Der blev jublet, da de første atombomber faldt i 1945. Siden blev danskernes syn på atomkraft mere nuanceret

Støv, sodpartikler og en sløret sol. Lys, som bliver til mørke. Sommer, som bliver til vinter.

Det var ifølge en række videnskabsfolk konsekvensen, hvis supermagterne USA og Sovjetunionen i 1983 udløste en omfattende atomkrig og brugte om ikke alle, så en stor del af deres atomsprængladninger. Det kunne man samme år læse om i decemberudgaven af det prestigefyldte naturvidenskabelige tidsskrift Science.

Sprængkraften og de enorme brande ville hvirvle så mange partikler op i atmosfæren, at solens stråler ikke længere ville trænge igennem, og temperaturen på den nordlige halvkugle ville falde til et sted under frysepunktet. Hvor den ville ligge døgnet rundt.

Intet ville længere kunne gro, og den samlede effekt af kulden, mørket og den langtidsvirkende radioaktive stråling ville efter alt at dømme føre til den sjette masseudryddelse. Effekterne ville ganske vist fortage sig igen, men i mellemtiden ville livet på Jorden have ændret sig for altid – præcis som det skete for cirka 66 millioner år siden ved den femte massedød, da dinosaurerne blev udslettet.

Der var med andre ord tale om den ultimative katastrofe, og videnskabsfolkene gav fænomenet et navn: atomvinter.

Begrebet gav genlyd. Ikke mindst fordi forfatterne var højt respekterede videnskabsfolk, hvoraf flere arbejdede for Nasa’s Arms Research Center. Den mest kendte af dem, Carl Sagan, blev da også året efter inviteret til en samtale med pave Johannes Paul 2. om sine dommedagsprofetier, og den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov skal på et af sine møder med den amerikanske præsident Ronald Reagan have refereret til risikoen for netop en atomvinter.

Dette udgjorde en helt ny naturvidenskabelig erkendelse, nemlig at klimaet ikke er stabilt, men dynamisk, og at det globale klima er noget, det moderne menneske kan påvirke negativt.

Det var nu langtfra første gang, atomvåben og frygten for en atomkrig udløste katastrofealarm. Allerede i august 1945, da to atombomber blev sprængt over Hiroshima og Nagasaki i Japan, var reaktionen en skrækblandet fascination. I paddehattens skygge måtte menneskeheden finde sig til rette med forestillingen om, at det nu besad en viden, som i yderste konsekvens kunne bevirke enden på livet, som man kendte det.

HELDIGVIS FOR DANMARK var det landets nye allierede, amerikanerne, der beherskede de enorme kræfter, som blev sluppet løs, og herhjemme blev bombningen da også først og fremmest fejret som en sejr for menneskets beherskelse af naturkræfterne.

’Fantastiske Atombomber mod Japan’, lød overskriften i Social-Demokraten 7. august 1945. ’A-bomben brændte alt til døde: Ethvert levende Væsen forsvandt i Luften paa Grund af den glødende Hede’, skrev samme dagblad dagen efter og fulgte op med ’Sensationen om Atombomben: Helt fantastiske Fremtids-Perspektiver’.

Atombomben blev i den danske offentlighed dengang først og fremmest betragtet som et nyt og uhyre potent våben. Det særlige ved atomvåbnene – deres radioaktive stråling og strålingens følgevirkninger – havde knap fået en betegnelse endnu, selv om læger kunne rapportere om de symptomer, der senere blev kendt som strålesyge. Amerikanerne holdt i øvrigt også de menneskelige omkostninger ved brug af atombomberne hemmelige, og over for offentligheden fremhævede amerikanerne især sprængkraften – ’the blast’ – i de nye våben.

I den første betænkning om indretningen af et fremtidigt dansk civilforsvar fra 1949 blev en atombombe da også beskrevet som en meget stor bombe, der kvalitativt ikke var så forskellig fra konventionelle bomber, at det gav anledning til nye overvejelser om det civile beredskab. Det skal retfærdigvis siges, at betænkningen gjorde opmærksom på, at man afventede flere oplysninger om bomben fra amerikanerne og briterne.

