Det var en tid fyldt med riddere og korstog. En tid, hvor fyrsterne hed Frederik Barbarossa, Henrik Løvehjerte (lidt senere) og Saladin. Og det er om noget den æra, som tegner vores populærkulturelle forståelse af middelalderen. Hvad enten hovedpersonerne hedder Arn eller Robin Hood eller Ivanhoe. Ydermere markerer epoken også starten på en genkomst af europæisk arkitektur og kultur, der ellers siden senantikken havde stået i skyggen af de muslimske og byzantinske naboer.
Perioden 1095-1229 betegnes som ’det lange 1100-tal’. Der er bred enighed om, at epoken indledes med korstogene. Slutningen på perioden er der lidt uenighed om, men den mest gængse opfattelse er, at det var i 1229, da det sjette korstog druknede korstogsånden i internt politisk fnidder, denne epoke i europæisk kultur og politik var til ende.
I 1095 holdt pave Urban 2. en prædiken i Clermont, hvor han fik mobiliseret en beskeden, men slagkraftig korshær. Europa var på dette tidspunkt, når det gjaldt kunst, kultur, videnskab og teknologi, kun en skygge af sine naboer i Byzans og den muslimske verden. Den første tysk-romerske kejser, Karl den Store, og hans efterfølgere havde ellers i det 9. og 10. århundrede gjort deres til, at Europa havde løftet sig administrativt og arkitektonisk, men endnu var kontinentet på mange måder et feudalt stammesamfund. Dette ændrede sig afgørende med korstogene. De udrettede i al deres gru og – set med moderne øjne – idioti et mirakel. Der var grundlæggende tale om fire mindre fyrster, som alle var perifert i familie med hinanden (som man var i Europas fyrsteslægter på dette tidspunkt), der i løbet af tre år med ganske få mænd fik overvundet de ellers uovervindelige seljuktyrkere og generobret Det Hellige Land. Nye måder at lede landbruget på havde ført til stor vækst i Europa, og den militære teknologi blomstrede. Seljuktyrkerne var kendt for et meget hurtigt og agilt rytteri med ridende lette bueskytter med store evner. Men disse kunne ikke stille meget op mod pansrede vesteuropæiske ryttere. Og når ridderne tilmed hurtigt kunne bygge belejringsmaskiner on location, var kimen til ’miraklet’ lagt. Succesen medførte en vældig mobilisering i hele Europa, af ressourcer til kirken og korstogssagen i et hidtil uset omfang.
Samtidig var perioden et kosmopolitisk højdepunkt i europæisk middelalder, især på Cypern, i Mellemøsten og på Sicilien. Sidstnævnte er nærmest mønstereksemplet: Det arabiske Sicilien blev erobret af normannerne i 1080’erne og 90’erne, og et normannisk-siciliansk kongerige eksisterede dér fra 1130 til 1190, indtil det blev opslugt af Det Tysk-romerske Rige. Sicilien var en multietnisk og kosmopolitisk enhed – efter mange år med byzantinsk, arabisk og italiensk indflydelse. De invaderende normanner var nordfranske efterkommere af vikinger og frankere. I tråd med tiden var det ikke et normannisk, men et gudfrygtigt multieuropæisk projekt. Således kan man den dag i dag i Paladskapellet i Palermo,