Der mangler noget i fortællingen om den danske grundlov

LEHMANNS »FORTVIVLELSENS SELVHJÆLP« er berømt som det, der gav enevælden det sidste puf. Ordene virkede i marts 1848, fordi frygten for masserne var lyslevende. Så nær ved som i Stockholm og Berlin flød blodet på barrikaderne, og i København gruede kongens rådgiver professor P.G. Bang for, at Christiansborg »blev stormet«, hvis ikke man bøjede sig.

Andre fandt et dansk folkeoprør usandsynligt. Men ingen var sikre på noget. Typisk for det mærkelige år.

På venstrefløjen var skomager J.A. Hansen og sagfører Balthazar Christensen i fuld gang. Tre dage før »fortvivlelsens selvhjælp« vedtog deres Bondevennernes Selskab en langt farligere appel.

»Bevægelsen, der går gennem Europa … har også haft sin virkning på den danske bondestand«, lød det. Og så rådede man kongen til »øjeblikkelige lettelser«. Ellers ville »masserne … måske ikke kunne tæmmes«.

Det er dén appel, som burde stå i den ministerielle demokratikanon.

I ’HISTORIEN OM DANMARK’, Danmarks Radios stort anlagte tv-serie om danmarkshistorie fra 2017, så vi nogle umælende bønder sidde og nikke til Lehmanns tale. Vi burde have set bøndernes egne agitatorer som Peder Hansen og Rasmus Sørensen, der udmærket selv kunne udtale sig om ’demokraterne’ versus ’godsejerpartiet’ og om ’lige rettigheder’ i det ’fælles samfund’.

Da enevælden skulle væltes, havde det fåtallige borgerskab brug for folkelig støtte, og her stod Orla Lehmann og andre nationalliberale som Carl Ploug tæt sammen med venstrefløjen. Men i privat regi luftede Lehmann sin irritation over de »kommunistiske fanatikere« i Hippodromen med al deres snak om »menneskerettigheder« og »almindelig valgret«.

Det var den slags mislyde, der steg til højlydt skænderi i arbejdet med grundloven.

Allerførst skulle man vælge den særlige rigsforsamling, som skulle vedtage grundlovsteksten. Kvinder i politik var utænkeligt, så kun mænd kunne stemme til det vigtige valg. Venstrefløjen førte valgkamp med deres ’komité for demokratiske valg’, og 16. august 1848 fremlagde de deres krav til grundloven på et stort møde i Hippodromen.

ORDET DEMOKRATI kommer af det græske dêmos, folk, og krâtos, styre, og ægte folkestyre var Hippodromens ønske. Magten skulle udgå fra et parlament, der ene og alene blev udpeget af befolkningen gennem lige og almindelig valgret til alle myndige mænd.

»Er den tid nu ikke kommet, hvor vi ved, hvad vi vil?«, spurgte den socialistisk påvirkede drejersvend Grüne, og han svarede selv:

»Jo, vi ved, at vi … vil den politiske lighed«.

Det betød et étkammerstyre. Ikke noget med et underhus og et overhus, hvor overklassen fik uforholdsmæssigt stor indflydelse. Hippodrom-mændene ønskede kort sagt et politisk system, der lignede det demokrati, vi har i dag. Hvis altså man kan se bort fra det med kvinderne.

Carl Ploug var med i Hippodromen for at forklare de nationalliberales standpunkt. Så startede balladen. Først ville Ploug ikke svare på, om de nationalliberale gik ind for ét eller to kamre. Dernæst gled han af på det betændte spørgsmål om kongevalgte rigsforsamlingsmænd.

Sagen var, at Martsministeriets højrefolk og nationalliberale havde bestemt, at en fjerdedel af de 152 kommende grundlovsfædre slet ikke skulle udpeges af vælgerne. De skulle udpeges direkte af kongen. Hensigten var klar: Demokraterne måtte ikke blive for mange i den grundlovgivende rigsforsamling.

Hippodromen var oprørt.

»Kun folkekårne mænd tager plads i et folkeråd«, lød det.

CARL PLOUG FORSØGTE sig med, at det ikke var det rette tidspunkt at skændes. I Slesvig rasede nu borgerkrigen, fordi de tysksindede indbyggere ville løsrive sig fra Danmark, og i den situation appellerede Ploug til at fokusere på »kærlighed til fædrelandet«.

