Vind eller dø! Fodbold i fascismens tjeneste

I 2018 blev VM i fodbold afholdt i Putins Rusland, og i år er Qatar værtsnation for det, man kan kalde verdens største sportsbegivenhed. Sidstnævnte er i flere år blevet beskyldt for at bruge VM-turneringen som led i en slags international pr-kampagne, hvor målet er at skabe et billede af en progressiv og moderne nation. Det er åbenbart, at sport kan bruges som et politisk instrument.

Sådan bruges det faktisk også her i Norden. Som Norges daværende statsminister Gro Harlem Brundtland så eksplicit gjorde i en tale til nationen i 1992:

»Fodboldpigerne og håndboldpigerne gør sig gældende i verdenseliten (…) Det er typisk norsk at være dygtig«.

Eller Uffe Ellemann-Jensens mere gemytlige »If you can’t join them, beat them«, da danskerne vandt EM i fodbold i 1992, få uger efter nejet til Maastricht-traktaten.

Kritikere af årets fodbold-VM i Qatar vil måske hævde, at landets mission med turneringen er at give omverdenen indtryk af, at ’det er typisk Qatar at være et turistmål, hvor du også kan investere dine penge’. Men i få tilfælde i historien har fodboldens potentiale som politisk valuta været tydeligere end i 1930’ernes Italien. Da skrev Mussolini og fascisterne håndbogen i, hvordan store sportsarrangementer og moderne stadionanlæg kunne bruges med politisk udbytte for øje.

Menneskekroppen indtog en central plads i mellemkrigstidens idéunivers. I Italien og i det øvrige Europa blev idræt fremhævet som en vigtig fritidsaktivitet for hele befolkningen. Boksning, fægtning, ridning, skydning og motorsport blev alle opfattet som højerestående idrætsgrene, og rugby blev for eksempel fremhævet som ’en kampsport, unge fascister bør dyrke’. Og når italienerne blev opfordret til at dyrke idræt, repræsenterede de kropslige udfoldelser meget mere end blot forlystelse for fascismens ideologer. Idrætten skulle tjene et højere mål, nemlig en ’genetisk genfødsel’.

Mussolini havde store planer om at genskabe et imperium a la Romerriget, men for at bygge dette nye imperium måtte man, hed det, skabe et nyt menneske. Det moderne menneske risikerede at forfalde til en slags dekadent kropslig passivitet, mente man, og det var den nye italieners fysiske kraft, det nye Italien skulle bygges på. Denne kropskult blev i 1920’erne og 1930’erne tydelig flere steder i det italienske samfund. I billedkunsten, hvor malerier og skulpturer afbildede mennesker under sportslig udfoldelse. I foreningslivet, hvor staten opfordrede stærkt til etableringen af fritidsklubber og sportsklubber på arbejdspladserne. Og i infrastrukturen ved, at der blev bygget kommunale idrætsanlæg i stor stil.

MUSSOLINI ØNSKEDE SELV at fremstå som en personificering af den nye italiener. Han red, fægtede, spillede tennis, kørte racerbil og løb på ski i bar overkrop. Han lod sig selvfølgelig fotografere, mens han foretog sig alle disse ting. Men disse sportsgrene havde ikke det store tag i masserne. De allerfærreste italienere ejede en ridehest eller udstyr til at fægte, skisport var stort set forbeholdt rige folk i Norditalien, og kun et fåtal kunne køre rundt i en racerbil. Fodbold havde rigtig mange derimod et forhold til. Som publikumssport blev den mere og mere populær for hvert år, der gik, og det stod snart klart for Mussolini og regimet, at fodbold var noget, man måtte satse på. Heri lå der et stort potentiale til kontrol over masserne. Men hvordan skulle man bære sig ad med at koble fodbold sammen med ideologi?

