Dette land har altid været vores: Putins ekspansionsdrømme er en 500 år gammel russisk tradition

For år tilbage blev der i Sankt Petersborg, lige ved Blodskirken, indrettet en lille mindepark med en række fine mindetavler, alle i korsform og udsmykket med den kejserlige krone. Parken var viet til Ruslands kamp for sine kristne trosfæller, og hvert enkelt af skiltene fortalte om en af de mange krige, Rusland siden 1500-tallet har ført mod sine naboer.

Det er, som om samtlige Ruslands krige her har kunnet italesættes som en kamp for kristendommen; krige i Asien, krige i Kaukasus, krige i Europa.

Et skilt hylder eksempelvis ’Krigen til befrielse af Balkans kristne, 12. april 1877 til 19. februar 1878’.

Vi andre kender krigen som Den Russisk-Tyrkiske Krig 1877-78, en af de mange krige mod Det Osmanniske Rige, som fra 1700-tallet og frem skaffede Rusland kontrol med Sortehavskysten og det nuværende sydlige Ukraine og i en tid gjorde Rumænien og Bulgarien til russiske lydstater. Men her i mindeparken har krigen altså et ædlere formål.

»Jeg ved, at hele Rusland sammen med mig lider med vore brødre i troen […] Hele Rusland vil svare på mit kald, når jeg finder det nødvendigt, og Ruslands ære kræver det. Må Gud hjælpe os med at opfylde vor hellige befaling«, citerer mindetavlen fra en tale, tsar Aleksandr 2. holdt forud for krigen.

Krigen endte faktisk med at oprette et selvstændigt Bulgarien under russisk protektion, men det skulle snart vise sig, at de utaknemmelige bulgarere ønskede at regere sig selv. I 1886, kun otte år efter den hellige krigs afslutning, så Rusland sig nødsaget til at gennemføre et statskup og fjerne den bulgarske konge. Men han blev i et modkup hentet tilbage af bulgarerne, der i stedet begyndte at kigge vestpå, mod Østrig, for at finde en allieret. Sådan kan det gå, men alt det står der intet om på mindetavlen for ’Krigen til befrielse af Balkans kristne’.

BULGARIEN SLAP FRI og er i dag forankret i EU og Nato, men andre mærker stadig den russiske ekspansionstrang. I 2022 bruger Rusland dog andre påskud. Først var der som bekendt målet om at ’afnazificere’ Ukraine, men i juni blev en ny begrundelse lanceret.

Den kom, da Putin 9. juni talte til en forsamling af unge russiske iværksættere; arrangementet var uformelt, og præsidenten talte uden manuskript, men han havde et klart budskab, han ønskede at benytte lejligheden til at aflevere: Rusland er stadig en ekspansiv imperiemagt. Han leverede et lille causeri om Peter den Store, hvis 350-års fødselsdag i år fejres med en udstilling i Moskva.

»Peter den Store førte Den Store Nordiske krig i 21 år. Det kunne se ud, som om han var i krig med Sverige, og at han tog noget fra dem og gjorde landet stærkere«, sagde Putin og henviste til, at Sankt Petersborg blev grundlagt på land, som tilhørte Sverige.

»Men han tog ikke noget fra dem, han tog det tilbage, som var Ruslands. Det ser ud til, at det også er vores skæbne at skulle tage noget tilbage og gøre landet stærkere«.

Borte var altså alle forklaringer om, at Ukraine skal afnazificeres eller i hvert fald holdes ude af Nato; krigen mod Ukraine handler om at generobre land, som Rusland har mistet.

Der er ikke i sig selv noget usædvanligt ved ekspansive imperier, dem har der været en del af i Europas historie. Men det er usædvanligt, at et land i begyndelsen af det 21. århundrede har erobringer som et af sine grundlæggende mål. Rusland som imperiemagt skiller sig ud ved, at det stadig er en imperiemagt og faktisk har været det uafbrudt i næsten 500 år.

