Gyldne altre, mure af tegl
Valdemarstiden bød på store forandringer inden for arkitektur, kunst og politik, og meget af det kan endnu ses i Danmark.
Da Valdemar i 1157 som 26-årig blev enekonge, stod han over for en stor og vanskelig opgave. Umiddelbart skulle rigets enhed styrkes, kongemagtens prestige og økonomi genoprettes, regnskabet efter mange års borgerkrig gøres op, og forholdet afklares til de ledende på Svend Grathes parti. Desuden skulle alle de mænd, der fortsat havde samme legitime ret til tronen som Valdemar, stilles tilfreds eller bekæmpes, de mange togter og overfald fra venderne syd for Østersøen skulle stoppes, og de tyske højhedskrav over Danmark skulle neutraliseres.
I hovedsagen lykkedes det, og selv om det ikke var uden sværdslag, har Valdemars og hans to sønners tid i de seneste godt 100 år været kendt som ’Valdemarernes storhedstid’.
I hele sin gerning blev Valdemar bistået af sine fostbrødre Absalon og Esbern Snare og andre medlemmer af den velstående og veluddannede sjællandske ’Hvideslægt’, som bl.a. ved hjælp af gaver fra Valdemar og de gode embeder, han sørgede for, at de fik, nu blev ekstremt rige og kom til at eje overordentlig meget jord, især på Sjælland. Absalon blev kort efter Valdemars tiltræden biskop over det rige Roskilde Stift og siden ærkebisp for hele riget. Det er interessant, at de også delte en stor interesse for fortiden, bl.a. indskrifter med runer. Absalon lod således rejse en runesten i Skåne, selv om det var hen ved halvandet hundrede år siden, at den slags var moderne, og Valdemar sendte en ekspedition til Blekinge for om muligt (men forgæves) at tyde nogle spor på en klippevæg, som man troede var runer.
Den vigtigste kilde til Valdemars historie er Saxos store latinske historieværk ’Gesta Danorum’ (Danernes bedrifter). Det blev skrevet i samtiden og hylder borgerkrigens sejrende parti med Valdemar og hans støtter, især Absalon, der også stod bag Saxo. Så der er stærke politiske sym- og antipatier og dagsordener, men heldigvis kan fremstillingen somme tider sammenholdes med andre skriftlige oplysninger. Og arkæologien, kunsthistorien og andre fag bidrager med mange andre oplysninger om denne tid.
Københavnerpsalteret indeholdt en kalender for hele året. Her ses december, hvor den 24. er angivet som fastedag (Viglia). Det var andre tider.
Valdemar blev, mens borgerkrigens sidste kampe blev udkæmpet, i 1157 i hast gift med den hen ved 10 år yngre Sofia, der medbragte en god medgift. Hun var halvsøster til hans allierede kong Knud 5., der først havde været konge af Jylland og siden af Sjælland, og hun er den eneste danske dronning fra middelalderen, der er afbildet på mønter (se s. 25). De blev formentlig slået i anledning af brylluppet som politisk propaganda.
Sofia havde en international familiebaggrund i Polen, Rusland og Sverige og var ifølge samtidens beskrivelser meget smuk. De fik mange børn, heriblandt de to næste danske konger, Knud 6. og Valdemar (Sejr). Også Sofia var formentlig viljestærk og ambitiøs, i alt fald hvad angår døtrenes ægteskaber. De blev efterhånden alle gift med udenlandske fyrster, heriblandt den svenske og den franske konge – bortset fra en eller to, der endte i et dansk nonnekloster. Det giver et lille kig ind i forholdene her, at den faderlige abbed Vilhelm af Æbelholt anbefalede dem ikke at »søge tilflugt i rusen under Eders måltider«.
Mange mindesmærker og mange kunstværker stammer fra Valdemars (og hans sønners) tid. Især kirker og kirkekunst er bevaret. Men der er også store ruiner af klostre og borge, og blandt de sidste er de ældste bygningsrester under det nuværende Christiansborg, på ’Magtens ø’, hvor Absalon lod opføre en stærk borg med en skinnende hvid ringmur af kridtsten. Og når man i dag kører over Storebælt og ser fyrtårnet på øens højeste punkt, kan man næsten forestille sig den borg, som Valdemar lod opføre her som værn mod de vendiske sørøvere. For den er fyrtårnets forgænger. Omgivet af en ringmur stod her et højt tårn af røde teglsten, som var tidens nye og prestigefyldte byggemateriale, der for alvor blev introduceret i Valdemars kongetid og i udstrakt grad blev brugt af ham og hans venner.