De officielle politiske og beredskabsmæssige katastrofescenarier var i det hele taget beherskede i 1940’erne. Kun i kulturradikale og pacifistiske kredse tegnede der sig et lidt andet billede. Efter at den første række prøvesprængninger ved Bikiniøerne i Stillehavet i 1946 var blevet kendt, satte Halfdan Rasmussen ord på frygten i digtet ’Efter Bikini’:

VI SKAL FAKTISK helt frem til midten af 1950’erne, før atombomber begyndte at give anledning til bekymring i en bredere dansk offentlighed. Anledningen var, at amerikanerne i 1954 gennemførte en ny serie prøvesprængninger ved Bikiniøerne. De amerikanske prøvesprængninger blev fulgt op af sovjetiske, britiske og franske. Prøvesprængningerne forurenede atmosfæren og gav anledning til et øget fokus på de radioaktive isotoper – meget små radioaktive partikler, der hvirvles op i atmosfæren – hvor radioaktiviteten efterfølgende kunne måles i for eksempel regnvand tusindvis af kilometer fra de områder, hvor sprængningerne havde fundet sted.

Bekymringen var også stigende på netop dette tidspunkt, fordi det nyeste våben – brintbomben – havde en sprængkraft, som blev målt i megatons og ikke i kilotons som med atombomberne over Japan. Virkningerne var ikke længere lokale, de blev regionale.

Særligt radioaktiviteten gav anledning til bekymring og frygt. Måske ikke for videnskaben, men for befolkningen i almindelighed var radioaktivitet et nyt og ukendt fænomen. Det gik op for folk, at radioaktivitet hverken kan ses, lugtes, høres, smages eller mærkes, medmindre man udsættes for meget store doser, og at man skulle udstyres med et særligt apparat, en geigertæller, eller måtte analysere prøver i et laboratorium for at vide, om en genstand eller et område var radioaktivt forurenet. Jo mere man målte over hele den vestlige verden, jo mere radioaktiv forurening fandt man da også allerede i slutningen af 1950’erne.

Samtidig gjorde den genetiske forskning store fremskridt. Genetikken og dna-forskningen havde ganske vist allerede adskillige år på bagen, men det var først i midten af 1950’erne, udenlandske og danske forskere med udgangspunkt i den nyeste genetiske forskning advarede om de mulige genetiske virkninger af radioaktiv bestråling.

Effekten var potentielt skræmmende. Da den radioaktive stråling for alvor begyndte at dukke op som fænomen i den offentlige debat, anvendte man ord som ’smitte’, ’forurening’, ’forbrænding’ og ’forgiftning’, og vi bevægede os dermed fra fysikkens og kemiens verden til biologiens. Det var ikke længere de vældige naturkræfter og videnskabens bedrifter, men den menneskelige krop under angreb fra en udefrakommende fare, der blev billedet på atomkraften. Menneskets arveanlæg kunne beskadiges og mutationer opstå, og man sporede også en øget kræftrisiko.

DEN FØRENDE DANSKE FORSKER på området, Poul Brandt Rehberg, fik i den danske offentlighed status som den hvidkitlede autoritet. Han blev da også brugt som civilforsvarets videnskabelige rådgiver. Men Brandt Rehberg var ikke den eneste danske forsker på feltet. Mogens Westergaard, Ove Frydensberg og Tage Kemp var navnene på nogle af de andre autoriteter, som tog del i de offentlige diskussioner om risiko for mutationer og kræft som følge af radioaktiv stråling.

Uenighederne mellem eksperterne, både i Danmark og i USA, hvor danske myndigheder ofte hentede deres viden, handlede ikke så meget om atomkraftens naturvidenskabelige grundlag som de politiske implikationer. Var en øget risiko for kræft og genetiske mutationer af arveanlæggene værd at løbe i en større sags tjeneste? Eller, sagt endnu mere direkte, måtte man lære at leve med en sundhedsmæssig risiko for at undgå det, der var meget værre: at Sovjetunionen kunne rende Vesteuropa over ende, når man ikke ville forsvare sig selv?

Diskussionerne var mange og forskelligartede. En af dem var af den slags, som næsten altid opstår i forbindelse med ny viden, nemlig spørgsmålet om usikkerheden ved forskernes målinger og talgrundlag, og hvordan man skulle håndtere den. Der viste sig hurtigt enighed blandt videnskabsfolkene om, at der ikke eksisterede nogen nedre tærskelværdi eller grænse for, hvornår der kunne ske en påvirkning af den menneskelige organisme fra radioaktiv stråling, men ikke om den præcise effekt af langtidsvirkningen.

Civilforsvaret beklagede manglen på sikker viden i et memorandum fra november 1955, hvori de forsøgte at regne sig frem til atomkrigens potentielle konsekvenser i Danmark. De holdt dog samtidigt fast i, at man kunne beregne de væsentligste følgevirkninger, og at det, i hvert fald i en vis afstand fra selve nedslagsområdet, gav mening at afbøde konsekvenserne ved eksempelvis at gå i beskyttelsesrum.

