Vestjysk landmand havde fiks idé: Dansk kløver skulle revolutionere Japans fødevareproduktion

To danske mænd mødtes i 1953 på en mark ved den lille by Shinjo i Yamagata-amtet i det nordøstlige Japan.

Den ene var den vestjyske landmand Emil Fenger. Han var inviteret af det japanske landbrugsministerium til at drive et modellandbrug i Shinjo, når han ellers ikke rejste rundt i landet og holdt foredrag for lokale landbrugskooperativer.

Den anden var rejseforfatteren Karl Eskelund, som året efter gav den modne, men særdeles foretagsomme landmand følgende ord med på vejen i bogen ’Kejserens nye klæder’:

»Fenger gik videre med drabelige skridt. Trods det hvide hår ville jeg ikke have troet, at han var 59«.

Faktisk satte Fenger et tempo op ad en bjergskråning, som gjorde det svært for Eskelund samt en lokal japansk bonde og en tolk at følge med.

»Vi var kommet forbi rismarkerne. Stien snoede sig op ad en bjergside ... Fenger gik stadig med lange skridt. Jeg ønskede, at han ville sætte farten lidt ned, og de to japanere var også helt forpustede«, skriver Eskelund.

»Endelig nåede vi op på en ret afrundet bjergtop. Fenger bukkede sig og plukkede en håndfuld af noget, som han rakte mig. Det var kløver, grøn og saftig«.

DET ER EN GAMMEL KENDSGERNING, at det opdyrkelige areal i Japan er begrænset. De høje bjerge midt på hovedøerne gør, at man kun kan anlægge rismarker og dyrke andre afgrøder, grøntsager og frugt på lave arealer langs kysterne inklusive de omfattende områder, der de de seneste århundreder er blevet inddæmmet.

I 1950’erne var kun 17 procent af Japans overflade opdyrket, oplyste Fenger sin gæst om. Han kunne sin landbrugsstatistik.

»Ja, og resten er bjerge. Der er simpelt hen ikke mere jord, der kan yde noget«, sagde Eskelund.

»Det er der, De tager fejl«, svarede Fenger, mens han kæmpede med at få ild på sin uundværlige pibe.

»De fleste tror, at der ikke er mere jord her i landet, som kan udnyttes. Japanerne er selv overbevist om det, men det passer ikke. Jeg har fundet ud af, at Japan i virkeligheden godt kan brødføde sig selv. Der er endnu 3 millioner tønder land, som ikke bliver udnyttet. Det meste er så dårligt beliggende, at det ikke kan pløjes. Men der kan vokse kløver«.

Fenger havde fået den idé, at japanerne, som jo stadig kæmpede med alvorlig fødevaremangel her kort efter verdenskrigen, ville kunne udvide deres dyrkbare arealer betydeligt ved at indføre danske frø og dyrke god dansk kløver på bjergsiderne, som så ville kunne bruges til foder til et væsentligt forøget kvæghold. Nogle af disse kreaturer skulle slagtes og spises og tilføre japansk køkken en ekstra dosis protein, men hovedformålet var at styrke det japanske mejeribrug.

Det handlede om at producere mælk, smør og ost.

FENGER FIK TILLADELSE TIL som forsøg at dyrke foderafgrøder på syv af Japans planteavlsstationer ved siden af sin hovedopgave med at oplære sine kolleger på Japans kvægavlsstationer i at føre ordentlige og samvittighedsfulde stambøger, når de avlede nye generationer af mejerikvæg.

I løbet af det første år lykkedes det faktisk »at skabe gode græsmarker i 57 af 62 forsøg«, fortæller Fenger selv i sine erindringer.

I juni 1952 kom han hjem til Shinjo fra en længere foredragsturné i andre dele af Japan, og »ved hjemkomsten var en større forsamling af forsøgsfolk ved stationen, de ville med ud til forsøget. Dette var lykkedes over mine vildeste forventninger, der stod en pels af kløver, som var lige ved at blomstre, og den var så tæt, at intet ukrudt kunne vokse under den. En professor fra landbohøjskolen i Hokkaido udtalte, at jeg havde udført et betydeligt arbejde på mange områder, men dette var sikkert det, som ville få størst betydning for japansk landbrug«.

Lokalt i Shinjo foregik samarbejdet omkring kløverforsøgene især med Tadashi Watanabe, den lokale storbonde og »sognerådsformand«, som Fenger kaldte ham, da han præsenterede ham for Eskelund.

De to danskere besøgte Watanabe i hans hjem i landsbyen Yamaya, og Eskelund satte sig ned for at interviewe ham. Han skulle repræsentere de dengang 40 millioner japanske bønder i Eskelunds bog. Interviewet gik fint.

»Værre var«, skrev Fenger i sine erindringer, at Eskelunds kinesiske kone »benyttede tiden til at fotografere alle vegne, mens Eskelund havde manden i forhør. Blandt andet tog fru Eskelund et billede af mandens moder, hvilket vakte stor utilfredshed blandt medlemmer af byråd og amtsråd«.

DEN ÆLDRE DAME HAVDE NEMLIG malet sine tænder sorte, hvilket for længst var gået af mode, og i den moderne verden, Japan gerne ville være en del af, blev det opfattet som en pinlig rest fra fortiden.

»Billedet af denne bedstemoder sidder i mit album«, erkendte Fenger i erindringerne. »Men jeg har dårlig samvittighed, for jeg ved, at alle japanere ville ønske, at det ikke var kommet uden for landets grænser«.

»Watanabe blev meget forundret, da han så kløveret skyde frem«, fortalte Fenger med tydelig stolthed til Eskelund.

»Han havde ikke troet, at vi kunne få nytteplanter til at gro her«.

Men helt glad var han ikke.

For han »var en af dem, der måtte tage herop og slå ukrudtet hver fjortende dag – det skulle absolut gøres. Og da japanerne stadig foretrak at bruge segl frem for le, var det jo et enormt arbejde«.

De japanske deltagere i forsøget mente også, at når nu Fenger havde vist dem, at man kunne dyrke jorden oppe på bjergsiderne, så burde man prøve at pløje den og anlægge rismarker.

Men det var helt galt, mente Fenger.

»Når jorden pløjes på bjergene, fører det til erosion. Min plan har den fordel, at der aldrig behøves at pløjes, og kløveren holder godt på fugtigheden. Ellers blev mulden skyllet bort«, sagde han til Eskelund.

FENGER VAR IKKE HR. HVEM SOM HELST i Yamagata. Han nød stor anseelse i Japan og havde gode kontakter i toppen af ministeriet.

Men den dag i 1953, da han havde besøg af sin landsmand, var han frustreret og irriteret, og det måtte han give udtryk for, nu han havde en chance for at skælde ud på dansk.

Hans geniale idé om danske kløvermarker på japanske bjergskråninger blev unødigt besværliggjort af det stive japanske bureaukrati, som ikke ville godkende import af danske frø, og af en forsinkende toldbehandling, mente han.

Hans japanske værter var aldrig så begejstrede for ideen, som han selv var. De ville nok hellere have haft, at han – som var inviteret til Japan som kvægmand – koncentrerede sig om at lære dem noget mere om at avle mejerikvæg og ikke om kløver, der ligefrem havde det mål at bane vej for et landbrug baseret på kvæg.

»Vi japanere kan jo ikke lide mælk og smør. Hvad skulle vi med alle de køer?«, havde de ifølge Eskelund sagt til Fenger.

Fenger fortsatte sin tirade. Det var egentlig underligt, at japanerne havde fået ord for at være så lærevillige.

»Industrielt har de efterlignet Vesten med stort held, men hvad landbruget angår, er de næsten ikke til at rokke«.

SÅ SELV OM NOGLE JAPANERE ganske rigtigt blev overbevist af forsøgenes succes i første omgang, og selv om Fenger i 1954 rejste hjem med den opfattelse, at hans forsøg med kløverdyrkning rundtomkring i Japan havde fået varig betydning, så fik ideen om kløver på bjergskråningerne alligevel aldrig for alvor nogen gang på Jord.

Som årene gik, og efterhånden som den japanske industri tjente store overskud hjem til landet og dets indbyggere, blev endnu flere fødevarer importeret, og fødevaremanglen blev overvundet.

Derfor syntes Fengers idé med tiden mindre oplagt og blev efterhånden glemt.

30 år inden opholdet i Yamagata havde Emil Fenger fra 1923 til 1928 boet på en nybyggerfarm på den nordlige ø Hokkaido sammen med sin familie. Fremsynede medlemmer af det lokale amtsråd havde efter omfattende debat fået vedtaget at bruge amtslige bevillinger på at invitere to unge eventyrlystne danske landmænd til at etablere hver sit modellandbrug og drive dem i fem år. Danske landbrugsmetoder ville passe godt sammen med klima og geografi i den sydlige del af Hokkaido, lød analysen.

Familien Fenger havde det godt på Hokkaido, og de etablerede langvarige venskaber og kontakter, som fik betydning for, at de blev inviteret tilbage mange år senere.

Det gik knap så godt på den anden danske nybyggerfarm i samme område, ledet af en sjællandsk bonde fra Jægerspris ved navn Morten Larsen. Peder Søndergaard, den tredje dansker på Hokkaido i 20’erne, arbejdede som karl på hans gård.

Morten Larsens gård var meget større end Emil Fengers, og den lå tættere på den lokale japanske landbrugsskole i byen Makomanai i nærheden af amtshovedstaden Sapporo.

Mens Fenger i høj grad kunne drive sin gård efter egne egenrådige danske tanker, skulle Morten Larsens gård fungere som mønsterlandbrug i betydeligt tættere sammenhæng med landbrugsskolen. Her skabte mødet med bureaukratiet i det lokale japanske landbrugsråd det ene opslidende problem efter det andet, og det endte med, at Morten Larsen og hans familie på baggrund af evige skænderier i hverdagen brød kontrakten og rejse hjem, før de i kontrakten aftalte fem år var gået.

ANDELSTANKEN I DANSK LANDBRUG havde ganske vist stærk appel til de kollektivt opdragede og fællesskabssøgende japanere, men det var ikke lige det, de ’frie danske landmænd’ havde sat sig for at oplære dem i. Det skulle vise sig at være et tilbagevendende dilemma i hele denne historie om udveksling af landbrugskundskab mellem øst og vest, at de danske landmænd ikke kun stødte ind i et fremmed marked, men i et samfund, hvor kultur og tradition var dem lige så fremmed.

I 1954 var der parlamentsvalg i Japan, og en af Morten Larsens tidligere ansatte ved navn Misawa blev valgt for socialistpartiet. Det brød Emil Fenger sig ikke om.

»I maa jo have opdraget ham for daarligt«, skrev han i et håndskrevet brev til Peder Søndergaard, der efter hjemkomsten havde etableret eget landbrug i det vestlige Jylland.

Fenger beskriver i sit brev til Søndergaard sit nøgterne og ikke særlig sentimentale gensyn med de steder, hvor de havde haft deres arbejde og virke 30 år før.

»Huset er beboet af en japansk familie, det synes vi nu ikke, at det er blevet kønnere af«.

Fenger nævner også sine bestræbelser på at få sat dansk skik på de japanske arbejdsforhold. Efter rejsen til Hokkaido skulle han hjem til modelfarmen i Shinjo, skriver han til Søndergaard, og her varslede han: »Jeg kommer til at afskedige 30-40 arbejdere, naar jeg kommer derop, man kunne daarligt spytte for folk, saa mange var der«.

I sin toårsrapport til det japanske landbrugsministerium i 1953 argumenterede Emil Fenger for, at der skulle skæres i antallet af japanske landmænd, som kom til modellandbruget i Shinjo for at lære. Hvis de for alvor skulle lære noget, skulle de ikke bare komme og se Fenger vise dem, hvordan man gør.

»Hvad vi lærer at gøre, det lærer vi ved at gøre det og ikke kun ved at se på«, hedder det i rapporten.

På sine gamle dage nåede Fenger at opleve et tredje ophold i Japan. I årene 1963 og 1964 var han involveret i opbygningen af en ny dansk forsøgsfarm kombineret med en missionskirke i Shizuoka-amtet neden for bjerget Fuji.

Han opfattede sig selv som en meget religiøs mand og havde andre steder i landet set, at det fungerede godt at kombinere landbrugsskoler med missionsarbejde.

Men Fenger swingede mildest talt ikke med de udsendte missionærer.

Fenger mente, at lederen Harry Thomsen ikke var sin opgave voksen og ikke fattede det japanske samfund.

OMVENDT KRITISEREDE THOMSEN og de andre missionærer i forskellig grad Fenger og hans kone for ufølsomt og egoistisk at trampe ind i japanernes hjem med træsko på og på alle måder udvise manglende hensyn til andre mennesker og lokal skik.

»Det er, som om han (Fenger, red.) er besat af en ond dæmon til tider og ligefrem nyder at se andre lide og se andre blive sat op imod hinanden (mens han til andre tider er hyggelig og ligefrem charmerende) ... Vi vil alle herude – også de andre udlændinge og japanerne – drage et dybt lettelsens suk, når Fengers rejser«, skrev Harry Thomsen. Fenger kunne man ikke sådan lige lave om på.

»Begge var tætbyggede og fåmælte«, skrev Eskelund i 1954 om det umage møde mellem Fenger og storbonden Tadashi Watanabe.

»Hver af dem havde lidt af den mistænksomhed, som synes at være typisk for bønder verden over. Deres store, senede hænder fortalte om hårdt slid«.

Watanabe »sad med korslagte ben og så på alt andet end den, han talte med. Over hele hans væsen var en tålmodighed og resignation, som man helt savnede hos den hvidhårede dansker«.

»Emil Fengers blik var åbent og frejdigt. Det var vist lige så umuligt for ham at sige noget med omsvøb, som det var for den anden at lade være«, skrev Karl Eskelund.