»Damer, der holder foredrag, kan jeg ikke for min død fordrage«.
Sådan skrev den kendte dramatiker og satiriker Emma Gad, ’Takt og Tone’-forfatteren, i 1891. Få år efter ændrede hun opfattelse til det modsatte, da hun kom med i forberedelserne til ’Kvindernes Udstilling’ i København fire år senere. Den skulle med forbillede i verdensudstillingen i Chicago i 1893 vise, hvor langt kvinder var nået inden for uddannelse, arbejde og kunst.
Udstillingen blev en succes og en øjenåbner for Emma Gad, der nu priste repræsentanterne for sit eget køn:
»Kvinderne vil efterhaanden blive opdragne til at ville noget og kunne noget, der skaber dem en Livsopgave i økonomisk Uafhængighed«.
Siden brugte hun både diplomati og skrivetalent til at få andre kvinder til at vove et øje. Hun var selv grosserer- og kunstnerdatter og økonomisk uafhængig og havde derfor personligt helt andre vilkår end de fleste andre repræsentanter for den gruppe, vi traditionelt har kaldt ’det andet køn’.
NÅR VI SER, hvor meget alle kæmper om pladserne på magtens tinder alle vegne i dag, er det bevægende at følge, hvordan kampen for fuldt borgerskab til alle individer, også dem af ’det andet køn’, har stået på i Danmark i mere end halvandet hundrede år. Den har bølget frem og tilbage. Den har flyttet sig, fordi nogle få mænd og en del engagerede kvinder med mod, selvtillid og viljestyrke har puffet på, taget teten i bevægelser og offentlige debatter og ranket ryggen på trods af offentlig latterliggørelse.
Forfatteren og officersdatteren Mathilde Fibiger formulerede som den første kvinde offentligt sit brændende ønske om at få lov til at udvikle sit intellekt. Hun ønskede inderligt, at alle kvinder fik adgang til uddannelse. Men hun blev hængt ud i pressen og portrætteret i satiretegninger med pibe, herrebenklæder og -hat. Og næsen i sky. Selv om hun ikke engang havde krævet ligestilling. Det var i 1850’erne.
Bliv abonnent på Politiken Historie
...og få adgang til hele artiklen og meget mere!
Læs mereAllerede abonnent? Log ind her
