Den demokratiske drejersvend: J.P. Grüne og 1840’ernes danske politik

ENEVÆLDEN BEKENDTE SIG NOK til oplysning og det frie ord som principper, men i praksis måtte borgerne formulere sig varsomt. Og dog gik der få uger, før Grüne helt åbent erklærede sig som demokrat.

Helt uden forbehold var hans demokratiforsvar dog ikke. Når han ville give stemmeret til enhver myndig borger, betød det i praksis enhver over 25 år. Enhver? Nej, heller ikke helt. Når Grüne ikke nævnte kvinderne, skyldtes det næppe, at han helt selvfølgeligt anså dem for fuldgyldige borgere. Ligesom næsten alle andre i den tids offentlige debat identificerede han borgeren som en mand. Ikke så meget ud fra den betragtning, at nogen jo skulle tage sig af borgermændenes børn og vasketøj, men snarere fordi praktisk talt alle på denne tid antog, at kvinder og mænd fra naturens side var bestemt for vidt forskellige roller i samfundet.

Men for samtidens Danmark var Grünes demokratiforsvar helt afsindigt yderligtgående.

Endnu i årene op til grundloven i 1849 kunne nemlig så godt som alle agtværdige borgere enes om, at demokratiet var en fare, som samfundet måtte værnes imod. Et undergravende pøbelvælde. Den opfattelse fandtes også hos nogle af dem, vi ellers har lært at kende som forkæmpere for demokrati.

Det gælder f.eks. salmedigteren N.F.S. Grundtvig (1783-1872). I pjecen ’Politiske Betragtninger’ fra 1830 karakteriserede han demokratiet som »Samfundets sidste Olie, hvorpaa Opløsningen umiddelbart følger«. Det var »Fenris-Ulvens Løsning af sine Lænker til Verdens Undergang«.

DET AT HÆVDE ALLES lige adkomst til magten ville ikke blot betyde med, at en bondegård skulle bestyres af malkepigen og gårdskarlen, men i sidste ende ville gæs og grise bestemme. Demokrati var ikke blot pøbelens, men også fæenes herredømme.

Næ, et folk måtte adlyde sin konge. Og nok begyndte Grundtvig at tale venligere om folkelig indflydelse, i takt med at skægget blev hvidere. Men erklæret demokrat blev han først sent. Endnu i 1840’erne hørte han til de konservative forsvarere af enevælden.

Også nationalliberale politikere, der endte med at skrive grundloven i 1849, lagde længe luft til demokratiet. Folk som Orla Lehmann (1810-70) og D.G. Monrad (1811-1887) kæmpede ganske vist gennem 1830’erne og 1840’erne for både pressefrihed og en valgt lovgivende forsamling. Men dem, der skulle ytre sig i pressen og også vælge politiske repræsentanter, var ’folkets kerne’, det vil sige de veluddannede og de velhavende, folk af de liberale politikeres egen slags. Demokratiet måtte holdes inden for »sine rette Grændser«, understregede den unge Lehmann i 1835. Ellers ville den demokratiske lighed komme til at true friheden.

Det var, hvad Grüne trådte op imod, når han forsvarede demokratiet. Men hvorfor gjorde netop han sådan?

Vel nok til dels fordi han allerede som udgangspunkt stod i udkanten af det gode selskab. Blandt de selvtillidsfulde akademikere og kunstnere, der tegnede den tids offentlighed, stak han ud som en vagabond til et hofbal. Han var belæst og sprogligt begavet, men havde ingen boglig uddannelse. Han var udlært drejer. Det boglige havde han lært sig selv, mens han som ung rejste Europa rundt som farende håndværkersvend.

»STYG SOM SELVE SOKRATES« var han, skrev journalistkollegaen Joseph Michaelsen i tilbageblik. 1840’ernes karikaturtegnere afbildede Grüne som ubarberet og snavset. En alvorsmand aldeles dedikeret til sin sag. En evigt vranten kritiker.

Dermed stod Grüne i kontrast til f.eks. den kækkere digter og redaktør Meïr Goldschmidt (1819-87), der på samme tid i sit satiriske blad Corsaren vandt et stort publikum ved at gøre nar ad både autoriteterne og folkets egen politiske sløvhed. Indimellem kunne også Goldschmidt nærme sig demokratiske holdninger, men aldrig forpligtende. Goldschmidt var skarp og sjov, men flyvsk. Grüne skrev tungt, men stod også fastere. I hvert fald indtil de europæiske revolutioner i 1848-49 rokkede ved hele det politiske landskab.

Den nyudlærte Grüne var draget udenlands som 20-årig i 1825, Gennem de følgende otte år rejste han gennem Tyskland, Schweiz og Italien og boede til sidst fast i Milano. På rejsen lærte han sig sprog og skrev endda korte lyriske digte på tysk. I Milano kom han i forbindelse med oppositionelle politiske bevægelser, der formede hans modvilje mod aristokrati, gejstlighed og spidsborgerlighed. Og hele vejen igennem synes han også at have ført dialog med kristne idealer, som han tolkede på egne måder – i solidaritet med sine medmennesker, men frit af kirkelige institutioner og autoriteter.

