Revolutionen der blev kvalt

Stikflammer brød frem som lette krusninger på slotstagets overflade og skabte et infernalsk krater. Luften blev fuld af knitren og kommandoråb. Vindue efter vindue sprængtes, og tykke røgsøjler steg til vejrs på aftenhimlen, mens de grådige flammer mæskede sig i træværket, slikkede slotsmurene og smøg sig kælent langs udhæng og gesimser.

»Frederik den Syvendes statue stod silhuetmæssig foran bålet«, bemærkede forfatteren Herman Bang i sin øjenvidneberetning om Christiansborgs brand i oktober 1884.

»Man kastede bøger ud af alle vinduer. Folk deroppe skreg og væltede bogmasser ud, som af os dernede kastedes ind på plænerne. Vandet flød overalt. Man sprang over gitret til kong Frederik 7.s statue og kastede bøgerne op på fodstykket«.

Inden længe gav loftet efter, og de brændende træbjælker begravede folketingssalen. Næste morgen flankerede rytterstatuen ufortrødent slottets sodsværtede nøgne mure og gabende vinduesåbninger – og står den dag i dag standhaftigt på sin plads som en af brandkatastrofens få nagelfaste overlevende.

Kongemagtens centrum og demokratiets højborg var til gengæld forvandlet til en forkullet ruin. Sindbilledet på den danske styreforms sande tilstand.

OVERGANGEN FRA ENEVÆLDE til demokrati i Danmark foregik ikke specielt gnidningsløst. Historien er bestrøet med intrigante sammensværgelser, planer om kup og kidnapninger, og selv da folkestyret lagde de første børnesygdomme bag sig, kneb det med at finde fælles fodslag om, hvordan det skulle indrettes i praksis.

Styreformen gav ganske vist landets bedsteborgere masser af indflydelse, men de var samtidig bestyrtede over, at andre befolkningsgrupper krævede medbestemmelse. For at holde fast i magten ændrede rigsdagspolitikerne i 1866 grundloven, sådan at bønderne – da de få år senere opnåede absolut flertal i Folketinget – blev udelukket fra regeringsmagten, så længe man havde flertal i Landstinget, der bestod af rigets højest beskattede medborgere.

Tænk, om landboerne pludselig skulle til blande sig i kultur- og udenrigspolitik!

Konflikten førte til en opdeling af dansk politik i to skarpt adskilte partidannelser: Højre og Venstre. Partiet Højre bestod af konservative kræfter – erhvervsfolk og godsejere – og blev siden til Det Konservative Folkeparti. Venstre repræsenterede den brede befolkning på landet. Venstre ønskede parlamentarisme, mens Højre ikke skulle nyde noget.

Højres argument for at holde Venstre fra ministertaburetterne var at undgå folketingsenevælde, da landstingsmedlemmerne var garanter for stabilitet og eftertænksomhed i modsætning til den umiddelbare folkestemning. Imidlertid var det kongen, Christian 9., der havde det afgørende ord, for det var trods alt hans ret at vælge sine ministre. Sådan gik det til, at regeringslederen i de år var en højremand: godsejer J.B.S. Estrup fra Skaføgård på Djursland.

Estrup mente, at statens styrelse var for vigtig til at blive overladt til den brede befolkning, og hans overlevelsesstrategi var at kræve millioner til forsvaret. Ganske vist interesserede Estrup sig ikke særlig meget for militærvæsen, men ved at gøre det til et politisk debatemne gav han kampen mod pøbelvældet et patriotisk skær og splittede Venstre, fordi medlemmerne havde meget forskellige holdninger til, hvor meget man skulle anvende på militært isenkram. Afledningsmanøvren virkede.

Venstre, anført af skolelæreren Chresten Berg, svarede igen ved at gennemføre den såkaldte visnepolitik. Taktikken gik ud på at lade alle lovforslag gå i udvalg, hvor de så fik lov til at sygne hen. Højre kaldte udvalgene ’begravelsesudvalg’, mens Venstre svarede, at de var ’venteudvalg’, der arbejdede, mens man ventede på, at regeringen veg pladsen.