Der findes næppe noget mere sublimt skue for en fodboldfan end tætpakkede tribuner på et stort fodboldstadion. I slutningen af 1920’erne blev der således opført storslåede kommunale stadionanlæg i flere italienske byer. I Bologna byggede man Stadio Littoriale lige vest for bymuren. Det er et af de kendteste anlæg fra denne periode og et glimrende eksempel på, hvordan fodbold, arkitektur og ideologi gik op i en højere enhed under fascismen. Byggeriet skulle opføres i karakteristiske røde mursten med hvælvede buegange bag sorte metalgitre. Det skulle ligne Colosseum. Man opførte et stort tårn på den ene langside, og i en hvælving under tårnet blev der opstillet en tung bronzestatue af Mussolini, som højt til hest og med løftet hoved kunne følge med i det drama, der udspillede sig nede på banen.

I efteråret 1926 indviede Benito Mussolini personligt stadion. Til hest og i militæruniform erklærede han anlægget åbent foran de stuvende fulde tribuner. Mussolini knyttede selv følgende ord til åbningen i et telegram dagen derpå til sin gode ven Leandro Arpinati, manden, som havde haft ansvaret for byggeriet. »Jeg vil aldrig glemme åbningen af Littoriale. Jeg tror ikke, at man i Italiens historie har set en mere perfekt sammenføjning af folket og regimet«. Arpinati bestred på dette tidspunkt stillingen som formand for fodboldforbundet, og han modtog efter åbningen flere breve, som hyldede Stadio Littoriale: »Dette storslåede stadion, som du har undfanget og opført, er en milepæl i den fysisk-kulturelle fornyelse af vores fascistiske nation«, skrev redaktøren for et ingeniørtidsskrift.

Italien forsøgte at blive arrangør af det allerførste VM i fodbold i 1930, men værtskabet gik til Uruguay. Regimet fik dog snart sin vilje, og i sommeren 1934 var det Italiens tur til at arrangere VM. Som nation havde man længe haltet bagud i forhold til sine europæiske naboer i den økonomiske og industrielle udvikling. Men i løbet af få år havde man fået gang i sagerne, og VM blev betragtet som langt mere end en fodboldturnering. Det repræsenterede en mulighed for at fremvise det fremstormende Italien under det fascistiske styre, over for det italienske folk såvel som for resten af verden.

En af de reklameplakater, der blev produceret forud for mesterskabet, afbildede en italiensk spiller i blå trøje stående på en søjle med bolden mellem fødderne. Mod søjlen hviler en fasces-økse – et af fascismens mest markante symboler – og spilleren hilser på romersk vis med fremstrakt arm. Koblingen mellem mesterskabet, det italienske landshold og den dominerende politiske ideologi i Italien på dette tidspunkt blev særdeles tydelig, når de italienske spillere gjorde akkurat som på plakaten og inden samtlige kampe i mesterskabet hilste med fremstrakt arm.

REGIMET HAVDE OGSÅ KLARE FORVENTNINGER OM, at Italien ville vinde turneringen. I semifinalen var Italien oppe imod mesterskabsfavoritten Østrig. Det siges, at det østrigske ’Wunderteam’ i denne kamp ikke kun spillede mod det italienske hold, men også mod den svenske dommer Ivan Eklind. Han mødte angiveligt Mussolini til middag aftenen inden, og hans afgørelser i kampen mødte senere stor kritik. Han tillod italienerne at gøre, omtrent hvad de ville, på banen. De fik lov til at spille et meget fysisk spil, og kampens eneste scoring kom efter et soleklart angreb på den østrigske målmand.

Den unge svensker Ivan Eklind skulle også dømme i finalen mod Tjekkoslovakiet, og inden kampen blev han gelejdet op på ærestribunen til en lille snak og et håndtryk med sin ’ven’ Mussolini. I kampen tog udeholdet føringen med 1-0, da der kun var 15 minutter tilbage, men umiddelbart efter udlignede Italien, og efter den forlængede spilletid stod det klart, at værtsnationen var blevet verdensmester på hjemmebane.

Da spillerne skulle fejres, fik de ikke kun udleveret det officielle VM-trofæ, men også en specialfremstillet pokal, som man havde valgt at kalde Coppa del Duce – Førerens Pokal. Denne pokal var mange gange større end den officielle, og den blev beskrevet i disse vendinger af det italienske fodboldforbund: »Der findes mange flotte præmier til VM, men blandt disse har Coppa del Duce en enestående moralsk værdi«.