Et af Valdemars vigtigste bygværker var forstærkningen af grænsevolden mod Tyskland, Danevirke. Den århundredgamle vold af jord og græstørv fik nu over en 6 kilometer lang strækning en flot rød front af tegl, der markerede rigets reelle selvstændighed, uanset at det først var i sønnen Knuds kongetid, den tyske overhøjhed – en arv fra borgerkrigstiden – blev formelt undsagt. Det var også først i Knuds tid, tæt på år 1200, teglmuren blev helt færdig.
Som følge af de politiske bånd blev Valdemar flere gange indkaldt af den tyske kejser Frederik Barbarossa til store rigsmøder i Mellemeuropa eller Norditalien. Ifølge Saxo søgte vennerne at overtale ham til at blive hjemme af hensyn til både hans egen og rigets sikkerhed, men han holdt fast og udnyttede utvivlsomt rejserne dertil og sammenkomsterne til at få nye indtryk og knytte gode forbindelser. Bl.a. blev han gode venner med kongen af Ungarn. Ellers forlod han kun riget på krigstogter til venderlandene og Norge eller for at deltage i diplomatiske møder i Nordtyskland.
De tre vise mænd overbringer guld, røgelse og myrra til Jesusbarnet. Københavnerpsalteret.
Mange, både i Valdemars omgivelser og andre i dagens Danmark, var vidt berejste. Absalon var f.eks. uddannet i Paris, og ærkebispen i Lund, Eskil, havde været på lange rejser i bl.a. Italien og Frankrig og også på pilgrimsfærd til Det Hellige Land, ligesom adskillige andre danskere. Mange vesterlændinge besøgte efter erobringen af Jerusalem i 1099 de hellige steder og hjembragte souvenirs fra og blev påvirket af den højt udviklede arabiske kultur – f.eks. vedrørende befæstningskunst, brugskunst og krydderier. Mange besøgte også Byzans på vejen. For gejstlige ledere var der desuden kirkemøder rundtomkring samt forhandlinger hos paven i Rom, og mange franske munke var med til at befolke og modernisere de danske klostre – her blev magtelitens gode forbindelser udnyttet for at skaffe dygtige og engagerede folk til Danmark. Men det fremgår af breve, at nogle af dem sydfra fandt klimaet afskrækkende; de syntes, her var iskoldt.
Desuden voksede handlen eksplosivt. På baggrund af et stort økonomisk opsving og en stor befolkningsudvikling i Nordvesteuropa skød nye byer op overalt, også i Danmark, og her blev desuden ryddet skov og anlagt nye landsbyer og gårde. Dansk eksport bestod fortrinsvis af landbrugsvarer, og meget gik til byer syd for Østersøen og langs Nordvesteuropas kyster og floder. Deriblandt var kvæg, som blev drevet sydpå, og gode danske heste blev afskibet til England. Op mod år 1200 desuden sild, som i sensommeren stod op i Øresund og Limfjorden i enorme stimer, og som der var voldsom efterspørgsel på i det kristne Europa på grund af de særlige regler for faste. Sildene blev nedsaltet og solgt tøndevis.
Det bidrog også til den modernisering af riget, som fandt sted i denne tid, at mange udenlandske håndværkere fra mange fag kom hertil, bl.a. fra Tyskland og England. De introducerede ny teknik (som teglbrænding og teglbyggeri) og nye færdigheder (inden for bl.a. kirkekunst, f.eks. kalkmalerier og anden udsmykning). Og chefen for Valdemars kancelli (administrationskontor) var en englænder ved navn Radulf, som i øvrigt siden blev biskop i Ribe.
Religionen spillede en central rolle i alt. Efter sejren i 1157 oprettede Valdemar Vitskøl Kloster ved Limfjorden som en tak til Gud, og også mange andre kirkelige og verdslige stormænd byggede klostre i riget. Der var både nonne- og munkeklostre, og de fandtes både i byer og på landet. Mange landklostre var som Vitskøl af den moderne cistercienserorden, der var opstået i Frankrig som en reform af den ældre benediktinerorden. Men der var adskillige andre klosterordener, hver med sine regler og krav, og mange blev efterhånden overordentlig rige via gaver fra fromme velgørere, der til gengæld fik goodwill hos Gud, munkenes bønner for deres sjæls frelse, gravsteder og måske aldersforsorg.
