Rudolf Broby-Johansen
Forbudte vers
Da Rudolf Broby-Johansens digtsamling ’Blod – Expressionære digte’ udkom i 1922 blev den øjeblikkeligt beslaglagt, og forfatteren dømt for utugt. Digtsamlingen var en ekspressionistisk fremstilling af tidens splittelser og konflikter, skrevet i versaler og på korte vers, der brød med den klassiske poesi.
LIGET I FLODEN
ÅBNER ENDNU ENGANG GLASAGTIGE ØJNE
STIRRENDE MOD:
VÅRBLEG HIMMEL
SLETTE I TØSNE /
MENNESKEÅDSLERS KLYNGE (LARVE) KRAVLENDE NED
MOD FLOD
På grund af Broby-Johansens dom og digtsamlingens skæbne kendte kun meget få til ’Blod’ i samtiden. Det var mest de litterære kredse, der vidste, hvem han var, og kendte til omstændighederne for retssagen. Prominente samtidsforfattere som Tom Kristensen – der i høj grad havde banet vejen for og inspireret Brody-Johansen – og Emil Bønnelycke indgik i retssagen som en del af Broby-Johansens forsvar.
Digtsamlingen blev i 2014 genudgivet på forlaget Æther.
Agnes Henningsen
Kvinders seksualitet
Agnes Henningsen forargede det gode københavnske borgerskab med sine værker om kvinders seksualitet og stivnede kønsroller, der i allerhøjeste grad tog udgangspunkt i hendes eget liv.
’Den Guderne elsker’ er Agnes Henningsens forsvarsskrift. Her møder vi Lise Funch, gift med Harald Funch, forelsket i mange og evindeligt træt af sin mands og hans forretningspartneres selskab. Hun ser væk fra sit selskab og får øje på en falmet skønhed ved et andet bord.
Damen er pragtfuld. Høj, med dejlig Bringe (barm, red.). Hendes Haar er sort, ikke som Haar i Almindelighed er sort, men en overdrevet Mørkhed, det er som om hun har et Stykke af den dybeste Nat over Hovedet. Og hendes Øjne er sorte, men skinnende og glimtende som Ædelstene. Ak, men saa har hun en Teint som en gammel nordisk Kvinde
Men Lise Funchs betagelse afbrydes snart af selskabets sladder om kvinden. Hun har været gift med »et halvt dusin«, har mistet »det inspirerende sammen med Ungdommen«, om end en i selskabet bemærker: »Jeg vilde alligevel gerne«.
I dag er Agnes Henningsen mest kendt som mor til arkitekt, designer og forfatter Poul Henningsen.
Thit Jensen
Aphrodite
Thit Jensens kritik af kønsroller og synet på kvinders seksualitet kom ikke kun til udtryk i foredrag og oplysning, men også i fiktion. Thit Jensen udgav i 1925 opfølgeren i serien om kvinden Gerd, ’Aphrodite - den moderne kvindes udviklingshistorie’.
I romanen følger vi folketingsvalgte Gerd Palludan, der konstant skal bevise sit værd:
Hun taler - først under Uro - saa lammes Salen som om en usynlig Haand langsomt sænker sig - langsomt presser Luftlaget ned - langsom, uimodståeligt, øver sit Tryk paa sindene (...).
... Det er egentlig gaaet Arbejderkvinderne og Mændene, som da Vikingerne drog ud i Krig! siger hun. De kæmpede ude for Hæder og Vinding, deres Hustruer gik hjemme og opretholdt Arne og Afkom, var de fundamentale Bærere af Samfundet. Ogsaa Arbejderne drog ud, de kæmpede for Hæder og Vinding, mens hustruerne blev hjemme og oprethold Arne og Afkom. De tog dobbelt Arbejde, mens Mændene strikede, de passede deres Hjem og tog Storvask for andre.
Mændene har talt det socialistiske Parti op, Kvinden har baaret det!
Gad vidst om Thit Jensens hentede inspiration fra eget liv i sine skriverier om stærke kvindeskikkelser?