Der er stadig langt igen

»Damer, der holder foredrag, kan jeg ikke for min død fordrage«.

Sådan skrev den kendte dramatiker og satiriker Emma Gad, ’Takt og Tone’-forfatteren, i 1891. Få år efter ændrede hun opfattelse til det modsatte, da hun kom med i forberedelserne til ’Kvindernes Udstilling’ i København fire år senere. Den skulle med forbillede i verdensudstillingen i Chicago i 1893 vise, hvor langt kvinder var nået inden for uddannelse, arbejde og kunst.

Udstillingen blev en succes og en øjenåbner for Emma Gad, der nu priste repræsentanterne for sit eget køn:

»Kvinderne vil efterhaanden blive opdragne til at ville noget og kunne noget, der skaber dem en Livsopgave i økonomisk Uafhængighed«.

Siden brugte hun både diplomati og skrivetalent til at få andre kvinder til at vove et øje. Hun var selv grosserer- og kunstnerdatter og økonomisk uafhængig og havde derfor personligt helt andre vilkår end de fleste andre repræsentanter for den gruppe, vi traditionelt har kaldt ’det andet køn’.

NÅR VI SER, hvor meget alle kæmper om pladserne på magtens tinder alle vegne i dag, er det bevægende at følge, hvordan kampen for fuldt borgerskab til alle individer, også dem af ’det andet køn’, har stået på i Danmark i mere end halvandet hundrede år. Den har bølget frem og tilbage. Den har flyttet sig, fordi nogle få mænd og en del engagerede kvinder med mod, selvtillid og viljestyrke har puffet på, taget teten i bevægelser og offentlige debatter og ranket ryggen på trods af offentlig latterliggørelse.

Forfatteren og officersdatteren Mathilde Fibiger formulerede som den første kvinde offentligt sit brændende ønske om at få lov til at udvikle sit intellekt. Hun ønskede inderligt, at alle kvinder fik adgang til uddannelse. Men hun blev hængt ud i pressen og portrætteret i satiretegninger med pibe, herrebenklæder og -hat. Og næsen i sky. Selv om hun ikke engang havde krævet ligestilling. Det var i 1850’erne.

I samme årti skabte Natalie Zahle sit grundlæggende pionerarbejde med skoler og uddannelser for piger og kvinder. Hun lykkedes med sit forehavende, dels fordi hun ikke tog del i den offentlige debat, dels fordi hun besad et usædvanligt organisationstalent, og endelig fordi hun stillede store krav til sine elever. Hun lærte dem at lære.

DANMARKS FØRSTE DEMOKRATISKE grundlov fra 1849 var ikke demokratisk, som vi har lært i skolerne. Loven afskaffede godt nok enevælden, men gav kun stemme- og valgret til mænd over 30 år, som havde en vis formue. Det var 14 procent af hele Danmarks befolkning, der sådan fik politisk medborgerskab. Flertallet af befolkningen, dem, man kaldte fruentimmere, folkehold, fattiglemmer, forbrydere og fjolser, blev holdt uden for politisk indflydelse på det samfund, de levede i, arbejdede for og var borgere i, på grund ’af sagens natur’.

De var arbejdere, ansatte og kvinder af alle klasser. Først i 1915 blev alle kvinder og mænd over 25 år gjort myndige, medmindre de var forbrydere eller under fattigforsorg. Først da blev Danmark for alvor et demokrati, 22 år efter New Zealand, 9 år efter Finland og 2 år efter Norge. Som det femte af verdens vestlige lande.

Det blev fejret med manér på grundlovsdagen 5. juni 1915 i hele landet og især i hovedstaden. Arbejderklassens mænd og kvinder samledes med Socialdemokratiet i spidsen i Fælledparken med øl, hornmusik, mad og larm for at fejre arbejderklassens adgang til statsmagten. Men den socialistiske ballade vakte for en gangs skyld ikke opsigt. Det havde den ellers tit gjort, når arbejderne gik gennem Københavns gader med røde faner og ustyrlige demonstrationer undervejs.

Den politiske splittelse mellem de socialdemokratiske kvinder i Fælledparken og de borgerlige kvinder fra et utal af andre bevægelser og foreninger, der havde kæmpet for politisk medborgerskab, vakte heller ikke opsigt.

Hele opmærksomheden den dag var rettet mod det enorme optog af mere end 20.000 kvinder, som muntert strømmede gennem byens gader til Amalienborg. Hele den danske og internationale presse stimlede sammen om dem. Man havde aldrig set noget lignende.