GRÜNE VAR LANGTFRA DEN ENESTE, der drog politiske konklusioner af sine europæiske oplevelser. Mange håndværkersvende kom i opposition til magthaverne, som derfor søgte at bremse dem. I 1835 fulgte den danske regering det tyske forbund og forbød svenderejser til lande, hvor håndværkerne havde frihed til at stifte foreninger.

Da var Grüne dog vendt hjem til København igen. Her gjorde han det boglige til levevej. Han blev huslærer for officers- og ambassadørbørn, og han oversatte skønlitteratur. De veje førte ham endelig til Kjøbenhavnsposten.

Kjøbenhavnsposten var startet allerede i 1827 af den driftige avisbagmand A.P. Liunge (1798-1879). Han havde selv frisindede holdninger. I begyndelsen af 1820’erne havde han som ung jurastuderende stået enevældekritikeren doktor Dampe (1790-1867) nær, som lige siden havde afsonet en livstidsdom på Christiansø for at tilskynde til oprør mod enevælden. Egentlige demokrater havde hverken Liunge eller Dampe været på den tid, snarere liberale – men i konspiratoriske former, præget af et frygtsomt politisk klima, hvor myndigheder over hele Europa slog hårdt ned på ethvert tilløb til opposition.

Liunges oprindelige formål med Kjøbenhavnsposten var heller ikke at kæmpe for demokrati. Det var snarere at tjene penge, helt på linje med hans mange andre udgivelser, og i begyndelsen skrev bladet næsten udelukkende om litteratur og teater. Men under indtryk af den franske Julirevolution i 1830, hvor den gamle Bourbon-slægt blev skiftet ud med den angiveligt mere folkelige kong Louis Philippe af Orléans’ slægt (1773-1850), bekendte bladet politisk kulør. I første omgang blev det samlingspunkt for liberale skribenter, og Lehmann og andre liberale ungløver blev efterhånden faste medarbejdere ved bladet.

TIDENS KONSERVATIVE RØSTER fandt det chokerende. Den unge Søren Kierkegaard (1813-55) formulerede f.eks. en indgående kritik af Kjøbenhavnspostens liberale røster for at ville lede Danmark efter udenlandske principper og foretage revolutionære hastespring ud i en farlig fremtid:

»[L]igesom et Spring tilbage er noget forkert […], saaledes er ogsaa et Spring fremad forkeert, – begge Dele fordi en naturlig Udvikling ikke gaaer i Spring, og Livets Alvor vil ironisere ethvert saadant Forsøg om det end lykkes for Øieblikket«, understregede han i foredraget ’Vor Journal-Literatur’ fra 1835.

Men fremtidsfordringerne rakte snart endnu længere ud i det ukendte. I efteråret 1839 forlod de unge liberale talenter Liunges blad for i stedet at gøre Fædrelandet til deres daglige politiske talerør. De trak både læsere og skribenter med sig i en energisk kamp for at opnå en ny, liberal forfatning i forbindelse med tronskiftet fra Frederik 6. til Christian 8.

I mellemtiden var Grüne blevet redaktør på nogle af Liunges litterære tidsskrifter. Nu blev han i al hast ny redaktør af Kjøbenhavnsposten. Det var en nødløsning, men den skulle snart vise sig at give dagbladet en helt ny politisk rolle.

I sine første måneder som redaktør fortsatte Grüne den almindelige liberale politiske linje, som havde præget Kjøbenhavnsposten op gennem 1830’erne. Han lagde dog særlig vægt på, hvordan den sociale og økonomiske nød holdt menneskeheden nede. For ham kunne friheden aldrig kun gælde dem, der havde fået forspring nok i livet til at udnytte dets muligheder.

Allerede som redaktør af Liunges litterære tidsskrift Kjøbenhavns Morgenblad i 1839 havde Grüne talt i klare vendinger for en samfundsengageret digtning som en æstetisk revolution imod den ældre, følelsesladede poesi. Samfundsengagementet ville ikke undergrave kunsten, sådan som mange mere traditionelt tænkende æstetikere frygtede. Tværtimod ville det løfte kunsten op på et højere plan ved at forbinde den med kampen for frihed og lighed. Heri lå ifølge Grüne ’den sande digter’s opgave.

OP GENNEM 1840’ERNE gik han videre i retning af at forbinde den kulturelle og politiske ligestilling med social lighed. Han udviklede efterhånden en skarp kritik af liberalismen som et forlorent frihedsprojekt. Ikke alene ønskede de liberale trods al deres tale om ’folket’ og ’nationen’ kun den politiske frihed for folk af deres egen slags, tordnede Grüne og hans lille kreds af talentfulde medarbejdere. Liberalismens lære om det frie marked styrkede også først og fremmest rigmændene, mens de fattige håndværkere bukkede under for en konkurrence på ulige vilkår.