Men han kom ikke langt med sin udglattende nationalisme. Da han den aften forlod Hippodromen, var det slut med alliancen med venstrefløjen.

24. oktober 1848 begyndte den grundlovgivende rigsforsamling på Christiansborg. Inklusive 38 kongevalgte. Den styreform, de nationalliberale ønskede, var det konstitutionelle monarki. Her skulle en vis del af befolkningen have valgret til en folkerepræsentation, og det var så styrets demokratiske element.

Men det skulle afbalanceres af et konservativt element, hvor kongen og indsigtsfulde mænd fra samfundseliten fik særlig indflydelse. Et rent demokratisk styre var udelukket. Den »rå uoplyste masse«, som den nationalliberale D.G. Monrad kaldte det, skulle ikke have lov at bestemme, bare fordi de havde flertal.

Mange godsejere frygtede, at et demokratisk ’bonderegimente’ ville true deres besiddelser. 1848 var også året, hvor tyskeren Karl Marx udgav ’Det kommunistiske Manifest’, og i rigsforsamlingen herhjemme advarede P.G. Bang mod »den røde republiks herredømme«, hvis »det store flertal tiltager sig magten«.

FRYGTEN FIK NÆRING, da flokke af sjællandske bønder med geværer og høtyve omringede flere herregårde. De påstod at jage tysksindede forrædere, men aktionerede også mod herremænd som sådan, og godsejer og rigsforsamlingsmand de Neergaard udråbte bønderne til »kommunister og røvere«.

Uroen fortsatte hen over sommeren 1848 og bredte sig til byerne, hvor håndværkersvende flere steder løb ordensmagten over ende.

På Amalienborg håbede overhofmesterinde Ingeborg Christiane Rosenørn på Martsministeriet som en »dæmning« mod »det lavere demokratis altopslugende bølger«.

Monrad var sat til at udforme et første udkast til grundloven. Han var bekymret for mere »uro og bevægelse«, hvis valgretten blev for snæver, og med de truende høtyve som baggrund skrev han en bred valgret ind i lovudkastet. Men da rigsforsamlingen om efteråret tog hul på valgretsdebatten, var forårets folkelige medvind løjet af.

TIDEN VAR ifølge lensgreven på Frijsenborg inde til en »modvirkning af alle frihedens overspændte ideer«, og den nationalliberale rigsforsamlingsmand Hother Hage mente, at »valgretten bør være noget indskrænket«.

I starten af 1849 havde man samlet pæne 14.000 underskrifter mod den almindelig valgret. Nu skulle grundlovens demokratiske element trænges tilbage!

Men venstrefløjen svarede igen med hele 58.000 underskrifter. Det var rekordmange og gav valgretsmodstanderne kolde fødder. En af dem, biskop Fogtmann, skrev til en konservativ i rigsforsamlingen, at det nok var farligt »nu at tilbagekalde den almindelige stemmeret, som man har givet folk smag på og løfte om«.

Før eller siden vendte bondesoldaterne hjem fra krigen i Slesvig, og de sjællandske bønder havde jo vist, hvilken vej geværerne også kunne vendes: mod overklassens godser!

I RIGSFORSAMLINGEN fandt højesteretsassessor P.D. Bruun på en løsning. Man måtte udforme grundloven sådan, at den blev »et værn mod den magtens misbrug, der ikke udelukkes, hvor magten udgår fra folket«. Det skulle undgås, supplerede lensbaron Zeuthen, »at statsstyrelsen skulle være nødt til at støtte sig til massen af folket«.

Med andre ord: Hvis den brede befolkning fik stemmeret, så måtte man sørge for, at denne ret ikke kunne bruges til for meget. Løsningen var et tokammerstyre med et folketing og et landsting.

I april blev stemningen på Christiansborg »heftig og bitter«. Højre ville gøre Landstinget mere konservativt som modvægt til Folketingets formodede ubesindighed. Præcis som demokraterne havde frygtet. For at blive landstingsmand skulle man være fyldt 40 år og tjene mindst 1.200 rigsdaler om året. Det var rigeligt til at holde arbejdere og småbønder ude af tinget. En kompliceret indirekte valgmåde skulle svække underklassen yderligere.

