Korstogene skabte nye muligheder, og det udnyttede Valdemar

Det herrens år 1162 er interessant at slå ned på, hvis man vil sætte scenen for Valdemar den Stores Europa. Det var midt i en brydningstid med afgørende skift skete i både Tyskland og Frankrig, og det udnyttede Valdemar den Store til sin egen fordel. Valdemar den Store havde fem år forinden vundet magten i en borgerkrig, og han havde netop indledt en ekspansionskampagne, der skulle gøre ham til Nordeuropas stærkeste fyrste. Man var derfor begyndt at lægge mærke til ham på netop dette tidspunkt. Det er således interessant at se på, hvad det var for et Europa, denne endnu relativt unge konge havde sine formative år i.

Det var en tid fyldt med riddere og korstog. En tid, hvor fyrsterne hed Frederik Barbarossa, Henrik Løvehjerte (lidt senere) og Saladin. Og det er om noget den æra, som tegner vores populærkulturelle forståelse af middelalderen. Hvad enten hovedpersonerne hedder Arn eller Robin Hood eller Ivanhoe. Ydermere markerer epoken også starten på en genkomst af europæisk arkitektur og kultur, der ellers siden senantikken havde stået i skyggen af de muslimske og byzantinske naboer.

Perioden 1095-1229 betegnes som ’det lange 1100-tal’. Der er bred enighed om, at epoken indledes med korstogene. Slutningen på perioden er der lidt uenighed om, men den mest gængse opfattelse er, at det var i 1229, da det sjette korstog druknede korstogsånden i internt politisk fnidder, denne epoke i europæisk kultur og politik var til ende.

I 1095 holdt pave Urban 2. en prædiken i Clermont, hvor han fik mobiliseret en beskeden, men slagkraftig korshær. Europa var på dette tidspunkt, når det gjaldt kunst, kultur, videnskab og teknologi, kun en skygge af sine naboer i Byzans og den muslimske verden. Den første tysk-romerske kejser, Karl den Store, og hans efterfølgere havde ellers i det 9. og 10. århundrede gjort deres til, at Europa havde løftet sig administrativt og arkitektonisk, men endnu var kontinentet på mange måder et feudalt stammesamfund. Dette ændrede sig afgørende med korstogene. De udrettede i al deres gru og – set med moderne øjne – idioti et mirakel. Der var grundlæggende tale om fire mindre fyrster, som alle var perifert i familie med hinanden (som man var i Europas fyrsteslægter på dette tidspunkt), der i løbet af tre år med ganske få mænd fik overvundet de ellers uovervindelige seljuktyrkere og generobret Det Hellige Land. Nye måder at lede landbruget på havde ført til stor vækst i Europa, og den militære teknologi blomstrede. Seljuktyrkerne var kendt for et meget hurtigt og agilt rytteri med ridende lette bueskytter med store evner. Men disse kunne ikke stille meget op mod pansrede vesteuropæiske ryttere. Og når ridderne tilmed hurtigt kunne bygge belejringsmaskiner on location, var kimen til ’miraklet’ lagt. Succesen medførte en vældig mobilisering i hele Europa, af ressourcer til kirken og korstogssagen i et hidtil uset omfang.

Samtidig var perioden et kosmopolitisk højdepunkt i europæisk middelalder, især på Cypern, i Mellemøsten og på Sicilien. Sidstnævnte er nærmest mønstereksemplet: Det arabiske Sicilien blev erobret af normannerne i 1080’erne og 90’erne, og et normannisk-siciliansk kongerige eksisterede dér fra 1130 til 1190, indtil det blev opslugt af Det Tysk-romerske Rige. Sicilien var en multietnisk og kosmopolitisk enhed – efter mange år med byzantinsk, arabisk og italiensk indflydelse. De invaderende normanner var nordfranske efterkommere af vikinger og frankere. I tråd med tiden var det ikke et normannisk, men et gudfrygtigt multieuropæisk projekt. Således kan man den dag i dag i Paladskapellet i Palermo, et af de smukkeste kirkerum i verden bygget af normannerne, se inskriptioner på og æstetisk inspiration fra både latin, græsk og arabisk.