Særlig i året op til slotsbranden var tonen ualmindelig skarp, og ved politiske møder i Hillerød og Jyderup røg Højre- og Venstre-mænd i klammeri med hinanden, så ordensmagten måtte sættes ind for at standse korporlighederne. Med branden tog konflikterne imidlertid en ny drejning. Højre beskyldte Chresten Berg for at have reddet sit eget skind frem for slottets værdigenstande, mens Berg omvendt forsikrede regeringen om, at slottet ikke blev genopført, før den afgav magten. I ventetiden måtte de nøjes med en udrangeret kasernebygning i Fredericiagade.

Situationen blev så fastlåst, at der ikke kunne opnås enighed om finansloven. Derfor sendte Estrup Rigsdagen hjem, og i april 1885 udstedte han en foreløbig finanslov, som uden om Folketinget ydede regeringen alle de penge, den ønskede sig, til en udvidelse af militæret. Han havde fundet et smuthul i grundloven, som gjorde det muligt.

Nu skulle der anlægges en befæstning omkring København fra Køge Bugt til Utterslev Mose. En gammel plan om et værk, som meget belejligt også kunne anvendes som forsvarsværn mod rebelske bønder.

For Venstre mindede det om et statskup.

BØNDER OVERALT på landet gjorde sig klar til kamp og oprettede en række såkaldte ’demokratiske foreninger’. Navnet hentydede selvfølgelig til, at modstanderens metoder ikke blev regnet for demokratiske, men det var foreningernes nu heller ikke. De arbejdede nemlig for, at våbenføre mænd fik deres egen riffel, sådan at ethvert forsøg på vold mod statsforfatningen kunne mødes med væbnet modstand.

Der blev indkøbt våben i tusindvis og samlet ind til opførelsen af forsamlingshuse, hvor folk på landet kunne lave militærtræning uanset vejret.

En af de mange, der blev politisk vakt og meldte sig under den væbnede frihedskamps faner, var den unge skolelærer Jens Christian Christensen. Fra sin skole i Vrønding ved Horsens kastede J.C. Christensen sig helhjertet ind i kampen og blev – som mange andre skolelærere i de år – hurtigt en af bevægelsens naturlige frontfigurer. Så det forår rumlede riflerne livligt på Horsens-egnen, præcis som de gjorde rundt om i de øvrige danske landsogne.

Landet befandt sig på revolutionens rand.

Men Estrup lod sig ikke rokke. Han skærpede bare straffene for »agitatoriske udskejelser« og udstedte det såkaldte mundkurvscirkulære, der forbød skatteyderbetalte lærere at stå i opposition til regeringen og at være talere eller ledere i riffelforeningerne. Et par uger senere – i begyndelsen af maj – blev det tillige forbudt folk at anskaffe og øve sig med våben.

Geværerne blev gemt bort, men ikke længere væk, end at mange bønder øvede sig i smug og opbyggede lagre af våben og pengemidler. Andre forberedte sig på at føre kampen med leer, forke og prygleredskaber. I midten af maj kom det da også til masseslagsmål i Ballerup mellem regeringens tilhængere og modstandere, og i et par timer bølgede gadekampene frem og tilbage med brug af våben som spadserestokke, paraplyer og kæppe, til politiet satte en stopper for tumulten.

Hen over sommeren fulgte flere sammenstød med knipler, knytnæveslag og kasteskyts. Og som et ekstra raffinement nægtede mange bønder at betale skat, da grundloven forbød skatteopkrævning, når finansloven ikke var vedtaget.

Den lokale politimyndighed, sognefogeden, blev sendt af sted for at udpante de formastelige, der som regel var hans partifæller. Han tog en kalv, en tønde ærter, en tønde hvede, og hvad de ellers kunne undvære.

FANATISMEN BERØVEDE NOGLE den sunde fornuft. Det var tilfældet for den unge typograf Julius Rasmussen. Han var kendt i Nykøbing på Falster som en hurtig, meget præcis og pålidelig sætter og var vellidt af sine kolleger, fordi han var godmodig og omgængelig. Men som andre Venstre-mænd blev han undertiden en smule overophedet og udtalte, at han ville skyde Estrup.

En eftermiddag i oktober 1885 kom regeringslederen spadserende fra Bredgade i København til sit hjem på Toldbodvej. Han tog i sin portklokke. I samme øjeblik nærmede en ung mand sig. Det var Julius. Typografen trådte et skridt tilbage og tog en revolver op af yderlommen, og på to skridts afstand sigtede han – og skød, som det er beskrevet i samtidige avisomtaler og politirapporter.