Satiretegnerne havde på forhånd latterliggjort den store demonstration. Politiet tvivlede på kvindernes evne til at gå i optog, for de havde jo aldrig været soldater, sagde man. Hvordan skulle det gå, hvis man slap kvinder løs i gaderne? spurgte bekymrede reportere, avisredaktører og politiinspektører.

D’HERRER GJORDE DOG regning uden vært: 250 toptrænede kvinder med grønne armbind fra Københavns Kvindelige Gymnastikforening optrådte som ordensmarskaller. De var både billetsælgere, samaritter og dirigenter af det uoverskuelige antal vidt forskellige kvinder, der fem ad gangen spadserede fremad i velordnede rækker. Ordensmarskallerne styrede blidt og myndigt rundt med stave med røde og hvide bånd. Nogle af dem bar kurve med sukker og kamferdråber. Hvis nogen skulle dåne.

Den sirlige, myndige orden var ledet af Karen Sofie Amalie Præstgård, skomagerdatter fra Randers, selvlært lærerinde og pioner i kvindegymnastik. Politiet og andre skeptiske herrer måtte æde deres ironi i sig. Kvinderne havde ikke nedladt sig til at reagere på latterliggørelsen. De gik bare. Adgangstegnet, en lille rød-hvid broche, var fremstillet i 10.000 eksemplarer og kunne købes på forhånd. Det var revet væk, inden toget startede, så de fleste gik uden.

Det store valgretstog var stramt koreograferet på forhånd af translatør og redaktør Thora Daugaard fra Dansk Kvindesamfund. Hendes idé var, at deltagerne var alt. Musik og rekvisitter var overflødige. Budskabet, den politiske indflydelse til over halvdelen af befolkningen, skulle fejres rent i en enkel komposition: Fanevagten, den barhovedede ungdom i hvide kjoler, løftede med fanebæreren Sif Obel i spidsen symbolsk kvinders frihed ind i fremtiden.

Det, at de unge gik uden hat og med rank ryg og egen fane, var et usædvanligt symbol på den frihed, de var indstillet på at tage sig fremover. Ingen, heller ikke børn og unge, gik dengang på gaden uden hat. Efter fanevagten gik den kvindesaglige elite af modne damer med hattene værdigt på plads. De skulle forelægge optogets udtalelse for konge og regering.

Endelig kom folket, de nye medborgere, arm i arm i utallige rækker i kvindetoget, omkranset og fulgt af muntre og måbende mænd: Tusindvis af kvinder, der repræsenterede mere end 36 organisationer og over 100.000 aktive kvinder i hele landet, deltog. Stemningen var intens allerede under opløbet, hvor man samledes på Grønningen.

Den internationale presse skrev:

»Den ene overfyldte Sporvogn efter den anden svingede ned ad Bredgade, men Ladningen bestod af lutter Kvinder. Ikke én Mand for hver fem Hundrede Kvinder«.

Berlingske skrev: »Ingen, der saa den uoverskuelige Mængde af danske Kvinder, som i taktfast Gang Række efter Række, drog ind på Slotspladsen for at tage deres Rettigheder i Besiddelse, vil nogensinde glemme det«.

Politiken skrev om fanebæreren:

»Om selve Danmarksfiguren var steget fra sin Sokkel for at marchere i Spidsen, kunne hun ikke virke mere udpræget dansk og lys end Frk. Obel, der fik sig en straalende Skønhedssucces. Hvis vi levede i Amerika, ville Frk. Obel i dag til Morgen kunne vade gennem Dynger af Ægteskabstilbud«.

MEN OBEL HAVDE andre planer. Hun var cand.phil. og i gang med sprogstudier.