Europas absolutte midtpunkt var Det Tysk-romerske Rige. Det var rundet af frankernes samling af de germanske stammer, der mod slutningen af folkevandringstiden blev kristnet og fik en idé om, at ’Rom’ (dvs. den romerskkatolske kirke) måtte have en verdslig beskytter, og at denne måtte være den til enhver tid stærkeste germanske fyrste. Karl den Store og hans efterfølgere, de såkaldte ottonere, havde i det 9. og 10. århundrede oprettet velfungerende kejserlige administrationer, men riget bar stadig på en mærkbar stammearv. Men nu skulle fyrsterne være gudfrygtige og kosmopolitiske.

Ad åre havde Karl den Stores stammerige nemlig udviklet sig til en union af ganske mange stater, som gik fra Rom i syd til Danmark i Nord, fra Karpaterne i øst til Frisland i vest. Men mange landes tilhørsforhold til Det Tysk-romerske Rige var uafklaret – herunder Danmarks. Det betød, at Frederik Barbarossa måtte føre en række militære kampagner især i Italien for at genoprette den kejserlige autoritet og økonomi dér.

Men samtidig skete der også mange politiske forandringer. Fra 1158 gennemførtes en række reformer. Den kejserlige administration og det kejserlige hushold skulle have et fast budget – en finanslov, om man vil. Der blev lavet rammer for, hvad kejseren bestemte og hvor, og endelig formaliserede man rammerne for kejservalg. Dertil blev der også etableret en ’kejserlig infrastruktur’ bestående af borge. Der måtte aldrig være mere end en dagsrejse til nærmeste borg, hvor den konstant omrejsende og krigsførende kejser kunne være i sikkerhed.

Således blev der fra 1137 til 1250 bygget mere end 15.000 borge i Det Tysk-romerske Rige. Da mange borge havde en ’borggreve’, som var en mere eller mindre selvstændig herre (om end en kejserlig satellit), ændrede dette det socioøkonomiske landskab markant. Det bragte kejseren på kant med paven, og paven formede en stærk alliance med de normanniske fyrster i Syditalien. I ly af denne konflikt gjorde Milano – den notorisk uartige dreng i Det Tysk-romerske Rige – oprør. I 1162 stod Barbarossa derfor på en skillevej og havde brug for støtte fra så mange af de tyske fyrster som muligt, herunder Valdemar den Store, som svor lensed til Barbarossa netop det år. Eller fornyede den: Lensed til den tyske konge eller den tysk-romerske kejser havde været en tradition siden Gorm den Gamle, og selv om Danmark var en meget selvstændig enhed i Det Tysk-romerske Riges periferi, var det regnet som en del af riget siden Harald Blåtand.

Også Frankrig var af stor betydning. Landet var på dette tidspunkt præget af den legendariske dronning Eleonora af Aquitanien. Hendes liv bibragte på en og samme tid Frankrig stor udvikling og en dødelig arveretsstrid med England, som skulle vare det meste af middelalderen. Frankrig var en næsten lige så løst funderet union som Det Tysk-romerske Rige og var på denne tid et ejendommeligt sted med mange interne krige. Alligevel blomstrede der her i 1160’erne en eksorbitant arkitektonisk udvikling, gotikken.

Med gotikken fik vi religiøse byggerier i Europa som aldrig tidligere set. Stilarten repræsenterer en teologisk filosofi, som var begyndt at herske efter det første korstogs succes. Hvor den tidligere stilart, romantikken, var inspireret af et antikt tempel, hvor den religiøse handling i vid udstrækning var en eksklusiv seance mellem præst og gud, og hvor små højtplacerede vinduer lod guds lys skinne ned på menigheden, var gotikken symbolet på den direkte forbindelse mellem mand og gud. De vertikale linjer, de potente spidsbuer og de høje bemalede vinduer illustrerede den forbindelse mellem menneskets stærke tro og gud, som kunne udrette store mirakler såsom generobringen af den hellige stad.

