Søster Dagmar, De må komme, før jeg smider det barn ud ad vinduet. De må ikke le. Det er alvor«.
Sådan lød opkaldet fra en fortvivlet mor i Haderslev ifølge sundhedsplejerske og diakonissesøster Dagmar Henriksen, da hun en søndag aften under besættelsen tog telefonen.
En mor var alene hjemme med sin nyfødte pige under sin ægtemands udstationering, og søster Dagmar konstaterede hurtigt, at der var tale om en begyndende fødselspsykose.
I samarbejde med en læge fik hun både mor og barn indlagt.
Diakonissesøsterens indgreb må have gjort indtryk på den kriseramte spædbarnsmor. I hvert fald kontaktede hun 30 år senere søster Dagmar, denne gang for at fortælle, at hun nu var blevet mormor.
Historien giver et lille indblik i det arbejde, som en af Danmarks første sundhedsplejersker udførte. Et arbejde uden faste eller øvre arbejdstider, men også et hverv, der ofte gjorde en afgørende forskel for både mødre og børn.
Da sundhedsplejeordningen blev indført i 1937, var der også brug for det. Spædbarnsdødeligheden i Danmark lå på omkring 8 procent, og i nogle kommuner var tallet væsentlig højere. Samtidig faldt fødselshyppigheden, og der var frygt for, at befolkningstallet skulle falde. I Danmarks nabolande havde man i højere grad haft held med at nedbringe spædbarnsdødeligheden. Tragedien ved et alt for tidligt mistet menneskeliv var dog ikke noget, der blev fokuseret synderligt på i folketingsdebatten.
Initiativer for overlevelse
For at nedbringe dødeligheden blev en række initiativer sat i gang. Blandt disse var sundhedsplejerskeordningen, der begyndte som en forsøgsordning, men fra 1937 fik kommunerne med ’Lov om Bekæmpelse af Sygelighed og Dødelighed blandt Spædbørn i de første Leveaar’ mulighed for at fastansætte sundhedsplejersker.
Byrådet i Haderslev Kommune valgte året efter at ansætte sin første sundhedsplejerske, nemlig søster Dagmar Henriksen. I 1945 vurderede byrådet, at hendes virke havde været så værdifuldt for byens borgere, at det kunne betale sig ansætte endnu en sundhedsplejerske, og det blev så søster Alice Nors.
At Haderslev Byråd valgte at ansætte to diakonissesøstre, er næppe tilfældigt. Få levede nemlig i så høj grad op til idealet om den altopofrende sygeplejerske som en diakonissesøster.
Spædbørnsgymnastik i 1950'erne.
Diakonissestiftelsen i København havde siden 1863 som den første institution i Danmark haft en professionel sygeplejerskeuddannelse. Selv om Diakonissestiftelsen var protestantisk, havde livet som diakonissesøster flere fællestræk med det liv, som vi traditionelt forbinder med de katolske nonneordner.
En diakonissesøster afleverede hele sin løn til ordenen, fik sit arbejdssted udpeget af sin forstanderinde og skulle leve ugift. Arbejdet var et kald.
Da der siden kom verdsligt uddannede sygeplejersker til, havde de godt nok ret til selv at råde over deres løn og vælge arbejdssted, men giftermål blev indtil 1960’erne bredt set betragtet som uforeneligt med sygeplejegerningen og var indtil 1937 fyringsgrund.
Ligeledes var det først i 1959, sygeplejerskerne slap endeligt af med kost- og boligtvangen; en ordning, der betød, at de som udgangspunkt skulle bo og spise på hospitalet. Fravalgte de dette, skulle de stadig betale omtrent 20 procent af deres løn til hospitalet i husleje og kostpenge.
I 1965 gav Diakonissestiftelsen også diakonisserne mulighed for at gifte sig og selv råde over størstedelen af deres løn, men hjemme i Haderslev ændrede hverken søster Alice eller søster Dagmar i nævneværdig grad på deres liv. Dog betød reformen, at de nu kun skulle aflevere 20 procent af deres løn til stiftelsen, hvilket gjorde det muligt for de to søstre at købe en villa sammen. Dette hus’ have og æbletræ blev hurtigt et yndet opholdssted for Haderslevs børn, der havde fri adgang.
