I 1929 var under 6 procent af jorden i Ukraine kollektiviseret. I marts 1930 var tallet eksploderet til næsten 70 procent. Bønder, der ikke ville finde sig i tvangskollektiviseringen, flygtede til Polen eller blev og gjorde oprør. Det fik regeringen til at deportere 75.000 ’kurkul’-familier (på russisk: kulak), det vil sige familier, der blev anklaget for og fundet skyldige i ikke at tilhøre den allerfattigste del af landbefolkningen.

DE UKRAINSKE BØNDER makkede stadig ikke ret, men slagtede deres husdyr (så de ikke kunne blive konfiskeret) og producerede kun det korn, der var nødvendigt for deres egen overlevelse. Hvilket fik myndighederne til at beskylde dem for sabotage og øge de kvoter korn, de blev tvunget til at aflevere.

Resultatet af Stalins fejlslagne tvangskollektiviseringspolitik var hunger allerede i 1932. I stedet for at lægge politikken om, forbød Stalin ordet ’hunger’ og skød i øvrigt skylden på bønderne selv. Som han skrev til sin tro væbner Lasar Kaganovitj, tidligere førstesekretær i kommunistpartiet i Ukraine, senere en af de hovedansvarlige i Den Store Udrensning i 1937-38: »Hvis vi ikke begynder at fikse situationen i Ukraine nu med det samme, kan vi miste Ukraine«.

For lige netop det, at miste Ukraine, var Stalin meget bekymret for.

Han gjorde over for Kaganovitj detaljeret rede for, hvordan det kunne undgås. Ukraine skulle gøres til et »sovjetisk fort« og en »modelrepublik«.

Midlet var 1) at beslaglægge bøndernes korn – og samtidig give dem en lærestreg, og 2) at udrense medlemmerne af det ukrainske partiapparat, som han mente var korrupte, nationalister eller slet og ret polske agenter. Kaganovitj blev sendt til Ukraine for at sørge for, at Stalins plan blev gennemført, sammen med Stalins anden loyale støtte Vjatjeslav Molotov, der i 1939 underskrev Molotov-Ribbentrop-pagten som sovjetisk udenrigsminister.

18. november 1932 udstedte kommunistpartiet et dekret om »betingelsesløs« indsamling af korn. Alt korn. Såsæd, dyrefoder, menneskemad. 24. december fik alle kollektivbrug fem dage til at aflevere alle deres reserver.

DER ER IKKE BEVARET NOGEN DOKUMENTER, hvor Stalin beordrer hungersnød. Måske har de aldrig eksisteret. Men 1. januar 1933 sendte Stalin et telegram til det ukrainske kommunistpartis ledere i Kharkiv, hvori han forlangte, at partiet begyndte at forfølge ukrainske bønder, der angiveligt skjulte korn, for »tyveri af statsejendom«. Telegrammet er af historikere blevet tolket som signal til at indlede de massive eftersøgninger efter korn og andre fødevarer og til at forfølge de ukrainske ledere.

Blot to en halv uge senere erstattede ministerrådet madindsamlingerne med en skat til bønderne – men først med virkning fra sommeren 1933. Stalin vidste altså, at politikken var slået fejl, men lod den fortsætte i månedsvis. Imens døde millioner.

Partiet sendte inddrivningsbrigader rundt på landet til bønder, der var mistænkt for at have spist eller have tænkt sig at spise. De gennemsøgte vægge og lofter, ragede op i skorstenen og hakkede i jorden på gårdspladsen. De tog kartoflerne fra kælderen, grøntsagerne fra køkkenhaven, de umodne frugter fra træerne. De tog køer, grise og fjerkræ. De tog heste, hunde og katte. De tog penge, møbler og husgeråd, hev dynen af bedstemor og gryden fra komfuret.

MEN FØRST OG FREMMEST TOG DE KORNET. Alt kornet. Det, der var i overskud, det, der skulle bruges til såsæd, det, dyrene skulle have haft som foder, og det, bønderne selv skulle have spist. Det hele. Alt.

Fandt de mad, bønderne havde gemt, smadrede de huset, tog tøjet fra bønderne og smed dem ud. Men det skete sjældent. For der var ikke noget mad at gemme, ikke noget at spise, ikke mere at aflevere i Ukraine i 1933.

De, der boede tæt på søer og floder, kunne være heldige at fange en fisk. De, der boede tæt på skoven, kunne være heldige at finde bær, svampe, rødder. Resten åd bark, agern og græs. Pindsvin, egern og fugle. I foråret og forsommeren 1933 var der ikke en hund, ikke en kat, ikke en rotte tilbage på landet i Ukraine. Der blev meldt om tilfælde af kannibalisme. Der var ikke en lyd, alt var stille. Folk var døde eller døende.