FOR AT IMØDEGÅ BEKYMRINGERNE i offentligheden begyndte alle medlemslandene i Nato, herunder Danmark, at udbygge deres civilforsvar. Budskabet var, at ikke alle mennesker ville overleve en atomkrig. Men nogle ville, og man kunne øge chancen ved at forberede sig og i situationen handle rationelt. Man kunne eksempelvis forberede sig ved at indrette et nødlager af madvarer derhjemme, så man kunne undlade at bevæge sig udenfor i en uge eller to, og generelt lød opfordringen, at man skulle bevare roen, undlade at gå i panik og rette sig efter myndighedernes anvisninger.

Hvordan verden ville se ud efter en atomkrig, blev der ikke sagt noget om i de officielle udmeldinger. Man konstaterede blot, at mennesker igen ville komme ud af beskyttelsesrummet, når atomkrigen var forbi. I de scenarier, som i Danmark eksempelvis blev formidlet gennem udsendelsen ’Kortene på bordet’ produceret af Danmarks Radio i 1961, udspillede krigen sig altid længere nede i Europa.

Det tætteste, man i officielle redegørelser kom på atomvåben, var en eventuel mindre a-bombe over København. Med sådan et scenario kunne man i den første fase, hvor mængden af radioaktivt nedfald er størst, beskytte sig ved at tilbringe tiden i et beskyttelsesrum og på den måde overleve den farligste fase af krigen.

I den forstand blev en atomkrig stadigvæk betragtet som et lokalt og ikke et globalt fænomen frem til 1960’erne, selv om det lokale område, hvor virkningerne af atomkrigen ville være altødelæggende, med brintbomben var blevet større end nogensinde før. Ser vi bort fra de officielle budskaber, gav brintbombens ankomst da også øget næring til de dystopiske forestillinger om atomkatastrofens konsekvenser.

Den atomare apokalypse er således emnet for forfatteren Cecil Bødkers novelle ’Øjet’ fra 1961, som tager form af en omvendt skabelsesberetning: »Havene skvulpede udover rygende sårrande og faldt tilbage som damp. Vældige sugende hvirvler af damp der fyldte mellemrummet mellem klode og landskaber. Og da dampen blev slynget til side, de hængende floder«.

Novellen fortsætter med destruktion af livet i havet og ender med de få mennesker, som har overlevet. Cecil Bødker forsøger, modsat de officielle meldinger, at sætte ord på, hvordan livet efter katastrofen vil forme sig.

I BEGYNDELSEN AF 1960’ERNE blev det da også endelig slået fast, at der var en helbredsrisiko ved at blive udsat for stråling. Diskussionen blandt ansvarlige myndigheder og eksperter kom i tiden efter i høj grad til at handle om risiko. Dermed ændrede diskussionen om atomvåben og atomkraft sig i det hele taget – og gik fra at være en diskussion om, hvorvidt radioaktivitetens langsigtede virkninger var farlige, til en diskussion om mål og midler, og hvad der i en given situation var en acceptabel risiko at løbe.

De forskellige målinger af radioaktivitetens tilstedeværelse og diskussioner af eventuelle skadevirkninger koncentrerede sig blandt andet om at måle indholdet af langt levende radioaktive isotoper som strontium-90 i knoglemarv og tænder.

I Danmark blev skoletandplejen bedt om at indsende børns mælketænder til undersøgelse. Undersøgelsen blev forestået af Zoofysisk Laboratorium på KU, som Brandt Rehberg var leder af, i samarbejde med Tandlægehøjskolen i København. Langtidsvirkningerne var svære at forstå, netop fordi der ikke var tale om ’smitte’.

’Radioaktivt nedfald i engelsk børnemælk’ lød en avisoverskrift om de engelske undersøgelser, der var med til at sætte gang i indsamlingen af danske børns mælketænder. ’Foreløbig dog ingen fare – børnenes knoglevæv opsuger radioaktiviteten’ lød en underrubrik i samme avisartikel.

Aviserne var i begyndelsen af 1960’erne i det hele taget fulde af artikler om det radioaktive nedfald, som gennem regnvandet fandt vej ind i kornet på marken, køernes mælk og sandet på stranden. Ikke nok med at nedfald fra fjerne prøvesprængninger kunne regne ned over én selv, det blev også transporteret rundt med havets og luftens strømme. Eksperter argumenterede først for, at nåede de radioaktive partikler højt nok op i atmosfæren, blev partiklerne deroppe, men allerede i 1961 rapporterede dagspressen, at »der var huller i stratosfæren«, og »er det radioaktive stof først faldet ned i et af disse huller«, kan partiklerne bevæge sig ned i de lag af atmosfæren, hvor regnvand dannes.