Kuglen gled af på frakkeknappen. Estrup trak sig ind mod muren, da porten endnu ikke var åbnet, og så affyrede den hænderrystende typograf endnu et skud. Kuglen ramte ikke, og i det samme blev han overmandet.

Skuddene i Toldbodgade gav genlyd over by og land. Estrup havde nu sikret sig det bevis, han behøvede, på bøndernes totale uegnethed i politiske anliggender og hentede det tunge skyts frem. Han fik kanoner trukket ud af Tøjhuset i København, soldater udstyret med skarpladte våben og 300 betjente forsynet med knipler, så de var klar til at tage kampen. Ved samme lejlighed blev Rigsdagen sendt hjem, og Estrup gennemførte en række nye bestemmelser. Blandt andet bevilgede han midler til oprettelsen af et korps af gendarmer, der skulle udstationeres overalt på landet for at holde øje med revolutionære urostiftere. En slags privat militærpoliti, der skulle beskytte ham og hans meningsfæller.

Samtidig fik redaktører overalt retssager på halsen, hver gang de skrev kritiske artikler om kongen og regeringen, og snart fandt man avisspalter forsynet med store sorte overstregninger. Det gjaldt også artikler skrevet af skolelærer J.C. Christensen. På grund af mundkurvscirkulæret måtte han i forvejen skjule sin identitet ved at skrive under pseudonym, og nu oplevede han så at få fjernet store passager af indholdet. I en enkelt artikel var hele 19 linjer forsynet med en tyk sort overstregning.

Den tydeligt markerede selvcensur var en protest mod regeringens politik, men også en nødvendighed, da de mange retssager fik andelshaverne til at frygte for avisernes overlevelse.

I SOMMEREN 1885 deltog Chresten Berg i et politisk møde i Holstebro, men han nægtede at tale, før den lokale politimester forlod tribunen. Politimesteren nægtede, og så tog de lokale arrangører sagen i egen hånd, tog fat i hans arme og fjernede ordensmagten.

Højre omtalte straks hændelsen som en voldshandling, og Chresten Berg og to mødeledere blev arresteret og idømt seks måneders fængsel på almindelig fangekost. Selv om Berg var Folketingets formand og havde immunitet som folketingsmand, blev han indsat til afsoning og måtte holde sølvbryllup i arresthuset på Blegdamsvej i København.

Men i modsætning til kongens fødselsdag, som på landet blev forbigået i fuldkommen tavshed, blev sølvbrylluppet fejret overalt med vajende dannebrogsflag. Omvendt forholdt det sig i byerne, hvor arbejdere blev fyret, hvis de flagede. Nogle gjorde det alligevel, og landboerne iværksatte så private indsamlinger og sendte de arbejdsløse hjælp, tøj og mad. Det gjaldt også skolelærer J.C. Christensen, som holdt »humoristiske oplæsninger« mod en entré på 25 øre og sendte overskuddet ubeskåret til de nødlidende.

Da Chresten Berg i slutningen af juli 1886 kom ud af fængslet igen, havde han nået toppunktet af sin indflydelse. På Nørrebro førte løsladelsen til masseslagsmål, flyvende gendarmsabler og skyderier, men da han senere nåede sin valgkreds i Kolding, kom vogne kørende ind fra alle Jyllands egne og fra hvert eneste landsogn på Fyn for at hylde ham efter måneder på fangekost. Det var det største møde i Jylland i mands minde. Men da martyren selv trådte frem i sin svære skolelærerfigur med halsbind om halsen og med de små briller på for at tage imod folkets hurraråb, var det tydeligt, at han var en mærket mand.

Det politiske system var også mærket. Da et par fyldebøtter i september gav anledning til uro under et efterårsmarked i Brønderslev, blev de lokale gendarmer hidkaldt, og de lyseblå uniformers blotte tilsynekomst fik markedsgæsterne op i det røde felt.

»På dem! Klask dem, de hunde!«, råbte en og satte gang i det, der lokalt er kendt som Gendarmslaget på Brønderslev Marked. De ophidsede vendelboer fordrev simpelthen Estrups elitekorps fra byen. Kort efter blev den med forstærkning indtaget igen og erklæret i undtagelsestilstand. Borgerne blev holdt i et jerngreb, og det blev forbudt at bevæge sig omkring i grupper på mere end fire personer og efter mørkets frembrud. Imens blev de afhørt en efter en, indtil man havde sikret sig navnene på 28, som blev anholdt og fængslet. Da de var løsladt, blev de fejret som lokale frihedshelte.

