De allieredes polske helte: De undslap Gulag og slog tyskerne ved Monte Cassino. Men da krigen sluttede blev deres land overladt til Stalin.

Klostret på Monte Cassino sydøst for Rom, grundlagt år 537, var det ældste romerskkatolske kloster i verden. Dets bibliotek indeholdt en uerstattelig samling bøger og manuskripter fra middelalderen, og kælderen var fuld af kunstskatte, som gallerier og museer i det sydlige Italien havde bragt i formodet sikkerhed for krigen.

Desværre for klostret og dets uvurderlige kulturskatte lå det i de tidlige vintermåneder i 1944 på en strategisk nøgleposition, hvis man ville krydse bjergkæden Appenninerne og bane sig vej til Rom.

Det ville de allierede gerne. Mod syd rykkede de langsomt og med gevaldige tab op gennem det, den britiske premierminister Winston Churchill insisterede på at kalde Europas »soft underbelly«, mod nord var der fyldt med tyskere, der lige så langsomt, men med færre tab, rykkede tilbage mod Alperne.

De allieredes mål med den italienske kampagne var dels at slå den italienske fascistiske diktator, Benito Mussolini, kaldet Il Duce, dels at berede vejen for et direkte angreb på Det Tredje Rige over Alperne. Det første lykkedes. Det andet viste sig at være noget nær umuligt. Europas soft underbelly var ikke så soft som formodet, den var fuld af bjerge, kløfter og floder, som var langt lettere at forsvare end at indtage.

Tyskernes mål var ikke at slå de allierede, men at binde så mange af deres styrker som muligt, så længe som muligt og med så store tabstal som muligt for at forhindre dem i at rykke over Alperne ind i Østrig.

Erobringen af Sicilien i juli-august 1943 var gået glat for de britiske og amerikanske styrker. Men efter at de havde krydset Messina-strædet til det italienske fastlands tå, gik det hele i stå.

Først 17. januar 1944 var de allierede klar til at storme Monte Cassino. Det britiske 10. korps og det amerikanske 2. korps blev sat ind i det, der skulle have været slaget om Monte Cassino, men tyskerne havde gravet sig ned i velbefæstede stillinger, klar til at slå hårdt igen. Alene de første tre dage mistede 10. korps 4.000 mænd. 11. februar var det allierede tabstal oppe på 11.000.

Andet slag, 15.-18. februar 1944, begyndte med et allieret luftangreb, der forvandlede verdens ældste romerskkatolske kloster, hjemstedet for de uvurderlige kulturskatte, til en rygende ruin. Lige lidt hjalp det. Tredje gang, 15.-22. marts, satte de allierede newzealandske og indiske styrker ind, kun for igen at blive slået tilbage af tyskerne.

Først fjerde gang lykkedes det. Men da brugte de allierede også deres supervåben: det polske 2. korps, også kaldet Anders-hæren efter dets hærfører, general Wladyslaw Anders.

Polakkerne var ikke ene om at have sørget for sejren ved Monte Cassino. Men der var bred enighed om, at de kæmpede ualmindelig heltemodigt, og at det ikke ville være lykkedes uden dem.

De polske styrker materialiserede sig ikke ud af den blå luft ved foden af Monte Cassino, netop da der var brug for dem. Deres vej til bjerget syd for Rom en majdag i 1944 er en af Anden Verdenskrigs mest utrolige historier. Den britiske polenshistoriker par excellence, Norman Davies, betegner i sit grundige og omfattende værk ’Trail of Hope’ meget rammende deres rejse som en odyssé over tre kontinenter. Hærkaravanen bevægede sig langsomt fremad gennem krigen på en Via Dolorosa brolagt med død, smerte, sygdom og udmattelse – og håb, et håb, der til sidst, af realpolitiske grunde, blev kvalt af dem, der havde lovet at hjælpe polakkerne, og i hvis tjeneste polakkerne kæmpede så hårdt.

Odysseen begyndte 17. september 1939 for helt almindelige mennesker, der lavede mad, passede dyrene, gik i skole eller på arbejde i det østlige Polen. Som resultat af Molotov-Ribbentrop-pagten fra 23. august 1939, hvor Hitler og Stalin lovede ikke at angribe hinanden samt delte Østeuropa mellem sig, blev Polen nemlig invaderet af Nazityskland fra vest 1. september og af Sovjetunionen fra øst 17. september.

