Valborg fra Rønne plejede verdenskrigens sårede soldater

I FØRSTE OMGANG SØGTE HUN TIL BELGIEN, hvor der boede noget fjern familie, og hun fik ansættelse på den eksklusive private klinik Berkendael, hvor der også var en sygeplejeskole.

Klinikken blev ledet af en karismatisk kirurg, professor Antoine Depage, og oversygeplejersken var briten Edith Cavell. Valborg viste hurtigt, at hun var dygtig til sit fag, og i 1912 tog hun med Depage til den tyrkiske hovedstad, Konstantinopel (Istanbul), hvor kirurgen oprettede et felthospital – en såkaldt ambulance – til behandling af sårede soldater fra Den Første Balkankrig, der rasede på det tidspunkt.

I Konstantinopel fik Valborg sin ilddåb som krigssygeplejerske. Hospitalet var indrettet i en nedlagt kaserne, og de hygiejniske forhold var dybt uhumske. Om aftenen boede hun på det luksuriøse hotel Pera Palace, hvor man fik fremragende mad, massage og lækre bade.

Det var noget af en kontrast til hospitalet.

»Vor afdeling lå på 1. sal, trappen manglede nogle trin hist og her, og da der under trappen var aftrædelsesrum og ligstue, forsøgte man at holde vejret, mens man entrede op til afdelingen«, lyder det i hendes erindringer.

Ved siden af at hun hjalp til ved operationer og andet arbejde på hospitalet, havde hun lejlighed til at opleve den eksotiske by. Valborg Hjorth besøgte sågar seraillet og drak te med sultanens haremskvinder. Det var kun kort tid, før sultanen blev styrtet, og det moderne Tyrkiet tog sin begyndelse.

DA KRIGEN PÅ BALKAN VAR SLUT, drog Valborg og de øvrige sygeplejersker og læger tilbage til Bruxelles. Her var hun i nogen tid, men snart længtes hun hjem til Danmark.

Den lille gruppe var blevet sammentømret under de voldsomme oplevelser i Konstantinopel og spøgte med, at det næste krigsudbrud nok skulle genforene dem. De anede ikke, hvor snart den spøg skulle blive blodig alvor.

Valborg havde da også kun i kort tid arbejdet i en attraktiv stilling som oversygeplejerske på det nyåbnede Bispebjerg Hospital i København, da tyske tropper i august 1914 marcherede ind i Belgien.

Hun vidste øjeblikkeligt, at hun måtte af sted for at hjælpe sine venner, men kontrakten forhindrede hende i at rejse før januar 1915.

I sjap og slud ankom hun til et enormt badehotel i kystbyen La Panne, som var blevet til felthospital. Det meste af Belgien var besat, men en lille bid i det sydvestlige hjørne af landet var endnu frit. Hospitalet lå i området, hvor også den belgiske konge og dronning befandt sig.

Dronningen arbejdede som sygeplejerske på hospitalet, mens kongen beskæftigede sig med militær ledelse.

VALBORG FIK HURTIGT KRIGEN IND PÅ LIVET. Dagligt ankom sårede soldater og civile, der skulle lappes sammen. Valborg assisterede ved de ofte komplicerede operationer og lærte meget under de ekstreme forhold.

Depage havde opfundet et apparat, der var en slags kombination af en telefon og en metaldetektor. Når søgeren stødte på metalsplinter i den sårede krop, lød der et signal i hørerøret, og man kunne forsigtigt operere granatsplinterne ud. Endnu var røntgenapparater ikke blevet almindelige.

Foruden at pleje de almindelige soldater assisterede Valborg også, da såvel kongen som kronprinsen blev opereret. Kongen fik ordnet et brud på armen, og den 14 år gamle kronprins fik fjernet mandlerne, før han sluttede sig til soldaterne ved fronten.

I breve og manuskripter giver Valborg et helt usædvanligt indblik i stemningen på felthospitalet. I overensstemmelse med internationale konventioner blev der ikke skelnet mellem ven og fjende, og på hospitalet blev franske, belgiske, britiske og tyske soldater behandlet på lige fod.

Valborg beskriver, hvor frygteligt det var at se så mange unge mænd dø, og hvordan de ofte havde halvt spiste madpakker med sig og lunken kaffe i deres termokander.