Uddannelse af sundhedspersonale
Søster Dagmar og søster Alice var begge ved siden af at være uddannede sygeplejersker gennem Diakonissestiftelsen også specialuddannede sundhedsplejersker fra Aarhus Universitet.
Her havde de taget det fem måneder lange ’Kursus for Sundhedsplejersker og for ledende og undervisende Sygeplejersker’, der blev oprettet i 1938 som den første universitære videreuddannelse for folk uden akademisk grunduddannelse. Inspirationen til uddannelsen kom fra bl.a. Finland og USA, hvor man var begyndt at uddanne sundhedspersonale, der ikke skulle behandle, men derimod sygdomsforebygge.
Til at begynde med bestod uddannelsen af fem måneder med samfundslære, hygiejne, psykologi, mentalhygiejne og praktisk undervisning. Derudover var der fag som økonomisk husførelse, og de studerende lærte også at indsamle og rapportere oplysninger om familier, dels til brug i journalen, dels til indberetninger til embedslægen.
Diakonissesøstrene Alice Nors (tv.) og Dagmar Henriksen stod i en menneskealder for sundhedsplejen i Haderslev og omegn. Foto: Historisk Arkiv for Haderslev Kommune.
Nemt var det ikke at blive optaget på uddannelsen til sundhedsplejerske. Man forventede, at ansøgeren havde kendte til barselspleje, børnepleje, epidemisk pleje og sindssygepleje. Hun skulle have arbejdet som sygeplejerske i mindst to år, og børneplejen skulle hun have lært på en pædiatrisk specialafdeling (afdeling for sygdomme hos børn, red.).
Dertil skulle hun have passet raske børn i minimum seks måneder, og man så gerne, at hun oveni havde taget en uddannelse vedrørende tuberkulose samt hud- og kønssygdomme.
Derudover skulle hun have erfaring med hjemmebesøg. Inden optagelse skulle hver ansøger desuden til et personligt interview, hvor de blev bedømt på udseende, personlighed, motivation og visioner for fremtiden. Langtfra alle, der ansøgte, blev optaget. En ansøger er eksempelvis blevet bedømt som »tvivlsom« med følgende notat:
»Kraftig, jævn, noget pyntet, ubeskeden, meget talende, barnlig, ret jævnt Sprog, Stemmen lidt kælen, har høje Tanker om egen Egnethed til Arbejdet«.
Ud over jobbeskrivelsen
Sundhedsplejerskens arbejdsdag gik ikke kun med at veje børn, rådgive om amning og til tider bistå med vaccinering. Haderslev-borgeres erindringer om de to søstre tegner et billede af, at særligt byens fattige familier nød godt af søstrene på måder, der gik langt ud over deres formelle arbejdsbeskrivelse.
De to søstre hjalp bl.a. fattige familier med at få forskellige former for understøttelse fra julehjælp og tøjpakker til at få en ansøgning om en bedre bolig igennem i kommunen. Ligeledes sørgede de for, at de ældre søskende i familien kunne komme på lejrskole eller få en praktikplads. Mange af disse ting kostede penge, der normalt ikke var budgetteret med på et kommunalt budget. Her synes særlig søster Dagmar at have været ganske effektiv til at få fremskaffet ekstra ressourcer fra kommunens administration. Hovedsageligt lader begge søstre dog til at have trukket stærkt på deres kirkelige netværk og have brugt deres plads i byens menighedsråd til at sikre og organisere hjælp til byens udsatte.
Sundhedsplejerskeordningen var (og er) frivillig, og i ordningens første årtier var modtagelsen af sundhedsplejersken i det private hjem generelt blandet. Nogle tog imod de gode råd om ro, renlighed og regelmæssighed med kyshånd. Andre var mere skeptiske over for at lukke sundhedsplejersken ind i hjemmet, da hun blev set som udsendt af staten for at kontrollere og gribe ind i den private sfære.
