen og socialisten J.H. Leunbach (1884-1955) blev en af de mest kendte bannerførere for seksuel frihed. Han oprettede i 1924 en klinik i København, hvor kvinder gratis kunne få vejledning om forebyggelse af svangerskab. I 1925 udgav han den lille pjece ’Kvinden og Forplantningen (Hvad alle Kvinder bør vide)’, der i et klart og enkelt sprog gennemgik kvindens fysiologi og beskrev menstruation og befrugtning:

»Mange ulykker og megen Sorg kunde undgaas, hvis Kvinderne vidste rigtig Besked«, lød det i indledningen.

Leunbach slog sig i 1924 sammen med forfatteren Thit Jensen (1876-1957) i stiftelsen af Foreningen for seksuel Oplysning.

Alligevel endte mange kvinder med ’køkkenbordsaborter’ hos kvaksalvere. Dem var der cirka 7.000 af om året. Eller også forsøgte man selv at fremkalde abort ved at indtage tvivlsomme miksturer, spise bly, fosfor eller terpentinkapsler, føre spidse genstande op i livmoderen eller foretage tunge løft.

Alligevel var 1920’erne præget af, at kvinder fik større bevægelsesfrihed, mobilitet og selvstændighed i både fysisk og overført forstand.

Rent strukturelt var det et resultat af lavere dødelighed, lavere fertilitet og højere levealder i slutningen af 1800-tallet.

Desuden så man i 1920’erne en økonomisk opblomstring, der spredte tro på fremtiden, inden børskrakket i 1929, de voksende autoritære og fascistiske regimer i 1930’erne og udbruddet af Anden Verdenskrig.

En anden forklaring er, at Første Verdenskrig nødvendiggjorde, at kvinder påtog sig traditionelle mandejobs, og selv om Danmark ikke var direkte involveret i krigshandlingerne, kom det også hertil. Det var indirekte også med til at præge den efterfølgende mode. Det nyttede ligesom ikke at stå ved samlebåndet eller udføre hårdt fysisk arbejde iført korset og lange skørter, så kjolerne blev kortere, og bukser blev efterhånden også arbejdstøj for kvinder.

Forandringen skete parallelt med, at kvinder fik valgret i 1915, offentlig ligeløn i 1919, og med myndighedsloven i 1922 og ægteskabsloven i 1925 fik kvinder lige rettigheder i forbindelse med forældremyndighed og økonomi.

Den reelle ligestilling var dog mere tøvende i sit indtog. Der var få kvindelige politikere, og de fik ringe opbakning og fungerede ofte nærmest som kransekagefigurer. Det var i mange år en slags stiltiende vedtagelse, at hvert parti havde én kvinde på tinge, og så var det fint.

Vejen til uddannelse var også sværere for kvinder, og de fik ofte korte uddannelser til ’kvindejobs’ inden for kontorfag, sygepleje og børnepasning. Hierarkiseringen af arbejdsfunktioner betød desuden, at de havde begrænset udsigt til avancement, og at lønnen som regel var markant lavere end mænds, så de var billig arbejdskraft. I krisetider var de også de første, der blev fyret – eller også røg de ud, når de blev gift, for nu havde de jo en forsørger.

Det var altså ikke tilstrækkeligt at klippe håret, træne koblingspunktet og gemme korsettet væk, som Karen Blixen skrev. Nok blev grænserne for kvinders liv udvidet, og de blev mere synlige i både samfundsdebatten og bybilledet i stedet for at være forankret i privatsfæren. Men det gjaldt langtfra for alle.

1920’erne var en tid med store brudflader mellem modernitet og tradition. Noget pegede bagud, andet frem til selvfølgeligheder i vor egen tid. Nogle kvinder kunne få eller skabe sig et liv med mere frihed, men muligheden var afhængig af økonomisk, social og kulturel kapital. Der var forskel på land og by, og middel- og overklassens kvinder havde markant anderledes muligheder end kvinderne i resten af befolkningen.

Et kvindeliv i 1920’erne kunne være nådesløst og barskt på grund af samfundets normer, manglende muligheder for økonomisk hjælp og et tyndt netværk. Det ses meget tydeligt i et brev, en ung gravid tjenestepige skrev til Leunbach med et hjerteskærende råb om hjælp:

»Kære Hr. Doktor. Jeg er en ung ulykkelig Pige paa snart 20 Aar og er forlovet med en ung Mand paa samme Alder, men vi er begge forældreløse, ubemidlede og uden Hjem. (...) Jeg har en god Plads her men hvis de her faar at vide hvordan min Tilstand er vil jeg miste den. Og nu [dato] stod min Forlovede og jeg i Forhold til hinanden og det gik altsaa galt for os, nu vilde jeg saa gerne bede Doktoren om at hjælpe mig at faa det væk igen, hvis det er mulig. Vil Doktoren ikke nok være rar at svare mig, om Doktoren kan og vil hjælpe mig, men hvis jeg skal komme til Dem, kan det så ikke blive en Aften blot ikke Lørdag, da mit Herskab saa har Sølvbryllup. Haabende at De vil hjælpe en ulykkelig ung Pige venter jeg at høre godt fra Doktoren«.