Den italienske forfatter Enrico Brizzi har påpeget, at regimet gennem arrangementet og VM-sejren fik vist folket, at fascismen ikke kun var ensbetydende med at dræne sumpe, opføre nye byer og sprænge jernbanetunneler. »Som alle nu kunne se, sørgede fascismen også for, at vores sportshelte vandt i mødet med andre nationer«.

Fire år senere havde fascismen etableret sig endnu stærkere som ideologi, og i et Europa præget af uroligheder var det fortsat vigtigt for regimet at vise, hvad man stod for, gennem succes på fodboldbanen. Da Italien i 1938 rejste til VM i Frankrig, var det som en af favoritterne til at vinde turneringen.

Inden kvartfinalen mod værtsnationen, Frankrig, blev det italienske holds klassiske blå spillertrøjer byttet ud med sorte. Fascisternes milits gik under navnet camicie nere – sortskjorterne – og fodboldlandsholdet optrådte i denne kamp endnu tydeligere som en repræsentant for regimet. Dagen før finalen mod Ungarn sendte Mussolini et telegram til landsholdets træner, Vittorio Pozzo. Det bestod af de tre velvalgte ord: »Vincere o morire«. Sejr eller død.

ITALIEN VANDT 4-2. Under medaljeceremonien løftede alle de italienske spillere rutinemæssigt højrearmen for at hylde deres fører. Sportsavisen La Gazzetta dello Sports udsendte beskrev dagen efter på forsiden optrinnet med følgende ord: »De elleve arme er som fakler, som lyser op i skumringen (…) De fortæller os, at vores drenge har vundet for os alle (…) Dette handler ikke bare om en sportslig sejr, men om vores races sejr«.

Flere af de ungarske spillere antydede senere, at de lod Italien vinde finalen i 1938. De italienske spillere frygtede angiveligt for deres liv, i tilfælde af at de ikke vandt. Den ungarske målmand Szabó blev citeret for følgende: »Det er muligt, at jeg lod fire mål gå ind, men jeg reddede i det mindste deres liv«.

Det er dog temmelig usandsynligt, at denne ’vind eller forsvind’-besked fra Mussolini var ment bogstaveligt, og det er heller ikke særlig sandsynligt, at Pozzo og spillerne opfattede telegrammet på den måde. Denne type udsagn var en velkendt del af det retoriske repertoire under fascismen og var nok derfor ment som en slags ideologisk peptalk.

Mange af fodboldens mænd undslap dog ikke fascisternes forfølgelser, og det er på sin plads at nævne dette her. Efter at Mussolinis regime havde knyttet tættere bånd til Hitler og Tyskland, havde man i 1938 indført officielle racelove i Italien. Indtil få år tidligere havde jøder haft centrale poster selv i fascistpartiet, men nu var det slut med det. Det gjaldt også inden for fodbold.

MANDEN BAG BOLOGNAS STORSLÅEDE STADIO LITTORIALE, Leandro Arpinati, gjorde sig senere bemærket ved at være en indædt modstander af indskrænkningen af ytringsfriheden og andre af regimets autoritære tiltag. Han blev beskyldt for at stå bag et attentatforsøg på Mussolini i Bologna i 1926, og derefter blev han sendt i eksil på øen Lipari.

Bologna FC kunne i 1936 og 1937 fejre to ligatitler i træk på klubbens nye stadion. Dette storhold var ledet af den jødiske ungarer Arpad Weisz, som havde trænet spillerne i den italienske fodboldklub i mere end ti år, men han blev tvunget til at flygte efter indførelsen af racelovene. Hans kone og barn blev til sidst sendt til udryddelseslejren Birkenau, hvor de omgående blev sendt i gaskammeret, og han selv døde i Auschwitz i 1944. Bologna FC spiller fortsat sine hjemmekampe på dette stadion, og for et par år siden blev tribunens sydlige kurve omdøbt til Curva Arpad Weisz. En mindetavle med trænerens navn er dermed boltet fast til det idrætsanlæg, som repræsenterer den ideologi, der tog livet af ham.

Oversættelse fra norsk: Lorens Juul Madsen