Det lader dog generelt til, at søster Alice og søster Dagmar blev modtaget positivt også af Haderslevs mere udsatte borgere. De synes hurtigt at have etableret sig som en bærende del af det lokale fællesskab, og for mange borgere var de den væsentligste årsag til, at byen havde et velfungerende børne- og familienetværk. Deres sundhedsfaglige profession og deres hverdagslige praksis med hjemmebesøg og børneundersøgelser smeltede sammen med deres tro og deres arbejde i kirken. Det ene kunne ikke adskilles fra det andet.
Søster Dagmar og søster Alice stod under og skulle adlyde byens (hovedsageligt mandlige) læger i alle sundhedsmæssige spørgsmål. De måtte ikke selv stille diagnoser. I ansættelsesmæssige spørgsmål hørte de under kommunaldirektøren. Hertil kom datidens kønsroller, der tilsagde, at kvinder ikke burde være højlydte eller ledende i det offentlige rum. Men i praksis lader det til, at både søster Dagmar og søster Alice kun fulgte det formelle hierarki, så længe det var i overensstemmelse med deres samvittighed og egen faglige vurdering.
F.eks. kom der i 1945 efter krigens afslutning en del østtyske flygtninge til Haderslev. Iblandt dem småbørn og nybagte mødre, som søster Dagmar så det som en del af sin pligt at besøge og vejlede. En vurdering, byens kommunaldirektør ikke delte, og med trussel om fyring bad han søster Dagmar holde op med at besøge de tyske flygtninge.
Dette nægtede hun med følgende begrundelse: »... thi i min instruks står der, at min vejledning gælder alle børn«.
Et standpunkt, hun ikke fraveg, og som kommunaldirektøren til sidst måtte acceptere, da Sundhedsstyrelsen gav søster Dagmar ret i hendes fortolkning af instruksen.
Ikke altid enige
Søster Alice var ofte på kant med lægerne, som hun fandt udskrev medicin i stedet for at tage hånd om familiens sociale og økonomiske situation. Flere mødre beskriver, hvordan søster Alice handlede imod lægens instruks og fik deres baby indlagt, da hun med sin mangeårige erfaring vurderede, at barnet var alvorligt sygt. En mor skriver f.eks. følgende om et forløb, hvor både læge og ørelæge gennem en uge afviste hendes voksende bekymring for sit feberramte spædbarn:
»Jeg vidste ikke engang, at der var noget der hed meningitis, og anede heller intet om ’stiv nakke’. Jeg har ofte tænkt på at hvad hverken læge eller ørelæge kunne se gennem hele ugen, DET så søster Alice STRAKS«.
Desværre lykkedes det trods søster Alices indgriben ikke at redde barnet, der den samme nat døde af meningitis. I dette og andre børnedødsfald stod søstrene for en form for efterværn, hvor de kom til begravelsen og tjekkede op på moren, også selv om det formelt set ikke var en del af deres jobbeskrivelse. En støtte, som flere Haderslev-borgere beskriver som meget væsentlig.
Søster Dagmar og søster Alice udførte deres sundhedsplejerskegerning frem til 1979 og 1980, hvor de blev pensioneret, og efter endnu nogle år i Haderslev flyttede de i 1989 ’tilbage’ til Moderhuset, Diakonissestiftelsen på Frederiksberg. Her boede de i hver sin lille lejlighed, den ene oven på den anden. De var nære kolleger, søstre i mere end en forstand, og de fulgtes ad gennem livet på samme præmisser. De fik ikke selv børn, men de tog sig af andres, som var de deres egne. De og andre sundhedsplejersker var med deres indsats med til at nedbringe Danmarks høje børnedødelighed, og i 1973 slog lov om sundhedsplejerskeordninger fast, at alle kommuner fremadrettet skulle yde gratis vejledning og bistand til børn op til skolealderen.