I den sovjetiske zone, der dækkede 200.000 kvadratkilometer og omfattede 15 millioner indbyggere, blev polske love erklæret ugyldige, polske banker, kirker og synagoger lukket, polsk valuta afskaffet. Grundejere fik konfiskeret deres ejendom, russisk blev hovedsprog, og alle indbyggere blev registreret som sovjetborgere. Mænd i den militære alder blev udskrevet til Den Røde Hær. Godt 21.000 polske officerer og intellektuelle blev deporteret og senere nakkeskudt, blandt andet i Katyn-skoven. De nakkeskud, og løgnen om dem, kom til at præge krigens gang og fredens præmisser samt det polsk-russiske forhold helt til i dag, hvor russerne i juni 2022 som en uhørt fornærmelse og hævn for polakkernes støtte til Ukraine har fjernet det polske flag fra Katyn-monumentet ved Smolensk.

Foto: Ukendt fotograf/Public domain

Fra 1939 til 1941 blev 1-2 millioner polakker tvangsdeporteret til lejre spredt ud over Sovjetunionen, hvor de arbejdede, levede og ikke mindst døde under rædselsvækkende forhold. De deporterede polakker af polsk, ukrainsk, belarusisk, litauisk, jødisk og tatarisk oprindelse kan inddeles i fem grupper.

Der var de ’illegale migranter’, det vil sige folk, der var flygtet fra tyskernes angreb i det vestlige Polen. En del af dem var jøder.

Den anden gruppe bestod af cirka 250.000 krigsfanger, det vil sige polske soldater, der havde kæmpet mod Tyskland og Sovjet i september 1939 og havde forsøgt at flygte til Rumænien eller Ungarn. De tilfangetagne officerer blev siet fra (det var dem, der endte i Katyn), resten blev interneret i Sovjet.

Den tredje gruppe var cirka 400.000 såkaldte sociale kriminelle, det vil sige folk, der tilhørte sociale grupper, som kommunisterne mente var fjendtligt indstillet. Gruppen omfattede blandt andet politibetjente, lærere, jernbanearbejdere, alle politikere (også kommunister), læger, arkitekter, ingeniører, skovejere samt alle, der havde kontakter i udlandet. De fleste blev anklaget for spionage, sabotage eller defamering af den sovjetiske stat og efter retssager, der varede 2-3 minutter, idømt 10-25 års hårdt arbejde i de arktiske Gulag-lejre. Officielt fandtes der ikke på dette tidspunkt dødsstraf i Sovjet. Men den forventede levetid i en sådan lejr var én vinter.

Den fjerde gruppe var endnu mere absurd: Den omfattede familier og pårørende til dem, der var omfattet af gruppe 3. Deres antal er ukendt, men gruppen var naturligvis meget større end gruppe 3. De fik typisk 10-15 minutter til at pakke tøj, mad og personlige ejendele, før de blev stuvet som sild i en tønde i kvægvogne og deporteret mod øst.

Den femte gruppe var tilfældigt udvalgt. Den sovjetiske sikkerhedstjeneste NKVD kom til det østlige Polen med lister med navne og adresser på de mennesker, der skulle arresteres. Listerne var flere år gamle og stemte derfor ikke nødvendigvis overens med virkeligheden, men at komme tilbage med færre mennesker, end kvoten tilsagde, var imidlertid ikke nogen god overlevelsesstrategi for en NKVD-mand. Derfor blev der fyldt op med andre: tilfældige besøgende, tilfældige forbipasserende, tilfældige naboer. Hvis det lykkedes en ’dømt’ at hoppe af toget, var det lettere for NKVD-personalet at kidnappe en, der tilfældigvis befandt sig i nærheden, end at sætte efter den bortløbne. Bare antallet passede.

De døde blev smidt af toget undervejs. Resten landede et eller andet sted i det, en overlevende har kaldt Sovjetunionens umenneskelige lande. Den sidste store mennesketransport rullede ud af det sovjetisk besatte Østpolen 21. juni 1941, dagen før Hitler indledte sit storstilede angreb på Sovjet, Operation Barbarossa.

Barbarossa ændrede både krigens gang og dens alliancer. Winston Churchill og den sovjetiske diktator Josef Stalin indså begge, at de var nødt til at samarbejde, hvis Adolf Hitler skulle nedkæmpes. Kun Den Røde Hær havde det mandskab og den risikovillighed, der skulle til, og kun de vestlige magter havde den kapital, der kunne sikre forsyninger til opgaven. Churchill kunne ikke påstå, at han ikke kendte til Stalins forbrydelser. Alligevel erklærede han, at han var »ready to sup with the Devil«, og lod sin ambassadør i Moskva underskrive en fælles britisk-sovjetisk aftale om at stå sammen mod Det Tredje Rige.