På Amalienborg afleverede de ledende demokratiske damer udtalelsen til kong Christian 10. I spidsen gik formanden for Danske Kvinders Nationalråd, den 58-årige Henni Forchhammer. Hun skulle senere få sig en glorværdig international karriere i det danske diplomati. Lige efter hende kom formanden for Dansk Kvindesamfund og alderspræsidenten, den 78-årige Jutta Bojsen-Møller, der kom fra højskolebevægelsen og blev betegnet som ’yngst af sind’. Hun var kendt for at kunne forlige de mange stridende synspunkter i de mangfoldige stemmeretsbevægelser. Også den tidligere formand for både Dansk Kvindesamfund og Kvindelig Fremskridtsforening, forfatteren Matilde Bajer var med. Hendes mand, Venstre-politikeren Frederik Bajer, havde i årevis talt kvindernes sag i Rigsdagen, hvor kvinder var forment adgang. I delegationen var også forfatteren og redaktøren af Kvinden & Samfundet, Gyrithe Lemche. Hun havde som flere andre af pionererne taget sin uddannelse på N. Zahles skole. Sidst, men ikke mindst kom adelsfrøkenen Isabelle Brockenhuus-Løwenhielm. Hun var socialt og praktisk anlagt og havde forladt aristokratiet for at hjælpe fattige børn og kvinder med arbejde og uddannelse til sygeplejersker. Hun havde grundlagt Sankt Lukas Stiftelsen i 1900. Sådan gik kvinder fra mange sociale grupper i dagens anledning tæt sammen til kongen og Rigsdagen.

De afleverede en ’Glædesadresse’, ikke en tak for det, som de anså for deres ret. Her stod, at de værdsatte valgretten, som fra den dag gav dem indflydelse på de love, der gjaldt for både kvinder og mænd. Kongen lagde øre til kvindernes forventning om, at lovgivningen fra nu af tog hensyn til både »kvindelige og mandlige synsmåder og interesser«.

Christian 10. udtrykte fuld tillid til, at de ville gøre »god fyldest« sammen med mænd, men mindede dem om, at de ikke kunne undværes i hjemmene. Så fik monarken lige sat på plads, at damerne skulle betale en pris for den politiske stemme- og valgret: dobbeltarbejde.

KVINDERNE LOD SIG IKKE mærke med den skælmske stikpille. Borger-, stemme- og valgretten var nået, selv om utrolig meget andet, der hører til ligestilling mellem de to køn, endnu lå langt ude i horisonten. Det gjaldt adgang til alle erhverv, positioner og privilegier, myndighed over egne børn, frit moderskab, selvbestemmelse over egen krop, egen tid og økonomi. Men det tænkte ingen over den dag.

De 20.000 kvinder kom fra de utallige kvinde- og valgretsforeninger, fremskridtsforeninger og Dansk Kvindesamfund, det internationale International Council of Women, de var adels- og borgerkvinder, embedsmands-, købmands-, håndværker- og bondedøtre. Man så filantroperne, der kendte alt til fattigdom og sociale reformer. Man så fredsforkæmperne, patrioterne, telefonistinderne, gymnastik- og idrætskvinderne, husmødrene, jordemødrene, danserinderne, lærerinderne i skolekøkkenerne, husholdnings-, pige-, almue-, seminarie- og gymnasieskolerne, højskolekvinderne og akademikerne, de kirkelige, de indremissionske, de jødiske, de kristne, afholdskvinderne og diakonisserne. Og sygeplejerskerne.

De havde stået samlet om ét mål, som de vandt: De fik nu adgang til at præge magten og den offentlige mening. Men de slap ikke (for) arbejdet i hus og hjem. Dobbeltarbejdet var blevet både frihed og forpligtelse for mange kvinder. På den ene side ønskede mange kvinder selv at fastholde ansvaret og pligterne i familien. På den anden side ville de ud i politik, arbejde, videnskab, kunst, medier og statsforvaltning. Mange, både kvinder og mænd, var imod kvinders erhvervsarbejde. Selv i arbejderfamilierne var det en æressag at få råd til, at kvinderne syede, lappede, vaskede, skurede og holdt børnene rene og sovsen varm, til mændene kom hjem: hvis de havde arbejde.

Under 1930’ernes store arbejdsløshed udgjorde husholdningsforeningerne tidens største kvindebevægelse, ikke de kvindepolitisk aktive foreninger. Alligevel kæmpede nogle kvinder om retten til at bestemme over deres egen krop. På linje med mænd. Det var ikke tilfældigt, at gymnastik- og idrætsforeningerne i mellemkrigstiden organiserede næsten lige så mange kvinder som husholdningsforeningerne. Arbejderkvindernes Oplysningsforbund, forfatteren Thit Jensen og lægen Jonathan H. Leunbach kæmpede for adgang til fri abort, som stadig var forbudt.