Især på Sjælland blev der under inspiration fra Det Hellige Land også bygget nogle meget eksklusive kirker
Valdemars kirke og kloster i Ringsted var blandt de fornemste. Her havde været kloster siden slutningen af 1000-årene, og Valdemars far, Knud Lavard, blev gravsat her, og familiemedlemmer arbejdede for at opbygge en helgenkult om den dræbte; slægtskabet med en helgen ville også styrke dem selv i kampen om tronen. Der begyndte at ske undere ved graven, og da Valdemar blev konge, accelererede det hele. I 1160’erne påbegyndte han opførelsen af en storslået moderne klosterkirke af tegl, den nuværende Sct. Bendts Kirke. Samtidig blev der arbejdet hårdt på at få pavens godkendelse af Knud Lavard som helgen. Det lykkedes i 1169.
Erobringen og kristningen af den store vendiske ø Rügen med tempelborgen Arkona i 1168 var et politisk højdepunkt, og togtet var desuden en religiøs manifestation, en slags korstog, og gav stort krigsbytte.
To år efter, 25. juni 1170, afholdt Valdemar så en storslået kirkefest i Ringsted under overværelse af rigets bisper og verdslige stormænd samt udsendinge fra Norge og Sverige. Den nye kirke var ikke færdig, så det må være sket i den gamle. Her blev Knud Lavards hellige knogler højtideligt lagt i et fornemt skrin på højalteret, og Valdemars lille søn Knud blev kronet. Det var den første kongekroning i Danmark, og formålet var at sikre arvefølgen og undgå de velkendte og ødelæggende rivaliseringer og kongekrige. Saxo skriver, at den ca. 7 år gamle Knud blev »sat på tronen, salvet som konge og klædt i purpur«. Det styrkede naturligvis også Valdemars og Knuds legitimitet, at de nedstammede fra en helgen. Siden blev familien gravsat i kirken – det blev en kongegravkirke.
Et af de allerfineste manuskripter fra den tids Europa er vistnok knyttet til begivenheden i Ringsted. Det er det såkaldte Københavnerpsalter, som i dag findes på Det Kongelige Bibliotek: en overdådigt illustreret privat andagtsbog med Davids salmer, en kalender, et alfabet og et fadervor, alt på latin. En ejerindskrift med navnet ’uualdemarus’ (Valdemar) kan vistnok svagt skimtes, og psalteret er ifølge manuskriptforskere skrevet og udsmykket af engelske kunstnere og skrivere før 1170. Samlet tyder en række iagttagelser på, at den usædvanlig fornemme bog var til den lille Knud; bl.a. skal et alfabet og et fadervor være typisk for bøger til læseundervisning af børn. Psalteret er et eksempel på den ekstremt høje og internationale kunstneriske kvalitet, som det danske højaristokrati dyrkede, og som også kendes fra kirker og deres kalkmalerier og gyldne altre.
Resterne af Danevirkes Valdemarsmur lige syd for den dansk-tyske grænse kan endnu ses den dag i dag. Den ligger en ganske kort spadseretur fra Danevirke Museum.
I Sorø, ikke langt fra Ringsted, lod Absalon opføre en lignende stor og også bevaret klosterkirke af tegl. Det blev Hvidernes familiekloster og snart meget rigt, og her blev både Absalon og mange af de øvrige familiemedlemmer begravet – svarende til kongefamiliens gravkirke i Ringsted. Der var også et bibliotek, og en bog, som Absalon skænkede dertil, er bevaret og findes nu på Det Kongelige Bibliotek. Og Saxo arbejdede måske – bl.a. – her, mens han skrev sit værk; i alt fald står der i Absalons testamente fra 1201, at Saxo skal levere nogle bøger tilbage til Sorø.