I månederne, der fulgte, var man vidne til trukne sabler og revolverskud snart sagt overalt. Gang på gang lykkedes det gendarmer og politi at slå urolighederne ned, og på den måde undgik landet en egentlig og langvarig borgerkrig.

MISTILLIDEN VAR AFGRUNDSDYB, og det var ikke længere muligt for Venstre-mænd og Højre-mænd at være i stue sammen, trykke hinanden i hånden eller tage plads ved siden af hinanden i kirken. Mande- og kvindesiderne blev simpelthen ophævet til fordel for adskillelse af Venstre- og Højre-folk. Var skolelæreren Højre-mand, var Venstre-mændene utilfredse med hans undervisning, og var han derimod Venstre-mand, var Højre-mændene utilfredse. Sympati og antipati trådte særlig tydeligt frem på grundlovsdag, hvor de fleste hejste flaget. Højre-mændene flagede på hel stang, Venstre-mændene på halv.

Holdningskløften kom også til udtryk i en økonomisk udmattelseskrig.

Venstre-folk boykottede Højre-sindede købmænd, og Højre-mænd nægtede at købe varer af Venstre-mænd. På landet blev der af samme grund oprettet indkøbsforeninger – brugsforeninger – som gjorde det muligt at slippe helt af med købstadens mellemhandlere. Og hvis man havde andel i en forening, som indkøbte varer, kunne man vel også have det i nogle, der afsatte dem. Det førte til oprettelsen af andelsmejerier og andelssvineslagterier, mens overskuddet blev placeret i en landbosparekasse.

Der blev afholdt Højre-dyrskuer og Venstre-dyrskuer og oprettet Højre-foreninger og Venstre-foreninger inden for snart sagt ethvert af livets forhold, og det så ud, som om fjendskabet aldrig skulle få ende. Men så en dag i 1889 kom der en meddelelse fra Horsens Straffeanstalt, som fik de fleste til at kigge en ekstra gang i avisen.

Den unge typograf Julius Rasmussen, der havde begået attentatforsøget mod Estrup, havde hængt sig i sin celle.

Da den unge mand blev begravet i Vejle, var det, som om kampgejsten var ved at fordufte. Venstres voldsomme retorik førte jo ikke rigtig til noget, den almindelige lovgivning var gået helt i stå, og ingen turde tage ansvaret for en revolution. Der var stemning for at forsøge sig med en mere positiv politik, hvor man for eksempel vedtog finansloven, men forsøgte at malke den ved at stille saglige reformkrav.

Estrup kvitterede med at sende sit elitekorps af revolutionsårvågne gendarmer hjem.

FORANDRINGENS VINDE BLÆST OGSÅ for skolelæreren J.C. Christensen. Han flyttede fra Østjylland til Stadil tæt på Ringkøbing, hvilket skulle vise sig at været et klogt træk. I dette lille nøjsomme samfund synede den høje brede degn af mere. Her kunne bønderne ikke undgå at få øje på hans erfaring, dygtighed og flid, og de var villige til at belønne ham for den. I 1890 stillede han op i Ringkøbing-kredsen og blev valgt i første forsøg.

Der var ikke mange, der ventede sig meget af ham. Men allerede året efter døde Chresten Berg og efterlod sig et parti uden en kronprins, og den unge uprøvede vestjyske skolelærer var den eneste, de fleste kunne enes om. Fire år senere indvilgede Estrup i at lade sig pensionere til fordel for en marionetregering, som kongen kunne være i stue med, og med skolelæreren som den, der reelt trak i trådene.

Herefter gik alting lettere. Venstre overtog regeringsmagten i 1901, og som et minde om parlamentarismens indførelse besluttede J.C. Christensen og regeringen at genopføre Christiansborg. I foråret 1918 kunne politikerne langt om længe flytte ind, mens kongen forblev på Amalienborg.

Det var bedst at adskille de sidste rester af den enevældige kongemagt fra det moderne folkestyre, uanset at kongen fortsat så det som sit hus, mente J.C. Christensen:

»Men når vi rigsdagsmænd går derinde og ser de mange besøgende, der kommer selv fra landets fjerneste egne, for at se det nye hus, så føler vi, at denne rigsborg er folkets hus«.