Desværre for klostret og dets uvurderlige kulturskatte lå det i de tidlige vintermåneder i 1944 på en strategisk nøgleposition, hvis man ville krydse bjergkæden Appenninerne og bane sig vej til Rom.
Det ville de allierede gerne. Mod syd rykkede de langsomt og med gevaldige tab op gennem det, den britiske premierminister Winston Churchill insisterede på at kalde Europas »soft underbelly«, mod nord var der fyldt med tyskere, der lige så langsomt, men med færre tab, rykkede tilbage mod Alperne.
De allieredes mål med den italienske kampagne var dels at slå den italienske fascistiske diktator, Benito Mussolini, kaldet Il Duce, dels at berede vejen for et direkte angreb på Det Tredje Rige over Alperne. Det første lykkedes. Det andet viste sig at være noget nær umuligt. Europas soft underbelly var ikke så soft som formodet, den var fuld af bjerge, kløfter og floder, som var langt lettere at forsvare end at indtage.
Tyskernes mål var ikke at slå de allierede, men at binde så mange af deres styrker som muligt, så længe som muligt og med så store tabstal som muligt for at forhindre dem i at rykke over Alperne ind i Østrig.
Erobringen af Sicilien i juli-august 1943 var gået glat for de britiske og amerikanske styrker. Men efter at de havde krydset Messina-strædet til det italienske fastlands tå, gik det hele i stå.
Først 17. januar 1944 var de allierede klar til at storme Monte Cassino. Det britiske 10. korps og det amerikanske 2. korps blev sat ind i det, der skulle have været slaget om Monte Cassino, men tyskerne havde gravet sig ned i velbefæstede stillinger, klar til at slå hårdt igen. Alene de første tre dage mistede 10. korps 4.000 mænd. 11. februar var det allierede tabstal oppe på 11.000.
Bliv abonnent på Politiken Historie
...og få adgang til hele artiklen og meget mere!
Læs mereAllerede abonnent? Log ind her
