Da Japan blev moderne, var en ung dansker helt tæt på begivenhederne

Unge Suenson skrev selv efter sin hjemkomst til Danmark om sine oplevelser og iagttagelser i en række artikler i tidsskriftet Fra Alle Lande, som i 1870 udkom i en lille bog med titlen ’Skitser fra Japan’.

Lektor Yoichi Nagashima fra Københavns Universitet har i sit store værk om dansk-japanske forbindelser fra 2003 publiceret lange uddrag af disse skitser, der må siges at være forfriskende fordomsfri, sammenlignet med de fleste andre vestlige rapporter fra besøg i Østasien på samme tidspunkt.

I to måneder i efteråret 1866 forlod Suenson Yokohama for at deltage i en decideret straffeekspedition mod Korea, hvor »der havde fundet grusomme Forfølgelser sted mod de Kristne, under hvilke ikke mindre end otte franske Missionærer vare blevne ombragte«, som han skriver.

På vej til Korea sejlede det franske skib tæt langs Stillehavskysten i det vestlige Japan, mens der inde på land var åben militær strid, grænsende til krig, mellem samuraier fra det vestlige domæne Choshu på den ene side og shogunens styrker på den anden side.

PÅ HJEMVEJEN TIL YOKOHAMA lå han i lazarettet i bunden af skibet og så ud ad vinduerne, idet han under kampene i Korea var blevet alvorligt såret i begge ben. Men det hastede med at komme tilbage, for den regerende shogun i Tokyo var død, og »en ny Taikun (shogun, red) havde besteget Japans verdslige Trone, og denne Begivenhed, der sjeldent gaaer for sig uden alvorlige Uroligheder, gjorde Admiralens Nærværelse i Yokohama ønskelig«, som Suenson skrev.

Den franske støtte til den nye, unge shogun kom til udtryk på flere måder. Midt i januar 1867, da Suenson var blevet rask igen, ankom »en fransk Mission, bestaaende af femten franske Officerer og Underofficerer, for at overtage det vanskelige Hverv at forvandle japanesiske Krigere til evropæisk indøvede Soldater«. Der blev også bygget en moderne orlogshavn i Yokosuka syd for Yokohama, hvor der stadig i dag ligger en militær havn. Et meget stort projekt med eksperter, redskaber, håndværkere og maskiner sejlet ind fra Frankrig.

Projektet var påbegyndt i 1865, og Suenson var imponeret af, hvor langt fremme byggeriet var i februar 1867, da han besøgte stedet sammen med den franske konsul, Leon Roches, og admiral Roze. Ikke mindst var han imponeret over de japanske arbejderes evne til at tilegne sig vestlig teknologi.

»De franske Haandværkere danne i Yokosuka en ikke ubetydelig evropæisk Koloni (…) de blive høit betalte (…) De talrige japanesiske Arbeidere beboe en stor Landsby (…) bag ved Værftet (…) Japaneserne afgive maaske endnu dygtigere Haandværkere end Evropæerne, de lærer hurtigt at betjene sig af vort Værktøi, der staar langt over deres eget, erhverve sig med Lethed Kjendskab til de mekaniske Maskiner og indskrænker sig ikke til en tom Efterlignen af, hvad man viser dem, men vide paa egen Haand at arbeide videre; et stort antal af dem gjorde allerede fortræffelig Tjeneste i Maskinværkstederne«.

Suenson fik mulighed for at deltage i to audienser i foråret 1867 i Osaka med den nye shogun, Yoshinobu Tokugawa, som i de foregående uger havde tilbragt mange timer i Osaka-borgen sammen med den franske konsul, Leon Roches. De to mænd forsøgte at enes om detaljerne i en fransk plan, en overlevelsesplan, som havde til formål i sidste øjeblik at forvandle det feudale shogunstyre til en moderne centralmagt, stærk nok til at overvinde den fremvoksende modstandsbevægelse.

»Taikunen havde selv ytret Ønsket om personlig at lære den franske kommanderende Admiral (i.e. Pierre-Gustave Roze, red.) at kjende og havde indbudt ham til Gjæst i Osakka (…) Denne Efterretning bragte os Alle i Røre; Enhver ønskede at faae Japans mytiske Regent at see og afventede med Spænding Admiralens Bestemmelse angaaende de Personer, der skulde ledsage ham«, skrev Suenson. »Til min Glæde blev jeg en af de tre dertil bestemte Officerer«.