Der er endnu et særtræk ved det russiske imperium: De undertvungne lande er nabolande, ikke fjerne folk i andre verdensdele. Af denne grund er eksperterne ikke altid enige om, hvorvidt man kan kalde de russiske erobringer kolonier, eller de bare slet og ret er erobringer. Vi kan sammenligne med Frankrig, som erhvervede sig et vidtstrakt kolonirige i tre verdensdele, men også slugte og forfranskede nabolande eller dele af dem: baskisktalende, flamsktalende, provencalsktalende, catalansktalende og tysktalende områder. Borte har taget Burgund, og regionalsprogene er trængt ud i folkloren. Kun Korsika synes ikke helt fordøjet.

RUSLANDS EKSPANSION er udelukkende sket på bekostning af nabolande. Det normale billede har været, at et besværligt eller uroligt naboland først er blevet undertvunget og gjort til en lydstat, og efter nogen tid har man indlemmet landet. Men derved fik man jo en ny nabo, som måske var en urokilde, og som man derfor måtte undertvinge. Og senere indlemme. Og så fremdeles, til man havde nået Stillehavet i øst og Preussen i Vest.

»Jeg har ingen anden måde at forsvare mine grænser på end ved at udvide dem«, skal Katarina den Store have sagt, og om citatet er autentisk eller ej, så fremhæver det et lettere tvangspræget træk ved den russiske, senere sovjetiske ekspansion. Den fortsatte for så vidt helt frem til Elben med undertvingelsen af de østeuropæiske sovjetbloklande efter 1945. Dem forsøgte man dog aldrig at indlemme; ved Europa var grænsen for russisk ekspansion åbenbart nået.

På trods af et mere og mere centraliseret og nationalistisk styre har Rusland faktisk i århundredernes løb været mere tolerant end de fleste andre imperiemagter over for regionale sprog og kulturer i de områder, man underlagde sig. Det betyder, at selv i det nu reducerede Rusland, som har mistet sovjetrepublikkerne og tsartidens yderområder, tilhører en femtedel af befolkningen et nationalt mindretal, og forskere har påpeget, at Rusland aldrig er blevet en ’normal’ nationalstat. Forfatningen beskriver landet som multinationalt, og sprogligt skelner man på russisk mellem ’russisk’ – hvad der har med det russiske folk at gøre – og ’ruslandsk’ – hvad der har med staten Rusland at gøre.

Tjetjenerne er for eksempel ruslandske, men naturligvis ikke russiske.

DERFOR FYLDER STATEN SÅ MEGET. Det er den, som binder Rusland sammen; nationalfølelsen er en ’statsfølelse’. Den britiske ruslandshistoriker Geoffrey Hosking har peget på, at den vigtigste grund til Sovjetunionens sammenbrud var, at det aldrig lykkedes at skabe en sovjetisk nationalfølelse. Der manglede ifølge Hosking ikkestatslige institutioner, der kunne give udtryk for solidaritet på tværs af etnicitet.

I virkeligheden har det i 500 år også været Ruslands problem. I al den tid har Rusland ekspanderet: mod Europa, ned i Kaukasus, ind i Centralasien og hele vejen gennem Sibirien. I de tilfælde, hvor man har ment at have brug for en begrundelse, har man gjort præcis som i dag Putin og hævdet, at man havde gammel adkomst til landet. Det var, hvad Ivan den Grusomme sagde, da han i 1552 annekterede Kasan-khanatet, og det var, hvad Katarina den Store påstod, da hun erobrede den østlige del af Polen i de sidste tre årtier af 1700-tallet: Dette land har altid været vores, vi har krav på det, det hører under os.

Med ’vores’ mente man altid: havde tilhørt Rus, middelalderriget med hovedstad i Kyiv, som det senere Rusland hævder at være den direkte efterkommer af. Denne russiske skabelsesmyte er ukritisk blevet overtaget af mange ruslandshistorikere, og den er da også sand i den forstand, at Kyiv Rus var opdelt i en række underordnede fyrstendømmer, og et af disse var Moskva.

Da mongolerne invaderede Rus i 1200-tallet, gik storriget i opløsning, de små fyrstendømmer blev selvstændige, og den rus-ortodokse kirkes overhoved, metropolitten, flyttede sit sæde fra Kyiv til først fyrstendømmet Vladimir, hvorfra det siden blev flyttet til Moskva. Vore dages Moskva-patriark kan altså med god ret hævde, at hans embede går tilbage til Rus. Det er lidt mere tvivlsomt med staten Ruslands ret til at se sig selv som den direkte fortsættelse af Rus. Det første fyrstehus i Moskva nedstammer ganske vist direkte fra fyrstehuset i Kyiv, men det var der så mange små og store fyrstehuse rundtomkring, der gjorde; Moskva var bare det, der overlevede og nedkæmpede de andre i tumulten og magtvakuummet efter tatarerne.