Mange af de nuværende danske landsbykirker er opført af sten i 1100-årene, som erstatning for ældre kirker af træ. I århundredets anden halvdel blev de fleste kirker i Jylland bygget af fint tilhugne granitkvadre, mens der på Sjælland kom flest af mindre kampesten, og sandsten var normalt i Skåne, alt sammen betinget af områdets stenressourcer. Langs åerne i det stenfattige Sydvestjylland var der til gengæld udstrakt brug af importeret tufsten fra Rhin-området; det ankom vistnok som ballast i skibe, der havde bragt landsbrugsvarer sydpå. Og fra hen mod århundredets slutning blev landsbykirker af tegl almindelige. Kirkerne havde normalt et rektangulært skib og kvadratisk eller rektangulært kor, og de kunne være store eller små og i større eller mindre grad forsynet med udsmykninger. Men især på Sjælland blev der under inspiration fra Det Hellige Land også bygget nogle meget eksklusive kirker med rundt skib, og vi ved, at bl.a. den i Bjernede ved Sorø er opført af medlemmer af Hvideslægten.
I Jylland og Skåne boltrede stenmestre sig med flotte skulpturer og relieffer i henholdsvis granit og sandsten. De optræder i alle kvaliteter og kan findes mange steder i bygningerne, f.eks. i portaler, sokler eller på hjørner, eller være indsat enkeltvis, og dertil kom udsmykning af døbefonte. Meget var oprindelig stærkt kulørt, og der var en mangfoldighed af motiver, hvoraf nogle var klart religiøse og andre stærkt symbolske, og ikke nær alle kan forstås entydigt i dag. Som f.eks. de store løver på jyske døbefonte; nogle af dem deler endda et menneskeansigt. En vejrbidt tympanon (et felt over en portal eller dør) i Slesvig Domkirke viser vistnok Valdemar den Store, der skænker en kirke til Gud.
Mange kirker over hele riget fik også en prægtig og kostbar indre udsmykning med stærkt farvede kalkmalerier (de bevarede er meget afblegede) på væggene. Det er normalt fremragende kunst af professionelle håndværkere, og motiverne er altid religiøse; idet dog nogle få viser verdslige personer, der skænker en gave til Gud. I Fjenneslev er de overbevisende identificeret som Absalons og Esbern Snares forældre. Ellers ses scener fra bibelhistorien, især Det Ny Testamente, der kan f.eks. være helgenbilleder, eller det er Maria med barnet eller et magtfuldt billede i apsis med Kristus som hersker.
Den overdådige Sankt Bendts Kirke i Ringsted er selve symbolet på Valdemar den Stores succes som konge.
Fyrtårnet på Sprogø er bygget på resterne af den borg, Valdemar den Store lod opføre for at sikre sig mod fjender i Storebælt.
Gyldne altre er endnu et eksempel på tidens fremragende kunst. Det er alterbordsforsider og somme tider opsatser ved alterets bagkant med billeder og ornamentik af forgyldt kobberblik opdelt i felter, der alt sammen skinnede som guld på en mørk baggrund. De blev fremstillet både lidt før, under og lidt efter Valdemar den Stores tid, og to findes endnu i deres jyske kirker, i Stadil og Sahl. De øvrige bevarede er på Nationalmuseet, og engang var der langt flere.
Kirkekunsten er med til at demonstrere de mange regionale forskelle, der stadig fandtes i riget ved Valdemars død, og et stort oprør i Skåne blev først bilagt, da sønnen var kommet til magten. Alligevel var forskellene blevet mindre, bl.a. via øget handel og andet samkvem. Og overordnet var idealet, som også udtrykt af Saxo, at se hele riget som ’fædrelandet’ (patria) – selv om han tydeligvis havde størst interesse og sympati for Sjælland.
Valdemar døde i 1182 efter kort tids sygdom og dårlig lægehjælp. Han blev begravet i klosterkirken i Ringsted, indsyet i et læderhylster og lagt i en blykiste i en muret grav sammen med en lille beskrevet blyplade. Her stod hans navn og afstamning fra helgenfaderen, og hans gode bedrifter blev opregnet, deriblandt at have befriet og skabt fred i ’fædrelandet’, der altså også fremhæves her. Sønnen Knud fulgte ham uden problemer. Sofia overlevede ham med 16 år og blev i 1198 lagt ved hans side.
Else Roesdahl er professor (emerita) i middelalderarkæologi ved Aarhus Universitet og æresdoktor ved universiteterne i Dublin og York.