Radioaktivitetens ikkesansebare, men ikke desto mindre potentielt dødbringende tilstedeværelse var skræmmende. Der blev talt om ’atomtidens stråling’ – usynlige stråler eller partikler, der kan trænge ind overalt, uden at efterlade sig spor. ’Den genetiske morder’ blev radioaktiviteten døbt i dagspressen.

GENNEM TILSTEDEVÆRELSEN AF radioaktive partikler i korn, mælk, regn- og havvand trængte partiklerne samtidig ind i hverdagslivet som noget, mennesker blev nødt til at forholde sig til. I begyndelsen af 1960’erne var det altså ikke længere kun kulturradikale og venstreorienterede kredse, der protesterede og satiriserede over især civilforsvarets tilsyneladende ørkesløse bestræbelser på at imødegå faren ved en eventuel atomkrig. Modstanden mod atomvåben og bekymringerne for konsekvenserne af nedfald fra prøvesprængninger trivedes mange andre steder.

Magasinet Helse bragte eksempelvis et indlæg i 1961, hvor indsenderen spørger brevkassen om, »hvordan og hvor anderledes børn der bliver født om ca. 10 år vil være (…) Vi synes det tyder uhyggeligt, at atomstøvet da vil falde og virke«.

I 1963 afleverede Atomoplysningsudvalget, bestående af de fremmeste danske eksperter på feltet, deres redegørelse ’Atomvåbenproblemer’, hvori de forsøgte at gøre status over den danske situation i en mulig atomkrig. I modsætning til betænkningen, der var kommet 14 år tidligere, blev atombomben nu forstået som væsensforskellig fra de konventionelle våben.

Videnskabens forestillinger om atomkatastrofen tog i samme takt også en mere dyster form. »Nøgterne skøn har anslået, at en total anvendelse af de eksisterende nukleare våben kan medføre udslettelse af en trediedel af menneskeheden. Den fortvivlede situation, hvori de overlevende vil befinde sig, er det vanskeligt at forestille sig«, konkluderede rapporten. »Omfattende epidemier og hungersnød må regnes for uundgåelige følger«.

Katastrofen lod sig ikke længere afgrænse til et lokalt område, men blev en global dystopi.

Samme år underskrev stormagterne en fælles erklæring om stop for atmosfæriske atomprøvesprængninger. Det havde en effekt på mængden af radioaktivt nedfald fra atmosfæren. Den offentlige diskussion om atomvåben og atomdøden døde da også hen i årene efter for først at genopstå i slutningen af 1970’erne og især i 1980’erne.

I mellemtiden var atomvåbenarsenalerne vokset voldsomt. Toppunktet blev nået i 1986 med cirka 64.450 bomber eller atomsprængladninger (der var siden 1945 blevet udviklet våbentyper, hvor et missil kunne indeholde flere sprængladninger) på verdensplan mod 2 i 1945.

FORFATTEREN INGER CHRISTENSENS digt ’Alfabet’ fra 1981 er et forsøg på sproglig-poetisk at finde en måde at modgå følelsen af meningsløshed og tomhed ved udsigten til en mulig atomkatastrofe. Katastrofen optræder i form af et særligt lys, et hvidkalket, gudsforladt lys.

Det hvide, gudsforladte lys er en tilbagevendende figur i ’Alfabet’, som henviser til atombombens lysglimt og de mærkværdige, røntgenagtige fotografier fra Hiroshima og Nagasaki, hvor man kan se mønstre på kimonoer, som har brændt sig ind i huden på mennesker, mens tøjet selv er forsvundet.

Med andre ord: De utopiske fremtidsforventninger til atomet, som i kølvandet på Anden Verdenskrig blev knyttet til den menneskelige beherskelse af naturkræfterne, var langsomt blevet afløst af dystopier. Det store skift kom i begyndelsen af 1960’erne med skiftet fra en grundlæggende fysisk til en biologisk forståelse af, hvad der sker ved en atomsprængning. En tilgang, som blev blåstemplet med Atomoplysningsudvalgets betænkning fra 1963.

Selv i civilforsvarskredse holdt man i begyndelsen af 1980’erne op med at sige, som man havde gjort i en generations tid: at forberedelse og beskyttelsesforanstaltninger nytter, og at det altid var bedre at gøre noget end at gøre ingenting. Den lokale indsats gav ikke længere mening over for en global menneskeskabt katastrofe. Tilbage stod det skæbnesvangre menneskelige fællesskab, som i Michael Strunges digt ’Strålende tid’ fra 1981: