Mitterrand kaldte den franske forfatning »det permanente statskup«. Havde han ret?

Hvordan er det muligt at regere et land, hvor der findes 258 forskellige oste?«, skal den tidligere franske præsident Charles de Gaulle retorisk have spurgt.

Hans eget svar på det spørgsmål var at samle mest muligt magt hos en enkelt person med det stærkest mulige demokratiske mandat.

Når den amerikanske præsident omtales som ’verdens mægtigste mand’, er det helt rimeligt, i betragtning af at vedkommende er lederen af verdens største økonomi og stærkeste militær.

Men ser man på selve embedet, er det ikke helt så mægtigt: I USA er der checks and balances – Kongressen og domstolene sætter klare grænser for præsidentens magt. Selv med en uregerlig præsident som Donald Trump lykkedes det institutionerne at stå imod.

Det franske præsidentembede ligner på flere måder det amerikanske, hvor præsidenten er statsoverhoved, regeringsleder og hærchef. Præsidenten er desuden garant for, at forfatningen overholdes, og at statens institutioner fungerer. Særligt ved Frankrig er det, at præsidenten ikke blot samler hele den udøvende magt, men også er usædvanlig stærk i forhold til den lovgivende magt, parlamentet.

Det er noget af et paradoks, at franskmændene, der har gennemført flere revolutioner og gerne griber til strejker og demonstrationer, er endt med en forfatning, der med lidt ond vilje kan betegnes som autoritær.

Når den decentrale protestbevægelse De Gule Veste de seneste år med succes har gennemført store folkelige demonstrationer, har det knap haft indflydelse på det politiske establishment i Paris. Her sidder præsident Emmanuel Macron i høj grad på magten på grund af den måde, det franske præsidentembede er skruet sammen på.

SIDEN REVOLUTIONEN I 1789 har Frankrig haft 14 forskellige forfatninger. Derfor betragtes forfatningen mere som et politisk dokument end som en hellig skrift, som den ses som i USA.

Forfatningen er en kampplads. Den forfatningskamp, der blev indledt med revolutionen i 1789, er aldrig faldet helt til ro.

De seneste 250 år har der været flere blodige konflikter mellem republikanere og tilhængere af mere enevældige styreformer: Napoleons kejserdømme (1804-1815), restaurationstidens monarki (1815-1830), Juli-monarkiet (1830-1848), Det Andet Kejserdømme (1850-70), Vichy-styret (1940-45).

Konflikten vidner om, at der er to modsatrettede opfattelser af den politiske legitimitet i Frankrig. For en del af befolkningen ligger legitimiteten i autoritet og tradition, mens en anden del finder den i folkeviljen og parlamentarismen. Som resultat forsøger den nuværende forfatning, Den Femte Republik, at forene de to opfattelser.

Vichy-styret under ledelse af marskal Philippe Pétain (1856-1951) havde afskaffet Den Tredje Republik, der var blevet indført efter den fransk-preussiske krig (1870) og det revolutionære folkestyre Pariserkommunen. Efter Anden Verdenskrig stemte franskmændene med overvældende flertal for en ny forfatning. Man ville ikke tilbage til Den Tredje Republik, som man gav skylden for nederlaget til tyskerne i 1940.

Den Fjerde Republik var født af modstandskampen og derfor præget af dennes idealisme og venstrefløjens politiske dominans i efterkrigstiden. En grundtanke i den ny forfatning var, at den skulle gøre det umuligt for en stærk mand at gribe magten. Samme tendens ser man i de samtidige italienske og tyske forfatninger.

Parlamentet blev set som den demokratiske garant for, at en sådan manøvre ikke skulle ske, og derfor fik det en dominerende rolle i forhold til den udøvende magt, regeringen.

Præsidenten skulle – som i Tyskland – være en kransekagefigur, og regeringen stod til regnskab for parlamentet, der til enhver tid kunne bringe den i mindretal og vælte den. Konsekvensen blev, at systemet blev ustabilt: på under 12 år måtte 24 forskellige regeringer give op.

SÅDAN ET SYSTEM KAN GODT fungere under normale omstændigheder, men sidst i 1950’erne kom Frankrig ud i en eksistentiel krise i forbindelse med borgerkrigen i Algeriet (1954-62). Algeriet var ikke blot en koloni, der ville have sin frihed. Landet var administrativt fuldstændig integreret i Frankrig, og mere end en million europæere havde boet der i mange generationer. Uanset hvad man gjorde, ville det få fatale konsekvenser for store befolkningsgrupper.

Mens den grusomme borgerkrig stod på i Algeriet, spillede Den Fjerde Republik fallit: Risikoen for et militærkup var akut, og den politiske ledelse var totalt lammet.

Nationalforsamlingen, førstekammeret i det franske parlament, erkendte sin afmagt. Det var ikke muligt at etablere et flertal, der kunne træffe de nødvendige beslutninger, og man traf et højst usædvanligt valg, da man i juni 1958 bad general Charles de Gaulle (1890-1970) om at overtage regeringsmagten.

De Gaulle lod til at være forsynets mand. Han havde enorm legitimitet i befolkningen takket være sin fortid som leder af modstanden mod tyskerne under Anden Verdenskrig, og han var spiselig for såvel venstrefløjen (fordi han var republikaner) som højrefløjen (fordi han var patriot).

De Gaulle krævede seks måneder, hvor han havde fuldmagt til at regere, og hvor han kunne skrive en ny forfatning. Det fik han. Metoden var på kanten af det demokratisk forsvarlige, og det var endda på samme måde, marskal Pétain havde fået magten i 1940, og han havde aldrig givet den tilbage. Men det virkede som sidste udvej: Den Fjerde Republik var kørt fast.

Den Fjerde Republik havde fejlet på autoritet, stabilitet og legitimitet. Den Femte Republiks arkitekter, de Gaulle og hans senere justitsminister, Michel Debré (1912-1996), ville sikre sig, at det ikke gentog sig.

FOR DE GAULLE OG DEBRÉ var det afgørende, at Frankrig fik et styre med den fornødne beslutningskraft, stabilitet og effektivitet. Man havde med nød og næppe overlevet to verdenskrige, man stod midt i en blodig borgerkrig i Algeriet, og atomkrig mellem øst og vest var en reel trussel. Der var brug for en styreform, som kunne medføre, at præsidenten ikke måtte lede efter flertal både her og der.

I første omgang kunne de Gaulle ikke få gennemført alle sine ideer. Parlamentet havde tilkaldt ham som redningsmand, hvilket betød, at han måtte udvise tilbageholdenhed. De Gaulle havde brug for en ubestridelig demokratisk legitimitet. Det fik han, da forfatningsforslaget til Den Femte Republik kom til folkeafstemning i september 1958 og blev vedtaget med næsten 80 procent af stemmerne.

Første udgave af forfatningen havde indirekte valg til præsidentposten, som man kender det fra USA. De Gaulle havde ønsket direkte valg, for det ville give maksimal legitimitet og gøre præsidenten til et direkte udtryk for folkeviljen. Den direkte forbindelse mellem folk og præsident ville desuden sætte partierne på sidelinjen i den demokratiske proces, hvilket alle partier (undtagen gaullisterne) forudsigeligt nok var imod.

22. august 1962 blev de Gaulle imidlertid udsat for et attentat fra officerer, som var imod Algeriets selvstændighed. Den Citroën DS, som han kørte i, faldt i et nøje planlagt baghold ved byen Petit Clamart 10 km sydvest for Paris. Over 150 skud blev affyret med flere automatvåben, og bilen blev ramt af 14 skud, men ved et mirakel blev hverken præsident, chauffør eller livvagt ramt.

En bølge af sympati skyllede over de Gaulle, hvilket han øjeblikkeligt greb, og han udskrev folkeafstemning om direkte valg til præsidentposten. Parlamentet var rasende, men præsidenten vandt afstemningen. Nu havde han fået det embede, han havde ønsket sig.

PÅ OVERFLADEN LIGNER Den Femte Republik et klassisk parlamentarisk styre, hvor regeringen fører landets politik under parlamentarisk kontrol.

Men præsidenten har med det direkte valg også sin egen legitimitet, som adskiller sig fra regeringens. Præsidenten kan derfor udnævne en regering, uden at den behøver blive godkendt af Nationalforsamlingen. Den demokratiske legitimitet går med andre ord direkte fra befolkningen til præsidenten, der så uddelegerer beføjelser til premierminister, regering og parlament.

Præsidenten kan opløse Nationalforsamlingen, men omvendt står han ikke til regnskab for Nationalforsamlingen. Med de Gaulles egne ord er præsidenten den egentlige kilde til og indehaver af den politiske magt.

Den Femte Republik forener altså to konstante traditioner i fransk historie: arven fra revolutionen mod arven fra monarkiet og ønsket om folkesuverænitet mod ønsket om, at folkeviljen inkarneres i en enkelt person.

Forfatningen har i den forstand været en succes. Den særegne form for republikansk monarki har givet det politiske system i Frankrig legitimitet, stabilitet og handlekraft. Den Femte Republik, der stadig ligger til grund for det franske demokrati, er godt på vej til at blive det mest stabile system i Frankrig siden enevælden.

Dog har der løbende været debat om den ulige magtfordeling mellem præsident, regering og parlament.

Især venstrefløjen har været kritisk. Blandt andet har den socialistiske oppositionsleder under de Gaulle (og senere præsident), François Mitterrand (1916-96), kaldt Den Femte Republik »det permanente statskup«.

PÅ MANGE MÅDER er det problematisk, at den demokratiske proces i praksis bliver reduceret til valget af en præsident, og at præsidenten ikke bare er statsoverhoved, men også politisk leder af et parti og de facto regeringsleder. Embedet er designet til en særlig person, nemlig de Gaulle selv.

Han tilhørte ikke noget politisk parti. Gaullisterne var et parti, der samlede mennesker, som støttede præsidentens ideer, men de Gaulle var ikke selv medlem. Han placerede sig over partierne, for han så sig selv som landsfader og blev af de fleste også opfattet som sådan. Hans rolle var at samle en splittet nation og føre den ind i fremtiden. På den måde ligger de Gaulles opfattelse af embedet tættere på den amerikanske præsident Georges Washingtons end på opfattelsen hos de politikere, der har fulgt ham på posten i Frankrig.

De Gaulles succes sætter senere præsidenters fiasko i relief.

Allerede i hans tid udviklede præsidentembedet sig i en retning, hvor præsidenten overtog områder fra både premierministeren og de forskellige ressortministerier, så præsidenten både har initiativretten og det sidste ord i mange konkrete politiske spørgsmål.

Desuden er det franske valgsystem indrettet sådan, at præsidenten normalt kan støtte sig til et absolut flertal i Nationalforsamlingen. Derfor er der sjældent noget egentligt på spil i den parlamentariske debat. Præsidenten står ikke til regnskab for parlamentet, udfaldet er givet på forhånd, og flertallet behøver ikke forhandle med mindretallet.

Magtforskydningen fra parlamentet til præsidenten har udviklet sig til et demokratisk problem, og her finder man en af grundene til den særlige politiske kultur i Frankrig, hvor demonstrationer og strejker stadig spiller så afgørende en rolle.

Den politiske opposition har nemlig ingen reelle sanktionsmuligheder over for præsidenten og dennes regering. Den eneste mulige sanktion er protesten på gaden.

PRÆSIDENTIALISERINGEN AF DEN FEMTE Republik har utilsigtet vist sig at underminere det ansvarlige medborgerskab (det er umuligt at få medindflydelse), den politiske kultur (topstyringen gør alle parlamentariske debatter til teatertorden uden beslutningskraft) og tilliden til politik (beslutninger tages langt væk af et politisk aristokrati, som 8 ud af 10 franskmænd opfatter som mere eller mindre korrupt).

Når Frankrig igen går til valg, vil man endnu en gang forsøge at finde den rette person til at beklæde dette kæmpeembede.

Præsident Macron er på mange måder en kandidat, der ligger tæt på de Gaulle i sin opfattelse af magten: Han ville ikke være præsident for et parti, han ville hæve sig over de politiske skel og koncentrere sig om det essentielle. Men den enorme præsidentielle magt har undergravet selve embedet og dets formål.

Når man har ansvar for alt, har man ikke tid til noget. De Gaulle havde tid til at fokusere, tænke og planlægge. Nu gælder det bare om ikke at drukne.

Kast bare et blik på præsident Macrons kalender.

Han er tvunget til at hoppe fra sag til sag i evig krisemodus: Mali, EU, Ukraine, Rusland, Tyskland, indvandring, terrorisme, coronakrise, grøn omstilling, økonomiske reformer.

Det betyder også, at præsidenten bliver skydeskive, uanset hvad der går galt. De Gule Vestes protester havde helt karakteristisk Macron som syndebuk for problemer, der var opstået længe før hans fødsel. Macrons påtænkte dieselafgift på brændstof var dråben for bevægelsen, men bægeret var i forvejen fuldt af vrede over magtens hypercentralisering, den i årtier fejlslagne regionalpolitik og den globalisering, som Frankrig trådte ind i allerede i 1980’erne.

Stemningen kan bedst beskrives som apati afbrudt af regelmæssige raserianfald.

Angiveligt fremstilles der mere end de 258 oste i Frankrig. Det gør stadig ikke opgaven nemmere for præsidenten.