Det var Frankrig, biskop Absalon – Valdemars fosterbroder og nærmeste rådgiver – fra sine studieår havde haft nære forbindelser til, ligesom også Absalons forgænger som ærkebiskop, Eskil, havde det. Dronning Eleonoras ene datter Mathilde blev i øvrigt gift med Henrik Løve af Sachsen og Bayern, og de lod i 1171 deres datter vie til Valdemars søn, den senere Knud 6. Valdemar nåede således en ny strategisk milepæl – hans familie havde nu entreret det gode fyrstefællesskab i Europa via ægteskab. Henrik Løve var nemlig fætter til Frederik Barbarossa og svoger til den senere Richard Løvehjerte, og dette udgjorde en blodsmæssig forbindelse til både den engelske og den franske trone og i sidste ende også til Det Tysk-romerske Rige.

Selv om Frankrig og Det Tysk-romerske Rige var ’det gode fyrsteselskab’, lå ekspansionsmulighederne for de nordeuropæiske fyrster i 1162 mod øst. Dels var der slaviske stammer på de østeuropæiske stepper helt til Holsten, som var hedninge eller i hvert fald ikke kristne, sådan som det sømmede sig, og som derfor var legitime mål for både erobring, plyndring og korstog. Ruslands storfyrster var optaget af at bekrige hinanden, så de tog sig mindre af, at nordeuropæiske romerskkatolske fyrster begyndte at ekspandere i deres baghave. Det var begyndt i 900-tallet, men den helt store ekspansion – det, vi i dag kender som ’Ostsiedlung’ – tog dog først for alvor fart mod slutningen af 1100-tallet. Da Valdemar vandt magten i 1157, genstartede han straks kampagnen mod venderne i alliance med Henrik Løve. Normalt er det erobringen af den vendiske borg Arkona i 1168, der fylder i dansk historie, men det er egentlig ejendommeligt. Op igennem 1160’erne erobrede Valdemar nemlig store områder i det, der i dag er det nordøstlige Tyskland og det vestlige Polen. Og netop 1162 var året, hvor Henrik Løve trak sig ud af projektet, fordi han skulle hjælpe sin fætter, kejser Frederik Barbarossa, med en af hans mange italienskampagner. Der er altså en periode fra 1162 til 1168, hvor Valdemar klart agerede som den store i den vestlige Østersø, men det hører vi sjældent om.

Der var også sket et markant teologisk skifte med det andet korstog i 1147. Hvor korstog hidtil ene og alene havde drejet sig om Det Hellige Land og som antydet udgjorde en art væbnet pilgrimsfærd dertil, opstod der imidlertid en idé om, at djævelen obstruerede korstogsprojektet mange steder i verden for i sidste ende at fratage de kristne retten til Det Hellige Land. Da venderne, som faktisk på papiret var blevet kristnet én gang, begyndte at genintroducere hedenske skikke og afgudsdyrkelse (i virkeligheden en lokal særegen dyrkelse af Skt. Vitus og måske ikke mere hedensk end som så), blev det set som djævelens obstruktion af korstogsprojektet som helhed og blev således et påskud for nordeuropæiske fyrster og fyrsteaspiranter til at slutte sig til en ædel sag med mange muligheder. Og dermed var der skabt et projekt, som Valdemar profiterede af i 1160’erne.

I midten af 1100-tallet måtte al dansk indenrigspolitik afvejes i forhold til europæisk politik. I striden mellem Barbarossa og Henrik Løve, der rasede i netop 1162, måtte Valdemar hele tiden afveje, hvad der tjente hans interesser på længere sigt – at styrke en kejser, der ikke var bange for at sætte sin vilje igennem med rå magt, eller at styrke sin nærmeste territoriale rival (Henrik Løve, hertug af Sachsen). Samme år havde Barbarossa en konflikt med paven og krævede Valdemars troskab. Hidtil havde venskabet med kirken været en af de vigtigste prioriteringer for Europas store fyrster, og i Danmark var aksen konge-kirke-Hvideslægt særdeles velfungerende. En af Valdemars første store prøvelser på den europæiske scene var, da han i 1162 med diplomatisk fingerspitzgefühl (og hjælp fra Absalon) balancerede mellem at erklære sig som vasal til kejseren og samtidig beholde et godt forhold til kirke og pave.