MEN DEN KENDSGERNING, at arbejdsdelingen i familien stadig var traditionel, var rigelig grund til, at tiden fra 1920 til 1945 var præget af en vis politisk stagnation for kvinder på tinge, selv om de havde vundet retten til at bestemme og stemme politisk: Kun 2-3 procent af de valgte var kvinder. Efter folketingsvalget under krigen i 1943 blev det værre. Kvinderne fik nu kun 1 procent af mandaterne på tinge. Det fik til gengæld to håndfulde kvinder, der kom fra gårdmands-, akademiker-, embedsmands- og arbejderhjem, op af stolene: Nu skulle kvinderne ha’ hænderne op af suppegryder og stoppekurve! De startede Folkevirke, en ny kvindebevægelse med teologen Bodil Koch i spidsen. Formålet var oplysende og mobiliserende. Kvinderne skulle vide mere om samfund, økonomi, politik og folkestyre, så de vovede at bruge deres erfaringer politisk og tage del i demokratiet. Under og efter besættelsestiden satte Bodil Koch familien i »støbeskeen« og i »syrebad« og opfordrede alle til at fordele de huslige pligter mellem børn, mand og kone, så mødre og hustruer kunne komme ud.

Nogle få mænd støttede ideerne, bl.a. forkvinden for De Samvirkende Husmorforeninger Ellen Villemoes Andersens mand, der sagde:

»Jeg slipper både mine køer og min kone ud om morgenen, så kommer de gladere hjem om aftenen«.

Det lykkedes. På halvandet år blev tusindvis af kvinder mobiliseret fra husmands- og arbejderhjem, gårde og købstæder, by og land. Fra Gedser til Skagen og Præstø til Tønder lavede de studiekredse, rejste rundt, agiterede og skabte overskrifter i alle landets aviser: ’En ny Kvindebevægelse vil gøre Kvinder politisk vaagne og aktive’, ’Kvinderejsning til Folkestyrets Gavn’, med Bodil Koch i spidsen. Hun blev fem år senere socialdemokratisk minister, men det vidste ingen endnu.

BEGEJSTRINGEN SYDEDE landet over. Men også modstanden. Nogle gjorde grin med de ’mandhaftige fremtoninger’. Andre spåede, at det hele gik over, fordi ’den cerutrygende, diskuterende, flipbærende kvinde’ var ’et kunstprodukt’.

Venstre-manden og efterkrigstidens statsminister fra 1945 til 47, Knud Kristensen, ønskede »ikke Madammer i Kabinettet«. Latterliggørelsen gik igen. Men endnu en gang lod kvinderne som ingenting. I maj 1945 fejrede de i Københavns Rådhushal krigens afslutning under overskriften ’Kvinderne og Friheden’ med tusindvis af gæster, talere og hilsner fra kongehus, regering og modstandsfolk. Grethe Kolbe dirigerede orkestret, der spillede ’Christian 10.s Honnørmarch’. Og det hjalp. Ved folketingsvalget i 1945 kom otte kompetente kvinder i Rigsdagen. På trods af statsministerens erklærede modstand.

Men der gik lang tid, før over en tredjedel af de danske kvinder tog ansvaret ved at stemme, lade sig vælge, bestemme offentligt og udfolde sig som individer. Ved at tænke, at tro og tale frit. Ved at vælge de politikere, der bedst repræsenterede deres interesser og forhandlede dem på plads. I 1960 var 10 procent af de folkevalgte kvinder. I 2022 kun lidt under 40 procent, og i de 98 kommuner har kun 20 procent en kvinde i spidsen. Det går stadig langsomt og bliver ikke anderledes, før kvinder tør slippe magten i hjemmet og mændene magten på arbejdspladserne. Før det kønsopdelte arbejdsmarked med mænd i toppen og kvinder i bunden ikke længere er kønsopdelt. Før vi ikke tror, vi har ligestilling, bare fordi vi har en kvinde på statsministerposten og hist og her på en enkelt toppost.

Demokrati er ingen naturlig størrelse, men noget, der bliver til og skal tilkæmpes hver dag: Kampen om reel ligestilling mellem de to køn er ikke slut endnu. Heller ikke i vores demokrati. Ser vi bort fra de undtagelser, der bekræfter reglen, har kvinder overalt i Danmark stadig kun en femtedel af de indflydelsesrige poster inden for erhverv, videnskab, politik, kultur, kunst og medier.

Kun få mænd har magten i hjemmene. Der er nok at gøre for at få begge køns synsmåder, erfaringer og talent ind i magtens korridorer. Men vi har friheden til at tale, argumentere og lytte til damer på talerstolene, og vi har friheden til at afvise latterliggørelse af kvinder, som om de var ‘et andet køn’. Det er en stor frihed i forhold til gamle dage og til situation i andre lande verden over.