Lederen af den polske eksilregering i London, general Wladyslaw Sikorski, der samtidig var øverstkommanderende for de polske styrker, måtte fortære en endnu mere bitter rødbedesuppe: Hvis han ikke indgik en aftale med Stalin, ville det svække polakkernes position blandt de allierede, der fandt aftalen bydende nødvendig. Hvis han derimod valgte realpolitik frem for moral og lavede en aftale med Sovjet, der i 1939 havde besat en stor del af Polen og dræbt eller deporteret millioner, ville han få alvorlige problemer blandt andet med en god del af sine egne ministre. Men måske kunne en aftale hjælpe de hundredtusinder af polske fanger i Sovjet.

Suppen blev nedsvælget og den beskidte aftale indgået: Sovjet skulle udstede amnesti og frigive de polske fanger, til gengæld skulle de danne en polsk hær, der kunne kæmpe på Østfronten under sovjetisk kommando.

Amnestien gav polakkerne mulighed for at slippe væk fra lejrene, og folk greb den begærligt, selv om de hverken havde dokumenter, mad til rejsen eller transportmulighed.

Den kunne ikke hjælpe alle. Dels var mange allerede døde, dels hørte mange først om den, da det var for sent, dels kunne den polske hær kun indrullere polske borgere, der sundhedsmæssigt var i stand til at kæmpe, samt deres familier. Kvinder og børn uden kampklare familiemedlemmer var på herrens mark. Det var jøder og folk født øst for Molotov-Ribbentrop-linjen også (dem definerede Sovjet som sovjetborgere). Mange identitetsdokumenter var eller blev væk. Mange fødesteder, navne, stavemåder og religiøse overbevisninger blev ændret. Mange soldater uden familie fik pludselig en, så familier uden soldater alligevel fik en mulighed for at slippe ud.

Foto: Imperial War Museum

I løbet af foråret og sommeren 1942 tog den polske hær, under ledelse af general Wladyslaw Anders, langsomt form i de centralasiatiske sovjetrepublikker. Udmattelse og sygdom fik dødsraten op på 300-400 per måned, og 3.000 polske mænd og kvinder, der var sluppet ud af lejrene, måtte begraves på polske kirkegårde i Centralasien, før hæren havde løsnet et eneste skud.

Stalins primære mål var at få polakkerne gjort kampklar og sat ind som kanonføde mod tyskerne på Østfronten. I juli 1942 fik general Anders alligevel grønt lys til at evakuere sin hær til Iran, måske også fordi ligene af de godt 21.000 nakkeskudte polske officerer i Katyn da var blevet opdaget, og det kunne blive ubekvemt for Stalin at have en polsk hær alt for tæt på.

Stalin, der havde beordret drabene, påstod godt nok, at de var nazisternes værk. Lederen af den polske eksilregering, general Anders, vidste, at Katyn-skovene havde hørt under Sovjet, ikke Tyskland, på tidspunktet for drabene. Da han krævede en Røde Kors-undersøgelse, ophørte de diplomatiske forbindelser mellem Polen og Sovjet.

Derfor blev hundredtusinder af polakker efterladt i Sovjet. Mange døde eller forsvandt.

I Iran blev familierne skilt. Soldaterne blev gjort klar til en eventuel kamp om den krigsvigtige olie i Mellemøsten, mens familierne – 40.000 civile, det var lykkedes general Anders at få med ud af Sovjetunionen – blev evakueret til Sydamerika, Afrika og New Zealand.

Fra Iran gik turen for hæren over Irak, Palæstina og Egypten, før den polske hær fra december 1943 blev sejlet til Italien for for første gang at deltage i de allieredes kamphandlinger mod tyskerne.

Med sig havde de … en bjørn. Bjørnen Wojtek var blevet købt som unge på et gademarked i Hamadan i Iran i foråret 1942 og fulgte hæren som en slags maskot. Det var en klog bjørn, der kunne adlyde adskillige kommandoer. Det var også en venlig bjørn, der sov i et badekar, elskede at køre på ladet af en lastbil med vind i ansigtet og åd kondenseret mælk, frugt, marmelade, honning og sirup. Når han havde gjort det særlig godt, satte han pris på en øl eller cigaretter, som han åd hele – men kun hvis der var ild i dem. Ellers blev de spyttet ud igen.

