En paddehattesky over København

Den kolde krig egner sig godt til kontrafaktisk historieskrivning, eftersom hele perioden var præget af krigen, der aldrig kom. Til gengæld var forestillingerne om den rigeligt til at holde bl.a. politikere, diplomater, spioner, kunstnere, forfattere, filmskabere og ikke mindst militære og civile planlæggere beskæftiget. Selv om den aldrig blev virkelighed, var forestillingen om Tredje Verdenskrig bestemmende for hele perioden, både ideologisk, kulturelt og materielt.

Men hvad ville det have betydet for Danmark, hvis den kolde krig var blevet varm? Fordi en stor del af den kolde krig netop gik ud på at forestille sig krigen, behøver vi ikke ty til vores egne gætterier: Vi kan læne os op ad dem, hvis job det var at planlægge den, både civilt og militært.

Spørgsmålet, som de fleste danskere nok stillede – og måske stadig stiller – sig selv, er: Ville Danmark blive mål for kernevåben? Det korte svar er ja. Men det var ikke altid klart, hvor bomberne skulle falde.

I Nato – og dermed også i det danske civilforsvar – regnede man i 1960’erne og 1970’erne ikke med, at Danmark ville blive mål for brintbomber, om end det ikke helt kunne udelukkes. Til gengæld regnede man med København og måske Aarhus som mulige atombombe-mål.

Virkeligheden var lidt mere nuanceret. Det viser øvelsesmateriale og krigsplaner fra Warszawa-pagten, som er blevet frigivet efter Murens fald. Af særlig betydning for Danmark var, at Polen i 1961 overtog ’kystfronten’ i Warszawa-pagtens krigsforberedelser, altså ansvaret for en invasion af Sjælland og Øerne, af og til i samarbejde med Østtyskland. Det er heldigt for de nysgerrige – for mens Rusland nidkært våger over deres arkiver, er det muligt at finde militært øvelsesmateriale i såvel polske som tyske (tidligere østtyske) arkiver. Derfor har det også være muligt at stykke billeder sammen af, hvordan Warszawa-pagten forestillede sig, at en krig mod Vesteuropa og Danmark skulle foregå.

Den første kendte brug af kernevåben mod Danmark i en Warszawa-pagt-øvelse forelå i 1961 med stabsøvelsen ’Burja’, der blev holdt i DDR i efteråret 1961, og herefter blev det et fast indslag. De gennemgående mål er københavnsområdet og udvalgte militære anlæg og invasionsområder på Sjælland, som f.eks. Nike-raketbatterierne og flådebasen i Korsør.

Mere sporadiske mål fandtes i Jylland, og det varierer fra øvelse til øvelse. Her er det værd at bemærke, at den operationelle, altså gældende, invasionsplan underskrevet i 1970 af den daværende polske forsvarsminister, Wojciech Jaruzelski (1923-2014), udelukkende opererer med atomvåben på Sjælland.

Hvor øvelsesplaner så at sige afprøvede forskellige scenarier, ville det formentlig være den operationelle plan, som var blevet fulgt i krigstilfælde. 1970-planen var blevet udviklet og opdateret op gennem 1960’erne.

Ikke desto mindre bekræfter alle planerne samlet set, at Danmark ikke var sluppet fri i en atomkrig – dog med atomvåben over Jylland som en betydelig joker.

Men i hvilken størrelsesorden var de bomber, som var tiltænkt Danmark? Det er svært at sige ud fra øvelsesmaterialet, men de styrker, der havde Danmark som operationsområde, rådede over atombomber i størrelsesordenen 3-100 kilotons. Bomben, som amerikanerne kastede over Hiroshima 6. august 1945, havde til sammenligning en sprængkraft på 15 kilotons.

Materialet kan godt få det til at løbe koldt ned ad ryggen på én. Men Warszawa-pagten planlagde faktisk ikke et decideret angreb. I det fundne øvelsesmateriale forudsætter Warszawa-pagtens invasion af Danmark og Vesteuropa, at der først havde fundet et angreb fra Nato sted. Planerne var altså defensive i den forstand, at Sovjetunionen og Warszawa-pagten ikke ville slå først.

Til gengæld var de offensive i den forstand, at hvis man blev angrebet, ville man ikke nøjes med at forsvare eget territorium, men hurtigt søge at føre slaget over på Vesteuropæisk jord ved at sætte ind med en massiv modoffensiv.

Det skal dog også siges, at en af de mest overhængende trusler under hele den kolde krig var risikoen for fejlagtig information eller misforståelser. Selv om ingen af parterne planlagde at ’slå først’, kunne fejlagtig tolkning af modpartens handlinger betyde, at man troede, at de var gået i gang med krigens indledende øvelser. Det var tæt på et par gange, men det skete dog heldigvis aldrig.