I SLUTNINGEN AF 1400-TALLET begyndte storfyrstendømmet Moskva at kalde sig Rossija, Rusland, og under Ivan den Grusomme blev navnet enerådende. Men Rusland er stadig ikke Rus. Det er en fiktion, som imidlertid den dag i dag bliver anvendt af Putin, og den er også grundlag for hans påstand om, at det andet store østslaviske folk, ukrainerne, reelt er samme folk som russerne.

En mere nøgtern fremstilling er, at både russere og ukrainere er udgået fra Rus. Russerne har bare kunnet bevare en stat intakt hele historien igennem, mens storfyrstendømmet Kyiv i 1362 blev erobret af Litauen. Tager man Putin på ordet, er det altså vore dages Litauen, som er Rus’ efterfølger, men begge synspunkter er fantasier: Rus forsvandt; det har ikke nogen efterfølger.

De reelle motiver for Moskvas erobringer handlede da også først og fremmest om sikkerhed – om at beskytte sig mod overfald fra urolige naboer – men også i et vist omfang om traditionelle koloniale motiver. Erobringen af Sibirien i 1600-tallet handlede således også om noget så prosaisk som pelsjagt. Erobringen af Centralasien var formentlig til dels begrundet i et ønske om bedre handelsforbindelser. Men sikkerhed, militær sikkerhed, var altid det dominerende mål.

At det lykkedes Rusland at skabe sig et imperium, hænger sammen med det magtvakuum, som mongolerne efterlod sig, da de drog hjem. De efterlod sig en række muslimske etnisk blandede stater: Kasan-khanatet øst for Moskva, Astrakhan-khanatet ved Det Kaspiske Hav, Tjumen-khanatet længere mod øst, senere Sibir-khanatet, Krim-khanatet og Den Store Horde. De lå i indbyrdes konflikt og i konflikt med Moskva-fyrstendømmet.

DET FØRSTE, DER FALDT, VAR KASAN. I 1551 havde Moskva efterhånden fået bragt khanatet i knæ. En ydmygende fredstraktat pålagde landet at genindsætte en upopulær Moskva-venlig hersker, Shah Ali, som khan og at afstå en central del af landet. Et enormt antal tilfangetagne russere skulle frigives. Altså mere eller mindre standardproceduren for behandlingen af undertvungne naboer. I Kasan voksede utilfredsheden imidlertid. Shah Ali lod sine modstandere nedslagte; han inviterede til stor fest i sit palads og lod alle middagsgæsterne myrde i en to dage lang massakre, som fik Blodgildet i Roskilde til at ligne et teselskab.

Til sidst måtte Shah Ali forlade Kasan.

Nu kunne russerne så have indsat endnu en loyal marionet på tronen, men i marts 1552 traf Ivan den Grusomme en skæbnesvanger beslutning. I stedet for en ny marionetregent udnævnte han en russisk guvernør over Kasan og sendte tropper ind.

»Tiden er kommet til at frelse alle kristne og knuse Kasan«, skrev han i en proklamation.

Der fulgte nu flere års brutal nedslagtning af alle modstandslommer rundtom i khanatet, og til sidst var landet undertvunget og Ivans rige vokset betydeligt. I nabolandet Astrakhan havde man naturligvis fulgt nøje med i den skæbne, der overgik dets gamle fjende, og da russerne fire år senere begyndte at stille krav, opgav khanen magten uden kamp. For en sikkerheds skyld underbyggede Rusland sit krav på Astrakhan med en frit opfundet påstand om, at Astrakhan i virkeligheden var identisk med Tmutorokan, et gammelt og for længst forvundet fyrstendømme, som var en del af middelalderriget Kyiv Rus.

Erobringerne satte sig spor: Ivan fejrede sejren over Kasan ved at opføre den farvestrålende Vasilij-katedral ved Den Røde Plads i Moskva. Og Rusland havde pludselig fået en række store nationale mindretal – mordviner, tjuvaser, marier og udmurter – som man ret hurtigt opgav at myrde eller tvangsrussificere. Man nøjedes med at opkræve skatter og forlange ro, og dermed var grunden til de næste mange hundrede års imperiale politik lagt.