Også i forhold til de hjemlige alliancer kan det europæiske perspektiv give interessante vinkler. Valdemar blev i høj grad hjulpet til magten af Hviderne. I løbet af sidste halvdel af 1100-tallet voksede de til Nordeuropas stærkeste adelsslægt, og endnu senere opfostrede de bisper af både Riga og Bremen. Det var overvejende en velfungerende alliance. Men vi ser også, at Valdemar prøvede at få andre indflydelser til landet end Hvidernes, som var meget orienteret mod Frankrig og cistercienserordenen. Valdemar havde i højere grad øjnene rettet mod Tyskland, Italien og johanitterordenen. Valdemar fik bl.a. lombardiske bygmestre til landet, med en i Nordeuropa helt ny teknologi: teglstenen (den rødbrændte mursten). Sct. Bendts Kirke i Ringsted, det tidligste teglstensbyggeri i Nordeuropa, er med nogen sandsynlighed fra netop 1162. Både i sit materiale og i sin stærke norditalienske inspiration var kirken det mest imposante og mest kerneeuropæiske stykke arkitektur i Nordeuropa. Kongelige teglstensbyggerier som Valdemarsmuren ved Danevirke og Antvorskov Kloster fulgte omkring 1170.

Snart bredte teglsten sig med både kongers, Hviders og hansekøbmænds hjælp til hele østersøområdet.

At Valdemar den Store fik Danmark og østersøregionen ind i europæisk storpolitik, bevirkede, at området på en helt ny måde blev politisk interessant i Europa. En lidt vidtløftig tolkning er, at den måde, Østersøens middelalderkultur fra slutningen af 1100-tallet og frem blomstrede på, er selve symbolet på slutningen på ’det lange 1100-tal’. Det pavelige og kejserlige Italien samt korstogsstaterne var i frit fald grundet korrumperet politik og konstant uenighed mellem fyrster, kejsere, paver og ridderordener. Nordeuropa blev på en anden måde stabilt, særligt de dele, der hørte under Valdemar-dynastiet. Valdemars søn Knud 6. afsvor lenseden til Barbarossa. Og sammen med Hviderne indledte han et kapløb udi ’sakral imperialisme’ mod ærkebisperne i Magdeburg og Hamburg-Bremen om, hvem der kunne erobre mest land omkring østersøkysterne og plastre dem til med den arkitektoniske stilart, som repræsenterede den teologiske retning, man var tilhænger af. I Knud 6.s og Hvidernes tilfælde var det cistercienserarkitektur i teglsten. Det ses bl.a. i dag på de mange ’Sorø Klosterkirker’ i Nordøsttyskland og det nordvestlige Polen. Baltikum blev ekspansionsområde for Danmark og Den Tyske Orden (en hjemvendt kejsertro udbryder af johanitterordenen), hvilket igen blev en behændig buffer mod en ortodoks kirke, man efter fjerde korstog i 1202-1204 regnede for kættersk.

De danske konger opretholdt et godt forhold til kirken. Af samme årsag var Valdemar den Stores barnebarn Erik Plovpenning et varmt emne til kejsertronen. Men da Plovpenning hverken kunne bevare det gode forhold til kirken eller stabilitet omkring Østersøen, blev ideen droppet.

De danske kongers storhedstid sluttede, da de som allierede med Den Tyske Orden led et apokalyptisk nederlag i Slaget på Isen i 1242 til et Rusland, som nu var forenet under Aleksandr Nevskij. Slaget på Isen og Danmarks og Den Tyske Ordens ageren i Østersøen er senere blevet fuldkommen essentielt for baltisk og russisk identitet og historieforståelse og har ofte været genstand for propaganda og særlige blik på historien og Vesten helt op til i dag.

Men det er en ganske anden historie.

Tegninger: Thomas Thorhauge. Fotos: Public domain/Adam Bishop.