I Osaka måtte den franske delegation efter at være ankommet midt i marts pænt vente et par dage, mens shogunen var i Kyoto for at deltage i sørgeceremonierne efter kejser Komeis død. Nu kom også en helt ung kejser på tronen, Komeis 15-årige søn, den senere Meiji-kejser, i hvis navn de kommende årtiers modernisering ville finde sted. Mens de ventede, blev de unge franske officerer indlogeret luksuriøst med »pragtfulde Skjærmbrætter« og »vatterede Silkekimonoer«.

»Det var med en vis forundret Følelse af Hyggelighed, at vi om Aftenen, naar Stormen (…) og Regnen pidskede mod Galleriernes tilstængede Skodder (…) samledes os omkring det store Ildbækken (…) for over et Glas Vin at tale om Gammelt og Nyt (…) siddende gravitetisk paa Hug som japanesiske Stormænd, mens vi indsugede Tobaksrøgen af Taikunens Sølvpiber«.

MEN AT DE VAR PÅ EN POLITISK FØLSOM MISSION, var de unge europæiske søofficerer godt klar over.

»Vi måtte forundres ved at tænke paa, at vi her befandt os ene og ubeskyttede midt i Hjertet af Japan, midt i en Nation, der paa Evropæernes Bekostning havde opført så mange blodige Dramaer, at vor Tillid til den i enkelte Øieblikke forbavsede os selv; var den os fjendtlig, saa ville dog Intet uden Tilliden nu kunne frelse os fra Undergang; enhver Udvei til Flugt var os spærret (…) i sandhed ikke tyve Revolvere vilde havde kunnet frelse vort Liv, om det havde svævet i Fare«.

Efter et par dages ventetid var shogunen vendt tilbage fra Kyoto, og mødet kunne finde sted. Shogunen modtog den franske delegation med det meste af sit øverste råd til stede og gjorde umiddelbart et stærkt indtryk for den unge dansker.

»Hans holdning var fuld af værdighed og hans Stemme blid og behagelig – kort sagt, han gjorde et fuldstændigt kongeligt Indtryk«.

Da man efter et godt måltidnåede frem til mødets alvorlige dagsorden, viste det sig, at shogunen var mest interesseret i at høre om den netop gennemførte Korea-ekspedition, som admiral Roze jo havde stået i spidsen for.

»Han søgte at erholde Admiralens Mening om, hvilke Skibe man burde lægge sig efter i Japan«, og »det blev os i Samtalen klart, at Taikunen mere lagde an paa at skaffe sig Vaaben mod sine overmægtige Vasaller blandt Daimioerne (herremændene, red.) end paa at sikre Japan mod Angreb udefra, og at han for at samle et enigt og stærkt Japan under sit Herredømme gjorde Regning i det mindste paa Frankrigs moralske Bistand«.

Halvanden måned senere var en endnu større fransk delegation atter i Osaka, hvor shogunen åbenbart havde sit hovedsæde i perioden med mange ceremonier i det nærliggende Kyoto i forbindelse med kejserskiftet. Nu havde den unge shogun inviteret repræsentanter for alle fire vestlige stormagter (England, Frankrig, USA og Holland) til en fælles audiens, som fandt sted 2. maj. Osakas havn var fuld af fremmede krigsskibe med forskellige flag, som man hjemme i Europa næppe ville have set i samme havn i de år.

Også i Japan blev rivaliseringen mellem især England og Frankrig mere og mere bitter. Jo mere shogunen knyttede sig til Frankrig, jo tættere allierede England sig med Satsuma og Choshu, de domæner i det vestlige Japan, som bekæmpede ham.

Den politiske tale, der kom ud af fællesaudiensen 2. maj, gik ud på, at Osakas havn og en række andre havne skulle åbnes for handel med Vesten og vestlige residenser. Reelt var der tale om et ultimatum stillet af de vestlige magter. Shogunen accepterede dette, men allerede dagen efter afviste det mere og mere politisk aktive kejserhof at godkende åbningen af de pågældende havne. Ikke flere ulige traktater, lød budskabet fra kejserhoffet.

»Den 7de Mai havde vi ogsaa fuldendt vores Forberedelser til Afreise og tog Afsked med vore japanesiske Venner, hvis Hjerter vi sikkerlig derved lettede for en tung Byrde. I de sidste Dage havde man nemlig været usædvanlig urolig for vor sikkerhed. Fyrsten af Satsuma, Taikunens mest hadefulde Fjende, var nemlig ankommen til Staden med et stort Følge af væbnede og krigeriske Tilhængere«.

Og var der nogen, man i den aktuelle politiske situation ikke brød sig om i Satsuma, var det franskmænd.