DET VAR IKKE TIL AT BÆRE. Og dog synes Valborg at have haft evnen til at komme igennem det. En stærk psyke, der kunne tåle presset, og også evnen til at se det komiske og til tider bizarre i en situation. Når soldaterne kom ind efter et tilbagetog, var de ofte modløse, men hvis de var blevet såret i et succesrigt angreb, kunne deres entré trods kvæstelserne være jublende.

»Der var en, der havde fået hjernen beskadiget, og hele den ene arm blev amputeret, men han råbte ustandseligt: »Vive les braves Zouaves! A bas les salles boches!« (Leve de brave zouaver (et fransk korps af fodfolk)! Ned med de beskidte tyskere!), og han svingede sin armstump med et håndklæde over som en fane«, skriver hun.

På operationsstuen lå også en tysker, der kaldte på sin »liebe Frau«, hvilket blot fik belgieren ved siden af til at skrige endnu mere rasende op.

Valborg Hjorths tid ved Vestfronten blev dog kort. I august 1915 blev hun pludselig hevet ind til forhør, og hendes værelse gennemrodet. Hun fandt sig selv under mistanke for spionage.

I et brev fra broderen havde der stået noget om, at han (helt legalt) havde været i Tyskland på forretningsrejse. Det havde hun ikke oversat, og de belgiske officerer var blevet mistænksomme.

I de samme uger var Valborgs veninde, den britiske sygeplejerske Edith Cavell blevet arresteret af tyskerne. Hun var blevet i det besatte Bruxelles og hjalp til med at pleje krigsfanger. Hun havde også hjulpet nogle af dem med at flygte, og affæren endte med, at Cavell til det internationale samfunds højlydte forargelse blev skudt ved daggry.

VALBORG VENDTE HJEM TIL DANMARK, men efter få uger var der igen bud efter den rutinerede krigssygeplejerske. Hun blev sendt med Dansk Røde Kors til den daværende russiske hovedstad, Petrograd (Sankt Petersborg), hvor hun hjalp med at etablere et dansk hospital for sårede soldater. Det blev til knap et år i Rusland, hvor der i lange perioder ikke var meget at lave, fordi russerne havde svært ved at få de sårede soldater bragt hjem til hospitalet.

Til gengæld oplevede Valborg den fremmedartede by og kultur, kort før revolutionen vendte totalt op og ned på tsarens Rusland.

I 1918 var Valborg i Estland, hvor Dansk Røde Kors også oprettede et felthospital, mens der var hårde kampe mellem ’hvide’ og ’røde’ styrker i den russiske borgerkrig. Både soldater og civile blev behandlet på det danske hospital, og en enkelt løsrevet anonym håndskrevet seddel i Valborgs arkiv giver et godt indblik i dagliglivet:

»Kære! Her er kommet tre sårede, de to har skud gennem venstre side, i nedre del af brystet, dog ikke så medtagne, den tredje er såret i hovedet, hvor meget kan jeg ikke se – er noget sløv ...«.

VERDENSKRIGEN GIK IKKE SPORLØST HEN OVER det neutrale Danmark. Tusinder af sårede krigsfanger fra de forskellige sider i krigen blev evakueret til Danmark, hvor de blev interneret i lejrene i Horserød i Nordsjælland og Hald ved Viborg.

Valborg Hjorth gjorde tjeneste begge steder. I Hald oplevede hun på nærmeste hold følgerne af den russiske revolution, hvor der opstod indbyrdes uenighed mellem de internerede soldater og officerer. Efterhånden blev fangerne udvekslet, dvs. de blev transporteret til lejre i hjemlandet, hvorfra der så blev evakueret f.eks. tyske soldater fra russiske lejre. Valborg var med på sådanne fangeudvekslingsrejser, og det var her, hun blev smittet med den spanske syge, som hun dog slap fra med livet i behold.

I 1920 var eventyret slut. Efter de mange oplevelser rundtom i verden slog Valborg Hjorth sig til ro og blev oversygeplejerske på et tuberkulosesanatorium i Blykobbe ved Rønne.

Her passede hun de mange lungesyge patienter, som hun selv beskrev som lige så store helte som de soldater, hun havde plejet i verdenskrigen. Af og til gav hun interviews til lokale aviser om sine oplevelser, men ellers levede hun et roligt liv frem til sin død i 1970.