Selvfølgelig levede Ukraine ikke op til Stalins forventninger om kornproduktion. Der var jo intet korn at så og ingen bønder til at høste.

Eksporten fortsatte dog. I 1932 eksporterede Sovjet over 3.500 tons smør og 586 tons bacon fra Ukraine. I 1933 var tallet steget til 5.433 tons smør og 1.037 tons bacon. Eksporten af æg, fjerkræ, æbler, nødder, honning, marmelade, fiske-, grøntsags- og kødkonserves fortsatte også.

Opfyldte et landbrug eller en landsby ikke sine kvoter, blev den sortlistet. Var man sortlistet, kunne man ikke købe forarbejdede varer, inklusive tændstikker, salt og petroleum. Havde man mad, kunne man derfor ikke tilberede det. Al handel blev forbudt. Det blev forbudt at optage lån, og gamle lån skulle straks tilbagebetales. Det blev forbudt at male korn og at få besøg af en traktor. Dermed skulle alt arbejde udføres manuelt eller ved hjælp af husdyr. Men der var ikke flere husdyr, og der var ingen, der var i stand til at udføre manuelt arbejde.

MÅLET MED SORTLISTNINGEN var at få bønderne til at arbejde hårdere og producere mere korn. Men resultatet var, at uden redskaber, husdyr, lån og korn kunne de sortlistede landsbyer ikke producere (eller spise) noget overhovedet.

Sortlistningen foregik også i andre egne af Sovjet. Men den blev introduceret tidligere og strengere i Ukraine end i andre dele af landet.

Mens de stadig kunne, flygtede folk enten til byerne eller helt ud af landet. En polsk diplomat, der kørte gennem Ukraine til Rusland i det frugtbare sortjordsbælte i maj 1933, bemærkede forskellen: »Ukrainske landsbyer er i forfald, de er tomme, forladte og miserable … børn og ældre mennesker ligner skeletter, ingen husdyr at se … da jeg senere kom til Rusland, havde jeg indtrykket af at krydse grænsen fra Sovjet til Vesteuropa«.

Hungerflygtningene var farlige for regimet. De udbredte information om katastrofen og kunne lede til kontrarevolutionære tendenser. I januar 1933 lukkede Stalin og Molotov Ukraine og Nordkaukasus’ (der overvejende var beboet af ukrainere) grænser. Vejene ind til byerne blev blokeret. Sultne bønder, der var sluppet ind i byerne, blev taget fra brødkøerne, stuvet på lastbiler eller tog og kørt langt væk, ofte for at dø. Der blev indført et pas, man skulle have for at bo i byerne. Bønderne kunne ikke få de pas. Dermed blev livegenskabet, der ellers var ophævet i 1861, reelt indført igen.

Kornindsamlingerne blev fulgt op af udrensninger i det ukrainske kommunistparti samt i den ukrainske elite – kirken, universiteter, akademier, biblioteker, institutter blev lukket, præsterne, forskerne og lærerne arresteret, deres bøger forbudt. Undervisning på ukrainsk og i ukrainsk sprog og historie blev nedlagt. Ukrainske skolebøger blev ødelagt. Et særligt ukrainsk bogstav blev forbudt, hvormed ukrainsk kom til at ligne russisk mere.

3,9 MILLIONER UKRAINERE – hver 8. – døde af sult i 1932-34. 600.000 forventede fødsler udeblev. Før 1932 var den forventede levetid 40 år for mænd, 52 for kvinder. Børn født i 1933 havde en forventet levetid på 5 år (mænd) og 8 år (kvinder). Senere blev det forbudt overhovedet at nævne Holodomor (efter ukrainsk: holod, der betyder hunger, og mor, der betyder udryddelse), indtil Sovjets sammenbrud i 1991. Fødsels- og dødsregistre er tilintetgjort, dagbøger og fotos af døde familiemedlemmer medførte dødsstraf eller 10 år i Gulag.

I 2006 vedtog det ukrainske parlament at kalde Holodomor et folkemord. I Rusland (og Danmark) anerkender man det stadig ikke.

Der var også hungersnød andre steder i Sovjetunionen i 1932-34. Men ingen andre steder var den så omfattende som i Ukraine. Og ingen andre steder ramte den den aspirerende nationalfølelse så hårdt. At sulte den ukrainske befolkning ihjel og at kvæle de ukrainske nationale aspirationer var dele af det samme projekt. Det blev udført af det samme hemmelige politi og de samme embedsmænd.

Og det var den samme mand, Stalin, der havde ansvaret. Fordi han var bange for at miste Ukraine.