Men en ting er at se planerne på papir – hvilket såmænd kan være skræmmende nok – en anden er at forsøge at forestille sig, hvad konsekvenserne af et angreb på København med a-våben ville have været. Det giver ’Civilforsvarsplan for Storkøbenhavn’ fra 1961 et bud på.

Civilforsvarsplanens formål var at udstikke rammerne for opbygningen af den kommunale hjælpetjeneste, der skulle afbøde krigens skadevirkninger i Storkøbenhavn. Planen, der er et digert værk på små 400 sider, er fyldt med nøgterne, for ikke at sige knastørre beregninger af, hvor meget personel og materiel der var behov for i hjælpetjenestens forskellige tjenestegrene.

Ind imellem de detaljerede beregninger, f.eks. af præcis hvor mange brandgrupper med hver en fører og otte mand der var brug for, nemlig hele 749, tegner der sig imidlertid et dystert billede af et atombombet København.

Som grundlag for dimensioneringen af hjælpetjenesten tog beregningerne nemlig afsæt i et helt konkret scenario: en 50-kilotons atombombe (ca. 2,5 gange Hiroshima-bomben), der blev bragt til sprængning i 400 meters højde over Københavns Rådhusplads i relativt tørt og klart vejr.

Rådhuspladsen var vilkårligt udvalgt inden for det mest sandsynlige målområde, som var det centrale København mellem Søerne og Christianshavns Vold.

Eksplosionshøjden og vejret var derimod ikke vilkårligt valgt. En lufteksplosion havde den enlige fordel, at man ikke skulle bekymre sig om radioaktivt nedfald. Til gengæld var de 400 meter præcis den beregnede højde, hvor bomben ville have maksimal skadesvirkning. Tilsvarende var også vejret fastsat for at give optimale betingelser for kerne- og varmestrålingen.

Eksplosionens trykbølge ville helt bogstaveligt lægge det centrale København i ruiner. I en radius af 800 meter fra nulpunktet (altså sprængningsstedet) på Rådhuspladsen ville ødelæggelserne være totale, husene være knust til kompakte ruindynger af 3-5 meters højde og gaderne helt ufremkommelige.

I 800 til 1.600 meters afstand af nulpunktet ville skaderne gradvist aftage, men store dele af bygningsmassen ville være hårdt beskadiget, og gaderne ville kun meget vanskeligt kunne passeres. Længere ude ville bygninger helt op til 6 kilometer fra nulpunktet få mindre skader.

Den massive varmestråling fra bomben ville antænde alt brændbart i flere kilometers afstand. Tættest på nulpunktet ville den umiddelbart efterfølgende trykbølge blæse ilden ud igen, men i et bælte mellem 800 og 2.000 meter fra Rådhuspladsen ville hjælpetjenestens første opgave være slukning af beregnet knap 3.000 større og mindre brande, før rydningsarbejdet og redningen af overlevende i ruinerne kunne komme i gang.

Hvor mange københavnere, bomben ville koste livet, afhang dels af, om angrebet kom dag eller nat, dels af, om det var varslet, så folk kunne nå i beskyttelsesrum. Ifølge beregningsgrundlaget boede der normalt lige godt 339.000 mennesker inden for en radius af 2.400 meter fra Rådhuspladsen. I dagtimerne, hvor folk var på arbejde, steg tallet til 428.000. Hvis man i tide havde fået iværksat en evakuering til forstæderne, forventede man, at både dag- og natbefolkningen kunne være reduceret med 30 procent.

Det værste fald – et uvarslet dagangreb uden evakuering – ville dræbe 174.140 mennesker. Det bedste – et varslet natangreb efter forudgående evakuering – ville dræbe 41.718. Tallene var vel at mærke ikke iberegnet det redningsarbejde, der var den kommunale hjælpetjenestes væsentligste opgave. Især i de ydre dele af skadesområdet ville antallet af dræbte med en velgennemført redningsindsats kunne bringes noget ned. Efter en meget lang række sindrige mellemregninger blev det anbefalet at dimensionere hjælpetjenestens begravelsestjeneste til mellem 25.000 og 70.000 dræbte.

Oveni var det beregnet, at bomben ville gøre 178.500 mennesker hjemløse. Omsorgen for dem, både de sårede og de uskadte, var også en del af hjælpetjenestens opgave. Det skulle ske i Københavns forstæder, der ville skulle modtage store mængder flygtninge, som skulle indkvarteres og bespises i haller, skoler og hos private.

Heldigvis blev det aldrig aktuelt.