Og så var det en stærk bjørn, der hjalp med at laste tunge granater af og på lastbiler og elskede at brydes med en dalmatiner, der også fulgte hæren, eller modige frivillige mænd.

Men det var dog en bjørn, og de britiske myndigheder, der stod for skibstransporten af den polske hær til Italien, nægtede at tage et dyr med om bord. Reglen blev omgået ved, at Wojtek officielt blev gjort til polsk menig soldat, komplet med nummer, identitetskort og hundetegn.

Kun tre dage efter at Wojteks soldaterkammerater havde kæmpet i et stort slag ved Ancona i juli 1944, blev en Moskva-tro regering nedsat i Lublin i det østlige Polen, som da var blevet ’befriet’ af Sovjet. 1. august 1944 indledte polakkerne i Warszawa en enorm opstand mod den tyske besættelsesmagt, i klar forventning om hjælp fra Den Røde Hær, der ret hurtigt nåede frem til den østlige bred af floden Wisla, der løber midt gennem den polske hovedstad. Der stod Den Røde Hær og så på, og der blev den, mens op mod 200.000 polakker i løbet af 63 dage blev slagtet af nazisterne, og mens nazisterne efter opstanden ødelagde de resterende bygninger, hus for hus, og jog de overlevende ud af byen.

Stalin havde nemlig andre planer. Mens polakkerne og tyskerne effektivt nedkæmpede hinanden, indtog Den Røde Hær Rumænien, Bulgarien og store dele af Jugoslavien, Ungarn og Slovakiet.

På blot to uger i den anden halvdel af januar 1945 erobrede – ’befriede’ – Den Røde Hær resten af Polen, fra Wisla til floden Oder. Det var en gigantisk militær sejr, helt ulig vestmagternes langsomme fremrykning på Vestfronten, som en selvbevidst Stalin fik vekslet til en lige så gigantisk politisk og diplomatisk sejr på Jalta-konferencen mellem De Tre Store – Churchill, Stalin og den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt – 4. til 11. februar 1945.

For general Anders og de polakker, der stadig kæmpede sig vej op gennem Italien og i euforiske scener befriede den ene italienske by efter den anden, var nyheden knusende. Polen kom til at ligge i den sovjetiske ’interessesfære’. Den polsk-sovjetiske grænse kom til at gå ved floden Bug. En polsk regering efter krigen skulle udgå fra den Moskva-tro Lublin-regering, ikke fra eksilregeringen i London.

De polske soldater var blevet deporteret til Sovjet, havde overlevet ubeskrivelige rædsler i lejrene, rejst gennem tre kontinenter og sammen med de allierede kæmpet sig vej op gennem Italien – kun for at opdage, at Storbritannien og USA havde opgivet dem til fordel for alliancen med Stalin, at deres hjem i det østlige Polen nu lå i Sovjet, og at deres land skulle flyttes flere hundrede kilometer mod vest og være underlagt Moskva-tro kommunister.

Foto: AP/Ritzau Scanpix

Stalin agiterede for, at de skulle ’repatrieres’, altså vende hjem. Storbritannien, der havde trukket sin anerkendelse af den polske eksilregering, der havde kommandoen over den polske hær, tilbage og i stedet indledt diplomatiske forbindelser med Lublin-komiteen, støttede Stalin. De fleste i den polske hær nægtede. De havde set, hvad Stalins løfter var værd, og frygtede med rette død eller en ny deportation, hvis de satte foden på polsk eller sovjetisk jord.

Situationen var fastlåst, men fra september 1946 blev over 100.000 polske veteraner sejlet til Storbritannien og blev indkvarteret i lejre, der fungerede som små polske tidslommer med polsk mad, polske skoler og polske kirker. Der blev de efterhånden genforenet med de overlevende familiemedlemmer, der havde opholdt sig i Afrika, Indien og Levanten efter at være blevet skilt fra soldaterne i Iran.

For en del af veteranerne var rejsen stadig ikke slut. At tage hjem var ikke en mulighed. Jerntæppet var en realitet, Moskva-tro regeringer styrede i Østeuropa, stalinismen blomstrede. Cirka halvdelen af polakkerne blev i Storbritannien, cirka halvdelen emigrerede til Israel, USA, Argentina og Brasilien, men især til Canada og Australien. Mange af deres efterkommere bor der endnu.

Og menig Wojtek? Han deltog i det italienske felttog fra Bari til Bologna og endte sine dage som stjernen i Edinburgh Zoo, hvor han ofte fik besøg af sine tidligere soldaterkammerater.