De betragtninger fik Kjøbenhavnsposten til at interessere sig indgående for de nye socialistiske tanker, som i de år bredte sig fra Paris til det øvrige Europa. Gennem grundige og imødekommende diskussioner af dem nåede Grünes avis i løbet af 1840’erne frem til et ideal om en reguleret markedsøkonomi. Håndværkerne måtte hævde deres frihed og ligeberettigelse ved at danne kooperationer med fælles produktionsmidler som modsvar til konkurrencen fra de store kapitalister.

Inspireret af bl.a. de franske skribenter Louis Blanc og Pierre-Joseph Proudhon udviklede avisen desuden tanker om nye former for kredit, der skulle understøtte denne på én gang individuelle og forbundne produktion. For en senere tid kunne dette minde meget om bøndernes andelsfællesskaber fra slutningen af 1800-tallet, men her altså præsenteret i 1840’erne som løsning på de problemer i de moderne samfund, som siden affødte arbejderbevægelsen. Grünes avis brugte ikke selv betegnelsen socialdemokrat, men i tilbageblik ligner dens politik først og fremmest en forgænger for den socialdemokratiske bevægelse, der også siden forsøgte sig med kooperative løsninger.

GRÜNE OG HANS NÆRMESTE medarbejdere ved Kjøbenhavnsposten var demokrater på trods. Men fra begyndelsen af 1848 fik deres tanker pludselig mere medvind, end de havde kunnet drømme om. I slutningen af februar smed pariserne kong Louis Philippe på porten og indførte en republik med almindelig valgret for alle mænd over 21 år. I marts bredte en lignende udvikling sig som ringe i vandet op gennem de tyske stater og stadig tættere på Danmark. Hvor magthaverne ikke selv gav hastige indrømmelser, blev de tvunget til det af protestbevægelserne. Demokratiet var pludselig på mode.

Den mode bredte sig hastigt også til Danmark. Den netop afdøde Christian 8.s forsigtige plan om justering i de eksisterende rent rådgivende stænderforsamlinger skiftede pludselig gear. Som nyindsat konge nedlagde Frederik 7. enevælden og kunne til gengæld sole sig i folkelig kærlighed. Den allerede veletablerede bondebevægelse erklærede sig nu demokratisk, og selv de nationalliberale gik meget længere i demokratisk retning, end de havde forestillet sig før dette forår. Den grundlov, som Lehmann og Monrad skrev udkast til i 1848 – og som uden større ændringer blev vedtaget i juni året efter – var bestemt ikke rent demokratisk efter Grünes målestok, men den udvidede dog vælgerkorpset til en sjettedel af befolkningen.

Burde dette have været Grünes stjernestund som demokratisk pioner? Snarere skubbede den demokratiske modebølge ham endnu længere ud på sidelinjen. Han blev nu én demokrat blandt mange. Og den demokratiske bevægelse af københavnske håndværkere, som han knyttede sig til, viste sig snart ganske magtesløs. Hans gamle rolle som klar og markant oppositionsrøst blev undergravet.

Grüne tog det tungt. I takt med at de europæiske revolutioner endte i nederlag, og de demokratiske kræfter over store dele af kontinentet igen måtte flygte, forvandlede hans holdninger sig drastisk. Resten af sit liv fastholdt han sin kritik af den nationalliberale elites principper og magtstræb. Men hvor han i 1840’erne havde gjort dette ud fra en nyskabende fra socialdemokratisk venstrefløjspolitik, sluttede han sig i 1850’erne til et gammelkendt konservativt forsvar for den bestående helstat og monarkens indflydelse.

DEN LILLE KREDS AF DEMOKRATISKE SKRIBENTER, Grüne i 1840’erne havde samlet omkring Kjøbenhavnsposten, trak sig fra arbejdet i politisk afsky. Avisen mistede læsere. Og dens sidste årgange, dem fra 1850’erne, udkom kun med klækkelig økonomisk støtte fra en kreds af konservative godsejere i Grundeierforeningen. Den politiske linje svarede nu helt til mæcenernes ønsker.

Få år forinden havde Grüne som energisk demokrat allerhøjst villet tilkende godsejerkredsene en plads på verdenshistoriens store mødding. Nu var han selv deres marionetfigur. Atter på trods af sin tid, nu blot på den modsatte fløj.

Det var en ironisk skæbne, muligvis også tragisk. Den bidrog uden tvivl til at skrive Grüne effektivt ud af demokratiets danmarkshistorie. Ikke desto mindre fortjener han og Kjøbenhavnsposten en fremtrædende plads dér for det dristige og nyskabende forsvar for demokratiet op gennem 1840’erne.