FØRST EFTER TO MÅNEDERS uskønne politiske tovtrækkerier lykkedes det shogunen at få kejserhoffets godkendelse af aftalen fra 2. maj, og det gav ham kun en kort frist. Kun et halvt år senere gav han definitivt op og overgav ydmygt magten til den unge Meiji-kejser og hans reformregering.

Helt frem til vor tid har mange kilder og eksperter, ikke mindst fra Frankrig, stædigt argumenteret for, at omverdenen ville have været langt bedre stillet ved at lade det gamle shogunstyre overleve og lade det gennemføre de nødvendige reformer og uundgåelige grænseåbninger, der skulle lede Japan ind i fremtiden.

Det ændrer ikke ved, at da Suenson to år senere vendte tilbage til Japan, denne gang som hovedagent for den danske industrigigant C.F. Tietgens relativt nystiftede Store Nordiske Telegrafselskab, var det en uprøvet, men idealistisk Meiji-regering, han kom til at sidde over for.

Tietgen havde hjemme i Danmark overtalt den stadig unge Suenson, som allerede havde omfattende erfaringer fra den del af verden, til at søge orlov fra sin militære karriere for som hovedagent at drage til Østasien og organisere det nye Store Nordiske Kina og Japan Extension Telegrafselskabs virksomhed.

Den danske økonomiske historiker Ole Lange har i sit værk om C.F. Tietgen fra 1978, ’Finansmænd, stråmænd og mandariner, beskrevet, hvad der kom ud af den indsats.

DEN NYE JAPANSKE MEIJI-REGERING bestod i sine første år af en højst umage alliance af hidtidige samuraier. Nogle af dem udviklede sig lynhurtigt til reformivrige teknokrater, og dem hører man oftest om. Men der var også andre, som stadig var kejserdyrkende traditionalister med stor skepsis over for alt udefra.

Så da den danske topdiplomat, kammerherre J.F. Sick ankom til Japan i juli 1870 for at forhandle med den japanske regering med Suenson ved sin side, gik der ikke ret lang tid, før han skrev hjem til Danmark, at japanerne over for ham var helt uberegnelige under forhandlingerne. »De skiftede Stilling og Holdning som Krystallerne i et Kaleidoskop«, skrev han.

Målet fra dansk side var at få landingstilladelse for Store Nordiske Telegrafselskab for to kabler fra henholdsvis Vladivostok i Rusland og Shanghai i Kina. På længere sigt havde man – oprindelig i rivalisering med især engelske selskaber – også stilet efter en aftale om en stor udbygning af Japans eget indenlandske telegrafnet.

Forhandlerne fra det nyligt oprettede japanske udenrigsministerium var på den ene side uhyre interesserede i at få indført en international telegraflinje i Japan, et flot og synligt symbol på, at landet var godt i gang med at blive moderniseret. Men samtidig var de ifølge japanske historikere på vagt over for at give Store Nordiske for mange eksklusive rettigheder, som ville indskrænke deres råderum i fremtiden.

SÅ DA DEN DANSKE KAMMERHERRE efter ankomsten i Japan fornemmede, at det ikke ville blive helt nemt, valgte han klogt den diplomatiske fremfærd. Han pillede alle kontroversielle og farlige afsnit ud af det danske udspil, men alligevel skulle der fem aftaleudkast frem og tilbage til, før der kom en 30-årig aftale på plads i september 1870.

Store Nordiske fik landingstilladelse til sine kabler i Nagasaki og Yokohama – plus tilladelse til en kabelforbindelse mellem de to havne. Japanske regeringstelegrammer fik fortrinsret, og japanerne stillede kablet under regeringens beskyttelse – men uden erstatningspligt, hvis nogen ødelagde det alligevel. Hvis andre senere fik tilladelse til at anlægge kabler, ville Store Nordiske få en klausul med mestbegunstigelse, altså en klausul, der sikrede, at intet andet selskab senere ville kunne få bedre betingelser, uden at Store Nordiske fik det samme.

Efter kammerherrens hjemrejse var det Suenson, som blev i regionen og i foråret 1871 rejste tilbage til Japan for at træffe de endelige forberedelser til landingen af kabler og oprettelse af stationen i Nagasaki.

Endnu en gang handlede det om at åbne det lukkede Japan for omverdenen. Nu ikke med våben og væbnede skibe, denne gang med forretninger og kommunikation. Der var ingenting, som på det tidspunkt kunne åbne et land som en telegraflinje.

Edouard Suenson kom aldrig tilbage til militæret. Ved hjemkomsten blev han efter at have repræsenteret selskabet i Bern og Rom allerede i 1874 administrerende direktør for Store Nordiske, en post, han beklædte helt frem til 1908, hvor han i stedet blev selskabets bestyrelsesformand. Han døde i 1921.