J.A. Hansen og Baltazar Christensen protesterede. Men forgæves. Forslaget blev vedtaget med et knebent flertal på 68 stemmer mod 66. Danmarks kommende styre skulle have to kamre, og Landstinget skulle være helt uden mænd fra underklassen.

Hvis bare der ikke havde været de kongevalgte, tænkte J.A. Hansen. For hvis man kun talte de folkevalgte rigsforsamlingsmænd med, så var Højres udemokratiske landsting blevet forkastet af et flertal på 58 mod 44. Men nu var den politiske realitet, at Hippodromens ønske om »fuldstændigt demokrati« aldrig ville kunne få flertal. Det med kongevalgte fik konsekvenser!

5. JUNI 1849 OPRANDT DEN STORE DAG. Kl. 12.00 gik dørene op til rigsforsamlingssalen på Christiansborg, og ind trådte Frederik 7. ledsaget af arveprins Ferdinand, regeringens ministre og en hale af hofmænd samt statsrådssekretæren Lunding bærende på den i rødt fløj indbundne grundlov med guldkvaster og det kongelige segl.

Forsamlingen rejste sig, mens Frederik 7. fra tronstolen indledte sin tale:

»Danske mænd! Det hverv, som var jer overbragt, har I nu fuldført … og jeg har i dag derfor vedtaget, underskrevet og til ubrødelig efterlevelse ladet udgå Danmarks Riges Grundlov«.

Det var langt hen ad vejen lykkedes konservative og nationalliberale kræfter at udforme grundloven som et værn mod den styreform, de for alt i verden ikke ville se i Danmark: demokrati. Et ord, som heller ikke blev nævnt et eneste sted i grundloven. Det ville have vakt ramaskrig på herregårde og i palæer. Til gengæld nævntes kongen hele 39 gange. Danmark var nu et konstitutionelt monarki med stort M, og frem til 1920 spillede danske konger en langt større politisk rolle, end mange i dag måske er klar over.

Grundloven udelukkede jo alle kvinderne fra stemmeret. Men også halvdelen af de voksne mænd over 20 år blev udelukket, fordi man satte valgretsalderen til hele 30 år, et godt stykke over myndighedsalderen. Eller fordi de var tjenestefolk, landarbejdere uden egen husstand, modtog fattighjælp eller af andre underklassediskriminerende grunde. Tilbage blev, at 26 procent af alle voksne danskere kunne gå til folketingsvalg.

HVAD KUNNE DE HELDIGE så bruge deres nye stemmeret til? Ikke så meget endda. Folketinget skulle være enige med både Landstinget og kongen, før en lov kunne vedtages. Og Folketinget havde ingen som helst indflydelse på, hvem der var regering. Det var kongen, der »udnævner og afskediger sine ministre«, fastslog grundloven, og det mente man bogstaveligt. Styret var trods alt stadig monarkisk.

Salen, hvor grundloven blev til, forsvandt årtier senere i flammerne sammen med resten af det daværende Christiansborg.

I dag kan salen alligevel beskues takket være Constantin Hansens 17 kvadratmeter kæmpemaleri, ’Den grundlovgivende Rigsforsamling’. I forgrunden ses i fuld figur nationalliberale som Lehmann, Ploug, Monrad og Hage sammen med konservative som professor Bang og andre aristokrater med kors og bånd og stjerner på. Først et stykke nede i rækkerne ses ansigterne på de to Venstre-ledere J.A. Hansen og Balthazar Christensen.

Constantin Hansens maleri er billedet af Danmarks vej mod større frihed som et resultat af forstandig dialog mellem det dannede borgerskab og kongens erfarne mænd. 1840’ernes venstrefløj, de dengang mest demokratiske af alle danske, var sat i baggrunden og allerede på vej ud i historiens glemsel.

Kort før 5. juni 1849 var omme, brød et voldsomt uvejr løs over hovedstaden med torden, regn og lynild. Nærmest som et varsel om tiderne, der ventede. Fra venstre side var man kun lige begyndt på den store kamp for folkestyre. Fra højre side var man slet ikke færdig med at rulle demokratiet tilbage.