DET NÆSTE STORE IMPERIALE RYK kom med undertvingelsen af det østlige Ukraine, som var kontrolleret af kosakkerne. I 1648 gjorde de oprør mod den polske konge, som ville indskrænke deres rettigheder, og i 1654 indgik de en aftale med Rusland om bistand. Kosakkerne mente, det var en aftale mellem ligeværdige parter, som de senere ville kunne sige op, hvis de var utilfredse, men sådan så Rusland ikke på sagen. Kosakkerne havde efter Moskvas mening sværget troskab og underkastet sig. Og de næste 120 år gennemførte Rusland en ubønhørlig afvikling af kosakkernes stat, Hetmanatet.

Bid for bid blev den ukrainske selvstændighed knust. Dødsstødet blev sat ind i slaget ved Poltava 28. juni 1709, hvor Hetmanatet kæmpede sammen med Sverige mod Rusland. Russerne vandt, og Karl den 12. og kosakstatens leder, hetman Ivan Masepa, måtte flygte.

Masepa huskes i dag i Rusland som en forræder, men i Ukraine pryder hans portræt 10-gryven sedlerne. Katarine den Store gjorde arbejdet færdigt. I 1764 afviklede hun kosakstaten, og i 1775 nedslagtede hun de sidste kosakledere. Den vestlige del af Ukraine kom først under russisk styre i slutningen af 1700-tallet, da Rusland, Preussen og Østrig ad tre omgange delte Polen mellem sig.

UNDERTVINGELSEN AF UKRAINE fik et lidt anderledes forløb end de øvrige erobringer, af to grunde: For det første havde Ukraine en særlig betydning for Rusland, for her lå jo byen Kyiv, Ruslands mytiske oprindelsessted. Og her stødte russerne på et land med en kultur, som de oplevede var på højde med deres egen. I begyndelsen var forholdet da også præget af en vis benovelse fra russisk side; ukrainsk liturgi kom til at danne grundlag for kirkereformer i Rusland, og Ukraine var en tid den kanal, hvorigennem Rusland fik både intellektuelle og kunstneriske impulser fra Vesten.

Men på det tidspunkt var Rusland, ligesom andre europæiske imperier, heller ikke nationalistisk. Man forlangte lydighed, ikke russiskhed. Med nationalismens opståen ændres alt, og efter Novemberopstanden, et polsk nationalt oprør 1830-1831, blev skruen strammet i hele riget og intet sted så hårdt som i Ukraine.

Den stærkt nationalistiske forfatter Pusjkin advarede først i ét digt udlandet mod at blande sig i dette ’familieopgør’ mellem slaviske folk, og efter nedkæmpelsen af polakkerne advarede han i et nyt digt om, at »vores forfaldne, guldkuplede Kyiv med sine hellige grave« måske »er i slægt med det oprørske Warszawa«.

Det frygtede man også i den russiske regering. Så hvor man dog i et eller andet omfang fortsatte med at tåle polsk som undervisningssprog, forbød man simpelt hen ukrainsk. Man anerkendte slet ikke navnet Ukraine, selv om det er dokumenteret brugt f.eks. på europæiske landkort fra begyndelsen af 1700-tallet; i stedet talte man om ’Lillerusland’ for at understrege tilhørsforholdet til Rusland. I 1863 måtte man ikke længere trykke faglitterære bøger på ukrainsk, og forbuddet blev senere udvidet til enhver offentlig brug af sproget – teaterforestillinger, sangoptræden, skønlitteratur. Manden bag det første forbud, undervisningsminister Pjotr Valujev, erklærede ret og slet, at ukrainsk ikke fandtes:

»Der har aldrig været, der er ikke, og der kan ikke være noget særligt lillerussisk sprog«.

Den særlige ukrainsk-belarusiske uniatskirke – en kirke med byzantisk ritus, som anerkender paven i Rom – blev reelt også forbudt. I 1839 blev den lagt ind under den ortodokse kirke og overlevede kun i de vestlige dele af Ukraine, som hørte under Østrig. I sovjettiden fortsatte denne politik, og mens den ortodokse kirke blev tålt, var uniatskirken forbudt og nådesløst forfulgt.

Ukraine og ukrainskhed blev altså tydeligvis opfattet som noget særlig farligt af tsarstyret. Hvorfor? Muligvis fordi Ukraines eksistens udgør et eksistentielt problem for russerne: Hvis de, der bor i Kyiv, er ukrainere, hvad er russerne så? Og sådan er det stadig; Putin har ved flere lejligheder understreget, at han betragter ukrainere og russere som ét folk.

Endelig blev især det østlige Ukraine russificeret i kraft af en industrialisering, som især bragte russere til de nye industribyer. Det gælder også storbyerne i Donbas, der ganske vist ligger på gammelt kosakterritorium, men er grundlagt i den sene tsartid; men derudover har Donbas ingen særlig betydning for russernes historiefortælling.

I UDKANTEN AF RIGET, hvor mere fremmedartede folk holdt til, kunne undertvingelsen få et langt mere dramatisk forløb. I moderne tid har vi oplevet Rusland føre brutal krig mod tjetjenerne, og i 1800-tallet blev nogle af tjetjenernes naboer, tjerkesserne, regulært fordrevet og myrdet. Det tjerkessiske folkemord er i dag ikke anerkendt af andre lande end Georgien, og den russiske stat omtaler kun begivenhederne som ’udvisningen af tjerkesserne’. Det kan skyldes, at tjerkesserne ikke har mange venner, som kan tale deres sag – og at ikke mange overhovedet kender deres historie.

Vi skal tilbage til en af de krige, som mindes i den lille park i Sankt Petersborg; Den Kaukasiske krig, som rasede med varierende intensitet fra 1817 til 1864, blev skæbnessvanger for tjerkesserne. Krigen danner folkloristisk baggrund for et af russisk litteraturs mesterværker, Lermontovs roman ’Vor tids helt’. Den foregår i Kaukasus mellem russiske militærfolk, og hvor en forfatter som Pusjkin dækker sine imperiale tilbøjeligheder bag elegante omsvøb, får vi skænket rent vand af Lermontov.

Om osseterne hedder det, at de er »et forfærdelig dumt folk«, og om tjerkesserne fortæller den store russiske forfatter, at de er »halvvilde« og »nogle rigtige røvere; de tager alt, hvad de kan få fat på, selv om det kan være noget, de slet ikke har brug for […]«. Og så videre.

Det er som at læse cowboyromaner, men der er tale om et hovedværk i russisk litteratur.

OG HVORDAN GIK DET SÅ TJERKESSERNE? Den amerikanske historiker Walter Richmond har forsket i det. Fødevareforsyninger blev forhindret i at nå frem og landsbyer brændt af, samtidig med at den russiske krigsmaskine blev sluppet løs. Krigen kulminerede i otte måneders blodbad 1863-1864, hvorunder op mod 400.000 tjerkessere ifølge Richmond mistede livet ud af en befolkning, som endnu i 1860 havde talt halvanden million. Undervejs på flugt døde yderligere et par hundrede tusinde.

I maj 1864 kapitulerede tjerkesserne, og russerne fejrede sejren med parade og medaljer. En stor del af tjerkesserne blev ført til Sotji, hvorfra de blev sejlet til Tyrkiet. En russisk officer var øjenvidne:

»På vejen mødte der os et svimlende syn: ligene af kvinder, børn og gamle, revet i stykker og halvt opædt af hunde; deporterede udtæret af sult og sygdom, nærmest for svage til at bevæge deres ben brød de sammen af udmattelse og blev ofre for hundene, mens de endnu var levende«.

Mange nåede frem og slog sig blandt andet ned på Balkan. Men få år senere blev de endnu en gang fordrevet af russiske tropper under Den Russisk-Tyrkiske Krig 1877-78, som jeg indledte denne artikel med at fortælle om.

I dag, 150 år senere, er den russiske imperiale impuls intakt. Sovjetunionen betød en vis liberalisering, hvor Moskva ganske vist fastholdt grebet om sine erobrede folk, men også gav dem kulturelt selvstyre. Denne politik fortsætter Moskva; man giver ikke slip, hverken på de små folk i Kaukaus eller på Ukraine og Ruslands mytiske fødeby, Kyiv.